2012 Cascina Mucci, Barbera d’Alba Superiore Meros, Piemonte, Italien

2012 Cascina Mucci, Barbera d'Alba Superiore Meros, Piemonte, ItalienJeg er Mucci fan, hva’ fan’ er du? Arghhh, det var vist Fiat, som i 1970’erne brugte et slogan i denne stil, men med denne Barbera d’Alba Superiore Meros er jeg nu officielt fan af vinhuset Cascina Mucci. Det smager stjernegodt.

1.657 flasker er der alene lavet af denne 2012’er Barbera d’Alba Superiore Meros, hvilket er forsvindende lidt. Det er 100% Barbera i modsætning til husets almindelige Barbera d’Alba Superiore, hvor der tilsættes 10% Nebbiolo.

Vinen er laves med afstilkning af druerne, blid presning, 10 dages maceration og fermentering i rustfrie ståltanke. Vinen har derefter været lagret omkring 15 måneder på brugte barriques.

Og det er sgu en fabelagtig Barbera, som i næsen er godt moden … næsten overmoden, men på en let, elegant og fin måde. Frugten er lys, let og elegant … meget mere end man normalt forbinder med Barbera. Derudover er der lidt champignon, tobak og hengemt kælder. Ganske lækker aroma.

I munden er vinen virkelig blød og cremet med tørhed, præcision, blød frugtsyre og igen et meget modent udtryk. Dette er virkelig lækker Barbera … stor Barbera. Mucci Mucci gracias ,o)

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 155 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen kun 133 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7  

 

2015 Cascina Mucci, Langhe Chardonnay, Piemonte, Italien

2015 Cascina Mucci, Langhe Chardonnay, Piemonte, ItalienSå er det Mucci time med en lille lækker Langhe Chardonnay sag fra vinhuset Cascina Mucci, der ligger på adressen Località Mucci lidt nord for den lille by Roddino og øst for Monforte d’Alba.

Cascina Mucci er grundlagt i år 2000 af Alexander Bion og hans hustru Charlotte Ineichen, som begge emigrede fra Schweiz til det smukke Piemonte for at blive vinproducenter … for vin er nemlig deres store passion. Og fra scratch har de opbygget deres ganske lille vinhus, som alene har 1,5 hektar vinmarker og en årlig produktion på beskedne 11.000 flasker vin.

Parret ejer ganske vist samlet 6 hektar jord, men pt. er alene omkring 1,5 hektar tilplantet med vinstokke, men mon ikke arealet vil stige i de kommende år? Udover egne vinmarker, så har Cascina Mucci også lejet en 0,27 hektar stor parcel på en vinmark ved Serralunga d’Alba.

Indtil videre laver parret alene 6 forskellige vine, hvilket er denne Langhe Chardonnay og derudover de 5 rødvine Dolcetto d’Alba , Barbera d’Alba Superiore, Barbera d’Alba Superiore Meros, en Langhe Nebbiolo og endelig en Langhe Rosso.

Vinene sælges både lokalt i Italien og derudover eksporteres en smule til Schweiz, Tyskland og … Danmark. I Schweiz har de faktisk deres eget lille vinfirma Mucci Weine GmbH, som drives af Marie-Louise Bion … formoder det nok er Alexanders datter, som driver det. Men det er dog alene et gæt.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne Langhe Chardonnay fra Cascina Mucci. Det er 100% Chardonnay, som er vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke og således ikke lagret på egefade af nogen art. Der laves beskedne 1.500 flasker af denne vin hvert år.

Det er en totalt lille lækker og smækker sag, som i næsen byder på klar Chardonnay fedme, ananas, citrus, sæbe, toiletfrisker – på en god måde – og er virkelig parfumeret, aromatisk og pirrende i næsen. Det dufter sgu da for godt.

I munden overraskes man over, at vinen slet ikke er så fed, som duften egentlig indikerer. Det er i stedet ganske stringent og mere syrerigt uden dog at blive stramt og syrlig. Vinen er dog frisk, fyldig og intens. Det er sgu da en lille perle.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 125 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen kun 100 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 La Mesma, Gavi Spumante Metodo Classico Millesimato, Piemonte, Italien

2010 La Mesma, Gavi Spumante Metodo Classico Millesimato, Piemonte, ItalienVi bliver i det smukke Piemonte, hvor de 3 Rosina søstre Paola, Francesca og Anna render rundt i bakkerne på vingården La Mesma Azienda Agricola og laver god vin, herunder denne Gavi Spumante Metodo Classico Millesimato.

La Mesma Azienda Agricola ligger lidt nordøst for Gavi og har samlet 25 hektar, som søstrene passer sammen med de ansatte samt den ansatte vinmager Massimo Azzolini. Markerne ligger alle med sydvendt eksponering i omkring 300 meters højde og driften er økologisk, selvom gården endnu ikke er certificeret.

Rosina søstrene laver 7 forskellige vine, primært hvidvine og spumante … ja faktisk laver de alene 1 rødvin. Der laves tre mousserende vine, herunder alt denne Gavi Spumante Metodo Classico Millesimato.

Den er lavet på Cortese druen … en druesort, som er mest udbredt i Piemonte, hvor den benyttes i Garvi DOCG, Colli Tortonesi DOC og Cortese dell’Alto Monferrato DOC.

Duften af vine på Corvese er ofte frisk blomsteragtig, ofte med æble, hø/græs, citrusnoter og en vis mineralitet. Denne mineralitet kan blive dominerende med alder, hvorfor man også anbefaler at vine på Cortese drikkes unge, dvs. indenfor 2-3 år.

Stort set alle Cortese-vine lagres på ståltanke, da egefade ikke bibringer vinen nogen positivt. Cortese har været kendt i Piemonte siden 1700-tallet og står bag de mere elegante, stille hvidvine, men altså også flere mousserende vine.

Denne Gavi Spumante Metodo Classico Millesimato er lavet med håndhøstede druer, som derefter omgående presses, hvorefter vinen undergår første gæring i rustfrie ståltanke. Andengæringen sker i flaske, altså efter Metodo Classico aka Champagne metoden, hvor denne lagrer sur lie i 18 måneder med manuel remuage inden endelig degorgering.

Duften er lidt nøddet og har ellers godt med hvide blomster, mulm kælder, fersken og skøn animalsk side med nærmest babybræk og armsved, men på den fede måde. Ganske lækker aroma.

I munden er vinen meget blød med pæn sødme … boblerne er til gengæld meget beskedne, ja faktisk overraskende svage. Spørger du mig, så er boblerne også alt for langt væk og gør, at vinen mere opleves som en hvidvin. Men den smager bestemt godt og byder på citrus, svage elementer af jern, en krydret note og er ellers blid og rund med svagt syreindhold.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Renato Corino, Barolo, Piemonte, Italien

2012 Renato Corino, Barolo, Piemonte, ItalienNu snakker vi … vaskeægte, lækker Barolo fra Renato Corino, som ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005.

Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ. Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino – som I kan se på billedet ovenover – fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er, hvor denne er husets almindelig basis Barolo.

Renato Corino basis Barolo her kommer fra forskellige marker i La Morra og vinstokkene er omkring 20-30 år gamle. Macerationen sker over 6-7 dage og den efterfølgende gæring foregår i temperaturstyrede ståltanke. Derefter lagrer vinen 2 år på brugte barriques, yderligere 6 måneder på ståltanke og yderligere et år på flaske inden frigivelse.

Og uha … allerede en vis modenhed over vinen trods den forholdsvis unge alder. Det er let og lyse frugt, læder, violer, en smule blomster, sten, mineraler, tranebær, lyse og syrlige kirsebær, cola, tørhed, papkasser samt lidt jord. Den italienske syre kilder blidt din næse på en smuk og let måde.

I munden er vinen syrlig og let … et klart syrligt Nebbiolo bid, men faktisk ganske blidt og vinen virker allerede klar og moden. Der er hindbær, renhed, klarhed, tørre og præcise tanniner samt en forførende lethed, svag bitterhed og det er virkelig, virkelig god Barolo. Stramt, syrligt, let, yndefuld og ganske feminin … giv den gerne godt med luft.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr., hvilket er virkelig billigt for denne vin. Det siger jeg ikke, fordi vinen er sponsoreret, men mener virkelig, at her er der godt med value for pengene.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Guerrieri-Rizzardi, 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2012 Guerrieri-Rizzardi, 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico Veneto, ItalienOg vi nupper sgu lige en vin mere fra vinhuset Guerrieri-Rizzardi i form af vinen 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico, som er endnu en julevenlig vin fra H.J. Hansen Vins mangfoldige hylder.

Cru Amarone della Valpolicella Classico Classico DOCG er en af de 3 tre Amaroner, som produceres på Guerrieri-Rizzardi. Selvom Cru betegnelsen måske ikke hører hjemme i Italien, så har denne 3 Cru Amarone della Valpolicella DOCG sit navn på grund af, at druerne til vinen kommer fra Guerrieri-Rizzardis tre “Grand Cru” marker, nemlig markerne Calcarole, Pojega og Rovereti.

Det er samtidig også tredjevinen blandt husets Amaroner, idet der over denne er storesøsteren Villa Rizzardi Amarone Classico della Valpolicella DOCG, udelukkende af druer fra marken Pojega, samt den største søster og topvinen Calcarole Amarone Classico della Valpolicella DOC, som også er en enkeltmarksvin lavet af druer fra marken Calcarole og udelukkende laves i specielt gode årgange.

3 Cru Amarone della Valpolicella Classico er lavet på 80% Corvina, 10% Rondinella og – måske lidt atypisk – 10% Barbera. Vinen er fremstilles helt traditionelt som Amaroner, dvs. med tørring på stråmåtter inden presning.

Gæringen finder sted i fade på mellem 18 og 25 hektoliter og når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen 12 måneder på fade af 2,25 hektoliter og efterfølgende 24 måneder på fade af 25 hektoliter.

Næsen er – som sidst jeg smagte vinen, blot i årgang 2010 – præget af syrlige, mørke og svagt gærede bær, blommer, blåbær, tørrede figner, baconfedt, engelsk lakrids og lidt tørre krydderier. Der fornemmes også en vis sødme.

I munden er der sødme, blåbær, blommer … Amarone fed og fyldig, en ganske varm vin, svag rosin, men heldigvis også kun ganske svagt og det bliver heller ikke alt for Amarone fedt, for vinen er virkelig frugtet og har tilstrækkelig med italiensk syre til at holde tingene på plads. Der er svagt krydrede noter, en snert af jern og lidt alkohol, men samlet en af de bedre Amaroner, som selv din and vil elske.

Forhandles i H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr., men frem til nytår er den på tilbud til 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Sohns, Riesling SE Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Riesling SE Trocken, Rheingau, TysklandOg fra netop Weingut Sohns er det nu deres Riesling SE Trocken, hvor SE måske – som etiketten antyder – kunne stå for Super Sexy, Super Einmalig, Sensationell Elegant eller Spritzig Erfrischend. Men nej.

SE står imidlertid for Sabine og Erich, men det referer også til, at vinen kommer fra serien SOHNS esprit, som altså er husets Gutsweine, altså en entryl-level serie, som udover denne tørre Riesling også omfatter en Riesling 25+, hvor tallet refererer til restsukkeret i vinen, en rosé på Spätburgunder samt en rødvinscuvée.

Men når det så er sagt, så er det faktisk en supersexet lille vin til billige penge, men den smager rigtigt godt. Vinen er en hverdagsvin, en terrassevin kalder huset den selv og den er lavet alene på rustfrie ståltanke. Ellers ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 8,5 gram pr. liter.

Næsen er dejligt frisk med grønne æbler, abrikos, melon, en lille astronaut is, strejf af lidt sødme, god intensitet og virker både indbydende samt lækker.

Fin afbalanceret smag med gule æbler, blid citronsyre og vinen er både blid, blød og behagelig … nærmest en smule perlende på ganen. Det er virkelig godt og til pengene helt fantastisk.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 5,50€  … svarende til 42 kr. Lad der endelig bli’ fest.

Vinanmeldelse 5/7 

Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende

Balthasar Ress havde – på vores forespørgsel om rigtige gode og måske mere ukendte producenter – anbefalet os et besøg hos Weingut Sohns. Vi havde derfor sat vingården på besøgslisten … faktisk som sidste stop på vores roadtrip.

Da vi hos Chat Sauvage nævnte, at vi havde påtænkt at besøge Sohns, så kom de med samme lovprisninger. Gustav fortalte, at de faktisk tit arbejdede sammen med Weingut Sohns og Verena Schöttle ringede endda til Sohns og forvarslede vore komme.

Så var vi sikre på at blive godt modtaget. Det var sgu service … vi takker Verena. Hun fik en aftale, således vi skulle være hos Weingut Sohns kl. 13.00. Så var det ligesom på plads og vi trillede selvfølgelig – ganske pligtopfyldende – ind på parkeringspladsen foran Weingut Sohns et par minutter før.

Weingut Sohns ligger – som Chat Sauvage – ved Geisenheim, men på et mere fladt stykke, men har deres marker spredt udover flere områder af Rheingau. Det skal jeg nok lige vende tilbage til.

Lidt om vinhuset

Historien om Weingut Sohns startede tilbage i 1929, hvor Jakob Sohns, der var udlært smed – schlossermeister – begyndte at drømme om at blive vinproducent, men først i 1933 købte han de første vinmarker og lagde dermed fundamentet til vingården.

I de første mange år var vinproduktionen mest en hobby, men da sønnen Otto Sohns i 1945 kom med i driften, så udvidede man med køb af yderligere vinmarker og gjorde vinproduktionen til den primære beskæftigelse på gården.

Da Otto i 1969 overtog hele driften sammen med hustruen Barbara, så havde gården samlet 3 hektar vinmarker. Siden 1983 har det imidlertid været Otto og Barbaras søn Erich Sohns, som har drevet vingården.

Erich er opvokset med vin, men egentlig uddannet civilingeniør. Han trådte ind i familievirksomheden straks efter endt uddannelse og han driver den i dag sammen med hustruen Sabine og deres to børn Martin og Pascal.

Pascal er dog også på vej ind i driften, da han blev færdig med sin uddannelse som vinmager i sommeren 2012

Familiens Sohns har samlet 8 hektar vinmarker, hvor hovedparten ligger omkring Geisenheim, men de har også parceller på marker i Oestrich-Winkel, Hallgarten samt en enkelt parcel i både Hattenheim samt Lorch.

Det er nemlig markerne … i Geisenheim; Kläuserweg, Mönchspfad, Kilzberg, Mäuerchen, Fuchsberg og Rothenberg, i Oestrich-Winkel; Jesuitengarten, Hasensprung, Gutenberg, Edelmann og Doosberg, i Hallgarten; Schönhell og Jungfer og endelig Hattenheimer Schützenhaus og Lorchhäuser Seligmacher.

Markerne er for 70% vedkommende Riesling, 20% Spätburgunder, men de resterende sorter er Weissburgunder, Rotberger samt Dornfelder. Alle markerne dyrkes økologisk.

Weingut Sohns laver en langt række vine, og selvom man ikke er medlem af VDP, så følger serierne af vinene alligevel VDPs mønster, blot hedder Gutswein i stedet SOHNS esprit, Ortswein SOHNS elegance, Lagenwein SOHNS Excellence og de bedste Gewächse kaldes SOHNS perfection.

Et fantastisk besøg hos Weingut Sohns

Da vi ankom til vingården blev vi hjertelig mødt af Erich Sohns, og han bød os velkommen. Vi startede med at gå op i husets smagelokale for at smage lidt vine.

Som alle de andre steder koncentrerede vi os om de tørre Riesling vine samt selvfølgelig Spätburgunder. Vi smagte Sohns tørre Riesling fra alle niveauerne … og på excellenceniveauet både en Winkeler Hasensprung Riesling Trocken og en Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken.

I perfection serien smagte vi en forrygende 2015’er Geisenheimer Kläuserweg Riesling Erste Gewächs. Og huset Spätburgundere var ganske flot og samtidig ligger priserne på Weingut Sohns meget, meget fornuftigt.

Hans top Spätburgunder Geisenheimer Mäuerchen koster alene 16€, lillesøsteren 10,50€, mens de bedste perfection Riesling vine også ligger til 16€. Den prisbillige Gutswein Riesling SE koster alene 5,50€ og er ganske fortræffelig.

Vi fik undervejs sat lidt krydser ved de vine, som vi skulle købe og meget passende skulle vinene pakkes nedenunder på lageret ved vineriet, så Erich tilbød en rundtur i produktion aka vinkælderen. Det var vi bestemt friske på.

Vi fik set vinpressen, flaskelinjen og selvfølgelig vinkælderen, hvor Erich lagrer vinen på henholdsvis større egefade og for Spätbundernes vedkommende også på barriques.  Erich fortalte også om markerne, hvor fx Lorchhäuser Seligmacher har en imponerende 60% stigning.

Vi snakkede også lidt om flasker, idet Weingut Sohns på deres topvine anvender de gamle klassiske Rheingau flasker, som man ellers sjældent ser.

Den kaldes en Rheingauer Flöte – altså fløjte – og er en mørkegrøn flaske, der er slank, 35 cm høj og har nogle lodrette kanter på flaskehalsen.  Den blev egentlig indført for at tilføre vinene fra Rheingau deres egen særkende, men det ses imidlertid ikke ret tit og jo tror faktisk, at det var første gang på turen, at vi stødte på flasketypen.

Erich Sohns er en rar mand og vi fik en flot behandling på vingården, som virker meget moderne og eksperimenterende. Selv husets etiketter er moderne … og lidt sjovt kan man på deres hjemmeside se udviklingen af etiketterne siden 1969.

Om man er til moderne og smarte etiketter eller de gamle med næsten gotiske bogstaver er en smagssag og heldigvis også forskellig fra vinhus til vinhus.

Kommer du engang til Rheingau, så kan jeg og resten af knægtene bestemt anbefale at kigge forbi Weingut Sohns, som samtidig blev et fint punktum for vores rheingauske roadtrip.

2015 Palacio Quemado, PQ Primicia, Extremadura, Spanien

2015 Palacio Quemado, PQ Primicia, Extremadura, SpanienFor en uge siden havde jeg vinen La Zarcita fra vinhuset Palacio Quemado i glasset og fra samme vinhus er det nu vinen PQ Primicia.

Vi er dermed igen i det varme Spanien, nemlig i appellationen DO Ribera del Guadiana i Extremadura vinregionen. Vinhuset skrev jeg om sidste uge, så i stedet springer vi fluks til denne PQ Primicia.

PQ Primicia er lavet på 60% Tempranillo, 20% Grenache og 20% Syrah og hver druesorter fra forskellige marker med forskellig undergrund. Tempranillo vinstokkene vokser på sandholdig jord, Grenache i lerholdig jord og Syrah i kalkholdig jord.

Og hver druesort vinificeres separat og er fermenteret forholdsvis køligt i rustfrie ståltanke og lagret på henholdsvis franske og amerikanske barriques i mindst 6 måneder sur lie … altså med bærmen.

Næsen er godt med mørk og frisk frugt, frisk eg … solrig, men alligevel med en vis rygrad og rankhed, tobak, engelsk lakrids samt en smule herlig, animalske mejeri og mælkesyrer. Egentlig en ganske dejlig aroma.

I munden er vinen sød og blød … men det bliver slet ikke for sødt eller mudret, for der er både lidt blæk og friskhed over smagen samt en moden syre, som aldrig bider dig på nogen måder, men alligevel er tilstede. Elsker friskheden og balancen i vinen.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet

Bagepulver, kagemix, yoghurt, frossen pizza, pizzaburger, kagedekorationer, cornflakes, hævemidler, geleer … alt til bagning. Alle kender vist Dr. Oetker, som specielt er god til pizza bagt i ægte stenovn, hvis man i hvert fald skal tro på reklamerne.

Dr. Oetker Pizzaburger – til jer, der ikke bare har appetit men sult. Prikken over i’et til enhver dessert! Dr. Oetkers dessertsauce smager udsøgt både til varme og kolde desserter, og så fås de i 3 lækre smagsvarianter: toffee, choko og saltlakrids. Ja mulighederne med Dr. Oetker er mange.

Der eksisterer sågar en Dr. Oetker app, som hedder kagerullen og byder på opskrifter på herlig hjemmebag … selvfølgelig med brug af Dr. Oetkers mange vidundermidler.

Familien Oetker driver – med hovedsæde i Bielefeld i det nordlige Tyskland gennem 4. generationer – det gigantiske internationale madimperium, der omsætter for over 80 milliarder kroner hvert år og har over 30.000 mennesker på deres lønningsliste. Og så ejer de minsandten også et af Tysklands mest prestigefyldte vinhuse, nemlig det hæderkronede Schloss Johannisberg.

Jeg havde egentlig overvejet frem og tilbage, om jeg skulle skrive om besøget på Schloss Johannisberg, for det var jo egentlig ikke et rigtig vingårdbesøg … mere et turiststop på en overcrowded attraktion, hvor man tilfældigvis også kan købe vin.

Jeg besluttede dog, at jeg ville skrive dette indlæg, dels som ærlig beretning om et flot og imponerende sted med en fantastisk vinhistorie, men også som stræk og advarsel for dem, som gerne vil se, høre og smage, hvordan små vinbønder laver deres vine.

Som I måske så på blogindlægget omkring Chat Sauvage, så ligger Schloss Johannisberg på toppen af en de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Det er så berømt, at det endda i 1971 fik sin helt egen appellation, som egentlig bare hedder Schloss Johannisberg. Det et da cool.

Historien om Schloss Johannisberg

Der har været lavet vin på netop dette sted siden middelalderen og omkring år 1100 blev der på stedet bygget et benediktinerkloster, som dengang blev kaldt Bischofsberg .. altså biskoppens bjerg og det blev samtidig identificeret til at være det bedste sted at dyrke vin i hele området.

Omkring 30 år senere udvidede munkene også klosteret med en romansk basilika, altså en stor og imponerende søjlekirke til ære for Johannes Døberen og siden blev både højen og klosteret kendt som Johannisberg, altså Johannes bjerg.

Søjlekirken blev dog ødelagt under den tyske bondekrig i 1525, men navnet hænger fortsat fast på stedet, som dog i de efterfølgende år skiftede ejer utallige gange.

I 1716 blev ejendommen og jorden imidlertid købt af præstedømmet under fyrst Konstantin von Buttlar fra den daværende ejer Lothar Franz von Schönborn. De opførte det imponerende barokslot og plantede i 1720 de første marker med Riesling, men under Napoleonskrigene skiftede slottet ejere mange gange. 

I forbindelse med Wienerkongressen 1814-15 skænkede den østrigske kejser imidlertid godset til sin kansler, fyrst Klemens von Metternich og det blev herefter i familiens ejet helt frem til 1974, hvor det blev købt af Oetker familien.

Under 2. verdenskrig blev slottet totalt udbombet og der stod faktisk kun ydermurene tilbage. Det blev faktisk først genopbygget midt i 1960’erne af prins Paul Alfons von Metternich-Winneburg sammen med hustruen prinsesse Tatiana, som var af russisk afstamning.

Selvom Oetker familien havde købt slottet i 1974, så boede prins Paul på slottet frem til sin død i 1992 og prinsessen helt indtil hendes død i 2006.

Historien om de søde vine

Det var også her på Schloss Johannisberg, at den ædle søde vin blev produceret for første gang, da myndighederne i 1775 kom for sent med høsttilladelsen. Med historisk held prøvede man at se, hvad man kunne få ud af at vinificere de rådne druer, og det blev til den første vin af den typen, som vi i dag kalder Spätlese.

I 1787 opnåede man derefter for første gang det sødmeniveau, som vi i dag betegner Auslese. Herefter blev det et mantra at fremstille ædelt søde vine, og da en pludselig hård nattefrost ramte Schloss Johannisberg i december 1858, var det også her, at man for første gang pressede de frosne druer til Eiswein.

Og det med de forskellige sødmeniveauer satte vinslottet allerede i gamle dage i system. Man fandt nemlig på at forsegle flaskerne med lak i forskellige farvenuancer for at holde styr på de mange forskellige sødmegrader i de forskellige vine.

Og i dag lever systemet videre i bedste velgående, og alle flasker på Schloss Johannisberg er påsat farvestrålende kapsler efter følgende skala:

  • Gul – Gelblack = Qualitätswein
  • Bronze – bronzelack = Tradition
  • Rød- Rotlack = Kabinett
  • Grøn – Grünlack = Spätlese
  • Sølv – Silberlack = Grosses Gewächs
  • Rosa – Rosalack = Auslese
  • Rosa/guld – Rosa-Goldlack = Beerenauslese
  • Guld – Goldlack = Trockenbeerenauslese
  • Blå – Blaulack = Eiswein

Der siges dog, at Schloss Johannisberg måske slet ikke var først med at udvikle vine med den ædle råd, men at der var sket tidligere i Tokaj i Ungarn … men der siges jo så meget. Det er under alle omstændigheder en af de mange historier, som hører sammen med det store og historiske Schloss Johannisberg.

Schloss Johannisberg i dag

I dag er Schloss Johannisberg en af området store turistattraktioner, og det gør selvfølgelig også, at alt omkring husets vine er sat i system. Således kan turister – udover at nyde den fantastiske udsigt – købe guidede ture i vinkælderen, Segway ture, besøge og købe vine i vinotheket, som mest er en shop, eller indtage et måltid i slottets restaurant, som efter sigende skulle være ganske god … men sikkert uden servering af pizzaburgere.

Derudover anvendes slottet i dag til en række kulturelle begivenheder, men man kan også – privat eller som virksomhed – leje lokaler til større møder.

Men der produceres også fortsat flotte vine på Schloss Johannisberg, som samlet har 35 hektar vinmarker, hvorfra husets vine med de farvede kapsler produceres.

Derudover ejer Schloss Johannisberg også vinhuset Weingut G.H. von Mumm og vinene derfra kan selvfølgelig også købes i vinotheket aka shoppen på vinslottet.

Sammen med en flok andre turister på stedet, der smagte vi skam også lidt vine, men man bliver aldrig helt opstemt. Måske skulle vi i stedet have sat os i restauranten … nu blev det hele bare en smule forvirrende og snart satte vi da også kursen mod turens sidste gårdbesøg.

2009 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandDen lille og eksklusive vinmagning hos Weingut Chat Sauvage sluttede med denne 2009’er Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, som var noget anderledes end den forrige 2007’er fra Drachenstein marken i Rüdesheim.

Vinene er ellers – så vidt jeg kan se – lavet på fuldstændig samme måde. Assmannhäuser Höllenberg er måske endda historisk en bedre mark og flere gode producenter som fx Weingut Fritz Allendorf, Kloster Eberbach, Weingut Schamari-Mühle, Johanniesberger m.fl. har parceller der.

Denne Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir byder på en næse, som er langt mere blomsterrig og parfumeret end foregående vin. Her er det nærmest duften af forår, grønne elementer, sæbe, urter, lyse kirsebær, hindbær, estragon og en svag gæret note. Pirrende og ganske interessant … og lidt anderledes.

I munden er vinen fjerlet, blid … men fortsat med en direkte og stringent syre samt en blød, moden lys frugt. Det burgundiske fornægter sig ikke i denne vin, hvor et lille grønt element spiller sammen med syren. Smager virkelig godt.

Smagt på vingården, men kan formentlig ikke længere købes.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger