Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalFra Herdade Perdigão Exploração Agricola e Vinicola smagte jeg den røde søstervin … en 2017 Reserva Tinto, der er lavet på et skønt mix af Aragonez, Trincadeira og Cabernet Sauvignon.

Som hos den hvide søster er druerne høstet med håndkraft og ligeledes afstilket 100%. Så er gæring og maceration sket i 5.000 liter franske egekar fra Seguin Moreau.

Efter endt gæring er vinen så overført til franske 225 liter barriques og dér sker malolaktisk gæring spontant. Lagringen på fadene varer 18 måneder, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det sgu skruet godt sammen … dyb, mørk, krydret med tør engelsk lakrids, sorte kirsebær, blommer og solbær. Der er også en snert røg, cedertræ, læder samt mørk chokolade med højt kakaoindhold.

I munden er vinen lettere, friskere og frugten lysere end duftmæssigt, men det virker faktisk rigtigt godt. Der er både lyse kirsebær og blommer, lidt ribs og sødsyrlig æblesaft. Det giver en frisk og frugtrig vin med fin og kontrolleret syre, nogle lyse og tørre tanniner, som dog aldrig forstyrrer eller tager magten. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Winzerhof Stahl, Weissweincuvée, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Weissweincuvée, Franken, TysklandSjovt nok kom vinsmagningens bedste vin denne aften fra Operaen og ikke Vinhuset Randers. Vi købte nemlig oppe i teltets bar en flaske 2022 Weissweincuvée fra Christian Stahl på Winzerhof Stahl.

Det er jo et vinhus, som jeg har skrevet om og smagt vine fra ret mange gange, for Winzerhof Stahl er jo i stalden hos Mr. Ruby. Derfor kan I læse en masse om vinhuset i nogle af mine tidligere anmeldelser af Christian Stahls vine … søg blot på Stahl 🙂

Denne 2022 Weissweincuvée har jeg faktisk smagt før … der hed den blot White Blend og det var i en årgang 2020. Den er er lavet på et blend af Riesling samt Scheurebe … og igen har Christian Stahl leget og eksperimenteret.

Riesling druerne er høstet tidligere og selve vinen blot lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved lav temperatur. Vinen er lavet med en forholdsvis lav alkoholprocent på 11,5%.

Riesling druerne bidrager til et ganske lille snert af petroleum, men ellers virker vinen lettere olieret og det er formentlig Scheurebe, der bidrager med dette. Ellers er der masser af citroner, friske gule samt nogle kandiserede, lemon, hyben og halvsure cideræbler. Her fanger jeg ikke så megen eksotisk frugt, men klart blomster, en saltet mineralitet med jern, stål og sten.

Smagen er både ren, klar, krisp, syrlig, sprød og samtidig saftig, læskende, drikkevenlig og imødekommende. Der er godt med syrlig æblemost, æblesyre og citronbid. Det er en vin, der får dig til at lave kyssemund og sådan en aften i starten af Randersugen er det nok meget passende. Det er en vin, som både har bid, syre og cremet saftighed. 91 point.

Winzerhof Stahl forhandles af Mr. Ruby, hvor vinen vistnok hedder Mr Rubys Favorite Blend og koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Juliusspital, Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder, Franken, Tyskland

2021 Weingut Juliusspital, Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder, Franken, TysklandMin kammesjuk Falk var i sommerferien forbi det mægtige Weingut Juliusspital … den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i Würzburg og derfra havde han hjembragt denne 2021 Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder.

Jeg har tidligere selv besøgt Juliusspital og skrevet om steder, bl.a. da jeg smagte en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken.  I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt laver over 1 million flasker vin.

En af disse vine er denne Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder, hvor Pinot Noir druerne selvfølgelig kommer fra selve vinmarken Pfaffenberg, der er en VDP Erste Lage mark.

Gæring og maceration er sket i åbne kar og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie – med bærmen – 15 måneder på barriques inden aftapning på flaske.

Det er duftmæssigt – som mange andre Spätburgunder vine fra Franken – en lidt mørkere en af slagsen, hvor fadlagringen også lige omgående duftes med kanel, våde fade, nelliker, chokolade, grønne noter med lidt gran, men egentlig er den forholdsvis nærig med den lidt mørkere frugt … nok mest kirsebær og tranebær med en lidt fyldig fornemmelse.

Smagen er ligeledes meget blød, saftig og mørk … nok mest med brombær og noget solbær faktisk, så dermed bliver det ikke en fin og feminin Spätburgunder, men en kraftig fætter, der også samtidig har mineralitet med lidt koks og kul suppleret med let touch af alkohol, mens tanninerne egentlig er okay bløde. 92 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 208 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Château Grange Cochard, Morgon Le Plateau, Bourgogne, Frankrig

2021 Château Grange Cochard, Morgon Le Plateau, Bourgogne, FrankrigDet er kun få uger siden, at jeg smagte en lækker 2021 Morgon Les Charmes fra det lille vinslot Château Grange Cochard i Morgon. Nu smager jeg atter en vin derfra og det er deres 2021 Morgon Le Plateau.

Her kommer Gamay druerne fra gennemsnitlig 70 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinfremstillingen er traditionel med håndhøstet frugt gæret omhyggeligt efter semi-carbonic maceration og udelukkende med hele klaser uden afstikning. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på egefade, der er brugt 4-5 gange tidligere. Flaskes ufiltreret og med ret lav svovling.

Duftmæssigt virker det som en mørkere Beaujolais vin … der er mørkere frugt, tobak, jod, blod og blæk, men vinen har alligevel den karakteristiske bondske landlighed og godt med blomster. Der er både sorte kirsebær, brombær og hyldebærsuppe. Der kommer også lidt umamiagtige noter fra fadene … der er blomsterpollen, røde rosenblade og den virker næsten parfumeret.

Smagen er klart anderledes … meget mere syrlig, ren og utrolig mineralsk og decideret hård. Frugten er umodne kirsebær, ribs, rabarber og granatæbler tilsat lidt lemon, sure æbler og grape. Den har virkelig en vild ren, stringent og ren syre, men klart slet ikke så elegant som den tidligere smagte Morgon Les Charmes. 91 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 275 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Podere Canalino, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2022 Podere Canalino, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienNogle få hundrede meter fra centrum og den nordvestlige side af de middelalderlige grænsemure af Montalcino by finder du for enden af en ​​kastanjelund vinhuset Podere Canalino, hvorfra jeg nu smager en 2022 Rosso di Montalcino.

Det er på lokaliteten kaldet Località Canalino, hvor der er en smuk og betagende udsigt mod Sienna og Abetone længere mod nord, til klosteret Monte Oliveto Maggiore mod øst med Pratomagno samt Casentino i baggrunden og skovene, der strækker sig mod Maremma.

Det er et sted, hvor der blev lavet vin allerede i slutningen af ​​middelalderen … vin, olivenolie og frugt med hjælp fra kilderne med rent vand, hvilket stadigvæk i dag er unikt for området. Siden 1650 ejede klosteret Saint Catherine di Siena også en vingård ved denne Canalino lokalitet.

Vingården blev registreret under navnet Canalino San Lorenzo, men siden 1800-tallet har vingården været ejet og drevet af familien Sodi og det var Giuseppe Sodi. der i 1898 byggede et hus ved Podere Canalino på resterne af en gammel kilde.

I dag drives Podere Canalino af oldebarnet Luciana Sodi sammen med hendes mand Sergio Pagliantini og deres 2 børn Alberto samt Chiara. De har samlet 4 hektar vinmarker, der samlet ligger i 800 meters højde udelukkende ren Sangiovese.

I vinmarkerne vokser en sand myriade af andre planter frit mellem vinstokkene. Der er oliventræer, urter, bær og blomster overalt, så det er et helt særligt syn at se vinstokkene komme frem i et hav af valmuer på markerne, der desuden er nabo til en kastanjeskov.

Denne naturlige diversitet i flora og fauna samt tidens nyeste højteknologi betyder også, at man ikke behøver at sprøjte med ukrudtsmidler, da vinstokkene meget sjældent bliver angrebet af plantesygdomme som eksempelvis meldug.

Alberto er uddannet ingeniør i telekommunikation, men har i samarbejde med universitetet i Firenze været involveret i et stort eksperimentel landbrugs- og forskningsprojekt WP7. Ved hjælp af forskning i nano- og mikroteknologiske målinger og analyses brug af et minimum brug af sprøjtemidler i vinbrug.

Denne 2022 Rosso di Montalcino er således også lavet på 100% Sangiovese og lavet ved, at vinen først har gennemgået gæring og maceration i ståltanke ved kontrollerede temperaturer over 16 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 24 hektoliter franske egetræsfade og 5 hektoliter

Vild dejlig og meget sangioveseagtig duft, hvor der er rå svampe og ristede champignon, noget tobak og tørre papkasser, violer, kul, koks og grannåle supplere med moden frugt af kirsebær, cherrycoke, ribs, blommer samt søde krydderier.

Smagen er også kirsebær, morello kirsebær… og kirsebærsten … er vild tør, de vilde og virile tanniner er om muligt bare endnu tørrere … knastørre faktisk og udtørrer din mund på et splitsekund. Vinen har samtidig med det tørre udtryk lidt blæk, kul, koks, kakaopulver med et lille bistert balsamisk touch. 92 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude – både i årgang 2021 og 2022 – men nu smager jeg den så i nyeste årgang 2023 … og den er fortsat lækker.

Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på  30 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids og foudres egefade alene med druernes egne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden den så aftappes på flaske.

Duftmæssigt kan mærker man lidt kridtet eller kalket mineralitet, men ellers er duften landlig, animalsk med lidt bio-fedme, ensilage, grønne noter, bagt ost og en frugt af stikkelsbær, kvæde, pærer samt en saftig honningmelon. Derudover kommer faglagringen frem med noget smørfedme, butterdej, brunet smør, arme riddere og lidt hasselnøder … lidt mere tyngde i duften end hos 2022’eren.

Smagsmæssigt er vinen utrolig cremet, blød, bred, fyldig og røget med både hvid peber og frugt af fersken, melon, ananas, pærer samt syltet, saltet grape og grillet lemon. Det giver et maskulint udtryk og et kraftigt, højintenst bid … meget lækkert. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Jean-Charles Rion, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Jean-Charles Rion, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigAligoté kaldes ofte Bourgognes grimme ælling, der diskret står i skammekrogen og oftest i skyggen af Chardonnay. Nu smager jeg så 2022 Bourgogne Aligoté fra Domaine Jean-Charles Rion i den lille by Premeaux-Prissey i Bourgogne.

Vinhuset drives af vinmageren Jean-Charles Rion, som startede Domaine Jean-Charles Rion i 1995 efter sin vinuddannelse på først vinskolen i Beaune og efterfølgende Jules Guyot Institute i Dijon og læreår hos sin onkel på Domaine Daniel Rion.

Han havde oprindelig kun 1 hektar marker Prémeaux-Prissey, men har senere overtaget yderligere marker fra sine forældre Olivier og Anne Marie Rions, således han i dag har 6 hektar.

Jeg har tidligere smagt vin fra Daniel Rion … bl.a. under en smagning på Restaurant ET, hvor 3 vinhuse fra Bourgogne var repræsenteret og fra Daniel Rion & Fils var det Daniels søster Pascale, hvilket så altså må være Jean-Charles Rions moster … eller faster.

Tilgangen hos Jean-Charles Rion er er hands on i marken og på sorteringsbordet og modsat lige så meget hands-off i kælderen, hvor gæring på rustfri stålfade og fjorten dages maceration giver saftige, vibrerende vine, der kun laves med druer fra egne marker.

Bourgogne Aligoté er lavet med gøring i åbne rustfri stålkar ved kontrollerede temperaturer … og – som vidt jeg kan se – er vinen også blot lagret i ståltanke for at sikre så stor friskhed som muligt.

Duften er frisk og grøn, som et bundt grønne krydderturer, der man har presset alt saften ud af. Der er basilikum, estragon, persille og en frugt af surbitre pigeonæbler, fersken og grønne pærer.

Smagen er utrolig blød, cremet med masser af hvid frugt, fersken, pærer og gule æbler, noget hvid peber og et bundt gule citroner … fås de i andre farver? 🙂  Der er noget lethed over vinen, blomstret og feminint elegant, en kalket mineralitet og fin elegance. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Clos St. Antonin, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2021 Clos St. Antonin, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigNår vi nu er i Rhône, så lad os smage endnu en vin derfra og det blev denne 2021 Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages fra vinhuset Clos St. Antonin, der ligger i den sydlige del af byen Courthézon.

Clos St. Antonin er et nyere vinhus grundlagt i 2014, da Isabelle Sabon-Roulan og Aimé Sabon fra det kendte Domaine de la Janasse købte en ældre gård og vinmarker i Jonquières.

Ejendommen er reelt et provencalsk bondehus fra det 18. århundrede … altså tilbage fra napoleonstiden og da en inskription på facaden af den gamle bygning fortalte, at her blev Sankt Antonin født, så var navnet selvfølgelig indlysende.

Ifølge pålidelige kilder, så skyldes købet af vingården, at Sabon familien gør klar til en deling af deres vinhus mellem de to søskende Isabelle og Christophe Sabon.

Dermed ligger det i kortene, at det er Isabelle, som skal overtage  Clos St. Antonin og hun er da også uddannet ønolog fra fakultetet i Toulouse og har sammen med hendes bror omkring 20 års erfaring med at drive Domaine de la Janasse.

Efter købet har Clos St. Antonin da også overtaget nogle af Domaine de la Janasses marker, således vinhuset sammen med markerne fra købet af Clos St. Antonin har 15 hektar vinmarker. Man har således overtaget parceller på fine marker som La Crau og Font du Loup i Châteauneuf-du-Pape fra Domaine de la Janasse.

Da der endnu ikke er etableret et moderne vineri på Clos St. Antonin, så vil vinene fra Jonquières blive fremstillet på Domaine de la Janasse, som også i starten vil stå for fælles markedsføring.

Den første årgang med Clos St Antonin navnet var 2015, men nu har jeg altså smagt en nyere 2021Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, som netop er lavet med druer fra nogle af de marker, som altid har tilhørt  Clos St Antonin på  den sydlige del af Plan de Dieu mellem Vacqueyras og Cairanne … tæt ved grænsen til Châteauneuf-du-Pape.

Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er lavet på 50% Grenache, 25% Mourvèdre og 25% Syrah. Efter høst afstilket 90% af druerne, hvorefter gæring og maceration sker over 25 dage med en daglig overpumpning og pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … Grenache lagres på foudres, mens Syrah og Mouvèdre lagres på barriques.

Duftmæssigt er der lidt Janasse over vinen … har denne mørke, våde, og dybe aroma, hvor der også er skrald på fadnoterne. Der er derfor både tobak, lakrids, mørk chokolade, kaffebønner og blæk, mens den har en frugt med sorte kirsebær, brombær og hindbær. Der er ikke så mange rhôneagtige krydderier … snarere lidt umami, skovbund, efterårsblade, sorte oliven og timian over duften.

Smagsmæssigt er det også et lille kraftværk og man får helt lyst til at løbe ud på badeværelset for at se, om munden også er helt sort. Der er tør engelsk lakrids, saltlakrids, peber og en mørk frugt af solbær og brombær, mens tanninerne er tørre, stærke, ætsende og vilde … men for pokker, hvor får du meget Côtes du Rhône Villages for pengene. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDomaine Alary ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue og det er derfra, at jeg nu smager en 2022 La Gerbaude Côtes du Rhône

Huset har jeg skrevet om før … og denne La Gerbaude Côtes du Rhône har jeg også smagt før i både årgang 2021 og 2019.

Det er en vin, der er et mix af Grenache, Syrah og Carignan, hvor de to første sorter kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Garrique i Cairanne, mens alle Carignan druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Saint-Cécile-les-Vignes.

Alle druer plukkes udelukkende med håndkraft, så der foregår både sortering af drueklaserne i marken og siden også ved ankomsten til vineriet. Alle druer afstilkes inden vinificationen, som foregår over 15-18 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret på store, gamle cementtanke.

Duftmæssigt er der fra starten fede, kraftige og mørke dufte, godt med urter, garriques og krydderbuske. Frugten er lettere jammy og marmeladefed, men det er med til at give denne kraftige, fede, lækre og intense aroma. Der er tør engelsk lakrids, saltlakrids, mørkbitter chokolade, brombær, sure kirsebær og balsamiske syre.

Smagen er enestående … højintens, frugtrig og samtidig syrerig, masser af frugt med brombær, kirsebær og ribs. Der er både engelsk lakrids, peber, blæk samt stor tørhed. Du får lidt et kinderæg med 3 ting, kraft og masser af bundtræk, mørk og intens frugt og sidst en livlig, levende og fin syre … tanniner er der også, men de er mest frugtrige og godt integrerede … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi har før smagt vine fra Weingut Spindler Lindenhof, der helt passende ligger på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim i Pfalz. Nu smager jeg så hans røde Gutswein … en 2021 Spätburgunder.

Spindler Lindenhof er grundlagt i 1895, hvor Eugen Spindler købte en vingård, der tidligere havde været statsejet. Den statsejede vingård blev solgt i 3 dele, hvor Eugen overtog en del, men også selve vingården på den gamle  brostenbelagte hovedgade midt i Forst… en gammel bygning opført i midten af det 19. århundrede med smukke hvælvede kældre.

Spindler familien stammede oprindeligt fra Bourgogne og havde inden overtagelse af vingården i Forst også selv været involveret i vinproduktion i Mittelhaardt siden 1620. Den købte vingård blev hurtigt kaldt Lindenhof  … efter to lindetræer, som Eugen Spindler havde plantet efter fødslen af hans to sønner i 1902 og 1904.

Siden 1992 har Weingut Lindenhof aka Spindler Lindenhof været drevet af Timo Spindler, som er 3. generation på vingården, som han overtog fra sin far Peter, der fortsat er medejer.

Timo har samlet 11 hektar vinmarker. Den vigtigste – og største – vinmark klart er Deidesheimer Langenmorgen. Derudover er der parceller på Forster Ungeheuer, Musenhang, Jesuitengarten, Ruppertsberger Hoheburg, Deidesheimer Leinhöhle og Herrgottsacker.

Spindler Lindenhof laver alene 2 Spätburgunder vine … denne basisvin aka  Gutswein og en Deidesheimer Herrgottsacker. Der er der ikke mange oplysninger om produktionen, men efter gæringen er vinen lagret en periode på store Stückfass. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Man bliver glad, når man dufter til vinen … sødlig hestestald, let, lys og animalsk saft, friske lyserøde bær, jordbær, kirsebær, hindbær og tranebær …. derudover lidt træ og sødlige noter af røde bolsjer, lidt candyfloss og svagt lidt mineralske stenede elementer.

I munden er det – som da jeg smagte vinen i årgang 2018 – lidt en maskulin Spätburgunder, men vi er fortsat i den lyse og ubekymrede afdeling med kirsebær, jordbær og noget lemon samt frugtsyre, der giver god friskhed kombineret med et drys peber. Dermed bliver det en meget frugtrig, let og tilgængelig vin, som man sagtens kan drikke spandevis af og vil begejstre de fleste … 91 point og godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7