Cave de l’Abbé Rous ligger ude på en vinmark i den sydligste del af Frankrig ved den maleriske og lille havneby Banyuls-sur-Mer hvor de høje Pyrenæer møder Middelhavet. De laver bl.a. ret lækker dessertvin, som fx denne Baillaury Banyuls Grand Cru.
Cave de l’Abbé Rous er en underafdeling af kooperativet Terres des Templiers, der selv er en del af det store Groupement Interproducteurs du Cru Banyuls – kaldet CICB – der er en samling af 5 kooperativer, der laver og markedsfører vine fra Banyuls og Collioure.
CICB blev grundlagt i 1950 og har samlet 753 medlemmer af vinavlere, hvoraf halvdelen er deltids- eller weekendlandmænd. Samlet har de næsten 700 hektar vinmarker, fordelt på over 750 separate parceller og repræsenterer tilsammen mellem 70%-75% af den samlede Banyuls produktion og mere end halvdelen af den årlige høst af til Collioure vinene.
CICB etablerede Cave de l’Abbe Rous som en lille underafdeling for at satse mere på kvalitetsvine til eksport og opkaldte projektet efter præsten Francois Rous, som gik ind i vinhandelen for at skaffe penge til udvidelsen af sin kirke og var betydeligt involveret i udviklingen af vinene fra Banyuls og Collioure.
Imidlertid havde Cave de l’Abbe Rous projektet ringe succes, så i 2018 indgik CICB en aftale med Jean-Marc og Eliane Lafage, en af de mest dynamiske producenter i Roussillon, om at bistå med både produktion, markedsføring og den indenlandske og internationalt salg af alle vine fra Abbe Rous divisionen.
Og Jean-Marc Lafage kender vi allerede her på vinbloggen, for han har jo også gang i projektet Château Saint-Roch sammen med den amerikanske vinimportør Eric Solomon. Derudover kontrollerer han også omkring 350 hektar vinmarker på7 forskellige steder i Roussillon.
Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og Lafage familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes.
Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.
Denne 2008 Baillaury Banyuls Grand Cru er dog fra før den tid og er en sød vin lavet på 75% Grenache 25% Grenache Gris fra vinstokke, der vokser på små skiferterrasser på stejle skråninger. Druer høstes, presses og gæres. Maceration på 18 dage og herefter lagring i 8 år i egetræsfade.
I glasset fremstår Baillaury Banyuls Grand Cru lettere rødbrun, mahogni eller kobberfarvet, mens der op af selvsamme glas svæver en sødlig, sukkerlækker og intens aroma af søde brunkager, nødder, honning og lækkermoden portvinsagtig frugt, dadler, figner, svesker, søde Amarena kirsebær og røde cocktailbær fra Dr. Oetker samt en anelse blomsterhonning, nougat, karamel, appelsinskal og kakao. Uha, min søde tand bliver vist her forkælet.
Hvor smager det godt … og sødt. Det er sød og moden frugt, igen kirsebær, svesker og figner, søde krydderier, sød tobak, nougat og karamel og alt på sød nektarniveau. Det er fyldig, fed og fløjlsagtig dessertvæske, som omgående smelter mit hjerte. Rigtig mums og dermed 93 søde point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.