Tag-arkiv: malbec

Malbec er en gammel, fransk, rød druesort, der kommer fra det det sydvestlige Frankrig og specielt området omkring Cahors, hvor druen også er kendt som Côt.

Malbec druen har dog fået sin helt store succes som den ikoniske nationaldrue i Argentina, hvor man især i Mendoza producerer vine, som får international berømmelse.

I Frankrig skal Malbec udgøre mindst 70 procent af enhver AOC Cahors vin suppleret med rig, rund Merlot og rustik, tannisk Tannat. Den har også været en del af mange Bordeaux vine, men det var været nedadgående i mange år.

Betydningen i Bordeaux blev markant reduceret efter den store frost i 1956, som dræbte mange af regionens ældste vinstokke. I årene efter dette valgte de fleste vinbønder at genplante deres vinmarker ikke med Malbec, men med mere pålidelige, økonomisk levedygtige sorter som Merlot.

Malbec findes også i mere beskedens omfang i Loire, hvor den blandes med Cabernet Franc og Gamay … undertiden endda som en del af en mousserende Saumur vin.

Malbecs store kommercielle gennembrud i Argentina skyldes bl.a., at druen der dyrkes i højderne på Andesbjergenes skråninger, hvor Malbec udvikler et tykkere skind og giver en dybere koncentreret smag. Vine fra højderne over 1.000 meter er mere aromatiske og har intens, levende farve og rangerer blandt de mest respekterede af alle sydamerikanske vine.

Argentinas allerhøjeste vinmarker i Salta provinsen ligger i næsten 3.050 meters højde og er blandt de allerhøjeste beliggende vinmarker i verden. Disse er typisk plantet med Malbec sammen med nationens ikoniske hvidvinsort Torrontes.

Malbec modnes typisk midtvejs i vækstsæsonen og producerer små, intens farvede druer. Den giver oftest en middel til kraftig og frugtig rødvin med bløde tanniner og en stor dybde med masser af brombær og krydderier.

Druen er også god i blandinger med fx Cabernet Sauvignon og får mere dybde og flere tanniner, hvis den fadlagres. Der laves ofte ukomplicerede rosévine på Malbec. Disse er ofte karakteriseret ved masser af røde hindbær og jordbær i duft og smag.

Udover Frankrig og Argentina, så findes der også Malbec i Californien i USA, Australien og New Zealand.

2019 Marcelo Pelleriti Wines, 1853 Old Vine Estate Malbec, Mendoza, Argentina

2019 Marcelo Pelleriti Wines, 1853 Old Vine Estate Malbec, Mendoza, ArgentinaDet er ikke mange måneder siden, at jeg først smagte en 1853 Old Vine Estate Malbec i årgang 2017 fra den ret dygtige argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jo også er en del af Abremundos. Nu har jeg igen vinen i glasset … blot i årgang 2019.

Vinen er lavet på tudsegamle Malbec vinstokke på en meget højtbeliggende enkeltmark La Consulta i Uco Valley. Stokkene stammer fra moderplanter, som i 1853 blev sejlet fra Frankrig til Argentina. Stokkene er alle præ-phylloxera og af en særlig høj karakter.

Det lykkedes i 2012 for Marcelo Pelleriti, at overtage marken fra en familie af vinglade italienske immigranter og siden da har han høstet druer af topkvalitet herfra til sin 1853-serie. Høst sker selvfølgelig 100% manuelt og herefter er druerne også sorteret.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt er det som at gå rundt i byens våde gader med svagt genskin fra gadelamperne, mens tågen omslutter dig og tonstunge regndråber sagte rammer dig i hovedet og renser dit sind. Vinen er således våd, fed og almægtig med tonsvis fad … rå-lakrids, mest finsk lakrids, lakridsrod, en omgang kul, tørv, jod, tjære, tobak, tør kakao, champignon  samt en frugt med både blåbær, solbær og svesker. Man får lyst til at tygge denne vin omgående.

Smagen er også tung, men på den fede måde … virkelig så blød og mørk frugt af brombær, solbær, blomme, tjære, tobak, bitter mørk chokolade, kakao, cedertræ og engelsk lakrids. Der er bitterhed i de mørke smage, men i modsætning til 2017’eren er alkoholvarmen dog knap så voldsom. Jeg fortaber mig bare i det mørke dyb … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Felipe Staiti Wines, Luz De Noche Malbec, Mendoza, Argentina

2021 Felipe Staiti Wines, Luz De Noche Malbec, Mendoza, ArgentinaPå etiketten ligner det en julevin og selve navnet Luz De Noche betyder også nattelys, men Luz De Noche Malbec er fra Felipe Staiti Wines og en ren Malbec vin lavet uden skyggen af fad.

På etiketten er der selvfølgelig også en guitarist, for Felipe Staiti er nemlig selv ganske habil til at spille guitar og han kaldes også rockkongen fra Mendoza, da han også spiller guitar i det argentinske rockband Los Enanitos Verdes, der flere gange også er blevet nomineret til Grammy priser for deres latinrock.

WineWherever skrev, at etiketten mest ligner et cover fra Smashing Pumpkins og det er spot-on.

Felipe Staiti har jeg skrevet om før … for jeg har jo nu efterhånden smagt en del vine fra den vinøse guitarist. Nu kigger vi så bare videre på denne Luz De Noche Malbec, der er lavet på ren Malbec, som håndhøstes fra kalkholdige topmarker i omkring 1.000 meters højde i Tunuyan og Vista Flores … to subzoner i Valle de Uco.

For at kunne formidle størst mulig frugtoplevelse, så håndplukkes druerne i det kølige nattetimer og deraf har vinen fået sit smukke navn nattelys.

Drueklaserne er dobbeltsorteres og  kun den pureste rene verdensklassefrugt finder vej til den færdige vin. Vinificeringen starter med 4 dages koldmacering ved 5 grader, inden vinen gærer på ståltank med temperaturstyring ved 25-28 grader. Efter gæring er vinen lagret på ståltankene sur lie en periode.

Sikke dejlig duft … meget straight og ligetil med blåbær, svesker og ribs, masser af cedertræ og nelliker, sød tobak, masser af røg, violer, rusten jern, en karklud, chokolade og hasselnødder. Det er måske lidt en blandet landhandel, men dufter rigtigt godt.

Smagsmæssigt bliver jeg duperet … selv uden fadlagring får du en kraftig og fyldig vin med masser af fed, mørk og lækker frugt. Der er sød finsk og tør engelsk lakrids, blød og cremet, har solbær, blåbær og sorte kirsebær og ganske svagt svesker. Tanninerne har lagt sig overgivende ned og alt er rundt med livlig og saftige tanniner. Du skal ikke dømme vinen på etiketten … den er virkelig anbefalelsesværdig med 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr., som er meget attraktiv for denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Graggy Range Vineyards, Sophia Gimblett Gravels, Hawkes Bay, New Zealand

2015 Graggy Range Vineyards, Sophia Gimblett Gravels, Hawkes Bay, New ZealandDenne Sophia Gimblett Gravels fra Graggy Range Vineyards, der ligger i Havelock North midt på Nordøen af New Zealand, er en Merlot baseret vin.

Graggy Range Vineyards er grundlagt i 1993 af Terry Peabody og hans kone Mary, som efter at have ledt efter en vingård i Frankrig og Amerikan endte med at slå sig ned i New Zealand.

Terry ønskede dog ikke at købe en eksisterende vingård, men ønskede en bar jord, hvor han helt fra scratch kunne skabe sit eget sted … og det fandt han i Havelock North.

Her så han det potentiale, som han ikke havde set andre steder … bl.a. landets enestående klima, en rig historie med at dyrke jorden og folkets pionerånd.

I dag er de næste generationer også med i driften i form af David Peabody samt hans søn David Peabody og de har samlet 100 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i Hawkes Bay, men er også i Nelson,  Martinborough, Marlborough, Central Otago, Waitaki Valley og Marlborough.

Craggy Range er medlem af en eksklusiv klub af New Zealands nok 12 bedste vinproducenter,kaldet Family of Twelve, som promoverer New Zealandsk verdensklasse vin. Der er 6 vingårde fra Nordøen og 6 fra Sydøen og alle 12 står for enestående vine med særpræg.

Lige siden starten har Craggy Range haft pressens bevågenhed og fået op til 96 point hos Robert Parker.

Craggy Ranges vinmarker dyrkes efter økologiske retningslinjer, og de er meget opmærksom på at beskytte den omgivende natur, da man ser den som en del af marken.

Al arbejde varetages med håndkraft, dels fordi beskærings- eller høstmaskiner ville smadre økosystemet ved at komprimere jorden  under hjulene, men også fordi intet kan erstatte den menneskelige intuition.

Denne Sophia Gimblett Gravels er lavet med druer fra marker i Gimblett Gravels området tæt på vingården. Jorden der er meget stenet og mager og vinstokkene tvinges til at yde deres ypperste. Fælles for vinene fra Gimblett Gravels er en udtalt kraft og stor mineralitet, som leder tankerne lysår væk fra alle gængse tanker forestillinger om solmoden, unuanceret oversøisk vin.

Den er lavet på et bordeauxblend bestående af 89% Merlot, 8% Cabernet Sauvignon, 2% Malbec og 1% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 41 hektoliter pr. hektar. Alle druerne er afstilket og så er gæringen sket i egefade … og efter endt fermentering lagret 18 måneder i franske barriques, hvoraf 45% er nye.

Duftmæssigt er det en rigtig faddreng med tonstung sort og sgu næsten tørret frugt. Der er dyb tør engelsk lakrids og sød finsk, en smule grannåle, nelliker og godt med mejeri samt lidt toast og man bliver overraskes over, at den er fra New Zealand. Der er blåbær, en omgang kirsebær, violer, tobak samt vanilje … og absolut lidt af en stor historie.

Smagen er sådan meget ren og klinisk, blåbær, kirsebær, solbær, et frys med peberkværnen, kødfuld og alligevel frisk, har nogle ristede toast elementer, svesker, blyanter og tætte tanniner. Det er volds … og samtidig elegant med kropslighed, power og goddaw. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr., mens prisen er 450 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, Frankrig

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, FrankrigDenne Le Fruité fra Pierre-Henri Cosyns er næsten en naturvin på biodynamisk druer fra Côtes de Bourg på højre side af Gironde floden i Bordeaux og var svær at gætte, selvom jeg faktisk var inde på, at det smagte lidt af Merlot.

Men det gættede jeg dog ikke på, men det er også en svær vin i en blindsmagning, for den er fra et ganske lille vinhus, der ligger i Teuillac under Côtes de Bourg appellation appellationen. Vi er dog i Bordeaux og vinfirmaet hedder Cosyns Seas og omfatter driften af Château Grand Launay, men også vine under brands som Château  Haut Lorettes, Château Lion Noir, Château Canterane le Pin Franc samt en række vine under Pierre-Henri Cosyns navnet.

Pierre-Henri Cosyns er da også vinmager og 3. generation på familiens vingård. Han overtog driften i 2007 og det første han gjorde, var at omlægge hele driften til biodynamisk avl og fortsatte endda – som første i området – med at lave vinene uden tilsætning af svovl.

 Côtes de Bourg er absolut heller ikke den mest kendte region i Bordeaux. Den er beliggende over for langt mere kendte Margaux lige på den anden side af Gironde-floden, men der laves dog fine og  glimrende bordeauxvine her … især til prisen.

Denne 2018 Le Fruité er lavet på 70% Merlot samt 30% Malbec, som er dyrket biodynamisk og i vinkælderen gæret på naturlig vis og vinificeret uden tilsætning af svovl.

Nu er der sgu møj under skoene … animalsk, landlig og svedig med en mørk landlighed, syrlig mødding og en smule behåret. Det stinker af øko-børge med saltlakrids, sorte blommer, lidt brombær … men også svagt fadpræg af lidt bitter chokolade, røg og tobak.

I munden er vinen dog ikke helt så fed og powerfuld, men har noget peber, grønne urter og virker lidt blå i smagen, hvis I forstår? Frugten er hindbær, brombær og blommer, der er lidt bitterhed, tydelige tanniner og okay eftersmag. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  half_thumb

2018 Abremundos, Página 1, Mendoza, Argentina

2018 Abremundos, Página 1, Mendoza, ArgentinaVi skal da også smage de 2 guitarmusikalske og vinøse legekameraters første vin i Abremundos projektet, nemlig vinen Página 1 lavet første gang i årgang 2011 … denne er en 2018’ner.

Druerne til denne Página 1 er lavet på druer fra vinstokke på nogle af Marcelos egen families vinmarker i Valle de Uco i 1.100 meters højde.

Det er 45% Malbec og hele 55% Cabernet Franc, mens vinifikation er sket på 225 liter barriques efter en kold maceration ved 8-10 grader og med pigeage med hånden under gæringen.

Efter endt fermentering kommer vinen på andre fade af samme størrelse, gennemgår malolaktisk gæring  og lagres hele 24 måneder på barriques fadene. Efter aftapning på flaske lagrer den yderligere 6 måneder før frigivelse.

Sidst jeg smagt Página 1 var stilen langt mere kølig end hos Octava Bassa, men her synes det faktisk omvendt, for Página 1 har klart et større og venligt fadpræg … mere elegant og balanceret. Det er også frugt med blåbær, solbær, røg, mentol, cedertræ, nelliker, tobak samt godt med lakrids, lakridskonfekt, kakaopulver og vanilje. Vinen har en frisk, mørk og direkte frugt, meget intens og elegant.

I munden er det tæskegodt … fed, mørk, intens, sød og tør. Man får lidt af det hele med en håndgranats store eksplosion af frugt, blåbær, solbær, sorte kirsebær og ribs, bitter sort te, bitter mørk chokolade, endda også lys sød mælkechokolade, mineraler, kakaopulver, jod og jern, lidt krydrede og pebrede tanniner, der bare hænger timevis i eftersmagen. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 849,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, Argentina

2019 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaMarcelo Pelleriti elsker musik … og for et par indlæg siden fortalte jeg om hans vinøse samarbejde med guitaristen Felipe Staiti, men også i projektet Abremundos har han med vennen Pedro Aznar fundet en musikalsk samarbejdspartner. Jeg starter lige med at smage deres 2019 Octava Bassa.

For både Marcelo Pelleriti og Pedro Aznar er begge passionerede for 2 ting i livet … musik og vin. Marcelo Pelleriti er vinmager og musiker, mens Pedro Aznar er musiker og sommelier.

Da Pedro fortalte Marcelo om sin drøm om selv at lave vine, så fortalte Marcelo om det perfekte, højtbeliggende område Valle de Uco i Mendoza og det blev således startskuddet til et joint venture med etableringen af vingården Abremundos ved Tunuyán i 2012.

Marcelo kan I læse mere om i indlægget om Signature Malbec vinen fra Marcelo Pelleriti Wines. Han havde tidligere arbejdet i Bordeaux som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Pedro Aznar er sanger, sangskriver og musiker. Som 18-årig dannede han et rockband, som kom til at definere den argentinske rockscene i flere generationer. Gennem årene var han også med i jazzgrupper og har vundet tre Grammy-priser.

Filmmusik, solokarrierer og mange tildelte priser senere har Pedro nu fordybet sig i vinens verden og har uddannet sig til sommelier hos et af de mest anerkendte vin- og spiritusakademier i Argentina.

Den første vin, som Marcelo og Pedro lavede i projektet Abremundos, var en 2011 Página 1 … et blend lavet af Pedro fra nogle af Marcelos families vinmarker i Valle de Uco. Den var et mix på Cabernet Franc og Malbec, gæret på små franske egetræsfade og lavet som en limited edition med kun 1.200 flasker.

Successen kom øjeblikkelig, idet vinen allerede efter frigivelse i 2014 fik 99 point af vinkritikeren James Suckling og dermed blev hans højeste ratede vin i 2014. Og siden har vinpressen givet masser af udmærkelser til vinene fra Abremundos.

Octava Bassa er lavet på 100% Malbec med druer fra 2,5 hektar marker i 1.100 meters højde ved Chacayes og Altamira i Valle de Uco. Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter endt fermentering med rotation er vinen også lagret i franske barriques 12-14 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Uha for en mørk, frugtrig og intens vin, hvor der mest er blåbær, solbær, blommer, svesker, en dyb sød finsk og tør engelsk lakrids, nelliker, blæk, grafit. skosværte, cedertræ, tobak og chokolade … alligevel med en vis kølighed og en vase med blomster. Det dufter virkelig af lakridset voksensnolder.

Smagsmæssigt har vinen – trods tonsvis af sort frugt – en næsten luftig og mentolsk lethed pakket ind i en cremet, blød og alligevel meget tør frakke. Vinen er klart mere tør og knap så sød som den foregående årgang. Der er blåbær, solbær, sort kaffe, sort-te og en tør en engelsk lakrids, lidt bitterhed samt mørk chokolade. Der er denne direkte og meget tørre friskheden over vinen, tanninerne også vildt tørre og småvilde, men alligevel leveret i blødeste indpakning. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Felipe Staiti Wines, Honor, Mendoza, Argentina

2019 Felipe Staiti Wines, Honor, Mendoza, ArgentinaDen sidste argentinske vin fra de to rock- og vinguder Felipe Staiti og Marcelo Pelleriti på Felipe Staiti Wines er deres topvin 2019 Honor.

Vinn er fremstillet på 65% Malbec, 25% Cabernet Franc og 10% Cabernet Sauvignon fra en ekstra tætplantet mark i 1.050 meters højde i Vista Flores ved Uco Valley i Mendoza.

Marcelo Pelleriti lader mosten af druesorterne gære sammen, hvilket giver vinen ekstra harmoni og kompleksitet. Mosten gærer samtidig på barriquefade og alle fadene roteres jævnligt for at fremme udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne.

Vinen lagrer 24 måneder på franske barriques, hvoraf 40% er nye og resten kun brugt en gang tidligere. Derefter er vinen flasket og så lagret yderligere nogle måneder inden frigivelse.

Igen imponeres man af duften … en tæt, smukt balanceret mørk vin, der både har har beef jerky, mælkede, medicinske noter, sorte oliven, fond, lakrids, lakridskonfekt, vanilje, violer og igen er der pottemuld, skovbund, blyanter, cedertræ, cigarkasser, ædeltræ, kaffegrums, lidt nødder, Nutella, kakao og chokolade. Frugten er solbær og brombær, men alt er køligt, elegant og skønt balanceret.

Hvor er det bare en blød vin … godt med blåbær, solbær, gran samt tør engelsk lakrids med sødbitter syre. Vinen smelter nærmest i din mund med blød, rund velbehag. Der er så stor intensitet i smagen, så kompleks, rig, tæt og nuanceret med søde noter fra fadene … lakrids, chokolade, blommemarmelade, vanilje … en force elegantos … og det smager sgu godt, så 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 549,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 479,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, Argentina

2019 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, ArgentinaDen næste vin fra de to elrockguitarglade vinmagere Felipe Staiti og Marcelo Pelleriti på Felipe Staiti Wines er denne svimlende 2019 Vertigo.

Vinen er fremstillet på 80% Malbec, 10% Syrah og 10% Cabernet Franc fra op til 110 år gamle vinstokke i den berømte Vista Flores zone i Valle de Uco.

Marcelo Pelleriti fadgærer de tre druesorter samlet for at give vinenet mere unikt, komplekst og interessant udtryk. Vinen har så lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 30% nye.

WAUW for en tæt, mørk og flot aroma. Der er mejeri, røget kød, oksefond, sød lakrids samt en tonstung, fed og mørk frugt af solbær, blåbær, hindbær, ribs, pottemuld og skovbund, blyanter, cedertræ og cigarkasser, ædeltræ som mahogni, kakao, kaffegrums, chokolade samt denne nærmest kølige elegance … med skrald på.

Hvor smager vinen også bare godt … og selvom det er en solmoden, tæt og oversøisk vin, så er frugten bare så direkte, ren og frisk, men selvfølgelig fortsat til den mørke side. Vinen har så flot en balance, at den nærmest leger og danser på en smeltende måde i munden … har bløde og venlige tanniner, så alt er poleret, afbalanceret, intenst og imponerende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Marcelo Pelleriti Wines, 1853 Old Vine Estate Malbec, Mendoza, Argentina

2017 Marcelo Pelleriti Wines, 1853 Old Vine Estate Malbec, Mendoza, ArgentinaVi skal smage endnu en vin fra den meget dygtige argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jo også er en del af Abremundos og som vi næsten lige har stødt på. Her smager vi så hans 1853 Old Vine Estate Malbec i årgang 2017.

Vinen er lavet på tudsegamle Malbec vinstokke på en meget højtbeliggende enkeltmark La Consulta i Uco Valley. Stokkene stammer fra moderplanter, som i 1853 blev sejlet fra Frankrig til Argentina. Stokkene er alle præ-phylloxera og af særlig høj karakter.

Det lykkedes i 2012 for Marcelo Pelleriti, at overtage marken fra en familie af vinglade italienske immigranter og siden da har han høstet druer af topkvalitet herfra til sin 1853-serie. Høst sker selvfølgelig 100% manuelt og herefter er druerne også sorteret.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egefade.

Våd, fed og almægtig … en mørk satan med masser af umf, krop og nattesort fylde. Der er tyk lakrids, mest finsk lakrids, lakridsrod, en omgang kul, tørv, jod, tjære, rå champignon samt en frugt med både blåbær, solbær og svesker. Det suppleres med tobak, kakao, lidt harsk baconfedt og mørk chokolade og træagtige noter, meget fortættet og koncentreret med lille, syrlig friskhed i frugten.

I munden er der også en stor historie med en blød og mørk frugt, selvom der er også kommer et spark af alkoholvarme, peber samt tør og ren syre, der holder på de mange lag af brombær, solbær, blomme samt tjære, mørk chokolade, kakao, cedertræ og engelsk lakrids. Du får virkelig en dybsort og kraftig vin, som har en syre, der giver den et lille bordeauxagtig snit. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 189,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, Argentina

2019 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, ArgentinaNæste vin var også et gensyn, men jeg har dog kun smagt Signature Malbec fra Marcelo Pelleriti Wines én gang tidligere. Dengang var det i årgang 2018, men nu er den årgangen nyere.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er del også en del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines,

I dette projekt laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, som fx denne Signature Malbec, der er lavet på 100% Malbec fra netop La Consulta og Vista Flores markerne i Valle de Uco.

Markerne, der blev plantet tilbage i 1907, ligger i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

De håndplukkede druer sorteres både i vinmarken og i vineriet, så kun de bedste, kernesunde druer finder vej til Marcelos signaturvin. Efter 5 dages udblødning af drueskallerne 10-12 grader, så gærer vinen i temperaturstyrede tanke med daglig pigage. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på 225 liter franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Hvor er duften dog meget som 2018’eren, for fadpræget er også ganske pænt med noget træ, cedertræ, lakridsrod, engelsk lakrids, tørv, jod, tjære, rå champignon, kakao, småbitter baconfedt og mørk chokolade samt sød tobak. Vinen har denne våde og fede duft med frugt af blåbær, solbær og svesker.

Vinen har smagsmæssigt samme fedme … virkelig rund, blød og cremet med en opulent frugt, som nærmest vælter udover bæltet. Men stram det ikke ind, for der er godt med velsmag og masser af søde og fede elementer. Der er således tør, mørk chokolade, tjære, blåbær, lidt gran, kanel, karamel og lidt toast. Tanninerne er tørre, der fornemmes også en smule jernagtig mineralitet, men mest af alt er det en fed og fyldig Malbec. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7