Houlberg har tidligere smagt en vin fra Domaine les Ondines ved den lille by Sarrians omkring et par kilometer sydvest for Vacqueyras. Nu smager vi atter en vin fra Jérémy Ondes lille vinhus, nemlig hans Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages.
Jérémy overtog familiens ejendom tilbage i 2003 og startede med at lave vin, selvom produktionen indtil da primært havde været grøntsager som courgetter, tomater, auberginer, meloner og jordbær. I dag er alle 57,5 hektar tilplantet med vinstokke.
Denne 2015 Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah fra 30 år gamle vinstokke. Markerne er drevet økologisk, mens høsten dog foregår med maskiner.
Inden vinificering er alle druerne afstilket. Vinen er gæret i rustfri ståltanke alene med druernes naturlig gærceller og er efter endt fermentering lagret i cementtanke i 18 måneder.
Og det er en lækker Côtes du Rhône Villages, som duftmæssigt har en dejlig mørk, animalsk og mælket aroma. Det er mørke og gærede bær, brombær, blåbær, mødding, yoghurt, bacon, medicinskab, blæk, urter og peber. Den dufter saftig som ind i helvede og skriger af god rustik Côtes du Rhône, så man bliver glad i låget. Der er lidt sødme, en mørk frugtsyre, lidt vanilje … nam nam.
Smagsmæssigt masser af tæt velsmag, tjære, fed og monstertyk væske, peber, rustik syre, plenty med tanniner, mer’ peber, godt med mørk frugt. Smagen halter lidt efter duften, men det er absolut en Rhônevin i den bedre ende af skalaen og klart 4½ fede houlbergske fingre med klar pil op.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.