Tag-arkiv: Tyskland

2014 Weingut Solveigs, Phyllit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Solveigs, Pinot Noir Phyllit, Rheingau, TysklandVi sluttede med nyeste årgang og vinen Pinot Noir Phyllit, der er lavet med de yngste druer fra Weingut Solveigs marker omkring Assmannshaus.

I glasset er vinen også ganske lys, purung og transparent, hvilket også falder i tråd med duften, der ligeledes er lys med blomstereng, frisk, ungdommelig og parfumeret. Det er dejligt lyst, en smule fadnoter, røg, kanel og møver sig frem med spidse albuer, frisind og helt ubekymret.

Smagen er også let, frisk og mineralsk. Det er lyse, friske bær, hindbær, ribs, blomster og samtidig easygoing. Samlet er det en ung smuk pige med lyst hår, krøller og rap kæft og Houlberg balancerer lige mellem 4½ og 5 fede tommelfingre.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Weingut Solveigs, Micke Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Solveigs, Pinot Noir Micke, Rheingau, TysklandPinot Noir Micke fra Weingut Solveigs i samme årgang som foregående vin – altså 2013 – blev eftermiddagens næstsidste vin på Restaurant Domestic.

Næsen er mere markant end Steil, mere syre og mere krydret og virker klart alt, alt for ung endnu. Frugten er endda lidt mørkere og varmere og der blander sig også nogle egenoter,

I munden har vinen masser af frugt, lys, syrlig og stringent frugt, men en kende mørkere og med mere fedme i frugten end Steil. Det er lidt vilde bær, grønne bio kanter, men smager rigtigt godt. Jeg vil dog klart vurdere, at denne vin bør gemmes nogle år, for virker endnu alt, alt for ung.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandMed den rheingauske ende i sigte – oh la la la – smager Houlberg nu 2013 og først vin i denne årgang er Heinemeyers Pinot Noir Steil.

Næsen er igen mere klassisk med masser af grønne noter, fadnoter, kanel, lyse og syrlige frugter, ribs, hindbær og endda også moden i frugten. Duften er ikke sådan eksplosiv, men byder bestemt på masser af lækkerhed.

Steil 2013 minder også meget om de øvrige vine med fin blødhed, lette frugter, modenhed i frugten lidt peber, stram syre, tørre tanniner, røgede noter og landlighed. Igen imponerer Steil med tonsvis af kvalitet, selvom det ikke er Heinemeyers topvin.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandJeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog kæmper sig ufortrødent videre gennem de mange Weingut Solveigs vine … og nu er vi nået til 2012 med Pinot Noir Present.

2012’eren er også lidt særegen og fremstår klart lysere end forgående 2011. Det er også mere parfumeret, sådan nærmest med lidt jordbær drikkeyoghurt, hindbær, blomstersæbe, håndsæbe og med masser af lys syre, røg, lak og fernis, men samlet lys. streng og lidt grøn aroma med de blomstrede elementer.

Smagen er dog blød, afbalanceret med tanniner, men rund og ganske helstøbt, i hvert fald i forhold til foregående. Det er smagsmæssigt også en lysere vin, lidt speciel og fortsat med blomster, grønne grene, ribs, hindbær og krydrede noter.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Weingut Solveigs, Micke Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Solveigs, Pinot Noir Micke, Rheingau, TysklandNæste i det store vertikale lineup var en 2011 Pinot Noir Micke … og nu begynder modenheden i vinene at være aftagende og de fremstår nu mere unge, grønne og kantede. I glasset har vinen heller ikke længere brun/orange kanter, selvom det fortsat er en lys, transparent og teglfarvet væske.

Duftmæssigt er vi igen tilbage til den mere grønne og krydrede stil. Samtidig virker vinen også en anelse mørkere … lidt mere kirsebær fremfor ribs og hindbær, mindre blomster og lidt mere kantet i aromaerne.

Det gælder sådan set også i smagen, som er mere rustik og har meget mere tannin end foregående vine. Pinot Noir Micke 2011 virker ikke helt drikkeklar endnu, så jeg vil anbefale flere år i kælderen, for lige nu kræver den sgu som mand m/k.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandFra den imponerende 2007’er Pinot Noir Steil til en næsten lige så flot 2009 Pinot Noir Present … igen er Jens Heinemeyer på Weingut Solveigs flyvende.

Det er næsten ren næsedoping, i denne årgang måske endda med lidt mere fedme og tyngde end de foregående år, fortsat en moden lys frugt, hindbær, ribs og kirsebær, lidt kanel og samlet dufter det bare vildt godt.

I munden er vinen blød, rund og blid, frugten igen klart lys og moden. Det er klart mindre bio, grøn og kantet end de tidligere årgange og har faktisk mere af klassisk tysk Spätburgunder over sig. Igen smager vinen også vildt godt, så jeg vakler lige mellem 6 og 6½ af de iskolde houlbergske fingre.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2007 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, Tyskland2007 årgangen fra Weingut Solveigs skiller sig ud i forhold til de foregående årgange. Den er langt mere lys, både farvemæssigt i glasset, men også i hele udtrykket og smagen.

Det skyldes ifølge Jens Heinemeyer, at 2007 var et vanskeligt år, hvor stokkene havde det sværere, druerne modnede senere og skulle trække vand dybt fra rødderne. Imidlertid synes jeg, at det nok var en af de allerbedste af alle vinene til vertikalsmagningen, idet jeg bare elsker vinens svævende, lyse og glidende lethed.

I glasset er vinen voldsomt transparent teglsfarvet – en smuk Spätburgunder rubin – og næsen er feminint blomsterstøv, en syrlig, moden lys frugt samt elegance på englevinger. Der er æteriske olier, lette fadnoter, burgundiske grønne trækninger med nakken og en sød opstoppernæse i sky. Det dufter … delikat.

Og uha den smager godt. Det er en vild lækker vin, blød, moden … zen. Man bliver totalt glad, når man smager denne vin, frugten er lys, moden, der er lidt hvid peber, lang og vedkommende eftersmag, som fastholder dit brede smil henover fjæset.

Det er både tysk Spätburgunder, lette og svagt grønne elementer fra Bourgogne, fadnoter, eg, røg og vild bær, lyse ribs og hindbær, en lækker cremet blidhed, forsigtig, nænsom og smuk. Det er også et bevis på, at det ikke altid er storesøsteren, som er kønnest.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2006 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2006 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandHvor går tiden hurtigt, og man synes ikke, at 2006 er ret lang tid siden, men denne 2006 Pinot Noir Present fra Weingut Solveigs har alligevel 13 år på bagen, hvilket den dog på ingen måder bærer præg af.

Næsen er voldsomt elegant, lys, feminin, aggressiv og blomsterrig. Det er vilde bær, ribs, hindbær og meget mere svævende i sine aromaer, hvilket jeg bare knuselsker. Der er også klart nogle fadnoter, som er med til at få tingene til at passe skide godt sammen. Der er røg, burgundiske grønne noter, bio kant og lidt mælkechokolade … dufter vildt godt.

Og nøj hvor den også smager godt, blid, blød, lækker og forførisk, men fortsat med den karakteristiske grønne og lette friskhed, lyse og modne bær, lidt fennikel og lakrids. Yammy.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2005 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2005 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandI 2005 nedkom næsehornet Inger i Givskud Zoo med pige på 60 kg … men det har – udover årstallet – intet at gøre med næste vin i vertikalsmagningen fra Weingut Solveigs, nemlig Heinemeyers 2005 Pinot Noir Steil.

I næsen er 2005’erne også en vin, som har et kraftigt touch af krydderier, klare fadnoter og streng, lys – med moden – frugt, jordbær, kirsebær og derudover faktisk også lidt æbler? Der lidt parfumeret, blomstret næse med grønne elementer.

Og det parfumerede, blomstrede og krydrede går også igen i smagen, som imidlertid virker mere poleret, blød og rund, men med masser af tanniner og virkelig lang eftersmag, men står efter min mening lidt svagere end 2004, men bedre end 2003.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2004 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2004 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandHvor er det vildt sådan at skulle beskrive 20 Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs i en vertikalsmagning, for der er sindssygt mange ligheder mellem vinene, men sjovt nok også mange store og tydelige forskelle. Men sådan giver terroir og årgang altså et tydeligt præg på vin i de virkelig spændende vinområder.

Denne 2004 Pinot Noir Present har virkelig mange ligheder med lillesøsteren, men jeg vil faktisk ikke sige, at den er bedre. Næsen har lidt mere karakter, lidt mere grøn end søstervinen, men byder derudover også på mere saltlakrids … fortsat sammen med ribs, hindbær, grønne elementer, æteriske olier og blomster. Umiddelbart virker den måske ikke helt så venlig som Steil.

Smagsmæssigt igen virkelig blidt med en sindssygt flot balance, masser af tanniner, hvid peber, men slet ikke så krydret som 2003’eren. Der er lyse bær, lang eftersmag og et tydelig aftryk fra egetræsfadene slår også igennem.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7