Jeres flittige vinblogger har igen været på roadtrip aka winetour og denne gang var målet det centrale Rheingau med base i Rüdesheim, den lille turist købstad ved Rhinen … alle pensionisters ynglingsrejsemål, men et fint centrum for udforskning af nogle af områdets spændende vinproducenter.
Vi havde fundet et lille hotel i udkanten af Rüdesheim … Gasthof Krancher, som udover hoteldriften skam også selv i bedste rheingauer style laver lidt vin.
Det var egentlig sjakbajs Keeper fra byggesjakket, som havde fået idéen om en tur til en tysk vinfestival, men det blev dog ikke den årlig vinfest Rüdesheimer Weinfest, men den mere beskedne Tage des Federweißen. Det var vi ligeglad med, for det gav bare endnu mere mulighed for at besøge udvalgte vinproducenter.
Tage des Federweißen er årets sidste vinfest, hvor man selvfølgelig drikker Federweißen, som er den helt nyhøstede druemost, som er godt igang med at gære. Det er en grumset og uklar most, som har nået en alkoholstyrke på omkring 3-4%. Der er stadig godt med sukker i mosten, og der er fuld gang i den boblende gæring.
Smagen kan nærmest sammenlignes med sød, mousserende vin. Det lyder jo fint, men den uskyldige drik er faktisk berygtet for at give voldsomme tømmermænd.
For tyskerne er Tage des Federweißen endnu en lejlighed til at feste, så selvfølgelig var byens centrale markedsplads centrum for et par boder med Federweißen og selvfølgelige almindelig vin fra et par små, lokale producenter, flammkuchen, carrywurst og lidt livemusik, hvor et band med en aldrende, småbuttet Elvis-klon forsøgte at få gang i både sin stive hofte og bløde knæ.
Det sene tidspunkt for denne høstfest betyder selvfølgelig, at det aldrig bliver som en vinfest om sommeren, da der bl.a. også er langt færre turister på dette tidspunkt.
For os 3 gæve winelovers var det i stedet en særkommen lejlighed til at udforske Rheingau og enkelte af områdets gode producenter. Vi har alle smagt vine fra Rheingau, men hvor godt kender vi egentligt området? Min erfaring er, at et besøg er den allerbedste måde at lære et område at kende og få det ind under huden.
Rheingau er et de mindste vinområder i Tyskland, og således væsentligt mindre end de større nabo områder Rheinhessen og Nahe mod syd. Der er samlet 3.155 hektar vinmarker i Rheingau, hvilket svarer til 3% af de samlede vinmarker i hele Tyskland. Til sammenligning er Rheinhessen mod syd hele 8 gange større.
Alligevel er det et af landets vigtigste vinområder både historisk samt kvalitets- og prestigemæssigt. Det producerer nogle af Tysklands bedste vine, som kan konkurrere med vinene fra Mosel. Således er det også primært hvidvine på Riesling, som der produceres i Rheingau … kraftfulde og elegante vine med godt lagringspotentiale. Dog er der generelt meget stor forskel på kvaliteten, så producenten betyder rigtigt meget i Rheingau.
Inden vi drog afsted havde vi lavet en liste med de producenter, som vi skulle mene hører blandt de bedste, og vi havde skam også lavet et kort, hvor de forskellige producenter var indplaceret. Hvad behøvede vi så mere … udover lidt euro på kortet og en flaske Robert Weil 2009 Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese til at tanke på bilen, hvis den skulle få motorproblemer undervejs?
Således beriget, forberedt, prepared og spændte som fjedrene på en boksmadras tilhørende en aldrende, portugisisk prostitueret. Kurs syd … og holdskift a 200 kilometer, så tager turen til Rüdesheim sgu ikke lang tid.
Og inden vi nåede hotellet havde bilen pludselig insisterende drejet hjulene ind foran den første weingut … nemlig Weingut Balthasar Ress, hvor vi fik en kongestart på vores vinøse rundtur, som samlet kom til at omfatte disse vinhuse:
Jeg vil i den kommende tid selvfølgelig bringe uddybende blogindlæg om disse besøg, hvor dog specielt besøget hos områdets rebel Weingut Chat Sauvage, der næsten udelukkende satser på bourgogneinspirerede rødvine, klart var turens vinøse højdepunkt.
Der blev vi en endda ganske overrumplende modtaget af en dansker … nemlig københavneren Gustav Laursen, der både er studerende ved universitetet i Geisenheim og samtidig arbejder deltid hos Chat Sauvage. Fantastisk fyr.
Generelt kan det klart mærkes, at området er besøgt af rigtigt mange turister. Overalt vrimler det med små vinproducenter med svingende kvalitet.
Vi forsøgte os med et par enkelte, bl.a. i en mørk hos en storsnakkede vinmager med østeuropæiske gener, men flygtede forholdsvis hurtigt. Måske skiltet med vinothek på både engelsk, kinesisk, russisk, urdu og ægyptisk burde havde advaret os, at dette måske var en af turistfælderne.
Selv hos flere af de større producenter kan turiststrømmen mærkes, for der er besøgene nærmest sat i system med moderne vinotheker, hvor man betaler for smagninger eller hvor unge ansatte alene skænker lige præcis det, som du efterspørger.
Vi besøgte således – som man jo selvfølgelig også skal – Schloss Johannisberg, hvor det vrimler med japanske og amerikanske turister, som måske kommer fra de mange tur-/hotelbåde, der ligger til ved bredden i Rüdesheim.
Der støder du kun på ren, strømlinet butik uden vinmager og skal du se kælderen, så skal du betale … hvis du kan få lov, for det sker alene på bestemte tidspunkter og med ansatte guider. Men det kan nok ikke være anderledes sådanne steder. Det kan dog ikke tages fra dem, at de laver god vin.
Schloss Johannisberg er dog også en stor del af den lange vinhistorie, som hele området emmer af. Det menes faktisk, at de første vinmarker i Rheingau er plantet ved Schloss Johannisberg i 983, hvor det var ærkebiskoppen af Mainz, som ejede store dele af området. Kirkens indflydelse har i det hele taget været stor i området, hvor også Kloster Eberbach og cisterciensermunkene kontrollerede en stor del af vinproduktionen.
Kloster Eberbach spiller faktisk en stor historie i udviklingen af vinproduktion i Tyskland. Cisterciensermunkene grundlagde tilbage i 1136 Kloster Eberbach, som i det 12. og 13. århundrede udviklede sig til at blive Europas største vinproducent med næsten 200 handelsfirmaer rundt om I Europa. De dyrkede dengang primært Pinot Noir efter inspiration fra Bourgogne og havde også medbragt denne herlige druesort fra Frankrig.
I dag er de to store klostre dog noget mindre … således har Schloss Johannisberg alene 35 hektar vinmarker og er ejet af Dr. Oetker familien, mens Kloster Eberbach aka Hessische Staatsweingüter GmbH Kloster Eberbach har 252 hektar og ejes af den hessiske stat/region.
Rüdesheim er dog også andet end vin, hvilket vi selvfølgelig også fik tid til at undersøge. Vi fik set det meste af byen, bl.a. den velbesøgte turistgade Drosselgasse … en 3 meter bred og 144 meter lang gade fyldt med restauranter, ølstuer og små souvenirbutikker.
Vi tog også svævebanen op over vinmarkerne til udsigtspunktet og mindesmærket Niederwalddenkmal … en tur, som må være et must ved et besøg i byen, selvom der selvfølgelig vrimler med turister.
Vi fik også smagt god Rheingau mad, hvor specielt sweinhaxe fik drengene i totalt godt tyrolerhumør. Sweinhaxe er simpelthen braiseret svineskank med sprød svær hele vejen rundt.
Vi smagte på vores første aften sweinhaxe på Restaurant Stadt Frankfurt i Marktstraße, hvor falken fik små wienerschnitzel-nuggets og blev lang i hovedet, da han så de store, sprøde svineskanker, som Keeper og jeg havde bestilt. Grøn af misundelse, med lang næse og savl i mundvigene måtte han høre for denne eklatante fejlbestilling en del gange den aften.
Det var også i en gårdhave på Marktstraße, at vi smagte en anden af byens specialiteter Rüdesheimer Coffee, som laves med den lokale og velkendte brændevin Asbach Uralt, der produceres i Rüdesheim.
Vores tjenerinde havde hældt godt med brændevin i kaffen, og synes derefter, at vi skulle pyntes … falken fik et Schwarzenegger forklæde på, mig en vikingehjelm med rød, sorte og gule tyskerfletninger, mens Keeper fik en troldehat på. Med schlagere og tyrolermusik var der ikke et øje tørt. Vi lader billlederne stå for sig selv.
Falken lokkede os med på bierstube Bei Haneloren i Drosselgasse, hvor man drikker tysk ølbajer af et glas, som er formet som en lille støvle. Og til stor moro for folk, så giver glasset et lille kluk med tilhørende sprøjt, hvis man ikke vender glasset rigtigt, når man drikker. Men det var vi sgu for kloge til at hoppe på, men i et øjebliks uopmærksomhed, så vendte jeg sgu glasset forkert … kluk og øl i skægget til sjakfolkets store morskab.
Sammenlagt en herlig winetour … masser af grin, vin og svin. Rheingau er et fantastisk område med fremragende vine, gæstfrie vinproducenter, den imponerende Rhine, idylliske marker og en spændende historie. Gå – som jeg gjorde lørdag morgen – en tur op I de stejle vinmarker og nyd udsigten udover byerne og Rhinen. Jeg kan absolut kun anbefale et besøg i området.
Og som der rigtigt står i et vindue overfor vores hotel; livet er for kort til dårlig vin. Amen, Ave Maria og gesundheit.
I en af Rüdesheims mange gårdhaver slog vi os ned og bestilte lidt Riesling. Vi havde ramt en gårdhave tilhørende Weinbau / Weingut Markus Störzel og vinen var en Rüdesheimer Drachenstein Riesling Kabinett.
Når vi nu er ved den gode Weingut Robert Weil, så lad os endelig kigge på den vin, som blev optanket på en rasteplads på A7 bundesautobahn. Nogle anvender Red Bull på lange køreture, men vi valgte en 2009 Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese.
Vi sluttede smagningen hos Weingut Balthasar Ress med denne lidt ældre 25-årige 1992 Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese.
RESSpekt Riesling er en af de absolutte tørre topvine hos Weingut Balthasar Ress … hvilket en etiket af jern præget med våbenskjold, navn og årstal også klart indikerer. Vinen laves i et meget begrænset oplag og alle flaskerne er nummererede.
Noch ein Alter bekannter … nemlig den altid dygtige Weingut Markus Molitor og her med en af hans entry-level Riesling’er, nemlig vinen Haus Klosterberg Riesling Feinherb.
Denne Riesling Mineralist Trocken fra Weingut H.T. Eser har jeg smagt tidligere i årgang 2012 … men dengang hed vinen imidlertid Riesling Oestricher Lenchen Trocken. Det er dog samme vin.