Tag-arkiv: Tyskland

2014 Weingut Balthasar Ress, Rheingauer Landwein Riesling 32, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Balthasar Ress, Rheingauer Landwein Riesling 32, Rheingau, TysklandNogle gange er Less More … og det gælder skam også for denne Rheingauer Landwein Riesling 32 fra Weingut Balthasar Ress i forhold til den forrige 42’er.

Som med 42’eren har denne Rheingauer Landwein Riesling 32 sit navn efter, at vinen er efter endt fermentering – der er sket i ståltanke – også er lagret 32 måneder sur lie – altså på bærmen – på fade eller tanke inden aftapning på flaske. Druerne skulle efter sigende også her stamme fra vinmarken Engelmannsberg i Hattenheim.

Igen kommer der først lidt petroleum- og terpentindampe op af glasset, men det er her sammen med en kalket kridtaroma, tørrede abrikoser, bagte æbler, ristede nødder, hasselnødder og atter med en animalsk, bio-bio landlighed og lidt grønne blade, grøntsagsfond, blomster og lidt røg.

I munden er syrligheden også mere markant end hos 42’eren, men atter med en lidt olieret og burgundisk fedmefornemmelse, masser af gul frugt, fersken, abrikos og endda med en saltet samt lidt stenet mineralitet … og masser af kraft i syren, der virker ret dyb og mørk, men samtidig også lidt bondsk på en ustyrlig og alligevel meget charmerende facon. 94 point.

Købt på vingården … dengang vist til 29€ … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Balthasar Ress, Rheingauer Landwein Riesling 42, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Balthasar Ress, Rheingauer Landwein Riesling 42, Rheingau, TysklandFra et fælles besøg hos Weingut Balthasar Ress tilbage i 2017 havde Keeper købt et par vine og dem serverede han nu og den første var en 2012 Rheingauer Landwein Riesling 42.

Vinhuset og besøget kan du læse mere i referatet fra besøget i mit indlæg; Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli, hvor vi smagte et udvalg af husets fine vine.

Denne 2012 Rheingauer Landwein Riesling 42 har sit navn efter, at vinen er efter endt fermentering – der er sket i store ståltanke – også er lagret 42 måneder sur lie – på bærmen – på fade inden aftapning på flaske. Druerne skulle efter sigende stamme fra vinmarken Engelmannsberg i Hattenheim.

Den er fra huset Black Label serie og er lavet første gang i 2012, hvor man forsøgte sig med at efterlade nogle nogle vine i tønderne som en slags reserve, men fortsat med bærmen … og dermed meget lang gærlagring, hvilket man var overbevist over ville harmoniserer og stabiliserer vinene på en naturlig måde.

På grund af den usædvanlige smagsprofil er den kun deklareret som en Rheingau landvin.

Duftmæssigt er det lidt en underlig – men lækker – størrelse, for der er dels den karakteristiske petroleum næse, men også en burgundisk fedme med fadlagrede noter. Det er landlig, svedig bio-bio mødding, men de tertiære noter med terpentin, diesel og benzin er sgu meget overdøvende og overskygger næsten helt frugten af kandiserede æbler samt grønne æbler … virker endda en smule parfumeret.

Smagen er kraftig, intens og maskulin … nærmest olieret og smører virkelig mund og hals med lav viskositet, kryokoncentrerede æbler og bagte æbler, lemon samt en kraftig og muskuløs syre. Det er en stor historie og ikke typisk Riesling … men det smager fandeme ret godt, så dermed 93 point.

Købt på vingården … dengang vist til 34€ … svarende til 253 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi bliver da ved Weingut Hanewald-Schwerdt, men stepper et trappetrin op med denne 2020 Leistadter Kalkofen Spätburgunder, som jeg faktisk også tidligere har smagt i en årgang 2015.

Kalkofen marken ligger lige nabo til Herzfeld og har også alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med endnu mere alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955.

Hanewald-Schwerdt er godt nok i disse år i færd med at udskifte de gamle tyske kloner af Pinot Noir på deres marker med Dijon-kloner, men de snart 70 år gamle stokke på Kalkofen bliver ikke skiftet. Det er 6 forskellige kloner, der dyrkes her,

Navnet Kalkofen er heller ikke tilfældigt, for det første er markens terrasser sydvendte og varme og for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye franske barriques.

Hvor dufter det sgu mageløst og brillant … har først denne våde, let søde animalske hestestald, hvor egepræget er dybt og virkelig meget elegant, som giver noget i stil med mahogni, teaktræ suppleret med  chokolade, kakao, vanilje, kardemomme. og lidt sød tobak. Frugten virker svulstig som kirsebærlikør, saftig og bløde kirsebær, jordbær og jordbærmarmelade, men alligevel med elegance. Dosering er her nøgleordet … alt er doseret og afmålt i helt passende portioner, så alting fungerer så fint sammen.

Sådan er smagen nærmest også … fortsat ung og rank med god spændstighed samt et ungt hjerte. Det betyder, at frugten er langt mere fremme end i duften og den er frisk med masser af kirsebær, jordbær, tranebær og ribs, masser af tanniner, som aldrig bliver for voldsomme, men giver noget tørhed sammen med peber, nelliker, lemonagtig bitterhed, lidt grafit … og så hænger smagen i munden virkelig i evigheder. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Hanewald-Schwerdt er vi ofte stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og nu crash’er jeg igen ind i en fabelagtig vin fra huset og det er denne 2019 Kalkriff Spätburgunder

Det er en Ortswein, hvor Spätburgunder druerne kommer fra de kalkstenstige marker ved Leistadt og det omfatter primært druer fra Kalkofen og Herzfelt … men blot de druer, som ikke kommer med i husets topvine.

De to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt skulle have lavet vinen med spontangæring alene med druernes egne gærceller i åbne egekar, mens vinen efter endt fermentering er lagret hele 24 måneder på egefade.

Uha … er sgu nærmest lykkelig ved første snif. Vinen har denne lidt mørke, søde kostald, masser af fadpræg med chokolade, vanilje, sød røg, mandel, karamel, kaffe, marcipan, lidt poleret mahognitræ, men frugten er lys, men alligevel med et fint bundtræk, er mest jordbær, kirsebær … meget frugtrig og rig. Shit … det dufter herligt.

Smagen er i samme fabelagtige boldgade … har sammen med en frugtrigdom også en fin syrlig, let og fint balanceret elegance, der er både feminin, afdæmpet og rund. Det er igen en lys tæthed, jordbær, kirsebær og en vinøs lykkerus, så dermed 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Winzerhof Stahl, Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend, Franken, TysklandMr. Ruby har opnået det før … sgu at fået sit navn på en vin og dermed igen slået Eddie Skoller, som engang sang, at han sgutte kunne få sit billede på forsiden af Søndags B.T. Denne gang er det på en vin fra Winzerhof Stahl i form af hans 2022 Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend.

Det skal retfærdigvis siges, at vinen formentlig er lig med den vin, som Christian Stahl tidligere har lavet under navnet White Blend, der i hvert fald også var en skøn tosomhed mellem Riesling og Scheurebe.

Riesling druerne er høstet tidligere og selve vinen blot lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved lav temperatur. Også denne gang er vinen lavet med en forholdsvis lav alkoholprocent på 11,5%.

Duftmæssigt er der paradisæbler, hyben og lemon. Virker lidt tør, men underneden er der også lidt tropisk frugt med fersken, mango, ananas og kvæde. Derudover er der en stor buket gule blomster … samt en smørret inderlighed, luftig smørret og virker endda nærmest cremet.

I munden er der totalt skrald på … virkelig en saftig, læskende drikkevenlig bællebasker af en vin. Den har rigtigt nok også denne cremede, fyldige og olieret fornemmelse, men der er med en satans dejlig syrlig nerve, hvor der er friskpresset lemon, citroner og grape virkelig bider fra sig, får dig op af stolen med pivfrisk opkvikkende og ren syre, der giver et fabelagtigt modspil til den læskende, cremede samt søde buttethed. 91 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Rudi Rüttger, St. Laurent, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Rudi Rüttger, St. Laurent, Pfalz, TysklandOmkring 40% af alle vine fra Weingut Rudi Rüttger er røde og udover Spätburgunder, så laver han også vine på Schwarzriesling, Dornfelder Cabernet Sauvignon, Merlot,  Trollinger, Blaufränkisch, Portugieser og så denne St. Laurent.

Druerne kommer fra 2 enkeltmarker omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz, nemlig fra kalkholdige Sonnenberg og den varmere Schlossberg og er høstet manuelt og bragt til vinkælderen.

Dér er gæringen sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret der i 9 måneder, dog er en andel på 20% lagret på 225 liter barriques.

Duften bærer præg af noget fad … har en tydelig fadsødme sammen med røg, tørv, noget kirsebær og brombær. Den er en lidt brovten og maskulin vin med en grov og mørk stemme, men er egentlig meget behagelig og voksen.

I munden er der en vis sødme … en sursød aroma, hvor der både er brombær, kirsebær, æblemost, lemon og virkelig saftig. Der er også en sødbitter smag, varm, lettere vamset og godt krydret. Det er en venlig, bombastisk, frugtrig og læskende bondevin. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandVi fortsætter med mer’ tysk Spätburgunder og det er også med et gensyn, nemlig til den fine Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger og nu i en årgang 2020.

Gensyn er det korrekte ord, for jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2018 og den er lavet af den unge og dygtige Rudolph Rüttger, som i dag driver vinhuset.

Druerne kommer fra marken Neuleiniger Sonnenberg og efter høsten gærer depå cementtank med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på egefade, heraf 60% nye og let ristede.

Duftmæssigt er det en kølig, rank, ung og mørk Spätburgunder, som har både noget blæk, tør engelsk lakrids, læder, salvie, violer og tørt træ. Frugten er skovbær, kirsebær, hindbær … svagt er der også lidt vanilje og chokolade … og alvorlige mineraler med løftet øjenbryn.

Smagen er også ung, frisk og spændstig og har – som 2018’eren – en maskulin råhed, hvor der både er peber og godt med en lemomagtig bitterhed, som kriller i halsen. Frugten virker i smagen lettere, mere kantet og skarpere med ribs, tranebær og umodne, lyse kirsebær, sort te, campari bitter, røg og en lille syrlig sødme. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr,

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Steitz, Fürfeld Eichelberg Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Fürfeld Eichelberg Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandJeg smagte endnu en vin fra vinmageren Christian Steitz på Weingut Steitz, nemlig en fin 2019 Fürfeld Eichelberg Spätburgunder.

Druerne til denne vin kommer fra marken Eichelberg ved den lille by Fürfeld vest for vinhuset i Stein-Bockenheim.

Marken er beliggende på en vulkansk top og rager op i 320 meters højde med undergrund  præget af porfyr-sten. Marken er kølig grundet sin højde, men i dagtimerne kan de sydvendte skråninger blive steghede.

Her producerer Weingut Steitz denne Fürfeld Eichelberg Spätburgunder fra 20 år gamle stokke. Alle druerne er efter høsten afstilket, men knuses ikke, hvorfor gæringen sker efter et nærmest semi carbonic maceration princip.

Det minder om det almindelige macération carbonique princip og metoderne er da også næsten ens, men under semi-metoden fyldes tankene ikke med CO2, men det et fortsat med gæring på hele drueklaser.

Her sker gæring helt spontant med druerne egne gærceller og trækker godt med aroma af skallerne. Efter endt gæring fyldes vinen på en blanding af 500 liters tonneau samt 225 liters barriques, både nye og gamle med lagring i 24 måneder, hvorefter den tappes uden filtrering og den årlig produktion er 2.500 flasker.

Jeg har også smagt vinen tidligere i en årgang 2017.

Sikke lækker aroma … igen med denne snert af noget farligt, vildt, vegansk, urtet og overjordisk, har duft af både plastikmaling, ribs, kirsebær, rabarber og på en eller anden måde, så virker frugten en smile moden, hvilket kombineres med skovbund, røg, nelliker, kanel, kakao, appelsinskal, mælkechokolade og vanilje.

Smagen er meget anderledes end forventet … langt mere rund, saftig, blød og frugtrig … har virkelig meget kirch, kirsebærlikør og syltede kirsebær og endda noget solbær. Den har et varmt udtryk, meget rund i frugten sammen med grove og mørke tanniner, der lige sætter sig i munden med blød forsigtighed. Syren virker klart lysere og giver vinen lidt friskhed, mineralitet, rygrad, kant, rigdom og spændstighed. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandWeingut Steitz er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Blog … og gensynsglæden er stor. Jeg smager nemlig 2 Spätburgunder vine fra Christian Steitz og starter med hans 2021 basis Gutswein Spätburgunder.

Det en vin, som Christian Steitz har lavet helt traditionelt og den er efter endt gæring vistnok lagret 12-18 måneder på store 1.200 liter Stückfass fade. Vinen er komplet tør og Steitz siger selv, at den har 0 gram restsukker pr. liter. Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2017 og 2019.

Duftmæssigt er vinen lidt varm og skal lige have tid til at åbne sig, men under det pæne, så lurer et lille oprør, for vinen har en rebelsk side med en frisk og småsyrlig frugt, der har tranebær, hindbær, ribs og sure kirsebær, syrlige bolsjer, lidt bitterhed, kamfer, gran, lemon samt en fin luftighed, røg og en mineralitet.

Smagsmæssigt er det mere en terrorist, hvor frugten har sitrende nerve med en nypresset frugt, lyse kirsebær, tranebær, rabarber, ribs og endda lemon samt citronsyre, hvilket giver denne lyse, juicy samt læskende smag. Der bliver lidt en autonom, moderne, animalsk, vild og frisk økoagtig vin, der også har lidt røg, jern, mineralitet, kalk og bare vinder … slurk for slurk. 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Knab, Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★, Baden, Tyskland

2019 Weingut Knab, Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ***, Baden, TysklandWeingut Knab ligger i Endingen i den nordlige del af Kaiserstuhl og derfra smagte vi som næste vin til et bestyrelsesmøde en 2019 Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★.

Vinhuset er vi stødt på før … sidst med deres 2016 Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** og der skrev jeg også om vinhuset.

Det gør jeg så ikke nu, men ser bare nærmere på denne vin, der er lavet med druer fra marken Engdinger Schlangeneck, som er en ny mark hos Knab og med de 3 stjerner, så er det en af topvinene. Denne årgang 2019 er således også første årgang af vinen.

Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på barriques og derefter yderligere 6 måneder på store egetræsfade.

Duften er bare spot-on … kostald, landlige og animalske noter, kølig mødding, godt med fad, flæsk, mælkechokolade, våde fade og frugt, der er let jammy med jordbær og lyse blommer. Det suppleres med lidt vanilje, kaffe og lakridskonfekt. Så dejlig og klassisk Baden karakter.

I munden er vinen også lys, rund, let og alligevel med bid. Frugten er ren, klar og med dette luftige udtryk … jordbær, hindbær, mens selv tanninerne er rene, polerede og fine, mens syren er væver, elegang samt så forfærdelig dejlig. 94 point.

Flere forhandlere herhjemme, men denne er købt på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7