Tilbage i marts smagte jeg Weingut Hanewald-Schwerdts Spätburgunder i en årgang 2016 og nu har jeg den igen i glasset … blot i en nyere årgang 2017 og helt passende på en fredag, som jo altid er Spätburgunder dag i det houlbergske hjem.
Og den er såmænd samtidig 3. vin i træk – eller streg – her på Houlbergs Vinblog fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt.
Det er en almindelig Gutswein … altså en basisvin, hvor druerne kommer fra marker omkring både Leistadt og Bad Dürkheim. Vinstokkene er mellem 20-25 år gamle i står i kalkrig jord.
Vinen er vinificeret i åbne kar med maceration og gæring. Derefter er vinen lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern, altså både store og små egetræsfade, og omkring 20% af de anvendte barriques er nye.
I glasset er det – som med 2016’eren – en dejlig lys, transparent og teglfarvet Spätburgunder væske. I starten er vinen lidt lukket, så give den endelig tid i glasset. Der er masser af nelliker, kirsebær, tranebær, ribs og måske endda også nogle mørkere bær. Der er grønne urter og grønne blade, mentol, jern og ny eg.
Smagen er let, grøn og lidt urtet, men med en ren frugt. Den er i starten en smule rustik i udtrykket, men tør langsomt op på samme vis, som en sippet ung dame og siger pludselig ja. Der er kirsebær og ribs, jern, krydrede elementer, en svag bolsjesødme og kanel. Giv den godt med luft … så kravler vi som sidst lige op på 5 erotiske fredagsfingre.
Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 89 kr.