Tag-arkiv: 4½

2017 Bodegas Viña Vilano, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Viña Vilano, Reserva, Ribera del Duero, SpanienNæstsidste Ribera del Duero vin blev denne Reserva fra Bodegas Viña Vilano … et lille  kooperativ, der ligger i Pedrosa de Duero i Burgos provinsen.

Kooperativet er  grundlagt i 1957 af en flok vinavlere og drives i dag af deres børn eller børnebørn som medlemmer.

I starten havde kooperativet en kapacitet på 300.000 kilo druer, men i dag kan de håndtere ikke mindre end 2,6 millioner kilo, som kommer fra medlemmers samlede 300 hektar vinmarker. Vinmarkerne er beplantet med Tinta del Pais, det lokale navn for Tempranillo og alderen på vinstokkene varierer fra 20-95 år. Lagringen foregår separat på amerikanske, franske og slovenske fade og bliver efterfølgende blended.

Denne Reserva er en af kooperativets vine, som er lavet på ren Tempranillo. Den alkoholiske gæring finder sted ved kontrolleret temperatur på 28 grader i ståltanke med efterfølgende maceration i 14 dage mere. Derefter er vinen så lagret i 20 måneder i franske og slavonske fade og derefter 18 måneder på flaske.

I næsen er vinen mere grøn og urtet end de forrige … der lidt mentol, kaktus, grafit og hyben sammen med brombær, solbær og kirsebær, mens fadnoterne virker mere afdæmpede og ligger bagved de mere grønne noter. Men der fornemmes svagt lidt lakrids, vanilje samt kanel.

Smagsmæssigt er det en vin med masser af blåbær og derefter så brombær og blommer, egentlig ganske tør med power, stramme og mundudtørrende tanniner, virkelig frisk og kantet, men har ganske vist også en svag sødme. Fin Ribera del Duero vin, så 89 point.

Forhandles af World of Wine, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Reserva, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte hurtigt videre og næste vin i glasset blev en 2017 Miros de Ribera Reserva fra Bodegas Peñafiel.

Vinhuset må ikke forveksles med nabovinhuset Bodegas Resalte de Peñafiel, selvom de begge ligger mellem byerne Peñafiel og Padilla de Duero i Valladolid med en gamle borg Peñafiel på en bjergtop med udsigt til begge vinhuse i det i det Ribera del Duero område.

Bodegas Peñafiel er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2003 med det formål at lave vine af høj kvalitet. Vingården har samlet 32 hektar vinmarker, som er placeret på parceller omkring både Peñafiel og Castrillo.

På markerne dyrker huset fortrinsvis Tempranillo, men også sorter som Merlot og Cabernet Sauvignon. Ansvarlig for produktionen er vinmageren Alfonso Medina, som gærer mange af vinene i konisk udformede gæringstanke. Ifølge Alfonso øger det ekstraheringen af farve, aroma og tannin.

Ved lagring anvendes der også alene franske egefade, hvilket også adskiller Bodegas Peñafiel fra mange andre spanske vinhuse.

Bodegas Peñafiel laver vine i flere serier, hvilket udover vinene under navnet Miros de Ribera omfatter Mironia, Baron de Filar, Territorio Cepa, Sieta Pasos og Alma Serena.

Denne Miros de Ribera Reserva er lavet på 100% Tempranillo fra husets marker i Castrillo de Duero i 920 meters højde. Druerne er først sat i kølig premaceration inden gæring ved 28 grader over 12 dage i koniske 17.000 liter rustfrie ståltanke. Derefter malolaktisk gæring i tankene med blid battonage og så lagring i 24 måneder i franske egefade.

I næsen er der dejlige fadnoter samt mørk frugt af sorte kirsebær, blåbær, blommer, mens fadene bidrager med vanilje, kanel, kokos, sød tobak og tør engelsk lakrids. Det er spot-on Ribera del Duero.

Smagsmæssigt er den mere frisk end duften, en frisk og lysere frugt med hindbær, brombær og blommer … syrligere end forventet, mens tanninerne også samtidig er noget stramme i betrækket. Der er lidt bitterhed, læder og tyk balsamicoeddike, men stor koncentration, hvorved vi ender på 90 point.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Bodegas el Lagar de Isilla, Langa de Duero, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas el Lagar de Isilla, Langa de Duero, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero vin nummer 8 i rækken blev denne 2018 Langa de Duero fra vinhuset Bodegas el Lagar de Isilla.

Vinhuset er familiedrevet og er startet i 1995 af José Zapatero i landsbyen La Vid lidt uden for Aranda.

Men udover Bodegas el Lagar de Isilla ejer familien også en særdeles velbesøgt restaurant i Arrandas bymidte. Dybt nede under restauranten findes en historisk vinkælder som stammer tilbage fra det 1500 århundrede.

Selve produktionen af vinen foregår i den lille landsby La Vid, som ligger 18 kilometer fra Arranda. Der har familien Zapatero omkring 40 hektar vinmarker, hvoraf halvdelen er med gamle vinstokke fra 60 til 95 år.

I La Vid har huset  moderne produktionsfaciliteter og laver årligt omkring 250.000 flasker vin.

José er ubetinget et af de mest nysgerrige mennesker i Ribera del Duero og netop derfor skubber Bodegas el Lagar de Isilla ofte egne grænser i jagten på stor vin med kant og karakter.

Denne Langa de Duero er lavet på Tempranillo fra 80-90 år gamle vinstokke tilsat 5%  Albillo Mayor. Druerne kommer fra nogle små jordlodder i 900 meters højde. De er høstet med håndkraft og nøje sorteret inden vinifikationen.

Den er startet med en kølig premaceration ved 8 grader for 30% af druerne uden den mindste afstilkning over 5-7 dage. Derefter sker gæring i franske egekar ved 24 grader over 7 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagring 18 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

I næsen er vinen herlig animalsk, har ristede noter fra fadene, lidt mejeri, sød lakrids og tør engelsk lakrids, sorte oliven, våde fade og mørk frugt af brombær og lidt blåbær, chokolade, vanilje, mokka samt en vis mineralitet.

Hvor er den blød i munden … smelter nærmest, men har en lidt småbitter kant og en rustik syre. Det er igen mørk frugt og har også bløde tanniner ,,, virker egentlig let og direkte i smagen. 89 point.

Forhandles af Dansk Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Dominio Fournier, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio Fournier, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte i blindsmagningen med endnu en Crianza vin, men denne gang var den fra Dominio Fournier, der ligger nord for Berlangas de Roa helt ned til Duero floden og ikke langt fra det kendte Bodega Condado de Haza som nabo på den anden side af floden.

Vingården – som oprindelig hed Finca El Pinar- blev oprindelig bygget i 1979 … altså nogle år før selve appellationen Ribera del Duero blev oprettet i 1982 og husets  ældste vinstokke er endda også plantet helt tilbage i 1946.

Siden 2002 har vingården været ejet af O. Fournier, som har opkøbt flere marker i området med henblik på at fortsætte udviklingen af sine vine og blive en af de førende vingårde i Ribera del Duero.

Det er sket gennem O. Fournier Group aka Bodegas y Viñedos Ortega Fournier og dem har vi skam mødt tidligere her på bloggen, nemlig dengang jeg smagte en vin fra faktisk samme hus … det var vinen dog en 2015 Bodegas y Viñedos Ortega Fournier, Urban Ribera Tinta del País.

O. Fournier Group er selv grundlagt i år 2000 af Natalia og José Manuel Ortega Gil-Fournier med det mål at blive en international vinkoncern med fokus på kvalitetsvine og en produktion på 1,5 millioner flaske vin årligt fra henholdsvis Chile, Argentina og Spanien.

Indtil videre ejer de 3 større vingårde i de nævnte lande og har allerede samlet over 386 hektar jord, hvoraf 236 hektar således er vinmarker.

I Ribera del Duero købte de i 2002 vingården Finca El Pinar, som oprindelig er bygget i 1979, men har 105 hektar jord, hvoraf de 60 hektar er vinmarker bl.a. med stokke plantet tilbage i 1946.

Jordbunden i området består primært af mineralfattige småsten og sand med et lag af ler i 60-100 cm dybde. Kombinationen af småsten og sand giver en god dræning af vinmarkerne, og samtidig sikrer lerlaget en vis fugtighed.

Denne Crianza er lavet ved, at Tempranillo druerne inden den alkoholiske gæring udblødes druerne med tøris. Denne proces gør det muligt at udtrække de sødeste og mest aromatiske tanniner og derved opnå vine med mere farve, fylde, kompleksitet og styrke.

Efter udblødningen presses druerne let og kommer på rustfri ståltanke og egetræsfade, hvor de gærer med jævnlig omrøring og derefter hældes vinen på træfade og gennemgår malolaktisk gæring inden lagring 12 måneder på 20% amerikanske og 80% franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med frisk frugt suppleret med blæk og grafitagtige noter. Frugten er rank, rustik og består mest af brombær og solbær … i hvert fald mørk frugt og det akkompagneres af masser af træ, frisk eg og så godt med røg og krydderier.

I munden er det en forholdsvis frisk vin, hvor der ikke er så megen fad, men bare en direkte, ren og frugtrig smag. Det giver vinen en ret stor friskhed med lidt kant, blæk og modne tanniner. 89 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Kingston Estate Wines, Echelon Collection Shiraz, Barossa Valley, Australien

2018 Kingston Estate Wines, Echelon Collection Shiraz, Barossa Valley, AustralienKingston Estate Wines ligger ved Kingston on Murray og en masse søer i Riverland regionen i Australien, er grundlagt af græske emigranter og derfra smager jeg først denne 2018 Echelon Collection Shiraz.

Vinhuset drives af Bill Moularadellis, men det var hans forældre, der er fra Grækenland og emigrerede til Australien og mødte hinanden i 1961, hvor de plukkede druer, men senere i 1965 købte deres egen vingård i Riverland regionen.

Bill Moularadellis er uddannet vinmager og da han i 1985 var færdig med sin uddannelse, så startede han en lille produktion på hjørnet af familiens grund. Dette blev starten på Kingston Winery og i dag er vinhuset ét af de største i området.

I dag er mor Nina Moularadellis desværre død, men gamle far Constantina Moularadellis – der dagligt blot kaldes Steve – hjælper fortsat til på vingården, men det gør Bills hustru Ivanka også sammen med parret 3 døtre … og en flok ansatte vinfolk.

Men det er også nødvendigt at være mange folk, for Kingston Estate er i dag blevet en af Australiens største vinavlere med marker i både det sydlige Australien og Victoria. Lige fra tørdyrket kølige klimaer til varme klimaer.

Samlet har huset således i dag ikke mindre end 3.100 hektar vinmarker, hvor basis er Riverland, men derudover har de også marker i Clare Valley, Adelaide Hills, Baroassa Valley, Coonawarra, Langhorne Creek og Mount Benson.

Kingston producerer primært Shiraz, men også en bred vifte af andre druer som Cabernet, Petit Verdot og Chardonnay. De har en topmoderne vingård med prisvindende vine hvor fx produktserien Kingston Echelon er blandt vinhusets flagskibsvine.

Her har vi netop en 2018 Echelon Collection Shiraz, hvor druerne er udvalgte af husets vinmager. I denne årgang 2018 kommer Shiraz fra marker i Barossa Valley. Det var fx ikke tilfældet i tidligere år. Den er produceret traditionelt og har efter endt fermentering lagret 18 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Fed aussi næse … både brombær samt solbær med en smule marmeladeintensitet, sødt fadpræg med vanilje, finsk lakrids, chokolade, marcipan samt toast og ganske lidt peber.

I munden er det lidt samme fornemmelse, men peberen er her tydligere sammen med en tør frugt af blåbær, brombær og en smule blommer. Der er godt med lakrids, både engelsk, finsk og saltlakrids, dybristet kaffe, meget runde tanniner, en meget svag bitterhed, der lige giver kant og bid, mens peberen så også sidder lidt i eftersmagen. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Les Petites Parcelles, Kaizen, Bordeaux, Frankrig

Les Petites Parcelles er en ultralille, vild garage- eller artisanproducent, der drives af ægteparret Sophie og Sébastien Cantury. Vinhuset holder til tæt på byen Langon i Sainte-Croix-du-Mont, hvilket ligger i den nederste del af Bordeaux. Vi starter med at smage deres 2021 Kaizen.

Det lille uortodokse vingård ligger lige op af Garonne floden og vi er vel nærmest i Graves området … men så hører alle sammenligninger med de almindelige Graves vine også op. For hos den lille mikrovingård laves ingen vine efter de mindste traditionelle regler … snarere tværtimod.

For som navnet Les Petites Parcelles antyder, så vinificeres de enkelte marker for sig og der er mange … og de er små. Vinhuset er startet i 2017, hvor Sophie og Sébastien Cantury overtog gården og mindre end 1 hektar vinmarker, men alle fordelt på rigtigt mange forskellige parceller.

De har helt præcis 85 ares, hvilket svarer til 0,85 hektar …. altså ganske lidt. Alt drives øko og biodynamisk og alle vine frigives i små buttede 0,5 liter flasker og på papiret er alle vinene orange. Man er ikke bange for at macerere i over et halvt år … og heller ikke bange for oxidation og flor!

Og som om det ikke er nok, så tegner Sophie alle labels i hånden og flaskerne skal helst være genbrug. De beskedne hektar marker samt de mange parceller … og deres filosofi betyder også, at der kun laves et mikroskopisk antal vine fra den enkelte mark … ofte nede omkring 100 flasker og meget sjældent over 300 flasker af hver vin.

Denne Kaizen – der vistnok er en årgang 2021 – skulle være lavet på ren Sémillon og lavet uden svovl og med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … men bare druer der gærer og macererer i en tank, der nu lige måtte passe. Vinene er også flasket uden brug af svovl. Der er kun lavet 240 flasker.

I glasset ligner den også lidt smågrumset morgenurin, mens duften også har øko-bio kant, grøn, urtet, saltet med katteurt, humle, landlig armsved samt en oxyderet sødme. Der er voks, stikkelsbær, lime, lidt sure sokker og heksesammenkog.

Smagen er frisk og saltet … egentlig blød og syremæssigt bestemt heller ikke vild. Det er frisk lemon, saft fra umodne, grønne æbler samt denne kalkede og saltede mineralitet. 88 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine l’Ancienne École, Terra Firma Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Domaine l’Ancienne École ligger lidt nord for Vinsobres i Drôme sydøst for Vaucluse i Rhône. Herhjemme er det Hands on Wines, der importerer vinene og jeg smager nogle stykker fra huset og starter med denne 2020 Côtes du Rhône Villages.

Vinhuset Domaine l’Ancienne École er grundlagt i 2007 af det engelske par Anna og Wilson Thorburn, som havde forelsket sig i området i det sydlige Frankrig. De arbejdede begge som advokater i London, men da de under en tur til Rhônedalen i 1997 blev ledt af de små landeveje grundet et cykelløb, så kom forbi ejendommen og var omgående solgt.

Men det var dog først i 2006, at de besluttede at kvitte deres job som advokater i London og købte ejendommen. Først flyttede Anna og deres 2 børn ned på vingården og senere fulgte Wilson med, så de i 2007 kunne etablere Domaine l’Ancienne École.

De navngav vingården Domaine l’Ancienne École – Domæne Den Gamle Skole – da de fra den tidligere ejer opdagede, at bygningerne tidligere havde fungeret som den lokale skole i 1950’erne og 60’erne og valgte også den californiske valmue Eschscholzia Californica som deres logo, for den vokser også rundt om på ejendommen.

De har nu siden starten øget deres vinmarker fra lidt over 5 hektar til nu lidt over 13 hektar med primært  Syrah og Grenache, der alle dyrkes økologisk. Men derudover har de også 3 hektar med skov … og så lidt udlejning af ferielejligheder.

Det er Anna, der er vinmager og hun laver 1 rosé og 4 rødvine, der alle er lavet med spontangæring og lagring på stål, beton eller gamle fade. Den samlede produktion for huset er omkring 15.000 flasker årligt.

De fleste af  vinene er under appellationen AOC Vinsobres, som er en nyere appellation stiftet i 2006 … og for at få denne AOC status, så skal vinene indeholde mindst 50% Grenache samt 25% Syrah og/eller Mourvèdre. Vinsobres var tidligere en del af Côtes-du-Rhône Villages AOC.

Vinsobres er et bjergrigt område og vinmarkerne er højt placeret … faktisk er det et af de nordligste vinområder i Sydrhône, hvilket har givet det tilnavnet Nord du Sud. Det betyder, at vinene herfra er mere ranke i stilen og har et lidt højere syre niveau.

Jeg skal i alt smage husets 4 rødvine, hvor to netop er AOC Vinsobres vine, mens en enkelt er en AOC Côtes du Rhône Villages, mens husets topvin blot en Vin de France … men det skyldes, at den er på ren Syrah.

Samlet er det disse vine.

Den første vin … Terra Firma er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah fra sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jord bestående af en blanding af kalksten og ler.

Druerne er alle er høstet med maskiner. Efter høsten er gæring og maceration sket i termokontrollerede epoxyforede cementkar med druernes egne gærceller. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så en let filtrering inden aftapning på flaske.

Sikke da en dejlig duft … klart Rhône med en landlig lys lethed, blomsterpotpourri, tørret kød, jod, engelsk lakrids, lakridspiber og lakridskonfekt, brombær, solbær samt grønne urter … og læg dertil en lille portion sødme.

I munden er det også en rigtig saftig bandit … højt niveau for en entry-level vin. Frugten er fyldig og saftig, brombær, hindbær samt tranebær … en lille frugtbombe med runde tanniner. Der er balance i vinen og det er mellem et let bitter syre og så en sødlig frugt. Det er måske ikke kompleks, men fandeme en god Côtes du Rhône Villages, så dermed 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Viña Koyle, Cerro Basalto Mediterráno, Colchagua, Chile

De fleste af os kender nok de chilenske supermarkedsvine fra Viña Undurraga, men familien Undurraga solgte vinhuset i 2006. I stedet laver de i dag kvalitetsvin efter biodynamiske principper i projektet Viña Koyle og her smager vi deres 2019 Cerro Basalto Mediterráno.

Familien Undurraga grundlagde tilbage i 1885 Vina Undurraga i form af  Francisco Undurraga, der var et multitalent. Han var både landmand, advokat, politiker, forfatter og kunstner.

Han importerede vinstokke med Cabernet Sauvignon samt Pinot Noir fra Frankrig samt Riesling og Gewurztraminer fra Tyskland, og det blev starten til et langt … og stort vineventyr … og i dag driver det store vinhus ikke mindre end 1.800  hektar vinmarker.

Men i 2006 solgte familien altså vinhuset, da de var trætte af storsalg til alverdens supermarkedskæder. I stedet har de startet projektet Viña Koyle højt oppe i bjergene ude mod den kølige kyst ved Los Lingues. Der laver de vine sammen med terroir-guruen Pedro Parra fra Clos des Fous.

Der dyrkes de traditionelle druer … Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Syrah, Carmenere og Sauvignon Blanc, men også mere exceptionelle Cinsault og Muscat.

Vinene har fra starten været dyrket biodynamisk og Koyle fik Demeter-certifikation i 2012. Der bruges kun kunstvanding i meget begrænset omfang og enkelte marker kunstvandes slet ikke.

Alle vinene gæres ved brug af ejendommens naturlige gær og er certificeret veganske – altså uden brug af animalsk protein til klaring.

Denne Cerro Basalto Mediterráno er lavet på et blend af både Monastrell, Garnacha, Carignan og Syrah fra en 2,76 hektar mark i 480 meters højde. Hver druesort er vinificeret separat i henholdvis egetræsfade og rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret med Monastrell og Syrah 12 måneder i 500 liter egetræsfade,  Cariñena i 18 hektoliter foudres og endelig Garnacha i 17 hektoliter betonæg. Derefter er vinen sammenstukket, flasket og lagret yderligere 6 måneder.

Der er duftmæssigt tørrede grønne urter, tør tobak, virker lidt støvet i det hele taget, har en mørk frugt af blåbær og brombær, sorte oliven, tør engelsk lakrids, saltlakrids, tørret kød og grønne stilke, men virker ellers en smule indelukket i aromaerne.

I munden er vinen ikke helt så tør, men har en ren, støvet og skarp frugt med sorte kirsebær og blåbær, lakridsrod … nogen alkohol, tørre tanniner, fennikel og lakridsrod. Frugten virker både frisk, intens og har en letbitter sødme og egentlig meget vedholdende i smagen. 89 point.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Chambers Rosewood Vineyards, Old Hayshed Vintage Port, Victoria, Australien

Vi skulle have mere australsk portvin fra vinhuset Chambers Rosewood Vineyards, for den næste vin var nemlig denne 2016 Old Hayshed Vintage Port.

Det er en vin, som er lavet på et blend af Tempranillo, Durif samt Touriga National og så gæret til cirka 6% alkohol, hvorefter den er tilsat druesprit for at nå op på 18,8% alkohol og dernæst lagret i 15 måneder på et stort træfad af ældre dato. Dette er fra et fad, der er i 2017 blev reserveret til Propperiet Vin Import.

Duftmæssigt er vinen meget anderledes end den foregående Rutherglen Tawn, for der er klart mere frugt i næsen, men duften er også sådan nærmest lidt fortegnet, tegneserieagtig, behåret og slet ikke så rund. Der er banan, pærer, blommemarmelade, cafe latte og chokolade.

I munden er vinen dejlig fed og olieret med en tyk og rar fornemmelse i munden. Her er der sukkerholdig frugt og har en lille alkoholkick, nødder, let appelsin, men sjovt nok, så har den i smagen ikke helt så megen frugt, men har en god fed sødme. 89 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Chambers Rosewood Vineyards, Shiraz, Victoria, Australien

Chambers Rosewood Vineyards smagningen startede dog ikke i det søde univers, men tørt med denne almindlige rødvin på den australske nationaldrue Shiraz.

Det er 100% Shiraz, der er høstet med maskiner … andet vil med denne vin være økonomisk uforsvarligt, fortalte Stephen Chambers.

Han fortalte videre, at det er blevet dyrere med arbejderne til høsten og det blev bare værre under Covid-19 pandemien, hvilket så gjorde dette arbejde næsten umuligt, så derfor har man valgt brugen af maskiner til nogle af vinene.

Druerne er efter høsten – hvor nogle af vinstokke er op til 100 år gamle – gæret i åbne kar med 2 daglige pump overs for at udvinde farve af skallerne og køle gæringen ned.

Gæringen er sket ved relativt kølige temperaturer omkring 25 grader, og det er her vi skal finde hemmeligheden bag den fine friske syre i vinen. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 500 liters træfade af amerikansk eg.

Duftmæssigt er vinen meget blå, har masser af blåbær aromaer og meget kølig stil, der er solbær, har en vild stor frugtintensitet, men også blomster, lavendel, sød tobak, lakridskattepoter, lakridskonfekt samt vanilje.

Smagen er intens og kraftig, masser af power med en køligere til end mange andre Shiraz vine fra Australien. Der er tørhed samt elegance på en powerfuld måde, meget ren i smagen og smager sgu godt. Der er kirsebær, blåbær og blommer … og fin balance af både sødme og en friskere frugtsyre. 90 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7