Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2009 Cave Vinicole de Hunawihr, Pinot Noir 8, Alsace, Frankrig

2009 Cave Vinicole de Hunawihr, Pinot Noir 8, Alsace, FrankrigOgså lidt vin at skrive om i denne uge. Vi starter med lidt vine fra et bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh. Her var første vin denne Pinot Noir fra Cave Vinicole de Hunawihr i Alsace.

Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, og de første vine blev fremstillet i 1955. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stk. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, de plejede. For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe en cave coopérative (andels-vinbrug), så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden. Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring. Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.

Nå, men denne Pinot Noir har navnet “8”. De skyldes, at druerne til vinen kommer fra 8 forskellige parceller ejet af 8 forskellige vinbønder i Alsace. Druerne til vinen er afstilkede og efterlades derefter i kar i 10 til 12 dage. Vinmageren på kooperativet hedder Nicolas Garde, og han har valgt at give denne vin barriques, og det klæder bestemt vinen.

Duften afslører med det samme, at der er tale om en Pinot Noir. Jeg har noter af grønne noter, hindbær og lagkage. Smagsmæssigt ikke så meget sødme, men grønne tanniner, ribs, lyserøde bær, og i det hele taget meget frugtrig og ren. Dejlig vin. Jeg gættede i øvrigt både drue og land.

Købt hos Cave Vinicole de Hunawihr, hvor prisen er 11,70 €

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2009 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin fortsat en Pinot Noir, men vi er nu rykket til Baden i Tyskland. I byen Oberrotweil i Kaiserstuhl finder vi Weingut Salwey.

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr.

I løbet af 60’erne og 70’erne omlægger Benno og sønnen Wolf-Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf-Dietrich Salwey er meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år køber han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg. I 1985 overtager Wolf-Dietrich også faderen gård 100%, og er siden udvidet og udgør i dag 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarkern er “Erste Lagen”, og det er markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf-Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad kone og mor hjælper dog også i driften, mens det står hen i det uvisse, om hunden Pino også er indblandet i vinfremstillingen.

Vinen her kommer fra Käsleberg, men der er dog ikke tale om en GG vin, men alene en vin fra husets basis-serie, Gutsweine. Duftmæssigt er det typisk tysk Spätburgunder, da den sødmefulde Pino kostald er meget dominerende.

Smagsmæssigt er der masser af lyse skovbær, og vinen er meget drikkevenlig … måske en anelse vandet eller tynd, og eftersmagen også lidt beskeden. Tanniner er heller ikke så tydelige, og det kunne der måske godt strammes bare en anelse op på. Elsker dog duften så meget … hmmmmmmmmmmm.

Fået som gave, men er købt i Randers Vinhus. Prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Winegrowers of Ara, Pinot Noir Composite, Marlborough, New Zealand

2008 Winegrowers of Ara, Pinot Noir Composite, Marlborough, New ZealandGæster lørdag … første vin blev denne Pinot Noir Composite, som kommer fra Marlborough i New Zealand.

Vinhuset hedder Winegrowers of Ara og består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper. Ara ligger i det berømte Marlborough-område, og huset har i dag ikke mindre end 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand.

Jordbunden består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Efter høst afstilkes druerne,  hvorefter de overføres til ståltanke uden at blive kværnet eller presset. Her ligger de ved 8 grader i 5- 7 dage, før temperaturen hæves til 28 grader, og gæringen sættes i gang med skallerne.

Den alkoholiske gæring efterfølges af en malolaktisk gæring, der ligeledes finder sted på tankene, hvorefter en del af vinen lægges på delvist nye egetræsfade i seks måneder, inden den endelige blanding foretages, og vinen filtreres og tappes på flaske.

Vinen har klart Pinot Noir duft, der er lidt stald, men også lidt blæk/blyant og en gang fed sødme i næsen samt en smule eg. Vinen er meget drikkenem, easygoing vil man sikkert sige. Der også kirsebær, og generelt lidt let i det. Eftersmagen er ikke voldsom lang.

Købt hos Vinspecialisten til 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2009 Waipara Springs Winery, Premo Pinot Noir, Waipara, New Zealand

2009 Waipara Springs Winery, Premo Pinot Noir, Waipara, New ZealandMed næste vin tog vi et kæmpe spring … både omkring land og omkring drue. Vi er her i New Zealand med en Pinot Noir fra Waipara Springs Winery, et vinhus jeg tidligere har skrevet om i anmeldelse af deres 2009 Waipara Springs Winery, Riesling. Jeg skal derfor heller ikke gentage mig selv og skrive en masse om vinhuset.

Vinen her kommer fra husets 2. serie, Premo, dvs. lige et niveau over den almindelige basisserie Waipara Springs Pinot Noir. Druerne kommer fra forskellige vinmarker i Waipara. Vinen har 100% været lagret på egetræsfade, heraf 20% nye.

I glasset lys teglrød. Duftmæssigt er der bestemt Pinot duft med lidt kirsebær, sødme, stald, eg og lys frugt. Smagsmæssigt imidlertid en skuffelse, men det skal selvfølgelig med i betragtningen, at vinen er smagt lige efter en fed oversøisk Malbec. Jeg fandt meget syrlighed, ingen balance og vinen virkede nærmest lukket og utilgængelig. Bestemt slet ikke min smag.

Købt hos Glud Vin til 159 kr.

Vinanmeldelse 2/7  

2010 Bodega Marichal, Pinot Noir/Tannat, Etchevarria, Uruguay

2010 Bodega Marichal, Pinot Noir/Tannat, Etchevarria, UruguayMed næste vin røg vi igen til Sydamerika, denne gang Uruguay, hvor vi finder Bodegas Marichal.

Vinhuset går helt tilbage til 1938, men historien starter egentlig i 1916, hvor Isabelino Marichal, en efterkommer af indvandrere fra De Kanariske Øer, slog sig ned i Etcheverría, Canelones, Uruguay, og begyndte at dyrke de første vinmarker med Tannat druen. Efter at have giftet sig med Filomena Juana Lugano, blev fire børn født: Lorenza, Francisco, Ezequiel og Juan Máximo.

I 1938 startede de en lille vingård med underjordiske tanke i en hule for at opnå de bedste betingelser for vinfremstilling. Siden da har Marichal familien kæmpede for at opnå den højeste kvalitet i fremstilling, lagring og aftapning af deres vine.

I 1948 giftede Juan Máximo sig med María Teresa Gallo Tonelli, til daglig kaldet “Teresita”, og hun ville hjælpe sin mand med vingårdens drift. Ikke alene delte hun det daglige arbejde med de ansatte på vingården, hun sørgede også for at lave morgenmad, frokost, te og aftensmad til alle mand.

Snart havde de tre børn: Juan Carlos, Reina og Susana. Eftersom deres familie blev større, øgede Juan Máximo også antallet af vinmarker i sin søgen efter en bedre tilpasning af vinstokke til de forskellige jorder og dermed en forbedring af produktionen.

I 1975 blev Juan Carlos gift med Lidia Santos, der også tilhørte en familie af vinavlere. I dag er det deres to sønner Juan Andrés og Alejandro, altså 4. generation af Marichals, som driver vingården og den 50 hektar vinmarker.

Her har vi så en vin fra denne historiske vingård i Uruguay. Vinen er lavet på 70% Pinot Noir samt 30% Tannat. Tannat er lidt en sjov drue, den kommer oprindelog fra Frankrig, men dyrkes også i fx Argentina og Uruguay.

Når Tannat dyrkes i Sydfrankrig, giver den vine med et meget højt tanninindhold. Farven er dyb og tanninerne kan delvist tæmmes ved fadlagring. Druen benyttes ofte sammen med Cabernet Sauvignon, men her altså sammen med Pinot Noir. Det har jeg alligevel aldrig set eller smagt før.

I glasset kan det ikke ses, at der er tale om en Pinot Noir. Duften er meget syrlig, næsten som grønne stilke, ikke megen Pinot duft her. Smagen også i den sure afdeling, lidt sur mås-agtigt, og bestemt ikke særligt indbydende. For pokker, hvor er det dog en skam at komme den tanninskarpe Tannat drue i en Pinor Noir, og resultatet er også ganske forfærdelig. Ihhhhhh altså, det er en om’er.

Købt hos Glud Vin til 119 kr.

Vinanmeldelse 1/7 

2008 Lucas & Lewellen Vineyards, Pinot Noir, Californien, USA

2008 Lucas & Lewellen Vineyards, Pinot Noir, Californien, USAFredagsvinen denne uge blev en amerikansk Pinot Noir. Vi er hos Lucas & Lewellen Vineyards, som er en lille førsteklasses vingård beliggende i det smukke Santa Barbara County, Californien. Louis Lucas har produceret vin i 35 år. I 1996 sluttede han sig sammen med Royce Lewellen, en mangeårige ven og pensioneret dommer, og siden har de produceret deres karakteristiske vine.

Royce Lewellen mødte første gang Louis Lucas kort efter han flyttede fra Solvang til Santa Maria i 1975. På det tidspunkt dyrkede Louis allerede druer i Santa Maria Valley og solgte dem primært til vingårde i Napa og Sonoma, hvor vine – fremstillet af hans druer – vandt stor hæder.

De blev straks gode venner, og Royce Lewellen var da også den dommer, der udførte ceremonien, da Louis og Jill blev gift. Fra starten i 1996 havde vinhuset alene to vinmarker, nemlig Lucas Brothers Los Alamos Vineyard, en fuldt tilplantet og produktiv vinmark på 35,6 hektars, og Goodchild Vineyard på 40,4 hektar, bl.a. med enestående Chardonnay.

I 1997 købte de to partnere også Valley View Vineyard nær Solvang, og det blev også hjemsted for vingården. I 1998 købte vinhuset også en nabomark i Los Alamos, hvor der allerede var plantet 19 forskellige druesorter.

I dag ejer Lucas og Lewellen Vineyards 160 hektar jord med 25 forskellige druesorter i 3 områder i Santa Barbara County: den kølige Santa Maria Valley, den moderate Los Alamos Valley, og den varme Santa Ynez Valley.

Markene i Santa Ynez Valley ligger på adressen Hill Haven Road, Solvang, og der er også tæt herpå, at vinhuset laver alle vinene, nemlig på adressen 1645 Copenhagen Drive i Solvang.

Solvang er en by med cirka 5.300 indbyggere nord for Los Angeles i Californien. Byen blev oprettet af en gruppe danske lærere i 1911. Byen blev opbygget efter dansk forebillede med bindingsværkshuse, skole, landsbykirke og kopier af Dybbøl Mølle og Rundetårn.

Byens museum Elverhøj Museum ligner en dansk bondegård fra 1700-tallet, indrettet med gamle danske møbler, og selv byens park blev opkaldt efter Hans Christian Andersen.

Solvang ligger midt i det californske vinområde. Tæt ved byen ligger i øvrigt også Michael Jacksons Neverland Ranch.

I 2006 hyrede Lucas & Lewellen Vineyards Megan McGrath Gates som vinmager, og hun står i dag for hele produktionen, som udover vine under Lucas & Lewellen etiketten også omfatter vine aftappet under Toccata samt Queen of Hearts.

Denne Pinot Noir er en blanding af udvalgte druer fra to af husets vinmarker, og den omfatter fire forskellige kloner af Pinot Noir. Har lagret i fransk eg i 9 måneder.

I glasset en fin lys teglfarvet vin. Duften er klar Pinot Noir næse, der er stald, sødme. Jeg fanger også andre toner, kaktus, lidt grønt, våd jord og lidt urter. Smagsmæssigt er der modne kirsebær, igen en del sødme, lidt grønt, meget blød og cremet og fine frugtrige tanniner og sprød syre.

Fås hos Bevco til 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, Tyskland

1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, TysklandMandag bød på et bestyrelsesmøde, hvor vi fik serveret 7 forskellige vine, så dem smider jeg lige et par anmeldelser af her på bloggen.

Vi starter i Tyskland, eller rettere bestemt i byen Durbach, midt mellem Baden-Baden i nord og Freiburg i syd. Her finder vi Weingut Graf Wolff Metternich, som har til huse i slottet “Schloss Grohl”, som har rødder helt tilbage til 1180, hvor slottet var ejet af den adelige familie Zorn von Bulach. Indtil 1995 var slottet ejet af  Zorn von Bulach familien, og de første vinmarker tilhørende slottet er plantet tilbage i 1830 af Ernst Maximilian Freiherr von Bulach. Fedt navn i øvrigt.

Navnet på vinhuset Graf Wolff Metternich stammer fra den sidste ejer fra Zorn von Bulach familien, nemlig grevinde Wolff Metternich zur Gracht, oprindelig født von Bulach.

Grevinden overtog slottet med tilhørende vingård i 1936 og drev det frem til 1995, hvor det blev overtaget af Gertraud Hurrle, som siden har restaureret det gamle slot, investeret i en moderne vinkælder og omstrukturet gården 25 hektar vinmarker. I dag driver vingården også lidt værelsesudlejning, så det er faktisk muligt at bo på det gamle slot.

I dag er det René Huber, som er vinmager på vingården, men med denne aftenens første vin er det egentlig fuldstændig ligegyldigt, for vinen her er fra 1982. dvs. 30 år gammel og fra den periode, hvor vingården stadig var ejet af den gamle grevinde. Vinen er nemlig en Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett.

Spätburgunder Weissherbst er vel nærmest det tyske udgave af en Pinot Noir Rosé i Frankrig. En vin lavet på rødvinsdruen Spätburgunder, hvor man alene ligger druerne i pressen med skaller i 2-7 timer, hvorefter skallerne fjernes, vinen presses og gærer i fad.

En vin, som generelt er utroligt velegnet som aperitif, velkomstdrink samt terrassevin om sommeren. Prøv den til lyst kød, supper eller sammen med gode oste, foie gras og andre patéer. Kan have let botrytis i smagen.

I glasset en fin gyldenbrun vin, sådan lidt cognac-farvet. Duftmæssigt fortsat – trods 30 år på bagen – fortsat fin intensitet og lidt friskhed med en duft af overmodne æbler, honning, sherry og mandler.

Smagsmæssigt lidt i samme skuffe med honning, kælder, overmodne æbler og masser af sødhed. Hvis man har en sød tand – og hvem har ikke det – så er det da ren guf. Jeg er begejstret for, at en vin med en alder på 30 år kan være så fin.

Har ikke fundet en dansk importør, men en tilsvarende flaske – blot i en årgang 2011 – koster omkring 12€ nede på vingården.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Viñedos Terra Noble, Pinot Noir Reserva, Aconcagua, Chile

2010 Viñedos Terra Noble, Pinot Noir Reserva, Aconcagua, ChileFredag … en uge uden vin er gået, og det er igen tid til at nyde en flaske. Har netop fået en kasse med lidt spændende vine fra firmaet Bevco, så lad os springe ud i én af disse vine, en Pinot Noir fra Sydamerika, nemlig fra vinhuset Viñedos Terra Noble i Aconcagua regionen i Chile.

Viñedos Terra Noble er grundlagt i 1993 af Jorge Elgueta. Han etablerede sig i starten i Valle del Maule, én af de største vinproducerende regioner i Chile. Ambitionen var at skabe en “state of the art ‘ vingård med tilsvarende kælder. Første høst skete i 1994, og allerede her blev vinene fra Terranoble anerkendt på internationalt plan for deres kvalitet, pålidelighed og stil.

I 2006 kom der et par pengestærke investorer med i foretagenet, nemlig 2 industrifolk Wolf von Appen og Patricio de Solminihac. Disse to investorer og businessmen sidder bl.a. til daglig med i bestyrelsen og direktionen i Sociedad Quimica Y Minera De Chile SA, en stor chilensk, børsnoteret virksomhed indenfor kemiske industri, plantenæring, produktion af lithium m.m.

Siden deres massive investering i Viñedos Terra Noble er gården udvidet kraftigt, og har i dag ikke mindre end 360 hektar vinmarker. De 360 hektar er fordelt på 4 kæmpe vinmarker i 3 forskellige områder, nemlig La Hinguera Vineyard i Maule Valley, El Algarrobo Vineyard i Casablanca Valley samt Los Cactus Vineyard og Los Lingues Vineyard i Colchagua Valley. Her dyrkes alle de kendte typer druesorter, lige fra hvide Riesling til røde Syrah.

I dag har den ansatte ønolog Ignacio Conca ansvaret for produktionen. Ignacio har efter endt uddannelse til ønolog bl.a. arbejdet fire år hos Santa Rita. Hos Terra Noble arbejder han endvidere sammen med den franske vinmager Henry Marionnet og med chilenske ønolog Mario Geisse, tidligere teknisk direktør for Chandon Group. Ignacio har etableret sin egen moderne stil i vinfremstillingen, og det skinner igennem i Terranobles vine.

Der laves 6 serier af vin på Viñedos Terra Noble, en basisserie, en “Vineyard selection”, en Reserva, en Grand Reserva, en CA serie, som alene omfatter et par specialvine på Carmenere og sluttelig topvinene “Lahuen”.

Denne vin kommer fra Reserva serie, og som sagt en Pinot Noir. Druerne til vinen kommer fra El Algarrobo Vineyard i Casablanca Valley, et område nok mest kendt for produktionen af hvide druer, da der her er lav temperatur om sommeren og en frisk vind fra Stillehavet, hvilket giver druerne en perfekt modenhed  samt aroma og smag. Vinen lagres 6 måneder på franske og amerikanske egetræsfade. I årgang 2008 fik vinen i øvrigt 90 Parker point.

I glasset en fin teglfarvet vin, måske en anelse mørkere … men det er jo meget normalt for Pinot Noir fra sydamerika. Duften afslører med det samme, at der er tale om Pinot Noir, der er klart lidt kostald, men også en lidt sød duft af en jordbærkage! Sødme, jordbær og kage, hmmmmm. Derudover en snert af lidt syre, som jeg dog ikke kan definere yderligere.

Lad os smage. Uhmmm, holder slet ikke det, som duften lovede. Er noget sur i smagen … minder mig lidt om tranebærjuice og ikke specielt sammenhængende. Der er helt sikkert sure tranebær, også lidt sødme, men sødmen balancerer ikke med syren. Der er også lidt krydderi i eftersmagen. Skal dog siges, at vinen tør en lille smule op, når den får lidt luft i en 2-3 timer … men nej, hmmmmm.

Købt hos Bevco til 114 kr. Måske skulle man i stedet forsøge sig med Terranobles Gran Reserva Carmenere til 119,25 kr., da Terranoble lyder til at være lidt af en specialist til Carmenere. Endvidere vil man rykke en klasse op til en Gran Reserva til næsten samme pris.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2004 Bernard Gras, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, Frankrig

2004 Bernard Gras, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, FrankrigAftenens første rødvin blev en Bourgogne, her fra Domaine Bernard Gras, et lille negociant firma, som ligger i Beaune, og drives af den den 63-årige vinhandler og ønolog Bernard Gras. Vinen er en Vosne-Romanée 1er Cru fra den berømte vinmark, Les Suchots, og jeg har vinen med fra et besøg i butikken i Beaune i Bourgogne sidste år.

Bernard Gras har udover butikken i Beaune også butikker og egne fadkældre i Champs sur Yonne, Marmague, Saint-Berain-sous-Sanvignes og Saint Rémy.

Vinhuset har egentlig i mange år været et af Bourgognes meget velansete négociantfirmaer, men har her i 2012 fået nogle alvorlige ridser i lakken, idet Bernard Gras er blevet anklaget for omfattende vinsvindel. Han skal – ifølge Winespectator – have forfalsket flere tusinde flasker fornem Bourgogne-vin, blandt andet fra appellationerne Mercurey, Vougeot 1. cru og Givry, idet han har blandet bordvin fra Beaujolais og mindre lødig vin fra Sydfrankrig i.

En af de ansatte i forretningen i Beaune har bekræftet over for Winespectator, at Gras for nylig blev fængslet og siden løsladt mod kaution. Dog må Gras ikke tale med sine ansatte eller handle med vin, mens han venter på, at dagen for retssagens begyndelse bliver fastlagt. Det forlyder også, at den franske vin-svindel-patrulje har haft Gras i søgelyset i de sidste par år, men åbenbart først nu har ment, at der var beviser nok mod manden.

Hmmmm, stærke sager, og man kan vel stille spørgsmål om, hvorvidt Domaine Bernard Gras kan fortsætte? Pt. kører butikkerne imidlertid videre uden den anklagede Bernard Gras selv.

Nå, men vinen her er jo heldigvis ikke hverken Mercurey, Vougeot eller Givry, men derimod en tilknappet søster fra Vosne-Romanée. Og man må sige, at denne søster har samlede ben, for det er en meget utilgængelig vin, som kræver sin mand. Duften er svag kostald, lidt champignon og masser en grønne noter og mineralitet. Smagen er lidt i samme boldgade, meget grøn … lidt stikkelsbær-sur, voldsomme tanniner, lyserøde bær og det er svært at tro, at vinen er fra 2004. Meget snerpet, men egentligt et fint glas vin, som blot kræver lidt tid for at åbne. Imidlertid langt fra det bedste, som Bourgogne ellers kan byde på.

Købt i butikken i Beaune for omkring 22-24 €.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Weingut Bæder, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2009 Weingut Bæder, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandFar er glad … meget glad, for der er igen Spätburgunder i glasset og fra et vinhus, der hedder Weingut Bæder.

Vi er i byen Wendelsheim i Rheinhessen, omkring 30 svagt nordøst for Kaiserslautern. Her finder vi det lille vinhus Weingut Bæder eller Bäder på tysk. På flaskerne står navnet godt nok som Bæder, men det drives nu af ægteparret Jens og Katja Bäder, som startede det lille vineri i 2009 efter at havde møde hinanden i Geisenheim, hvor de begge studerede vinavl. Jens Bäder er opvokset med vin, idet hans familie driver vingården Villa Bäder i Eckelsheim.

Opstarten skete ved at Jens og Katja Bäder købte en gammel gård i Wendelsheim, som blev genopbygget og renoveret. Måske skyldes navnet Bæder, at man ville adskille sig lidt i forhold til Villa Bäder. Ved købet fuldte der alene 2,5 hektar jord med, men det er i dag udvidet til i alt 6,5 hektar.

Den vigtigste vinmark er “La Roche”, en stejl, stenet vinmark med god mineraljord, og hvor der primært dyrkes Riesling. Jens står for vineriet, hvor Katja hjælper til, mens hun ligeledes står for salger og markedsføringen.

Parret hører til blandt den nye generation af vinbønder, hvor der virkelig arbejdes med at lave kvalitetsvine, og som er værd at holde øje med i fremtiden.

Her en vin fra deres første år som vinbønder, og det er de altså sluppet ret godt fra. Duftmæssigt den typiske kostald med lidt sødme, jod, trærod, lyserøde bær. Måske ikke helt så kraftig i duften, men umiddelbart meget fin.

Smagsmæssigt meget tæt, intens med røde bær, og fin balance mellem en meget tydelig sødme, men også en fin mineralitet og syre. Det smager altså rigtigt godt.

Købt i Tyskland, pris ca. 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7