Næste vin er også en gammel kending og har altid været et vildt godt køb, for det er nemlig den næsten ikoniske og populære Picaro del Àguila fra vinhuset Dominio del Àguila.
Som med forrige vin, så er det også en vin, som jeg har smagt i de to foregående årgange 2018 og 2019 og hver gang været ganske imponeret af. Jeg elsker nu også bare vinene fra Ribera del Duero området.
Picaro del Àguila er lavet på Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde med en kalkholdig undergrund.
Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 11 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.
Næsen er landlig og animalsk … virkelig skrald på, har mælkede noter, våde fade, sort og sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver, mælkechokolade, blomster, skolekridt … hvor dufter vinen dog bare freaking f….. godt. Det bliver aldrig helt for tungt, for vinen har også en tør og balsamisk syre.
I munden minder vinen om 2019’eren … opulent, ødsel samt overdådig. Den nærmest smelter i munden, virkelig cremet, fyldig med en stilfærdig godmodig, tonstung og mørk frugt samt et tydeligt fagpræg med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed, som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. Hvor er det bare en vild lækker vin og atter lader jeg med rive med, så dermed ligger jeg som sidst lige mellem 5,5 og 6 tomler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 239,95 kr.