Tag-arkiv: 5½

2022 Emmanuel Fellot, Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2022 Emmanuel Fellot, Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigDet er kun dage siden, at jeg smagte en fin 2020 Brouilly Rossignol beaujolaisvin fra  Emmanuel Fellot, men nu smager jeg atter en vin fra ham og det er denne 2022 Bourgogne Blanc.

Vinen er fortsat lavet på druer fra Beaujolais i den sydlige del af Bourgogne og her kommer druerne fra en række marker i Pierres Dorées, som drives økologisk AB certificeret.

Nadège og Emmanuel Fellot laver flere hvidvine, bl.a. et par Beaujolais Blanc vine og denne Bourgogne Blanc, som er vinificeres med gæring i ståltanke og efter endt fermentering lagret 6 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt er det igen umiskendelig Chardonnay … men selvom det nu faktisk er burgundisk, så er fadpræget mindre end hos forrige Limoux, selvom den virker til fortsat at have lidt smørfedme, vanilje, lidt lakridskattepoter samt en frugt, der mest er lyse blommer, pære, mirabeller og fersken suppleret med en smule sød røg.

Hvor smager den godt godt … her breder frugten sig rundt i munden, cremet, selvsikker, blød og næsten mundsmeltende. Vinen har lidt et ekstra gear ret smagsmæssigt … lækkerier med hvid, rund frugt, mild og elegant med vanilje, mandler, dåsepærer og blød fersken. Alt er så velfriseret, vandkæmmet og ordentligt … 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigFor et års tid siden – take and give a little – smagte jeg første gang denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude og nu smager jeg den igen … blot et år nyere i årgang 2022.

Bégude ligger lidt nordvest for Cépie ved foden af Pyrenæerne i appellationen Limoux. Det har været under samme families eje siden 2003, da James og Catherine Kinglake flyttede dertil for at opfylde deres livslange drøm.

De har samlet 25 hektar vinmarker, der drives 100% certificeret økologisk og alle vinene laves af vinmageren Laurent Girault, som har stor erfaring fra mange steder i Frankrig, men også fra Rippon Vineyard i Central Otago på New Zealand.

Denne Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på beskedne 28 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids egefade alene med druerne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden de så aftappes på flaske.

Virkelig dejlig aromo og umiskendelig fadlagret Chardonnay, hvor fadnoterne dog slet ikke er svulstige eller dominerende, men sætter et fint aftryk med toast, nødder, vanilje, blødt smør samt lidt kridtet mineralitet. Det kommer oveni en frugt, der mest er honningmelon, kvæde, æbler og pærer … meget let, luftig og pænt elegant.

Smagsmæssigt må jeg bare gentage mig selv fra 2021’eren … hvor smager den altså bare pokkers godt. Jeg får omgående en elegant burgundisk reference, bred, cremet, fyldig og smørlækker med et anelse røg, fersken, modne æbler og umodne pærer, grillet lemon samt syltede citroner samt en lille ananassødme … igen balanceret helt perfekt og hænger så lang tid i munden. Imponerende og 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienPicaro del Àguila fra Dominio del Àguila er en god og gammel kending her på vinbloggen, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 og 2020 … men her er det altså 2021’eren.

Picaro del Àguila er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duften er vild … nærmest en blanding af mørk, gæret frugt og en polynesisk vaniljestang. Der er som altid skrald på med en mælket aroma suppleret med våde fade, sorte oliven, sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver og mælkechokolade. Det er sgu en vild lille bandit.

Hvor er det cremet, blødt og smelter næsten i munden .,.. som sidst både opulent, ødsel samt overdådig. Den har en godmodig, tonstung, vægtig og mørk frugt med stor massefylde. Det er sorte kirsebær og solbær, mens fadpræget også er eksplosivt og ret massivt med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed og stramme taninner,  som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Emmanuel Fellot, Brouilly Rossignol, Bourgogne, Frankrig

2020 Emmanuel Fellot, Brouilly Rossignol, Bourgogne, FrankrigNadège og Emmanuel Fellot har siden 1991 lavet vin på det gamle Châteaux de Pierre Filant, som familien har ejet siden 1829 og her smager jeg deres 2020 Brouilly Rossignol.

Den gamle ejendom beliggende i Rivolet omkring 40-50 kilometer nord for Lyon, har været i familien Fellots eje siden 1829. Den gamle ejendom er bygget på en bjergskråning, mellem vinmarker, enge og skove. Lige siden overtagelse har Châteaux de Pierre Filant været en blomstrende familiearv for Fellot familien med landbrug, dyrkning og fremstilling af vin.

I 1991 overtog 6. generation i form af Emmanuel – kaldet Manu – godset efter sin far og begyndte at lave sin egen vin. På hans marker er vinstokkene plantet mellem 1927 og 1948 af hans bedstefar og far … og vinstokkene er udelukkende på gamle grundstammer af Gamay og Chardonnay … samt en lille smule Viognier.

Samlet har Manu 12 hektar vinmarker fra Rivolet til Colline de Brouilly, herunder nyere købte vinmarker i Brouilly med tussegamle vinstokke. Alt drives 100% økologisk, men udover vinproduktionen, så har man også fastholdt opdræt af køer samt en mangfoldighed af afgrøder, der fremmer biodiversiteten.

Vinificeringen af vinene sker meget traditionelt med macération carbonique over 6-20 dage i cementkar, mens lagringen typisk sker i  cementtanke, træfade eller burgundiske barriques. Nogle udvalgte cuvéer lagrer oftest på fade i 12 måneder og det sker selvfølgelig i ejendommens gamle hvælvede kælder.

Denne 2020 Brouilly Rossignol er lavet med druer for nogle af husets nyligt tilkøbte marker med gamle vinstokke, der vokser i en sandet jord. På marken har en nattergal i øvrigt slået sig ned.

Vinen er lavet som beskrevet ovenfor … altså med gæring via macération carbonique, men jeg kan ikke se nogle steder, om vinen er lagret i cementtanke eller egefade … hælder dog til det sidste, men vi må se, om det kan smages.

Nøj hvor det stinker landligt og bondsk … helt som en Beaujolais skal gøre, så på den måde skuffer første snif bestemt ikke. Den virker sgu ret frugtagtig med lyse kirsebær, kirsch, ribs, brombær, snert af lidt banan, blæk, nytårskrudt samt små søde noter, der bestemt virker som fadaftryk med en snert vanilje.

Smagen er blød, rund, saftig og læskende … virker meget rolig og overbevisende. Frugten brister nærmest af saftighed med kirsebær, tranebær, masser af ribs og måske endda lidt knuste hindbær. Vinen har en let camparibitter syre samt nogle tanniner, der lige markerer, men ellers er lyse og saftige … med et lille syrlig bid, hvor man også fornemmer lidt peber. 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, Italien

2020 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, ItalienNår tunge, mundhule, svælg og sjæl lige har ventet sig til god Nebbiolo, så napper vi da bare endnu en Piero Bussi vin og det blev denne 2020 Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna.

Både med den forrige 2021 Autumnalis samt denne 2020 Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, så er der nu på etiketten skrevet Nebbiolo i stedet for Rosso som i tidligere årgange, Det giver god mening, for jeg tænker, at Nebbiolo lyder mere tiltrækkende end blot en Rosso, der jo normalt ikke siger så meget om indholdet.

Som med Autumnalis kommer Nebbiolo druerne fra området Calosso i 350 meters højde, men her altså udelukkende fra marken Bricco Castagna.

Ellers er vinen lavet som Autumnalis med traditionel gæring og maceration i store betontanke. Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques.

I glasset virker vinen mørkere end lillesøsteren Autumnalis og ellers er proppen også klart i en finere og mere lækker kork. Når du dufter til vinen er der også stor forskel, for  nu er der virkelig skruet op for fadnoterne og virker samtidig betydelig mørkere og er således ingen fin, let og stringent Nebbiolo. Det skal du dog ikke lade dig snyde af, for der kommer fortsat  læder, violer, roser, noget grøntsagsfond og så ellers en frugt af mørke kirsebær, blomme, tranebær og hindbær, nogle våde fade, chokolade, sød tobak, finsk lakrids og vanilje.

Hvor smager den godt … WAUW … nærmest en Nebbiolo med turboen sat til, steroider i kroppen, et fedtlag til at dække sixpacken på maven og et bredt smil. Det gør også smagen federe, ret smooth og cremet, hvor frugten er kirsebær, brombær og endda lidt figner, men tanninerne er fortsat vildt tørre og markante, selvom fadene tør vinen op og giver denne fyldige og flotte balance. Det er på rigtigt mange måder en stor vin, så dermed 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 119 kr. Det er faktisk alt for billigt, men lad vær’ at sige det til Italux.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Pierre Richard, Poulsard, Jura, Frankrig

2020 Domaine Pierre Richard, Poulsard, Jura, FrankrigVi skulle også smage de røde vine fra Domaine Pierre Richard og startede med denne lyse og legesyge Poulsard.

Poulsard er en rød, fransk druesort, der specielt findes i Arbois i det nordlige Jura, hvor den bruges til at fremstille både hvide, rosé, røde og mousserende vine.

Poulsard har et tyndt skind. hvorfor rødvine på druen har en nærmest bleg farve … så meget, at de ofte forveksles med rosévine, men derudover har den en sart duft af parfume, et ganske fint indhold af syre, mens tanninerne er få.

Denne 2020 Poulsard fra Domaine Pierre Richard er lavet med druer fra 30 til 40 år gamle vinstokke fra marker med ler og mergel, hvor druerne er høstet manuelt. Vinificeringen er sket udelukkende på ståltanke … både gæringen over en uge og lagringen i ståltanke over 12 måneder.

I glasset er vinen ganske lys og nærmest Pinot Noir transparent, dufter virkelig blomstret med masser af lette og lyse bær, jordbær, lyse kirsebær … virkelig frisk og har også noget blæk, grafit samt en smule krudt.

Smagen er så fin, let og læskende … saftevand for voksne, har godt med jordbærsaftevand, jordbæris og tranebærjuice, har let sødme, lang, lys samt frugtrig eftersmag … det smager sgu godt og det er absolut en vin, som jeg er helt pjattet med. 93 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, ItalienBattlens sidste vin blev noget så anderledes som en Merlot fra appellationen Colli Orientali del Friuli i Friuli-Venezia Giulia i det nordøstlige Italien og denne fra et vinhus, der hedder Le Due Terre, der jo betyder de to lande.

Hos Vingutterne gættede vi dog landet, men ikke at der var tale om en Merlot baseret vin.

Azienda Agricola Le Due Terre er der ikke mange oplysninger om, men vinhuset ligger ret tæt ved Prepotto ikke langt fra grænsen til Slovenien, men det er nu ikke derfor, at  vinhuset har kaldt sig for Le Due Terre.

Navnet er i stedet et hyldest til terrioret i dette område på Friulis østlige bakker og det er karakteriseret ved to typer jord, som er ler og mergel … også lokalt kendt som ponca … en slags muddersten, der har tendens til gradvist at smuldre i flager eller små stykker.

Azienda Agricola Le Due Terre er grundlagt i 1984 af parret Silvana Forte og Flavio Basilicata, der efter lang erfaring i andre vinhuse så købte et bondehus med 4 hektar vinmarker og begyndte at lave vin og efterleve deres drøm. Vinhuset har ingen hjemmeside, men på deres Facebook side kan man dog finde lidt informationer.

Alt på Le Due Terre drives efter økologiske principper i samspil med naturen og brug af pesticider og kemikalier er forbudt. I vinkælderen sker vinificeringen også efter en ikke-teknologis og traditionel stil alene med brug af naturlige gærceller.

Sådan er denne 2014 Merlot også lavet … altså alene med spontan gæring med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder i barriques.

Duftmæssigt er det en moden vin … har en smule portvinsnoter, fed, fyldig og frugten er mest sorte kirsebær og blommer. Der er lakrids, sød finsk lakrids, kakaopulver, nelliker, sød pibetobak samt nogle søde og nærmest mellemøstlige krydderier.

I munden er vinen også fyldig, saftig, varm og krydret, men samtidig har den mange og vildt tørre tanniner. Den er meget koncentreret og tæt i strukturen med denne modne smag, hvor der også kommer en vis skarp syrlighed frem. Det er en vin, der virkelig kalder på noget mad … 93 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men er set til 37€ i Italien, hvilket svarer til 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Penfolds, Bin 407 Cabernet Sauvignon, South Australia, Australien

2013 Penfolds, Bin 407 Cabernet Sauvignon, South Australia, AustralienBrix havde taget denne 2013 Bin 407 Cabernet Sauvignon fra det legendariske vinhus Penfolds med … en lillesøster til kultvinen Bin 707 Cabernet Sauvignon, der af mange regnes som søster til Grange.

Penfolds er i dag er et af Australiens største og mest kendte vinhuse og fremstiller ikke mindre end 1,4 mio. kasser vin om året. Det blev grundlagt af Christopher Penfolds i 1844, da han – efter at være emigreret til Australien – opslog sin lægepraksis i Adelaide i Sydaustralien.

Christopher Penfolds var en varm fortaler for vinens helbredende virkning og startede derfor – som så mange andre australske læger – en hjemmeproduktion af hedvin, der blev ordineret som medicin i hans praksis.

Vinproduktionen voksede sig efterhånden større end hans lægepraksis, og til sidst blev det til et regulært vineri med fokus på produktionen af brandy og hedvine, der trods det varme klima var yderst populære på daværende tidspunkt i Australien.

Penfolds vineriet forblev succesfyldt i familiens eje og efterhånden som hjemmemarkedet i 1940’erne og 1950’erne begyndte at efterspørge bordvine frem for hedvine, så omlagde man langsomt produktionen til den nye trend.

Penfolds ansvarlige vinmager Max Schubert blev sendt på en studietur til Bordeaux, hvor han via sine besøg på slottene blev inspireret til at tage de franske teknikker med sig hjem for at implementere dem i det daglige arbejde hos Penfolds.

Dette skulle vise sig at lede til skabelsen af Grange – den mest præmierede rødvin i australsk vinhistorie.

Men som ved alle gode eventyr skulle man grueligt meget igennem før den endelige succes: Vinen blev i første omgang latterliggjort af omverden, så ledelsen forbød i 1957 Max at fremstille vinen, der blev anset for useriøs. Der skulle gå hele 10 år efter lanceringen, før Grange officielt var tilbage i Penfolds sortiment og blev anerkendt som det mesterværk, det reelt var.

Udviklingen af Penfolds Bin-serien startede på samme tid, som Max blev bedt om at stoppe produktionen af Grange. Max benyttede lige fra starten mange af de samme teknikker fra Grange produktionen til Bin vinene, som fx gæring på åbne fade og efterfølgende lagring  12 måneder på delvist nye amerikanske egetræsfade.

Denne Penfolds Bin 407 blev først udgiver i 1993 og dengang var det i en årgang 1990. Den blev først lavet fordi, at der var faktisk var alt for frugt til Bin 707, så derfor blev de bedste druer anvendt til 707’eren og resten til 407’eren … der dog fortsat var inspireret af den ældre søster.

Bin 407 er måske knap så tæt som Bin 707, men til gengæld udvikler den sig også hurtigere og er derfor drikkeklar relativt hurtigt, men har samtidig tanniner nok til 10–12 års lagring.

I denne årgang 2013 kommer Cabernet Sauvignon druerne fra marker i både McLaren Vale, Padthaway, Coonawarra, Wrattonbully samt Barossa Valley. Gæringen er sket på åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i 26% nye franske hogsheads og resten i amerikanske hogsheads, hvoraf 12% er nye og resten brugte.

Hogsheads er lidt større end barriques … typisk omkring 79 gallons, hvilket lige er knap 300 liter. Men de findes faktisk i flere størrelser, men det er altså hovedreglen.

Duftmæssigt er der en fed, lidt flomme og poleret vin med virkelig stor dybde og endda en smule landlig eller animalsk. Der er sød finsk lakrids, mørk chokolade, våd tobak, blyanter, egetræ, frugt af solbær, hindbær, morbær, brombær og blommer og endda ganske modent. Der kommer også – som tit i australske vine – en smule mynte og eukalyptus samt laurbærblade.

Det smager også af en mørk, tung, cremet og blød frugt, der er anført af solbær, blommer og hindbær, noget skovbund, cedertræ, fyldige tanniner og samlet set fed, selvsikker og fuld af frugt med en lækker modenhed med et lille marmeladeagtigt skær. 93 point.

Forhandles flere steder, bl.a. kan en årgang 2018 fås i Meny til en pris på 525,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Ministry of Clouds, Grenache, McLaren Vale, Australien

2022 Ministry of Clouds, Grenache, McLaren Vale, AustralienGert havde taget en flot Grenache vin med fra  Bernice Ong og Julian Forwood fra deres australske vinhus Ministry of Clouds, som jeg forleden også smagte en møglækker 2021 Grenache Carignan fra.

I min anmeldelse af den vin skrev jeg også om vinhuset, så denne gang koncentrerer jeg mig bare om denne 2022 Grenache, der er lavet på druer fra mere end 80 år gamle vinstokke, der er plantet som små selvstændige buske.

Det giver utrolig koncentrerede druer, der rammer det perfekte skæringspunkt mellem modenhed og friskhed – nærmest som high-end Pinot Noir.

Druerne kommer fra 3 parceller på Blewit Spings Vineyard og der er vinstokkene plantet i 1930, 1939 og 1940. De står for 82% og resten kommer fra Smart Vineyard i Clarendon, hvor stokkene er plantet i 1920.

Druerne høstes manuelt over fem runder fordelt på tre uger. Efter indhøstning fermenteres vinen spontant alene med druernes egne gærceller i 8 forskellige beholdere, hvoraf nogle har hele klase og andre kun afstilkede druer. Efter endt fermentering samles vinen, som så lagres 6 måneder i store gamle fade sur lie.

Fra glasset strømmer en overraskende let og blomstret aroma, virkelig sart, fin, let og feminin med lidt mento, gazebind, tørrede blomster samt frugt af lyse kirsebær og jordbær … alt med en vis rustik kant, som måske kunne minde om noget Gamay … virker nærmest saftig i udtrykket.

I munden er vinen virkelig også læskende, har frugtagtig lethed med vingummi, lakrids og en lys frugt med hindbær, jordbær samt en frisk syre, der tilmed endda virker ubekymret og let. Det er en vin, som er virkelig svær at gætte, men smager alarmerende fremragende, så dermed 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Ramey Wine Cellars, Rodgers Creek Vineyard Syrah, Californien, USA

2015 Ramey Wine Cellars, Rodgers Creek Vineyard Syrah, Californien, USAByggesjakkets stand-in Martin havde taget en 2015 Rodgers Creek Vineyard Syrah med fra Ramey Wine Cellars.

Vinhuset ligger central ved torvet i byen Healdsburg i Napa Valley i det solrige Californien. Vinhuset er grundlagt i 1996 af David Ramey samt hans hustru Carla.

David havde gennem 2 årtier arbejdet for en lang række af de kendte vinerier, men havde altid haft drømmen om sit eget vinhus.

Efter sin uddannelse til ønolog fra det anerkendte U.C. Davis i 1979 startede David som kælderassistent hos ingen ringere end Mouiex på Château Petrus. Næste stop på hans rejse blev så Lindemans i Australien, hvor David fik en større indsigt i aftapning og distribuering af bulkvin.

Siden kom spændende ophold hos blandt andet vinhuset Simi, hvor David efter en tid blev assisterende vinmager. Herefter overtog han posten som vinmager hos Mantanzas Creek. Det var dog et job hos Chalk Hill Winery, der for alvor fik sat karrieren på kurs, hvilket så resulterede i ansættelse på Dominus … som direktør og vinmager.

Men i 1996 tog David springet og lancerede i sit eget navn den første vin, en Ramey Hyde Vineyard Chardonnay, som der kun blev lavet 260 kasser af.

Og siden er vinhuset bare vokset og i dag producerer Ramey omkring 18.000 kasser fordelt på rød- og hvidvin, alle lavet på kontraktopkøbte druer fra udvalgte vinavlere i Napa Valley og Sonoma County.

Ramey er tilhænger af terroir og ønsker sine vine afspejler forskelle i terroir. Derfor behandler Ramey sine 6 forskellige Chardonnay vine efter nøjagtig samme forskrifter, såvel i vinmarken som i vineriet.

Fællesnævneren for Rameys Chardonnay vine er, at alle druerne dyrkes økologisk, og der gæres på træfade med ganske let omrøring. Herudover anvendes udelukkende naturlige gærceller, og vinene gennemgår alle den malolaktiske gæring for tilsidst at ligge 12 måneder på træfade og 4 måneder på flaske uden filtrering.

Denne 2015 Rodgers Creek Vineyard Syrah er lavet med druer fra marken Rodgers Creek Vineyard ved Petaluma Gap i Sonoma Coast og der har vinhuset deres stokke af Syrah Clone 877 sammen med 3 rækker Viognier. Vinen her er da også lavet på 92% Syrah og 8% Viognier, som man høster sammen og vinificerer sammen.

Rodgers Creek er den ene af Rameys 2 Syrah enkeltmarksvine og vinstokkene på marken er plantet i 2002. Marken er sydvestvendt i 800 meters højde og er under indflydelse af det nærtliggende Stillehav, hvilket fremhæver Syrahs kendetegn yderligere

Der er i vinificeringen anvendt 25% hele klaser, mens gæring er sket alene med druernes naturlige gærceller og den er efterfulgt af en malolaktisk gæring inden lagring i 25 måneder på nye franske egefade inden aftapning på flaske i februar 2017.

I næsen er det en mørk vin … har noget flæsk, baconfedt, engelsk lakrids og sgu også noget lakridskonfekt, koks, tørv, røg og peber suppleret med en smule blomster, lavendel, mens frugten mest er blommer, brombærmarmelade og blåbær … kan måske minde en smule om noget fra det nordlige Rhône.

Smagsmæssigt kommer der dog lidt amerikanersødme frem … har kraft, fedme og en pebret, skarp smag sammen med noget sødme og nogle brændte noter, tør engelsk og sød finsk lakrids, søde tanniner, sød tak og alt kommer så cremet og velouragtigt. 93 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7