Tag-arkiv: Italien

2010 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, Italien

2010 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, ItalienSamme vin Soave Classico Meridies fra Nardello … her blot i en større magnumflaske og så 8 år ældre, nemlig fra årgang 2010. Og igen må jeg erfare, at Garganega bare ældes så flot.

Vinen er selvfølgelig lavet på samme måde som 2018’eren, altså på ren Garganega, som kommer fra Monte Zoppega marken. Ved ankomst til vineriet i Monteforte d’Alpone sker der en blid presning af druerne, kold udblødning og gæring i ståltanke.

Midt i gæringsprocessen er vinen hældt på barriques, hvor den gærer færdigt og derefter undergår en malolaktisk gæring. Så lagrer vinen derefter 6-7 måneder i egefadene inden aftapning på flaske.

Igen har alderen givet vinen en lille aroma med syrlighed, æter, benzin og symaskineolie, mere fedme, modenhed, tørret abrikos, akaciehonning, kalkagtig mineralitet og lidt grønne elementer.

Smagen er dog fortsat meget ren og frisk, så syren holder fortsat taktstokken i smagsbilledet. Det er citroner, mineraler, salt og nogle sødkrydrede noter. Det smager da tæskegodt.

Forhandles af Stavtrup Vine, hvor en flaske – i nyere årgang – koster 70 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, Italien

2018 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, ItalienMer’ Soavesaft … Nardellos Soave Classico Meridies, som jeg nu smager i to årgange. Jeg starter med at smage vinen i seneste årgang 2018.

Azienda Agricola Nardello ligger i udkanten af byen Monteforte d’Alpone og drives af Nardello familien, hvis historie kan spores helt tilbage til 1500-tallet. Og allerede i 1608 købte Leonado og Zuane Nardello vingården, som i dag fortsat danner rammen om vinhuset, der drives af Daniele og Federica Nardello. Det var dog deres oldefar Gaetano Maria Nardello, som først startede med at lave vin, men han blev efterfulgt af bedstefar Domenico Nordello.

Vinproduktionen ophørte dog i 1970’erne, da Daniele og Federicas far Gaetano overtog driften. Han solgte i stedet blot druerne til de store kooperativer, men det blev altså ændret sidst i 1990’ern efter Danieles uddannelse til ønolog fra universitetet i Milan i 1996.

Den første årgang blev fra år 2000 og siden har søskendeparret udvidet vingården og i 2010 bl.a. også renoveret den gamle bygning i Monteforte d’Alpone med en ny og moderne vinkælder.

Familien har samlet 14 hektar vinmarker, som primært ligger to steder, men begge i Soave Classico zonen, nemlig parceller på de to cru-marker Monte Zoppega og Monte Tondo.

Nardello laver i alt 6 forskellige vine, herunder altså denne Soave Classico Meridies, der er lavet på ren Garganega, som kommer fra Monte Zoppega marken. Vinen er lavet ved blid presning af druerne, kold udblødning og gæring i ståltanke.

Midt i gæringsprocessen er vinen hældt på barriques, hvor den gærer færdigt og derefter undergår en malolaktisk gæring. Så lagrer vinen derefter 6-7 måneder i egefadene inden aftapning på flaske.

Næsen er klart mere spændende end forrige vin … mere dybde og syre, nødder, citrus, fersken, melon, tørrede abrikoser, estragon samt en lille buket blomster.

Smagen er sådan mere lige ud … ikke flad, for der er både syre, salt og lidt eksotisk frugt. Der er en lille smule sødme, godt med pærer, fersken og sammenlagt en ganske fin lille Soave vin.

Forhandles af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Casarotto, Soave Classico Vigne di Fittà, Veneto, Italien

2017 Casarotto, Soave Classico Vigne di Fittà, Veneto, ItalienL’Azienda Agricola Casarotto ligger lidt syd for byen Montecchia di Crosara ved Lessini bakkerne i udkanten af Soave området … og derfra smager vi nu denne Soave Classico Vigne di Fittà.

Vinhuset drives af den unge Celeste Casarotto og hendes familie. Hun er 3. generation og det var hendes bedstefar, som grundlagde vinhuset tilbage i 1945.

I dag har Celeste Casarotto 15 hektar vinmarker, som er spredt rundt i Val d’Alpone og Soave … primært med Garganega samt Trebbiano di Soave druer.

Celeste laver 11 forskellige vine, hvilket omfatter både hvidvine, rosévin, rødvine, recioto og lidt spumante. Og denne Soave Classico Vigne di Fittà er altså én af disse vine, som er lavet med druer fra cru-marken/området Fittà, der er rig med sort, vulkansk jord.

Soave Classico Vigne di Fittà er lavet på 100% Garganega, som er høstet med håndkraft. Efter presning af druerne, så sker gæring ved 16-18 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en kort periode inden aftapning på flaske.

Næsen byder på lidt halm, hø, stikkelsbær og havtorn, svagt oxiderede noter, lidt tapetklister sagde en omkring bordet, lidt appelsinskal, pærer, melon, fersken og svag citrus.

I munden virker vinen dog lidt flad og er ikke vildt givende eller dyb. Der er lidt pærer, fersken og mandler, men alt virker faktisk meget, meget anonym.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 6,50€ … svarende til 48 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Le Battistelle, Montesei Soave Classico, Veneto, Italien

2018 Le Battistelle, Montesei Soave Classico, Veneto, ItalienMer’ Soave vin og igen en ren Garganega baseret vin … Montesei Soave Classico fra vinhuset Le Battistelle, der ligger i den lille by Brognoligo midt i Soave Classico zonen.

Vinhuset er er grundlagt i 2002 af Gelmino og Cristina Dal Bosco, der – som flere og flere vinavlere – stoppede med at sælge druer til det store, lokale kooperativ og selv startede med at lave vin.

Familien Dal Bosco har samlet 9 hektar vinmarker, som er fordelt på mange parceller i bakkerne ved Brognoligo, herunder deres bedste mark Battistelle under cru’en Castellaro. Det er også den mark, som vinhuset er opkaldt efter.

Det er et lille familieforetagende og de laver alene 3 forskellige vine, herunder denne Montesei Soave Classico, som lavet på 100% Garganega, som er høstet med håndkraft.

Efter afstilkning af druerne, så presses de, hvorefter mosten gærer i 15 dage i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 4 måneder sur lie inden aftapning på flaske og lagring i yderligere 1 måned.

Næsen byder på fersken, melon, ananas, litchi, mandler og nogle grønne elementer. Det er meget straight forward og måske en tak til den neutrale side. Smagen er også meget easygoing og nem, syren lidt vag og der er en lille bitterhed i eftersmagen.

Forhandles herhjemme af Corvina.dk, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Tenuta del Principe, Sereso Sangiovese Superiore Riserva, Emilia-Romagna, Italien

2014 Tenuta del Principe, Sereso Sangiovese Superiore Riserva, Emilia-Romagna, ItalienMed denne Sereso Sangiovese Superiore Riserva er vi nu ræsende tæt på Autodromo Enzo e Dino Ferrari i Imola by i Emilia-Romagna. Der finder vi nemlig Gruppo Morini, der både forhandler Toyota, Lexus, Nissan, Honda og et par mærker mere, men også driver Tenuta del Principe.

Den bil- og vinglade Morini koncern ejer faktisk to vingårde i området, nemlig Santerno og Tenuta del Principe, begge gamle, historiske gårde, der går tilbage til henholdsvis 1875 og 1863.

Derudover ejer de også Tenute d’Italia, som er grundlagt i 1942, har specialiseret sig i agronomisk, ønologisk rådgivning og i dag er strategisk partner for et stigende antal vingårde.

Det er svært at finde info om vingårdene, men det ser ud til, at Tenuta del Principe mest af alt er et negociantfirma, som opkøber druer i forskellige områder i Italien.

Der findes nemlig både Barolo fra Piemonte, Brunello fra Toscana og vine fra Emilia-Romagna under navnet Tenuta del Principe, så der er tale om en større producent.

Denne Sereso Sangiovese Superiore Riserva er lavet på 100% Sangiovese. Inden høsten går i gang, udvælger vinhusets ønologer de bedste af deres vinmarker, hvorfra druer til denne vin kan indgå. Efter høst sorteres druerne igen på vingården, hvor igen kun de bedste druer får lov til at blive en del af Sereso.

Gæringen sker i temperaturkontrolleret ståltanke efterfulgt af 3 måneders malolaktisk gæring. Til slut lagrer vinen 36 måneder i egetræsfade og mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt – WAOW – sikke en mørk og sød næse, langt sødere end lige forventet af en ren Sangiovese vin. Det er sød tobak, kakao, mælkechokolade, engelsk lakrids, overmoden mørk frugt, gærede amaretto kirsebær, blommer, virkelig solmoden og har også en smule vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er vinen overraskende tør, masser af eg, masser af tanniner, lidt grannåle, blommer, sorte kirsebær, blæk, godt med peber, lidt stærk alkohol og samtidig også en del sødme, en smule mælkechokolade og direkte, streng frugtsyre. Det er klart en solvarm, maskulin, stærk og svulstig Sangiovese vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Villa Erbice, Soave Superiore Panvinio, Veneto, Italien

2012 Villa Erbice, Soave Superiore Panvinio, Veneto, ItalienSocieta Agricole Villa Erbice ligger helt korrekt i en smuk og gammel 1700-tals villa i Mezzane di Sotto et stykke nordvest for Soave by. Vinhuset drives af familien Erbice og jeg smager her deres 2012 Soave Superiore Panvinio.

Vinhuset er grundlagt i 1870 af Narciso Erbice. I dag er det 3. og 4. generation af familien Erbice, som driver vinhuset, nemlig brødrene Arberto og Silvio Erbice sammen med den unge4. generation i form af Luca og Massimo Erbice.

Det var Luca Erbice, som skænkede mig dette glas Soave Superiore Panvinio. I kan se den stolte Luca på billedet ovenover.

Familien har samlet 13 hektar vinmarker, der ligger i 250-450 meters højde omkring Mezzane di Sotto og markerne drives uden brug af kunstige sprøjtemidler og med respekt for naturen.

I vinkælderen er alt meget traditionelt … og vinene laves i rustfrie ståltanke, mens mange af vinene også lagres i 225 liters franske barriques. Erbice laver samlet 6 forskellige vine, men udelukkende to Soave vine … resten er røde Valpolicella vone.

Soave Superiore Panvinio er lavet på 100% Garganega druer, som kommer fra marker lige ved byen. Der er vinstokkene plantet i 1963 og høstudbyttet har ligger på 80 hektoliter pr. hektar. Druerne er høstet i starten af oktober, hvor druerne er let overmodne.

Alle druerne sorteres manuelt, hvorefter de ligger i blød en kort periode inden presning og gæring starter. Derefter lagrer vinen på barriques i 6 måneder og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

Lagringen på eg kan fornemmes i duften. Der er noget varmt, rundt over duften, lidt strandsand, solcreme, blomstersæbe og fylde, mens frugten er fersken, pærer plus lidt mandler og et strejf vanilje.

Smagen er blid, blød og rund med fedme samt et frisk bid i eftersmagen. Der er fersken, melon og citronsyre. Smager også ganske godt, om end en smule anonym.

Ingen dansk forhandler, men prisen i Italien ligger på 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Damiano Fornaro, Soave Classico Anfora, Veneto, Italien

2016 Damiano Fornaro, Soave Classico Anfora, Veneto, ItalienJeg smagte også Damiano Fornaros lidt specielle Soave Classico fermentato e affinato in anfora … altså en vin, som udelukkende er lavet i store amphora lerkrukker.

Damiano fortalte, at vinen er forholdsvis ny i sortimentet og denne 2016 endda første årgang.

Den er lavet på 100% Garganega druer, som alle er dyrket økologisk. På billedet ovenover kan I se, hvordan druerne ligger i krukken.

Imidlertid har Fornaro ingen hjemmeside og jeres flittige vinblogger har også glemt, hvad Damiano i øvrigt fortalte om vinen. I stedet får I så blot min smagsnoter på denne Soave Classico Anfora.

Igen er der denne lidt æteriske note af … måske ikke benzin, men så et eller andet i den retning, måske symaskineolie med snert af lidt opløsningsmiddel. Frugten er fersken, melon, men derudover er der tobak, andefond, stegesky, nogle nødder og lidt akaciehonning.

Men smagen er langt mere syrlig end forventet ud fra duften. Den er virkelig stringent, streng og stram med grønne æbler, grøn syre og masser af mineraler.

Damiano fortalte, at vinen kostede … mener han sagde 36€, hvilket svarer til 268 kr. og det er en høj pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, Italien

2011 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, ItalienDamiano Fornaro synes, at jeg også skulle smage hans Soave Classico med lidt alder, nemlig i en årgang 2011 … og dermed en af de første årgange, som Fornaro faktisk har lavet.

Det er fortsat 100% Garganega, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke.

Men med alderen er vinen blevet en kende mere spændende, for nu dukker der først lidt duft af benzin eller æter op, blomster, stikkelsbær, ananas og andre tropiske frugter, akaciehonning, mandler og der fornemmes klart lidt alder i duften.

I munden er vinen nu også blevet mere spændende … er nærmest nu lidt vibrerende med mere modenhed og power, mens de skarpeste kanter er slebet runde. Selvom vinen fortsat har en kraftig syre, så smager det mere rundt med modne æbler og abrikos.

Ingen forhandler herhjemme og i Soave koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, Italien

2018 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, ItalienDamiano Fornaro er en ganske lille Soave producent, som jeg også mødte under Volcanic Wines Press Tour. Og jeg startede med at smage hans almindelige 2018 Soave Classico.

Damiano – som I kan se på billedet ovenover – startede Azienda Agricola Fornaro i 2010. Han var egentlig i gang med en landbrugsuddannelse på L’Istituto Tecnico Agrario, men fuldførte ikke og droppede ud. I stedet besluttede den unge mand simpelthen, at han ville lave vin. Han arbejdede derfor lidt i restaurationsbranchen og tog et kursus til sommelier.

Og imod alle ods med manglende erfaring og efterveer fra finanskrisen, så fik han med hjælp og rådgivning fra gode venner startet opstartet egen vinproduktion fra de marker, som hans far og onkel – brødrene Luciano og Gianni Fornaro – havde ejet igennem et langt liv. De havde dog alene – som de fleste vinavlere i Soave – blot leveret druerne til kooperativerne.

Damiano har samlet 13 hektar jord, hvoraf dog alene små 4 hektar er vinmarker. Årsproduktionen er også meget beskeden med alene 35.000 flasker vin.

Denne Soave Classico fra Damiano Fornaro er lavet på ren Garganega og udelukkende på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke mange oplysninger om vinen.

Næsen er stram, streng og nærmest stikkende med gul frugt, pærer, stikkelsbær, kamillete, blomster og masser af lemon. Smagen er lidt i samme boldgade med masser af citroner, skarp og stram, men det smager faktisk ganske godt.

Ingen forhandler herhjemme og i Soave koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Suavia, Massifitti, Veneto, Italien

2016 Suavia, Massifitti, Veneto, ItalienSelvom jeg nok synes, at Garganega druen er mere spændende end Trebbiano di Soave, så må jeg også bare indrømme, at Suavia laver en stjernegod vin på Trebbiano di Soave, nemlig denne Massifitti, som jeg selvfølgelig også smagte på turen i Soave.

Massifitti er lavet på rustfrie ståltanke, fermentering i 15 dage, ingen malolaktisk gæring og lagret 15 måneder med bærmen på stål og yderligere 12 måneder på den lille, buttede og totalt charmerende flaske inden frigivelse. Sort og hvid … for mens Monte Carbonare har sort etiket, så kommer Massifitti med en enkel, hvid etiket.

Og så er det en vin, som jeg også har smagt mange gange tidligere og selvfølgelig også anmeldt her på Houlberg Vinblog. Men her er det altså søstrene Tessaris Massifitti 2016, hvor druerne kommer fra marker i cru’en Fittà, hvor der samlet er 190 hektar areal, men alligevel alene 74,7 hektar vinmarker

Suavia har altså også har en parcel på Fittà, hvor jorden også er sort, vulkansk og basaltisk. Suavia er et af de få vinhuse, der fremstiller en 100% Trebbiano di Soave. Den aftappes dog som IGT vin, da loven jo foreskriver minimum 70% Garganega i en Soave DOC vin.

Og sikke en lækker aroma, næsten fed … smørfed, varm og venlig med eksotisk frugt, banan, pærer, fersken, blomster, vanilje, sten, jern og mineraler.

I smagen er der godt hold på tingene, selvom vinen – som flasken – måske kan virke lidt buttet og småfed, lidt sødkrydret, for der er samtidig også godt med renhed og mineraler i smagen. Der er lidt grape bitterhed og vinen er sprødt, krisp og lækker.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7