2011 Goretti, L’Arringatore Colli Perugini, Umbrien, Italien

Næste vin var L’Arringatore Colli Perugini DOC … en af Goretti familiens topvine, som er navngivet efter L’Arringatore, en 170 centimeter høj bronzestatue af estruskeren Aulo Metello fundet i 1566 i Pila ikke langt fra Cantina Goretti.

Statuen L’Arringatore stammer fra det 1. århundrede efter Kristus fødsel og symboliserer etruskernes fald samt Aulo Metellos – L’Arringatores – død i Rom. Estruskerne var et folkeslag, der levede i Etrurien – nogenlunde området der svarer til Toscana og Umbrien i dag – og de havde stolte traditioner indenfor vinproduktion. Og derfor er vinen opkaldt efter den gamle togaklædte gut.

Ja, faktisk har Cantina Goretti en nøjagtig kopi af den gamle status lige indenfor døren i det gamle tårn. Jeg tog et foto af L’Arringatore, så det skal I selvfølgelig ikke snydes for.

Men selve vinen L’Arringatore er et blend på 60% Sangiovese, 30% Merlot og 10% Ciliegiolo, som er høstet med et pænt udbytte på 80 hektoliter pr. hektar fra 15 år gamle vinstokke fra marker ved Trebbio. Vinen har lagret 14 måneder på egefade og modnet yderligere 14-16 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften er animalsk … hvilket jo er en god start. Derudover svage grønne blade, lidt eukalyptus, estragon, mørk frugt, blåbær, blommer, syrlige kirsebær, ja faktisk godt med kirsebær og samtidig også lidt vanilje og bagepulver.

Smagen er fin syrlig og tør, virkelig tør … der er lidt peber, balsamisk syre og generelt er vinen slet ikke så fed og kraftig, som duften egentlig kunne indikere. Den er ganske let og streng i udtrykket, måske endda lidt hård og stenet .. og endda ret ung i udtrykket, så den kunne måske have godt af en par mere i kælderen.

Forhandles af Italian Wine Trading, hvor en flaske koster 185 kr.

Rating 4/7 

2014 Goretti, Grechetto Il Moggio IGT, Umbrien, Italien

Næste vin er storesøster til husets almindelige Grechetto … ser også mere eksklusiv ud med matsort etiket, hvor navnet på vinen Il Moggio står med rødt og en guldstribe på tværs henover etiketten forkynder, at det er en vin fra Umbria.

Den er reelt lavet fra samme marker og samme vinstokke som foregående vin, blot er høstudbyttet her lidt mindre med 70 hektoliter pr. hektar og druerne er fra de allerbedste klaser. Den er også vinificeret i store egefade i stedet for rustfrie ståltanke, og er samtidig nu lagret 4-5 måneder på egefade og har efterfølgende lagret 6-8 måneder på flaske inden frigivelse.

Der er igen tropisk frugt i duften, ananas og fersken, men duften er samtidig langt mere fyldig med lidt honning, blomster, svag vanilje og klart mere sødme. Der er samtidig en lille syrlig kant, så vinen ikke kammer over.

I munden en tør, blomsterrig og frisk frugt, men stadig med nogle mineralske elementer, lidt grape og ganske lidt krydderier.

Forhandles af Italian Wine Trading, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 4/7  

2015 Goretti, Grechetto Colli Perugini, Umbrien, Italien

Sara Goretti fortalte mig, at etiketten på denne Grechetto Colli Perugini DOC – udover vinhusets ikoniske tårn – viser skyline fra byen Perugia, og at den går igen på flere af husets vine. Det var første vin, som jeg smagte under besøget på Cantina Goretti.

Vinen er lavet på 100% Grechetto fra husets marker omkring Trebbio, Druerne kommer fra 8 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 75 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og flasket umiddelbart efter fermentering. Vinen har alene lagret på flaske i 6 måneder inden frigivelse.

Duften er let tropisk frugt, ananas, fersken, pærer, lidt modenhed og fylde fornemmes også sammen med lidt salt og hvide blomster. Smagen er god mineralsk, har grapefrugt, lidt bitterhed, en vis tørhed og en nærmest tør syre. Der er lidt kant i vinen.

Forhandles af Italian Wine Trading, hvor en flaske koster 75 kr.

Rating 3,5/7 

Besøg hos Fattoria Le Mure Saracene … aka Cantina Goretti

Min sidste hele dag i Umbrien var mere skånsom … alene 4 vinhuse var lagt i dagsprogrammet fra Consorzio Tutela Vini Montefalco og et af de vinhuse, som jeg på forhånd havde valgt ud, var Fattoria Le Mure Saracene, som er en del af Cantina Goretti. Det var dagens første og tidlige stop.

Havde jeg vidst, at besøget var på deres vineri Cantina Goretti ved den lille by Pila tæt på Perugia, over en times kørsel fra Montefalco, så havde jeg måske valgt anderledes. Lang, lang tur.

Det vidste jeg imidlertid ikke, da jeg hjemmefra havde sat kryds ved det lille vinhus, for huset har skam også et topmoderne vineri – selve Fattoria Le Mure Saracene – helt tæt ved Montefalco, hvorfra de laver deres Sagrantino vine.


De to smukke søstre Sara og Giulia Goretti var mine værtinder under besøget på Cantina Goretti.

Men man kan jo også sige, at vinhuset havde gjort sig fortjent til et besøg, for jeg havde inden min afrejse til Umbrien fået en venlig mail fra Sara Goretti, at de glædede sig til mit besøg og håbede, at vi kunne mødes under besøget. Så kan man jo – i et svagt øjeblik – godt føle sig lidt vigtig.

For første gang under mit besøg var der imidlertid gået noget galt i tidsplanen, for jeg kom tilsyneladende lidt tidligere til vineriet end forventet, selvom min udelukkende italiensktalende chauffør Vincenzo havde lidt bøvl med at finde stedet.

Alt åndende fred på gårdspladsen hos Cantina Goretti. Det gamle tårn knejsede smukt i solen og vinden blæste sagte i de store palmer på både gårdspladsen og den store have ved siden af gårdspladsen. Kun inde i den lille vinbutik synes der at være liv.


Gårdspladsen foran stedets vinbutik.

Imidlertid kom Sara Goretti mig hurtigt i møde, nærmest som en engel fra den gamle dør i det gamle tårn, smuk og smilende … og foreslog, at vi tog en rundtur på stedet, mens hun fortalte lidt om vineriet og familien. Den var jeg helt med på, nem som jeg er. Vi startede med en tur op i det gamle tårn, som stammer helt tilbage fra 1400-tallet og lidt er stedets ikon.

Her er vi indenfor i det gamle tårn fra 1400-tallet …


… og her i en af stuerne.

Det er en virkelig gammel og charmerede bygning, som anvendes til forskellige arrangementer, møder og selvfølgelig en lang række vinsmagninger, selvom en nyere sidebygning kaldet Sala Marcella rummer både et stort og moderne køkken til kokkeskole samt smagelokale til 70-80 mennesker.

Agricola Goretti er grundlagt i starten af 1900-tallet. Dengang bestod  driften alene af traditionel landbrug, men i 1960 begyndte man også at lave vin på gården. I 1992 opdelte man så driften i to … Agricola Goretti Gisberto med landbrugsdelen og Cantina Goretti aka Agricola Goretti Produzione Vini med vinproduktionen.


Der var lavet lidt display af nogle af husets vine … meget rammende.


Og udsigt fra tårnet ned mod butikken og bagved stedets tankanlæg.

Og hos Cantina Goretti var man også forudseende og investerede i vinmarker samt et moderne vineri ved Montefalco, hvilket blev til vinhuset Fattoria Le Mure Saracene.

Dermed kunne man – udover vine fra appellationen Colli Perugini DOC – nu også lave vine under appellationerne Rosso di Montefalco DOC samt selvfølgelig Montefalco Sagrantino DOCG. De laver mærkelig nok ingen Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

Og til at hjælpe med vinproduktionen hyrede familien de internationalt kendte toscanske vinmagere Vittorio Fiore og Barbara Tamburin. Vittorio Fiore kender vi jo lidt her på bloggen, da jeg har skrevet om den fantastiske vinmager tidligere.

Vittorie Fiore er én af de store skikkelser i den toscansk vinavl. Han har været medlem af Kommissionen for appellation vine i det centrale Italien under landbrugsministeriet. Han er også professor i vinavl og ønologi, og har arbejdet som konsulent hos en lang række producenter i Italien. Vittorio har også ejerskab af flere vingårde, bl.a. Poggio Scalette i Chianti og Castelluccio i Modigliana i Romagna.

Både Vittorio Fiore og Barbera Tamburin er fortsat tilknyttet Cantina Goretti.

Jeg kan ikke se nogle steder, hvor mange hektar familien Goretti ejer – hverken ved det store vineri i Pila eller ved det mindre Fattoria Le Mure Saracene i Montefalco. Jeg vil dog gætte på, at det er en hel del, for vineriet viste sig at være ret stort.


Den smukkeste have, som Cantina Goretti også anvender til mange forskellige vinarrangementer om sommeren.


Og derudover er der også en landingsplads for helikoptere.

Udover en landingsplads for helikoptere – som Sara stolt fremviste, men vistnok blot er en generel plads for helikopter taxi service – så havde stedet et meget stort vinpresseanlæg, en kæmpestort udendørs tankanlæg og en stor hal med tappeanlæg og lagringsfaciliteter. Det virkede umiddelbart en smule industrielt.

Umiddelbart ser produktionen ud til at lægge på omkring 360.000 flasker vin årligt, men derudover sælges en del af vinene også lokalt, hvor kunderne ved små tappeanlæg kan købe vinene på dunke i litervis til en pris på omkring 2€ pr. liter. Og det så ud som om, at det var ret populært hos de lokale.


Produktionen hos Cantina Goretti er ganske stor, hvilket man også får fornemmelsen af, når man ser deres industrielle tankanlæg.


Her kan der helt sikkert laves masser af vin.


En kæmpe vinpresse … eller rettere sagt flere af slagsen.

Vinhuset drives i dag af 3. og 4. generation af Goretti familien, hvor 4. generation består af de to charmerende søstre Sara og Giulia Goretti, som også var mine værtinder under besøget. Et par rigtig søde og venlige unge kvinder.

Under rundvisningen lød det på Sara Goretti som om, at livet som vinproducent var svært, og at de godt kunne bruge mere salg på de internationale markeder. De afsætter i dag selvfølgelig lokalt, nationalt og samtidig også til det meste af Europa samt det amerikanske marked. I Danmark forhandles vinene både hos Italian Wine Trading samt Carlo Merolli.


Ja, det er sgu store tanke.

Her ser vi flaskelinjen hos Cantina Goretti.


Lagerhallen med opbevaring af de mange flasker vin …

… mens barriquekælderen er en lang gang indenfor i lagerhallen.

Der laves under appellationen Colli Perugini DOC omkring 8 forskellige vine og derudover 3 mousserende vine samt en likør, mens der på anlægget i Montefalco alene laves to vine, en Montefalco Rosso DOC samt en Montefalco Sagrantino DOCG. Derudover laves der selvfølgelig også lidt grappa og olivenolie.

Men der stopper det ikke, for søstrene står også bag en række produkter indenfor vinterapi, hvilket er en række naturlige kosmetik produkter, som er lavet fra polyfenoler udvundet af vin. Og kigger man på de to søstre, så kan man jo heller ikke nægte, at produkterne ser ud til at virke.


De to smukke søstre … Sara til venstre og lillesøster Giulia til højre.

Nå, men forude ventede smagningen af nogle af de nævnte vine, så vi sluttede rundvisning i Sala Marcella, hvor Giulia tilsluttede sig og og hvor der var dækket op til lille smagning. I forhold til tidsplanen havde rundvisningen dog taget længere tid end forventet, så det betød mindre tid til vinene.


Sara Marcella, det store smagelokale med plads til 70-80 mennesker og et kæmpe køkken til venstre. Det kan dog ikke ses på dette foto.

Men jeg nåede dog at smage 4 af husets vine og fik dermed et godt indtryk med dette smageprogram:

Specielt vinen L’Arringatore er vinhuset meget stolte af og de kalder den endda deres vigtigste vin, og den smagte jeg såmænd også i to årgange. Den er vel også husets topvin og næsten lige så dyr som deres Montefalco Sagrantino. Mine smagsnoter følger selvfølgelig i løbet af de kommende dage.

Som hos alle de øvrige vinhuse blev der selvfølgelig serveret lidt brød, tørret parmaskinke, pølse og ost til vinene, og selvom det var første besøg på dagen, så var jeg – som vanlig – høflig og nippede lidt til de lækre godbidder.

Sara og Giulia Goretti foran logoet for familieforetagendet.

Selvom tiden løb og den rare Vincenzo ventede bilen udenfor, så blev der dog tid til det obligatoriske foto af husets værter … eller i dette tilfælde værtinder. Sara og Giulia Goretti stillede sig velvilligt op med disken med familienavnet og jeg takkede for et godt besøg … fremme ventede næste vinhus.

2015 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

Kærlighed ved første sip … og det var netop en 2014 Handwerk Spätburgunder, som jeg allerførste gang smagte fra Julia Bertram og som dermed kickstartede min forelskelse af vinene fra der schöne winzerin og mit medlemskab af hendes sikkert voksende fanklub. Og nu er vinen så tilgængelig i den nye årgang 2015.

Vinen er stadigvæk Julias entry-level Spätburgunder, men Julia holder kadencen og vinen imponerer fortsat med fantastisk kvalitet, men det skal jeg nok vende tilbage til. Historien om Julia skrev jeg lidt om, da jeg smagte vinen første gang, men den tåler måske en gentagelse.

Julia Bertram kommer fra en familie af vinproducenter. Hendes tipoldefar Gottfried Sebastian grundlagde allerede i 1910 familiens vingård i midt i den lille ny Dernau, tæt på floden Ahr i vindistriktet af samme navn. Gården fortsatte herefter med den ældste søn Anton Robert Sebastian ved roret indtil hans død i 1966, hvor Julias bedstefar Ernst Sebastian overtog driften.

Den gode Ernst giftede sig godt, idet bedstemor Rosemarie allerede nogle år forinden var valgt som regional vindronning – Weinkönigin – i Dernau. Den stolte vinbonde og hans yndige vindronning drev så sammen vinhuset Weingut Ernst Sebastian helt frem til 1998, hvor driften blev overtaget af 4. generation, nemlig Ernst og Rosemaries to døtre – og Julias mor og tante – Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

De to søstre drifter vingården videre med deres samlede 2,5 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser og Frühburgunder samt de hvide sorter Rivaner og Riesling.

Det primært Julias mor, som står for markarbejdet, mens tante Ricarda står for produktionen i kælderen … med lidt hjælp fra forældrene, gamle Ernst og Rosemarie, som stadigvæk er aktive i driften … og måske lidt hjælp fra Julia en gang imellem?

For Julia er bogstavelig talt vokset op med vin … og kom allerede efter endt eksamen fra gymnasiet Kloster Kalvarienberg i Bad Neuenahr-Ahrweiler som ung 20-årig i lære hos Weingut Meyer-Näkel, som jo også ligger i byen Dernau.

Derefter uddannede Julia sig til ønolog i Geisenheim, helt traditionelt, og fik der hendes Bachelor of Science i vindyrkning og ønologi.

I 2011 blev hun udvalgt som vindronning for Ahr vinområdet, og som repræsentant vandt hun også i 2012 titlen for hele landet, altså Deutsche Weinkönigin.

Og det er sgu en titel, som tyskerne tager meget alvorligt, og det er da også en jury bestående af 70-80 branchefolk, som hver år vælger denne dronning. Og det har man gjort siden 1949.

En vindronning har først og fremmest repræsentative opgaver i forbindelse med promoveringen af tysk vin i ind- og udland. For at blive vindronning skal hun være datter af en vinbonde, være over atten år, må hverken være gift eller forlovet og så hun skal have en god faglig viden om tysk vin. Og det med den faglige viden testes kandidaterne på, mens udseendet ikke er så afgørende .. om end det sikkert også hjælper.

Der findes således i Tyskland en officiel side for Deutsche Weinkönigin, ja endda en Facebook side. Og i konkurrencen mellem vindistrikterne er det Mosel, som flest gange har leveret den tyske vindronning. Fem gange er hun kommet fra Ahr … og seneste var det således den flotte – og dygtige – Julia Bertram, nemlig i perioden fra oktober 2012 til september 2013.

Men Julia ville mere end være blot vindronning, hjælpe moderen og tanten på familiegården og hjælpe kæresten Benedikt Baltes på hans vingård Weingut Stadt Klingenberg i Franken.

Hun ville selv lave vin. Og allerede i 2013 lavede Julia Bertram sin første vin, Spätburgunder fad nr. 1, hvor druerne kom fra nogle af hendes far Walter Josef Bertrams små vinmarker i Ahr.

Far Walter havde samlet små 1,5 hektar og leverede ellers sine druer til det lokale kooperativ, men de marker fik Julia overtaget fra faderen og købte (eller lånte) også enkelte parceller fra moderen og tanten hos Weingut Ernst Sebastian.

Og siden 2014 har hun været kørende med hendes eget vinhus … Weingut Julia Bertram, hvor hun laver vine fra de små parceller i Ahr, som hun har samlet sammen, i alt omkring 2,5 hektar marker med stejle skrænter, hvor alt må foregå med håndkraft. Det er også derfor, at hendes entry-level Spätburgunder hedder Handwerk.

Markerne ligger spredt mellem Mayschoß und Bad Neuenahr, og de 2,5 hektar er fordelt på markerne Mayschoßer Mönchberg, Dernauer Burggarten, Schieferlay, Pfarrwingert, Hardtberg, Jesuitengarten, Ahrweiler Rosenthal, Forstberg, Daubhaus, Kirchtürmchen og Bad Neuenahrer Sonnenberg.

Samlet har Julia for 2015 sæsonen lavet 9 forskellige vine, nemlig Handwerk Spätburgunder, Ahrweiler Spätburgunder, Dernauer Spätburgunder Sonnenberg Frühburgunder, Ahrweiler Forstberg Spätburgunder, Trotzenberg Spätburgunder, Mönchberg Spätburgunder, Rosenthal Spätburgunder og endelig en 2016 Handwerk Blanc de Noir.

Nå, men lad os endelig kigge på denne 2015 Handwerk Spätburgunder, som i næsen byder på den vante søde og animalske kostald, søde kirsebær, hindbær, ribs, kanel, fad og nogle grønne samt syrlige elementer. Som sidst også sten, krydderier, peber og små referencer fra Bourgogne.

I munden er vinen fortsat sådan meget ren, stålsat, stringent og let med lyse bær, ribs, hvid peber, saltede elementer, mineraler og præcis og stram syre. Julia altså ;o)

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen alene er 100 kr. Det er en no-brainer. Køb for satan!

Rating 5/7  

2011 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Så nåede vi sgu alligevel mållinjen og kan sætte bussen i garagen kl. 20.11 … det er i hvert fald sidste vin, som vi smagte hos Azienda Agraria Scacciadiavoli di Pambuffetti, altså 2011 årgangen af deres Sagrantino di Montefalco DOCG.

Og 2011’eren er også lidt som en bus, stor, kraftfuld og ligepå. Dufter af tætpakket mørk frugt, blåbær, brombær, blommer og lidt syrlige kirsebær. Derudover er der sekundære noter som mynte, estragon, eukalyptus, læder og mørk chokolade.

I munden er vinen tør, pakket med tanniner, som dog egentlig er smeltet fint sammen i vinen. Powerfuld, fyldig med syrlig, balsamisk side. Ung som bare pokker, men virker dog nogenlunde voksen af sin alder … teenager med vokseværk.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2010 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Næstesidste Montefalco Sagrantino og 5. Sagrantino i streg … og nu var trætheden sgu ærlig talt også ved at melde sig hos jeres flittige vinblogger, som havde været igennem vinsmagninger siden tidlig morgen.

Jeg talte for sjovt lige op, at denne vin var nummer 58 på dagen. Ikke ringe og vist ny personlig bedst … og dermed slår jeg sgu vist både Schumacher, Hammilton og Tom Kristensen i hurtigste tid, bedste start og længste distance.

Nå, men 2010’eren bliver lidt gentagelse fra året før. Næsen sådan til den voluminøse side med blommer, modne kirsebær, blåbær, lakrids, mørk chokolade og mynte, estragon samt eukalyptus. Der er læder, eg, jord og en slat krydderier. Meget tæt i duften.

I munden igen en fyldig, fed vin … måske lidt mere sødme end 2009’eren, og ellers blød, cremet og samtidig med knivskarpe tanniner. Der er blommer, kirsebær, røgede elementer og stram italiensk syre. Ikke feltets stærkeste, men omvendt er vinen også ung for en Sagrantino.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2009 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Det 4. stoppested for bussen sagde 2009 … og dermed en yngre udgave af Scacciadiavolis Sagrantino di Montefalco DOCG, selvom den jo ret beset jo er hele 8 år gammel.

Men som I måske tidligere har fornemmet, så elsker den tannin- og polyfenolrige Sagrantino drue jo virkelig alder, som et alderdomshjem elsker folk med rynker og lange livshistorier. Men her altså ingen overgangsalder, gangstativ eller rynker, blot velmoden og lækker Sagrantino.

Nu begynder der at komme nogle af de dufte, som yngre Sagrantino kan kendes på, bl.a. lidt estragon, mynte, eukalyptus sammen med blommer, modne kirsebær, blåbær, læder og så … som vanligt godt med power på drengen. Er måske lidt varmere i stilen end fx efterfølgende 2010’er.

I munden er der lidt flomme og fedme over vinen, blommer, kirsebær, måske lidt kanel og kakao, men ellers balsamisk syre, power, tætte og stramme tanniner, som renser munden, hvis du lukker for meget luft ind. Gør du ikke det, så er vinen faktisk totalt i balance og byder dig på tæskegod Sagrantino.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5/7 

2008 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2008 er vist mest kendte for starten på finanskrisen, som kom i kølvandet på krakket i Lehman Brothers. Til gengæld var det et godt høstår for Sagrantino druer i Montefalco og så må vi jo se, om denne årgang 2008 af Scacciadiavolis Montefalco Sagrantino også lever op til dette … eller om den også krakker.

I næsen er det den mest overmodne vin af de smagte årgange. Der er modne bær, nærmest syltede blommer, søde kirsebær, blåbær, svedsker og ganske marmeladeagtig i næsen. Det er virkelig fyldigt og vinen byder derudover på chokolade, jord, læder og urter.

Smagen er også ganske moden med kirsebær, lakrids, chokolade … cremet, fyldig og lidt til den tungere side. Frugten og syren er dog ganske levende og tanninerne absolut intakte, men fylder mindre i det samlede billede pga. den fede urkraft i vinen.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2007 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Næste stop med bussen blev det herrens år 2007 … året hvor Tony Blair trådte tilbage som britisk premierminister og et jordskælv ud for Niigata kyst beskadigede et atomkraftværk. Men her har vi et helt andet lille kraftværk, nemlig Cantine Scacciadiavolis Montefalco Sagrantino.

Og lad os da endelig blot springe direkte ind i mine smagsnoter. Næsen er lakrids, orkideer, kandiserede kirsebær, blommer og frugten dufter egentlig ganske frisk. Der er power i vinen, og den virker som en kraftig bandit, som også trækker 15,5% alkohol, hvilket dog slet ikke mærkes i duften. Der er læder, jord, urter og lidt chokolade.

I munden er vinen faktisk mere stringent og det klæder vinen. Det er powerfuld elegance, klar og præcis samt fortsat med stram italiensk syre og stor tørhed. Lidt som en stor bodybuilder i en hvid morgenkåbe af bomuld. Den virker ikke så stærk, som forventet … men har fortsat store tannin biceps.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger