Tag-arkiv: Tyskland

2012 Weingut Villa Hochdörffer, Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Villa Hochdörffer, Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken, Pfalz, TysklandGodramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken hedder næste vin, der kommer fra Weingut Villa Hochdörffer. Det er et lille familieejet vinhus, der ligger i den lille by Landau-Nußdorf i Pfalz.

Familien Hochdörffer, som vi kan se på billedet ovenover, er 6. og 7. generation, så det er en familien med stolte traditioner omkring vinproduktion. Det er farmand  Hans Martin Hochdörfer, som ejer vingården, men de 3 børn deltager også i driften. Det er dog primært sønnen David, som hjælper faderen med produktionen i vinkælderen.

Samlet ejer de 40 hektar vinmarker, hvor de fleste marker har været ejet af familien igennem alle generationerne og ligger ved byerne Nußdorf, Frankweiler og Godramstein. De bedste marker er Nußdorfer Kaiserberg, Nußdorfer Herrenberg, Frankweiler Biengarten og Godramsteiner Münzberg.

Udover vinproduktionen driver familien også et lille Bed & Breakfirst, hvor man kan leje værelser … og de lejer endda også plads ud til autocampere midt i en af markerne.

Og så har deres smukke datter Anna Hochdörffer- som på billedet ovenover sider lige mellem sine brødre – også i 2012 deltaget i konkurrencen om at blive den 64. deutsche Weinkönigin. Hun vandt ikke, men blev dog blandt de 3 bedste … kun overgået af vinbloggerens favorit Julia Bertram.

Weingut Villa Hochdörffer laver vinene i de serierne Gutswein, Terriorwein og Lagenwein … denne Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken er en Lagenwein, som er lavet med etiketten i 2 udgave … denne helt almindelige og så en, som hylder datterens deltagelse i kampen om deutschen Weinprinzessin samme år.

Vinen er vinificeret med gæring ved omkring 20 grader i rustfrie ståltanke og har efter endt fermentering været lagret på franske barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt byder vinen på lidt nelliker, kardemomme, kirsebær, blåbær og er dermed en lidt mørkere Spätburgunder. Derudover lidt våde fjer … i mangel af bedre beskrivelse samt lidt bagepulver. Der er ingen kostald eller ultralette elementer.

I munden er vinen meget jernholdig og syrlig, men måske knap så mørk i smagen, som duften ellers indikerede, Der er hindbær, ribs, hvid peber, letflydende og lidt en no-nonens vin, hvor der savnes lidt dybde og flere nuancer. Alderen på 6 år kan ingenlunde mærkes, for syren er bestemt meget dominerende.

Købt i Tyskland for 15,50€ … svarende til 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandOberbergener Bassgeige Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler er jeg sgu bare vild med … så enkelt kan det siges. Og her smager jeg vinen i en nyere årgang 2016.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke musikinstrument er blevet nærmest et logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme.

Selv det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo og laver endda vin i flasker, som er udformet som en kontrabas.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Jeg har smagt Oberbergener Bassgeige Spätburgunder tidligere …  på et besøg på vingården, jeg har også smagt den tidligere årgang 2015, men smagte også vinen tilbage i 2012. Dengang var den i en årgang 2008, som min frue var helt vild med og kaldte den bedste vin, hun nogensinde havde smagt.

Klassisk tysk Spätburgunder i næsen og smuk transparent i glasset, hvorfra der kommer animalsk, sød hestestald med die ganzen schweinerei. Der er hindbær, granatæbler, røg, jern, nelliker og lidt som en buttet teenager … let, ubesværet, frisk og ligetil.

I smagen er frugten lidt stram, tæt og præcis. Der er hindbær, svag jern og mineraler, stringent, let og elegant. Det kommer præcist som på skinner uden de store svinkeærinder … bare herregod Spätburgunder.

Købt på Tyskland til 15€ … eller omkring 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Kalkmergel, Pfalz, TysklandDen anden Spätburgunder fra Weingut Jülg til test fra de herlige folk hos Propperiet Vin Import er denne Spätburgunder Kalkmergel fra hans serie af Terriorweine … niveauet over Gutsweine, altså basisvinene.

Som jeg skrev i foregående blogindlæg om storesøsteren Spätburgunder Sonnenberg, så har Jülg sine marker både på den tyske og franske side af grænsen, da de strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Og druerne til denne Spätburgunder Kalkmergel er også både tyske og franske … nemlig 20% franske druer og 80% tyske druer fra nogle af husets marker med kalkmergel.

Kalkmergel er en betegnelse for mergel med ekstra stort indhold af kalk. Mergel er en slags ler- og siltaflejringer med  mindst 10% kalk, men når kalkindholdet er større anvendes betegnelsen kalkmergel.

Halvdelen af vinen har lagret på store gamle træfade, den anden halvdel har lagret på barriques, som var 2-3 år gamle. I alt har vinen tilbragt 15 måneder på fad. Vinen er tappet ufiltreret.

Vinen har en nice … lidt varm næse med kirsebær, røg, fin frugtsyre, blæk, estragon, fennikel, lakrids, brugt sengetøj, grønne vinblade, en let sødme og godt med krydderier. Syren er meget frisk.

Smagen sidder sådan set lige i skabet … tør, frugtrig med god og stringent syre, lidt jern og en vis bitterhed. Vinen er en kende rustik, men har masser af Spätburgunder kvalitet … og det er Houlberg jo altid vild med.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut August Kesseler, N Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut August Kesseler, N Pinot Noir, Pfalz, TysklandForleden drak jeg vinen R Riesling Kabinett fra Weingut August Kesseler, som ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau. Nu er er det dens farvede søster … N Pinot Noir, som er næste testvin fra BayVine.

N Pinot Noir er – som søstervinen – lavet med opkøbte druer fra Pfalz. Allerede tilbage i 2012 startede August Kesseler med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området og de dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er præcis derfra, at druerne til denne vi kommer … vinstokkene skulle efter sigende være 25 år i gennemsnit, høstet manuelt og afstilket inden vinificering. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

Fermentering er sket i åbne gæringsanlæg i rustfri stål og vinen er lagret 12 måneder inden aftapning, men jeg kan ikke se, om lagringen er sket på egefade eller i ståltanke.

Duftmæssigt er vinen lidt grøn, støvet med tør jord, lyse bær, ribs, kirsebær, røg, norske brystdråber, kanel, kagecreme, godt med syre, men der fornemmes også en smule sødme.

I munden er det klart Pinot Noir … let med ribs, godt syrlig, egentlig meget ren og syrlig frugt, lidt landlig og måske også kantet. Der er lidt peber, lidt jern, men også en kendelse vandet. Det smager fint, lidt en hverdagsvin … drik den kølig.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Sonnenberg, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Sonnenberg, Pfalz, TysklandSå er vi tilbage hos Weingut Jülg på der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Jeg har 2 vine fra Jülg til test og den ene … denne Spätburgunder Sonnenberg har jeg medbragt til vores lille blindsmagning.

Den blev nu gættet uden større tværslag, men den byder nu også på masser af traditionel tysk Spätburgunder kvaliteter og charme … men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt. Lad os dog først igen kigge nærmere på Weingut Jülg.

Vingården er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men Oskar synes ikke om kvaliteten i vinene fra regionen og ville af med sødmen, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.

Han ville selv producere knastørre vine og plantede derfor vine vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til.  På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay og derudover indførte Oskar også ny eg, hvilket af mange også blev anset som en stor fejl.

Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande.

Denne grænsesætning betød, at en del vinbønder fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del. Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle have pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande.

I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg der står i spidsen for driften af vingården, hvilket sker i samarbejde med hans fader Werner Jülg.

Johannes er uddannet vinmager og har inden overtagelsen af familieforetagendet arbejdet for imponerende huse som Jean Stodden i Ahr, Keller i Rheinhessen. Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.

Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.

Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.

Udover driften af vingården, som driver familien også en weinstube, og den står gamle frau Erika Jülg fortsat i spidsen for.

Denne Spätburgunder Sonnenberg er Jülgs absolutte topvin, en Lagenwein, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Sonnenberg, der løber på begge sider af den fransk/tyske grænse. Vinen er lagret dels på barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

Duftmæssigt er der nogle klassiske Spätburgunder elementer, sød kostald, eg, kirsebær, hindbær … frugten en kende mørkere end normalt, søde bolsjer, kanel, lidt salt havvand, våde blade på en efterårsdag, svag lakrids, og derudover lidt sødme samt varme i aromaen … sådan lidt stor og omfavnende.

I munden er det blødt og meget vedkommende … animalsk, mineralsk med både jern, mineraler og sten. Det er alligevel en fyldig Spätburgunder, lidt varm i stilen, men med en præcis leveret syre og spændstige tanniner. Frugten igen lidt mørk … blommer, kirsebær og derudover blæk, krydderier samt pæn lang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Goldberg, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Goldberg, Pfalz, TysklandJeg havde gemt det skarpeste projektil fra Weingut Wageck Pfaffmann til sidst … og det var deres 2015 Spätburgunder Goldberg. Plaff Pfaff. Det er en vin, som i starten af dette år fik 1. pladsen som bedste Pinot Noir vin i det anerkendte tyske Sommelier Magazin.

Weingut Wageck Pfaffmann, holder til i byen Bissersheim i den nordlige del af Pfalz, hvor Wageck familien har været vinbønder omkring hundrede år. Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende.

Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.

Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gertraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begyndte at satse på vinproduktionen.

Gunter Pfaffmann var nemlig uddannet ønolog fra Geisenheim og fik således sat en større vinproduktion i gang. Det blev reelt starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann som 5. generation … fortsat med hjælp fra forældrene.

Det er dog specielt Thomas Pfaffmann, som har markeret sig som en af Tysklands fremadstormende vinmagere. Han står for vinkælderen og arbejder ustandselig på at øge kvaliteten af specielt vinene på Spätburgunder

Siden de to drenge overtog driften, så er der begyndt at ske mange forandringer på vingården, bl.a. har man igen sat det gamle familienavn Wageck på vinene. Dette er lavet for at undgå forvirringen og forveksling med andre vingårde, idet der i Pfalz findes flere andre vinproducenter med navnet Pfaffmann.

Derudover har brødrene også ændret sortimentet af vine, således der i dag laves færre slags vine. Men som Thomas Pfaffmann siger; mindre er nogle gange mere. Deres mål er at fremstille mineralske vine, hvis oprindelse klart kan smages.

Vinene er dog fortsat opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Réserve, hvor Réserve vinene dog kun laves i de bedste år. Det er også den unge generation, som har stået bag den nye designlinje af vinene, som i dag er kendetegnet af en lille drage … selvom der fortsat produceres enkelte vine under det gamle navn og de gamle etiketter.

Weingut Wageck Pfaffmann har i dag sammenlagt 58 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter markerne Goldberg, Held, Orlenberg og Steig ved Bissersheim, Steinacker ved Kirchheim samt Burgweg og Osterberg ved Großkarlbach.

Omkring 60% af markerne er tilplantet med hvide druer, mest Riesling og derudover både Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau, Auxerrois, Kerner, Silvaner, Faberrebe og Ortega.

Men rødvin fylder også meget hos Weingut Wageck Pfaffmann, og det er selvfølgelig specielt Spätburgunder, men derudover dyrkes der lidt Portugieser, Dornfelder, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, St. Laurent, Schwarzriesling, Frühburgunder, Cabernet Dorsa, Cabernet Dorio, Cabernet Mitos, Cabernet Cubin, Dunkelfelder og Lemberger.

Markerne er rige på kalk i undergrunden og har de seneste 20 år været passet med respekt for naturen, kun gødet med hestegødning samt kompostrester fra vinproduktionen.

Spätburgunder Goldberg er selvfølgelig med druer fra marken Bisserheimer Goldberg, der ligger i omkring 160 meters højde. Druerne er høstet med et udbytte på beskedne 21 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet i åbne kar med 11 dage maceration og spontangæring med druernes naturlige gær. Fermenteringen tager omkring 3 uger, hvorefter vinen lagres på barriques i 6 måneder efterfulgt af 12 måneder på store egefade. Der er 0,8 gram restsukker pr. liter.

Det er en tysk schweizerkniv af en vin … næsen stor, muskuløs og svævende og smagen blød, syrlig og præcis. I glasset er aromaerne mokka, chokolade, eg, vanilje, kul og man nærmest famler rundt i en mørk og animalsk kostald. Læg dertil peber, gran røg, metalliske elementer og en svævende blomstermark.

Smagen er langt mere klar og syrlig end forventet, selvom det er pakket blødt ind. Der er masser af syre, syrlig og frisk frugt, jern, tanninstruktur, salt, kalk og lyse frugter … hindbær og granatæbler, sådan lidt stringent i frugten, men herlig skarp. Det er bare sådan et behageligt fast greb. Overbevisende god vin.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandDe trofaste læsere her på Houlbergs Vinblog ved sikkert, at jeg har en forkærlighed for Julia Bertram og hendes flotte … Spätburgunder vine fra Ahr i Tyskland. Derfor var det også en overraskelse, at det var Paul, som præsenterede denne Ahrweiler Spätburgunder ved vores vinaften.

Jeg skal heller ikke skrive en masse om Tysklands bedste winzerin, for det har jeg gjort i andre blogindlæg, men blot kaste mig over denne vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2014 … men sjovt nok endnu ikke i årgang 2015, som dog ligger i mit vinkøleskab og venter.

Denne Ahrweiler Spätburgunder er niveauet lige over Handwerk … Julias entry-level vin. Det er alene en kommunevin fra Ahr og alene Julias anden årgang. Den er – som alle Julias vine – lavet i kæresten Benedikt Baltes kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken, selvom det er en raceren Ahr vin.

Næsen er sød kostald, animalsk og let … lyse bær, ribs, hindbær samt masser af bolsjesødme, kanel, røg, nelliker, søde krydderier, mentol, masser af eg og endelig syrlige elementer.

I munden er Ahrweiler Spätburgunder fortsat stringent, grumset og syrlig saftevand med hindbær, kirsebær, lakrids, kridt, let peber og mineraler. Det er letløbende, læskende og indladende … fortsat feminint, elegant og fin Spätburgunder.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2016 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, TysklandJeg har fået et par flasker fra BayVine til test. Den første blev et fint lille gensyn fra i sommers … vinen R Riesling fra Weingut August Kesseler, som ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau.

Sidst smagte jeg vinen i årgang 2014, men her er det dog en nyere årgang 2016. Selvom vinhuset ligger i Rheingau, så er vinen reelt fra Pfalz, men det skyldes, at denne R Riesling Kabinett er lavet med druer opkøbt fra vinavlere i Pfalz længere mod syd.

Weingut August Kesseler er grundlagt i 1924, men drives i dag af August Kesseler, som I også kan se kigge udover Rhinen på billedet ovenover. Han overtog driften fra sin far i 1977 i en alder af blot 19 år. Dengang var vingården alene på 2,5 hektar og solgte gårdens druer i tankvogne til andre producenter i Rheingau.

Men det ændrede August Kesseler og har endda siden opkøbt flere vinmarker, således vingården i dag samlet har 33 hektar, som bl.a. omfatter parceller på Großen Lagen marker som Assmannshäuser Höllenberg og Rüdesheimer Schlossberg.

Der laves en lang række vine fra markerne i Rheingau, bl.a. har August særlig fokus på produktion af førsteklasses Riesling og Pinot Noir i kompromisløs høj kvalitet.

Derudover startede August Kesseler allerede i 2012 med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området. Disse vinavlere dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er bl.a. fra dette samarbejde, at denne R Riesling Kabinett kommer. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

R Riesling Kabinett har gæret i temperaturstyrede, rustfri ståltanke. Den har fået lov til at ligge på bærmen i tilstrækkelig lang tid, før den meget skånsomt bliver tappet på flaske. Vinen har et pænt restsukkerindhold på 26 gram pr. liter.

Selvom det ikke er en dyr vin og en Kabinett med en vis sødme, så er er der – som sidst -igen herlige små noter af petroleum, lidt fersken, tropisk frugt, pærer, selvfølgelig pæn sødme, lidt muskat og jeg fanger også en lidt nøddet aroma.

Smagsmæssigt æbler og æblekompot … det er klart en sød vin, men den bliver dog aldrig alt for sød, for den har også en smule grape og lidt citronsyre, selvom den bestemt er meget omgængelig, let vandet og aldrig bliver helt dyb. Men drikkevenlig vin med masser af Riesling kvaliteter. Det er sgu igen godkendt.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, TysklandGoldberg Rieslaner Auslese er en dødlækker dessertvin fra Weingut Wageck Pfaffmann … og helt forkert drukket her i det houlbergske hjem uden en dessert på bordet, men alligevel blev flasken tømt på et splitsekund, livseliksir med munter sødme.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset og vinene, som Peter fra Plus-Vin i Knebel importerer og igen er jeg totalt imponeret over kvaliteten af vinene fra Weingut Wageck Pfaffmann i forhold til priserne … denne lille lækkerbisken kan fås til 115 kr. og det er for en Auslese og ikke i en beskeden 0,5 liter flaske … næ i en normal 0,75 liter flaske, så vi snakker altså om lidt af en røverkøb.

Vinen er en del af den gamle serie af vine, men jeg har ingen oplysninger om produktionen … udover det åbenlyse, at druerne er høstet med mindst 95 Oechsle, betingelsen for det er en Auslese.

Men inden vi springer ombord i smagsnoterne, så lad os lige se nærmere på Rieslaner druen, der – som navnet næsten afslører – er en krydsning mellem Silvaner og Riesling, skabt i 1921 af August Ziegler i et gartneri i Veitshöchheim nær Würzburg.

Den blev dog først officielt anerkendt i 1968 og i dag findes den primært i Franken og Pfalz … ofte anvendt til søde vine som også i denne Goldberg Rieslaner Auslese. Samlet finder der alene 85 hektar vinmarker i Tyskland med Rieslaner, så det er også en forholdsvis sjælden drue.

Duftmæssigt en anelse petroleum og benzin, så Riesling druen slår helt sikkert igennem. Derudover er der abrikos, passionsfrugt, mango, æbler … tæt, tyk og fortættet, masser af bundtræk samt nogle lidt støvede elementer.  Herlig aroma.

I munden er vinen klart en dessertvin ,.. godt med sukkersødme, men virkelig blød, sød og smeltende dejlig. Det er cremet med masser af æbler og sød æblejuice, god syre i eftersmagen uden at blive for syrlig. Det er nok en af de bedste dessertvine, som jeg har fået i ualmindelig tider … og til prisen er det rent tyveri.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2017 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandJeres flittige vinblogger var helt oppe på tæerne, sidst jeg smagte den almindelige 2016 Spätburgunder Classic … en almindelig og alligevel fabelagtig gutswein aka basisvin fra Weingut Burggarten.

Nu er jeg igen vippet helt op på spidserne i balletskoene, for i glasset har jeg igen samme vin, men nu blot i nyeste årgang 2017 og skal teste, om den nye årgang kan følge koreografien eller de bournonvilske takter i enten Sylfiden eller Svanesøen … eller om vi ender på flade fødder i akt 2.

Weingut Burggarten fra bydelen Heppingen af Bad Neuenahr-Ahrweiler i Ahr har jeg skrevet om tidligere, så den historie vil jeg ikke gentage. I stedet kigger vi alene nærmere på husets Spätburgunder basisvin i denne nyere årgang.

Druerne til Burggarten Spätburgunder Classic kommer selvfølgelig fra forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er pænt med Restsüße … altså restsukker, 8,2 gram pr. liter.

Og lad os starte med at afsløre, at stilen i 2017’eren klart virker lysere og lettere end foregående år. Her er der ingen mørk animalsk kostald og vinen er også knap så aggressiv på egefade, så det dufter mere af frisk og syrlig frugt … man kan sige mere feminin i udtrykket. Frugten er også lysere, hindbær, ribs … og godt gemt kommer der – med lidt varme i glasset – også lidt kanel og nelliker frem.

Det smager fortsat fabelagtigt godt … en hverdagsbalsam til de indre organer. Der er god syrlighed i frugten, ribs, tranebær og med luft i glasset bliver smagen varmere og der kommer lidt sødme, krydderier. Niveauet er stadig alarmerende godt, selvom vinen stilmæssigt virker noget anderledes end 2016’eren … men måske lidt tid i kælderen vil modne vinen med mere krop og hoden … som det vist hedder på tysk. På dansk hedder det nosser.

Jeg er dog fortsat total Burggarten fan og tager en vinøs pirouette i Nøddeknækkeren … uden sammenligning.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., men du får 28% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 129 kr. og dermed fortsat et godt køb.

Vinanmeldelse 5/7