Tag-arkiv: 5½

2007 Domaine François Lurton, Malbec Piedra Negra, Mendoza, Argentina

2007 Domaine François Lurton, Malbec Piedra Negra, Mendoza, ArgentinaFrançois Lurton er søn af den kendte vinmager André Lurton, som bl.a. ejer Chateau Bonnet, La Louviere, Château Dauzac, Château Couhins-Lurton og mange andre slotte. En fætter leder Yquem og Cheval-Blanc, en anden Brane-Cantenac, så François er derfor helt bogstaveligt født ind i vinbranchen, ja nærmest en ætling af et af Bordeaux’ mest celebre vindynastier, som har produceret Bordeaux vine mange, mange år.

Efter at ha’ arbejdet for hans far i mange år, så etablerede François og hans bror deres eget firma, Jacques & François Lurton SA. Over en periode på 8 år købte de to brødre en række vingårde i både Languedoc, Spanien, Chile, Portugal og Argentina.

I hvert land ansatte de så et team af ønologer og indgik også købsaftaler for druer fra nabogårde i de respektive lande. I 2007 overtog François sin brors andel i virksomheden, og den skiftede samtidig navn til Domaine François Lurton.

I Argentina startede François med at arbejde sammen med Catena, og siden 1992 har de i fællesskab produceret vin til salg lokalt i Argentina. I 1996 købte Lurton imidlertid selv to vingårde med det formål at lave vin for det internationale marked.

Den ene vingård Chacayes, ligger i Vista Flores i Uco Valley i Mendoza, mens den anden Finca Barrancas ligger i Maipu Valley. François Burton har således i dag mere end 250 hektar jord i Argentina, hvoraf de 200 hektar er vinmarker. Af de 200 ligger 136 hektar ved Chacayes vingården, mens der ligger 65 hektar ved Finca Barrancas vingården. Sammenlagt lidt af en stor historie.

Markudbyttet holdes lavt, typisk omkring 30 hl/hektar. Udover Malbec er der 20% Cabernet Sauvignon. Vinmarkerne drives organisk og ligger højt, 1.200 meter over havet som nabo til Tupungato, som med 6.550 meter er det højeste bjerg i Sydamerika. Så François har virkelig slået sig ned for alvor i Argentina – kælderen er endog sikret mod jordskælv! Og det er bestemt ikke for sjov, for Mendoza by er gentagne gange blevet ødelagt af jordskælv, herunder totalt ødelagt af et jordskælv med styrke 7,2 på Richterskalaen den 20. marts 1861 omkring kl. 20:30 lokal tid.

Huset topvin eller ikonvin hedder Chacayes, mens denne Piedra Negra er 2. vinen på Chacayes. Den bærer navnet Piedra Negra, som betyder sorte sten og henviser til de sorte sten på vinmarkerne ved foden af Andesbjergene.

Vinen er en enkeltmarksvin fra én af markerne i Vista Flores. Den laves alene på den naturlige gær og lagres i 18 måneder i brugte franske egefade. Lurton forsøger med denne Malbec Piedra Negra at skabe en lidt lettere udgave af de typiske argentinske Malbec vine, så det må vi lige smage, om det også er tilfældet.

Vinen har i denne årgang 2007 fået 93 Parker point, så der er altså nogen, som synes det er ganske glimrende.

Duftmæssigt mere kant i denne vin end den foregående. Jeg har noteret mig lidt grønne noter, toast, eg, blyant, bly, lavendel, eksotiske krydderier, røgelse, blomme, blåbær og sorte kirsebær, men smagen er – udover masser af blommer og solbær . har mere blæk, syre og elegance, hvilket klæder vinen rigtigt godt. Også en meget skøn Malbec vin.

Erik Sørensen Vin har tidligere haft nogle af husets vine, men tilsyneladende ikke længere … har i hvert fald ikke kunnet finde en forhandler i Danmark i dag. I udlandet ligger prisen omkring 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Belasco de Baquedano, Swinto Old Vine Malbec, Mendoza, Argentina

2009 Belasco de Baquedano, Swinto Old Vine Malbec, Mendoza, ArgentinaBalasco de Baquedano er startet og ejes af Juan Ignacio Belasco. Han er dog ikke argentiner, men er bosiddende i Spanien, hvor han ejer Grupo La Navarra, som ejer en række vingårde i Spanien, bl.a. i Navarra, Toro og Rueda. Juan kommer fra en gammel vinfamilie, som har produceret vin siden 1881.

Sidst i 1990’erne begyndte Grupo La Navarra sammen med konsulenten, vinmageren Bertrand Bourdil at lede efter den perfekte vingård i Argentina. Det arbejde tog ca. 10 år og endte med købet af knap 90 hektar vinmarker med nogle af de ældste Malbec vinstokke i hele Argentina.

Vinmarkerne ligger i området Agrelo, Lujan de Cuyo i Mendoza i 1.100 meters højde lige for foden af Andesbjergene og naboerne tæller bl.a. Catena og Paul Hobbs. Vinstokkene var originale, franske Malbec kloner og nogle af dem er over 100 år gamle og de yngste er fra 1919.

Juan besluttede derfor hurtigt, at der kun skulle laves eksklusive, ufiltrerede Malbec vine på Balasco de Baquedano … efter det bedste, traditionelle håndværk for at bevare de særlige dufte og smagsoplevelser og fremme druernes rigdom, krop og farve.

Vinmageren José Ponce blev hyret til sammen med Bertrand Bourdil at skulle stå for produktionen. Bourdil er i øvrigt én af de få vinmagere, som 3 gange fra modtaget 100-point score fra Robert Parker, så grundlaget for fremstilling af god vin burde være til stede.

Dertil skal lægges, at der samtidig blev opført et femetagers moderne state-of-the-art vineri i gammel Inka/Maya stil, en stor panorama-restaurant Navarra Restaurant med udsigt til vinmarkerne og Andelsbjergene. Der blev lavet moderne smagelokaler og endda Sydamerikas største aroma-rum, hvor besøgende gæster ved 42 plexiglas ”duft-stationer” kan sniffe nogle af de dufte, som ofte findes i vin.

Siden opstarten er resultaterne heller ikke udeblevet og de forskellige vine har modtaget topscore fra kritikere, herunder Best Buy og 90 point fra Robert Parker’s The Wine Advocate), 91 point fra Vin Entusiast og stor ros fra Stephen Tanzer fra International Wine Cellar.

Der laves 4 vine på Balasco de Baquedano, Rosa (en rosé på Malbec), Llama, AR Guentota og endelig topvinen Swinto. Swinto er 100% Malbec fra 100 år gamle vinstokke. Lagret 18 måneder på nye franske fade efterfulgt af 12 måneder på flasken inden frigivelse. Vinen har – som en hyldest til Huarpe-indianere, som var de første indbyggere i Mendoza River dalen – fået navnet Swinto, som på indiansk betyder “krage”.

Duftmæssigt er der langt mere tyngde i denne vin. Der er blommer, blåbær, brombær, vanilje, kaffe, toast, krydderier .. alt sammen meget intenst, mørk og fyldigt. Man fornemmer, at her er sker der noget spændende. Smagen er i samme boldgade, næsten fløjl og smørblød i smagen, cremet, karamel og masser af mørk, næsten tørret frugt med en anelse sødme. Voldsomt og dejligt.

Ingen forhandler herhjemme, i udlandet koster vinen omkring 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Cordero di Montezemolo, Barbera d’Alba Funtaní, Piemonte, Italien

2009 Cordero di Montezemolo, Barbera d'Alba Funtaní, Piemonte, ItalienDet er ikke mere end lidt over en uge siden, at jeg nød en Barolo Bricco Gattera fra det det historiske vinhus Azienda Agricola Monfalletto … eller i dag blot kaldt Cordero di Montezemolo efter husets nuværende ejere. Jeg skal ikke igen gentage en masse om vinhuset … hvis du vil læse om det, så klik blot på ovennævnte link.

Til vores bestyrelsesmøde havde jeg valgt, at vi skulle smage en anden vin fra huset, nemlig denne “Funtanì” Barbera d’Alba Superiore D.O.C., som er husets top Barbera, som er lavet fra de ældste Barbera stokke på ejendommen i La Morra.

Stokkene er over 50 år og giver det laveste udbytte på hele ejendommen, og det giver en vin med saft og kraft.

Vinen er lavet med en kort maceration på 15 dage og udblødning i rustfrie ståltanke. Den er lagret omkring 15 måneder på franske egetræsfade, efterfulgt af mindst seks måneder af aldring i flasken inden

Duftmæssigt en kraftig fætter … første indtryk er bestemt ikke Barbera, men en duft af blod, blæk, brombær, hindbær og nødder. Der er dog – samtidig med den store fylde og intensitet – en dejlig elegance sammen med nogle grønne toner, som er meget italienske. Mørk og intensiv, men også med god rygrad og en meget vedkommende syre. Kompleks, fyldig og fløjlsblød … selvom den virker en anelse tungere end Barbera normalt er.

Forhandles bl.a. hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor prisen er 279 kr. Hos Meinertz-Vine er prisen 220 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Giuseppe Mascarello e Figlio, Barolo Villero, Piemonte, Italien

2004 Giuseppe Mascarello e Figlio, Barolo Villero, Piemonte, ItalienJans næste vin mandag var også i den klassiske ende, nemlig denne 2004 Barolo Villero fra vinhuset Giuseppe Mascarello e Figlio. Ja, det hus har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte deres Dolcetto D’Alba Santo Stefano di Perno og deres Barbera d’Alba Scudetto.

Mascarello er en klassisk Barolo producent, som ligger ved byen Castiglione Falletto, blot et par kilometer nord for Monforte D’Alba. Klassisk Barololand, og huset laver da også både Barbera, Dolcetto, Barolo og et par Langhe Nebbioloer.

Giuseppe Mascarello e Figlio er en af de store traditionalister i Barolo og regnes blandt Italiens ypperste producenter både lokalt om internationalt.

Huset blev grundlagt i 1881 af Giuseppe Mascarello, men det var Giuseppes søn Murizio Mascarello, som i 1904 købte gården “Monprivato” i Castiglione Falletto og fik tilplantet markerne med både Nebbiolo, Dolcetto og Barbera, som lagde grundlaget for vinhusets senere succes.

Siden er vingården gået i arv fra generation til generation, og i dag er det Mauro Mascarello, der står i spidsen sammen med konen Maria Teresa. som står for administrationen, samt sønnen – selvfølgelig også døbt Giuseppe – som også er uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Alba.

Mascarello familien har i dag i alt 15 hektar vinmarker, der alle ligger indenfor Barolo området. Nogle er en del af Monprivato ejendommen, og dermed en del af familiens historie, mens andre er tilkøbt af Mauro. Der er i alt 7 forskellige vinmarker, nemlig Monprivato, Bricco, Codana, Toetto, Villero, Santo Stefano di Perno og Scudetto.

Denne Barolo er således lavet på druer fra marken Villero nær Castiglione Falletto. Druerne er høstet omkring midten af ​​oktober, produceret helt traditionelt og lagret på mellemstore slavonske egetræsfade i 36 måneder. Vinen har fået 92 point hos både Parker & Wine Spectator.

Duftmæssigt sagde Janni, at der var lidt portvin eller alder i næsen … og det er meget rigtigt. Herudover stor grad af terroir, tjære, jord, som måske også kan forveksles med alder. Vinen virker bestemt ikke gammel, og herudover er der kirsebær, jordbær … næsten proppet med frugt, lakrids, violer og blomster. Smagen er samme boldgade med friskhed, renhed og masser af frugtsyre. Klassisk Nebbiolo, meget direkte i munden, fantastisk syrlighed og tydelige tanniner. Svært at begribe, at denne vin efterhånden er omkring 10 år gammel, for ingen rynker her … og vi rynker heller ikke på næsen, for godt er det sgu.

Forhandles af Supervin, pris 339,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5 

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, Italien

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, ItalienAftenens sidste vin havde Paul med og kommer fra Trentino-Alto Adige området, helt præcis fra byen Mezzolombardo, omkring 20 km. nord for Gardasøen. Området ligger imellem Garda-søen og Brenner-passet på kantet af Alperne. Her finder vi det lille vinhus Dall’ Azienda Agricola Foradori, som drives af Elisabetta Foradori.

Vingården er grundlagt af i 1901, og købes af Vittorio Foradori i 1929. Vingården drift overtages i 1960 af Roberto Foradori, men efter hans død i 1976 må hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen. Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som driver foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen.

Foradori driver i alt 26 hektar vinmarker, alle med lokale druesorter, bl.a. 80% med Teroldego, 15% med Manzoni Bianco og 5% Nosiola. Vingården producerer samlet omkring 160.000 flasker årligt.

Elisabetta er ønolog og har indført mange nye, gode skikke siden hun overtog kommandoen for godt 20 år siden. Hun startede med at plante nye stokke og anskaffe nye fade. En anden markant  ændring ligger i fremstillingsprocessen, hvor man ikke presser al mosten ud af druerne, men kun ca. 75 %, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk.

Elisabetta hører til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino-distriktet nær Alto Adige, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt kvindelige italienske vinmagere.

Vinen her Morei Teroldego er en enkeltmarksvin på 100 % Teroldego fra biodynamisk dyrkede marker. Teroldego er en lokal drue der kun gror i Trentino, og som  har sine optimale vilkår på de grusede, stenede sletter. Vinen har gæret og lagret 8 måneder på amfora med skaller.

Duftmæssigt er det sure kirsebær, kirsebærsten, stor mineralitet med sten og grus, mens smagen er let syrlig med bløde tanniner, urter og let røget fornemmelse. Spændende vin, og sjovt at prøve en drue, som jeg ikke har smagte så mange gange tidligere.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Bichel Vine, pris 259,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien Med næste vin røg vi uden for de tre områder i Italien, som vi normalt smager vine fra, denne gang til Abruzzo, hvor vi i den lille by San Martino Sulla Marrucina finder Masciarelli Tenute Agricole, som drives af ægteparret Gianni Masciarelli og Marina Cvetic.

Gianni startede som vinbonde i 1978, og begyndte at producere de første vine i 1981.  Og Gianni har ikke sin lidenskab for vin fra fremmede, idet han nemlig i dag laver vinene i farfaren Giovanni Masciarellis gamle vinkælder på slottet Castello di Semivicoli, som huser Masciarelli Tenute Agricole.

Gianni startede med sølle 2,5 hektar, men ejer i dag hele 350 hektar fordelt på marker i provinserne Chieti, Pescara, Teramo og l’Aquila i Abruzzo. På de fleste dyrkes Montepulciano og Trebbiano, men der dyrkes også internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot and Cabernet Franc.

Jordbunden i denne del af Abruzzo består af et ekstremt mineralholdigt limstenslag. En del af vinstokkene har generationer på bagen, men Masciarelli omplanter løbende.

Der produceres årligt omkring 1,5 million flasker vin på Masciarelli, fordelt på 3 serier, Masciarelli Classico, Villa Gemma og Marina Cvetic, sidstnævnte opkaldt efter fruen i huset. Vinene eksporters til ikke mindre end 36 lande i verden, så der er med andre ord tale om en voldsom stor producent.

Castello di Semivicoli, det imponerende slot, som parret købte i 2004, anvendes som hotel med 11 værelser, kulturarrangementer, bryllupper og selvfølgelig store vinsmagninger. Hmmm, der gad jeg godt ha’ et par overnatninger. Fandme en stort og flot hotel.

Villa Gemma er Masciarellis prestige serie. Foruden den hvide og eksotiske Villa Gemma Bianco Colline Teatine fremstilles Villa Gemma Montepulciano d’Abruzzo. Denne vin i en årgang 1995 blev af Gambero Rosso i år 2000 kåret som Italiens bedste vine. Villa Gemma får næsten hvert år de hædersfulde 3 glas i Gambero Rosso, også i denne årgang 2005, som Parker har giver 90 point.

Druerne til Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma høstes fra en vinmark lige udenfor vingården. Udelukkende Montepulcianodruer indgår i vinen. Efter endt vinifikation lagres vinen i 36 måneder hvoraf de 24 måneder er på nye franske barriques.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt er der solbær, sultanarosiner, blommer og en anelse blæk. Smagen er kompleks med fin syre, god frugt og godt med power … og så alligevel i en perfekt balance. Eftersmagen er flot lang, tanninerne bløde … hmmm smager godt. Gjorde ikke et uudslettelig indtryk ved første glas, men her på anden dagen er jeg begejstret. Rigtigt dejligt. Kan godt lide kombinationen af blødhed, syre og frugtsødme, som bare styres i en skøn treenighed.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Sigurd Müller, pris kender jeg ikke, vil gætte på omkring 350-400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2011 Tenuta dell’ Ornellaia, Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, Toscana, Italien

2011 Tenuta dell' Ornellaia, Le Serre Nuove dell' Ornellaia, Toscana, ItalienNæste vin havde Jan med, nemlig Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, 2. vinen fra Tenuta dell’Ornellaia, det berømte vinhus, som blev grundlagt i 1981 af Ludovico Antinori, bror til Piero Antinori, som ejer flere vinhuse i Italien, og bl.a. står bag vine som Solaia, Tignanello og Guado al Tasso.

Det var ingen tilfældighed, at Ludovico valgte vinproduktionen som sin levevej. Hans karriere startede nemlig sammen med broderen Piero. Faktisk løber vinen i blodet hos familien, og de to brødre er også i familie med Mario Incisa della Rocchetta, manden bag Sassicia … som i øvrigt også er naboejendom til Tenuta dell’ Ornellaia.

De to brødre veje skiltes imidlertid i begyndelsen af 1980’erne, og Ludovico påbegyndte derefter beplantningen af et større område på de bedst beliggende marker ved Bolgheri. Det 135 hektar store stykke land havde han fået i arv, og det havde været hans hjemmebane siden barnsben, så lokalkendskabet var derfor særdeles godt.

Markerne blev tilplantet med “bordeaux-druer” som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot. Ludovico fik hjælp af den kendte amerikanske vinekspert André Tchelistcheff, der var overbevist om, at de klassiske bordeaux-druer ville gøre sig bedst i området og at man derfor ikke skulle plante Sangiovese, der ellers dominerer i Toscana. Bolgheri-området minder da også på mange måder om Bordeaux; det er forholdsvist fladt, ligger tæt på vandet og har (næsten) samme mikroklima.

I dag er det den verdensomspændende vinkonsulent Michel Rolland, der rådgiver på stedet – hans oprindelse er jo i øvrigt også Bordeaux. Vinmager på Tenuta dell’ Ornellaia er Axel Heinz.

I 1989 stod et nyt state-of-the-art vineri færdigt. Bygningerne der i sin arkitektur er noget helt unikt, er bygget halvt under jorden ind i bakkerne. Indvendig er vineriet beklædt med den fineste marmor fra lokale forekomster og en større kunstsamling pryder væggene. Absolut intet er overladt til tilfældighederne, og det gælder i sandhed også i kælderen. Det bedste vinifikations udstyr, der kan købes for penge, er blevet installeret, og det ajourføres løbende.

De sidste 5-10 år har ejerskabet af Ornellaia været lidt omskifteligt. I 2003 solgte Ludovico Antinori Tenuta dell’Ornellaia til et partnerskab mellem Robert Mondavi og Frescobaldi. Da Constellation Brands i 2005 overtog Robert Mondavi Winery, købte Frescobaldi de fleste aktier, men Michael Mondavi har stadig en lille aktiepost.

Le Serre Nuove er 2. vin til Ornellaia. Beslutningen om hvilke fade der skal i Ornellaia og hvilke der skal bruges til Le Serre Nuove, tages først umiddelbart inden den endelige blanding. De fade der afspejler ungdom og friskhed går til Le Serre Nuove. Den er her i årgang 2011 lavet på 57% Merlot, 17% Cabernet Sauvignon, 12% Cabernet Franc og 14% Petit Verdot.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt er der blæk, lidt muld, sorte morelbær, pizza og lidt mynte. Smagsmæssigt overraskes man af voldsomme tanniner, men samtidig en rund og behagelig smag med blæk, grafit, lidt grønne blade. Her på anden dagen er vinen endnu blødere og virker faktisk en tand bedre end i går aftes. Måske en vin, som bare skal ha’ godt med luft?

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles flere steder, bl.a. Sigurd Müller og Vild med Vin, pris 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, Italien

2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, ItalienHan ligner en rockstjerne, er god for tre milliarder … dollars vel at mærke, er gode venner med Kanye West, Dalai Lama og Bono, kører i en guldfarvet Mercedes 4-hjulstrækker, fik sin første tattovering som 50-årig og bærer det vinøse efternavn Rosso.

Navnet er Renzo Rosso, og han kaldes også for “Jeans Genious” eller “Denim Guden”. Han er manden bag jeans mærket Diesel, og laver – udover de kendte jeans – også parfume i samarbejde med l’Oréal. Vi kigger vist alle begge dele, både Diesel jeans og deres parfumer.

Renzo Rosso grundlagde Diesel i 1978, og har siden opbygget et modeimperium, der tæller 3.400 ansatte verden over. Omsætningen lyder på knap 2 mia euro og Diesel forhandles i mere end 80 lande – bl.a. fra 270 egne butikker. Diesel åbnede sin første butik i Danmark i 1994 i Århus og har i dag fire egne butikker herhjemme.

Udover tøjmærket er Diesel involveret i både kunst, musik og design, der har det sigte at støtte og motivere nye, unge talenter, bl.a. gennem Diesel-U-Music, The Diesel Wall og Diesel New Art. Han har arbejdet sammen med andre store firmaer, bl.a. Adidas og bilmærket Fiat i redesignet af Fiat 500.

Derudover laver han også hippe vine specielt målrettet til berømtheder, Hollywoodstjerner og få udvalgte restauranter rundt om fra hans lille vingård, som ligger det bakkede landskab ved Marostica på hans fødeegn Bassano del Grappa i det nordlige Italien. Vingården i Veneto har han selvfølgelig kaldt Diesel Farm.

Vinene bærer også Renzos navn, idet der på gården laves tre vine, en hvid Bianco di Rosso og de to røde Rosso di Rosso og Nero di Rosso, alle produceret på Diesel Farm af druer fra de 100 hektar jord, der omgiver gården. Herudover laves der en Grappa di Rosso, og derudover dyrkes lidt oliven, der presses til hans Olio di Rosso.

Der produceres årligt alene få tusinder af disse eksklusive vine, som er blevet en hip drik … blandt de rige, for dieselmandens sans for markedsføring har gjort vinene efterspurgte trods skyhøje priser. Men indpakningen er også i orden.

Således fremstår vinen også flot med en lækker præsentation i klassiske Maderiaflasker med voksforsegling på toppen, tryk direkte på flasken, alle med Renzos initialer RR, nummeret 55 – som både er hans fødeår og ynglingstal – og alle med Rossos navn og et personligt skrevet “Enjoy”. De særligt gode flasker har Rosso også selv markeret med 3 krydser XXX.

2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, Italien - bagsiden    2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, Italien - kassen

Og til denne italienske aften har jeg skaffet netop en af Rossos vine, nemlig denne Nero di Rosso, som er lavet på 100% Pinot Noir. Hvorfor ikke blive en del af de hippe og kendte mennesker … om ikke andet, så for en aften? Tænkte også, at vine gode vinvenner nok ikke ville gætte, at denne Pinot Noir baserede vin kom fra Veneto området … og den antagelse fik jeg ret i. Kan heller ikke selv huske, at jeg tidligere har fået Pinot Noir fra Veneto.

Vinen er fremstillet af nye vinstokke, som første gang blev høstet i 2003. Vinstokkene er placeret på et særligt område på Diesel Farm. Den tekniske vinfremstillings proces der anvendes, respekterer frugtens og druens integritet. Gæringen foregår i stålkar, med en udblødningsproces med lave temperaturer, manuel presning, og derefter bliver den lageret på 1-årige franske barriques i 12 måneder.

Duftmæssigt er der Pinot toner, selvom den ikke er animalsk … så ingen hestestald her. Der er til gengæld et varmt indtryk samtidig med, at duften også har godt med grønne toner og godt med syre. Duften er jordbær, kirsebær, figner og mandler i næsen, og derudover let krydret. Smagen er blød, cremet … meget rund og behagelig i smagen. Igen kommer der et svagt krydret indtryk, men der er også en blid syre, som gør vinen meget balanceret. En meget behagelig vin, som overrasker positivt.

Én af de vine, som der blev drukket mest af denne aften … det plejer at indikerer et eller andet! Der var en enkelt slat tilbage dagen efter … men efter 12 timer i karaffel, så afslører vinen også, at det nok ikke er en gemmevin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Hos Diesel Farm koster vinen 95€ … på de hippe restauranter endnu mere. Min flaske kom fra et konkursbo efter en dansk forhandler, og jeg betalte derfor en del mindre.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Gérard Bertrand, Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin, Languedoc, Frankrig

2010 Gérard Bertrand, Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin, Languedoc, FrankrigÉn af aftenens bedste vin var denne Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin. Vi er tilbage til, hvor vi startede, nemlig hos den store Gérard Bertrand og en del af hans 410 hektar vinmarker, nemlig den del som hans far købte i 1970 … fluks da Domaine de Villemajou i Saint André de Roquelongue blev sat til salg.

Navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Domaine de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Druerne til Domaine de Villemajou Grand Vin er imidlertid hentet fra en lille parcel på Villemajou, hvor Carignan-stokkene er minimum 80 år gamle. Dette sammen med den meget stenede og derfor veldrænede jord holder udbyttet ned på 25 hl/hektar. Vinen er lavet på Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre med traditionel alkoholisk gæring på ståltanke efterfulgt af den malolaktiske. Lagres efterfølgende 10–12 måneder på fade, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer yderligere 12 måneder. Vinen er selvfølgelig – som temaet byder – økologisk.

Og sikke en kraft i vinen. Her mærkes den rige sol tydeligt. Duften er sødme og vanilje som de primære indtryk, efterfulgt af rosin, blommer, bacon, kød, sød engelsk lakrids og røgede toner. Men mest af alt, sødme og vanilje … og alt sammen med intenst. Dufter rigtigt godt. Smagen er ligeledes i samme boldgade med sødme, rosiner, blommer, blomster, fedme og fylde … godt cremet, men alligevel med lidt syre og rygrad. Vinen kan måske godt blive lidt endimensionel … man den smager altså godt, og helt klart aftenens bedste vin.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Domaine René Cacheux et Fils, Vosne Romanée 1’er Cru Les Suchot, Borgogne, Frankrig

2005 Domaine René Cacheux et Fils, Vosne Romanée 1'er Cru Les Suchot, Borgogne, FrankrigAftenens sidste vin … vi sluttede i Bourgogne … godt valg, og endda i Vosne-Romanée, som nok er Bourgognes mest berømte kommune og hjemsted for ikke færre 6 Grand Cru, flere 1’er Cru’er og nogle af de bedste Villages vine. De verdensberømte Grand Cruer er Romanée-Conti, La Romanée, La Tâche, Richebourg, La Grande Rue og Romanée-Saint-Vivant.

Selvsagt ligger også nogle af Bourgognes mest berømte vingårde her, anført at Domaine de la Romanée-Conti. Mange af vinene sælges for astronomiske priser, men man kan stadig finde små familieejede producenter, som laver topkvalitet til overkommelige priser, et sådant Domaine er René Cacheux et Fils.

Domainet er beliggende i hjertet af landsbyen Vosne-Romanée og har været i samme families eje igennem 4 generationer og drives i dag af Gérald Cacheux.

Domænet er grundlagt af François Blee i begyndelsen af ​​sidste århundrede, men det var under sønnen Charles Blee, at vingården langsomt blev et veletableret navn i Vosne-Romanée.

I 1966 overtog Charles’ to døtre vingården, og den ene af pigerne, nemlig Jacqueline Blee blev gift med René Cacheux, som overtog driften af gården, og som domænet også er opkaldt efter i dag. I 2004 kom 4. generation i form af sønnen Gérald Cacheux med i driften, og navnet blev fluks ændret til Domaine René Cacheux et Fils.

I 2005 udvidede man med køb af 2 parceller i Chambolle- Musigny. Der er tale om en meget begrænset produktion, og alt laves af familien selv, fra håndhøstningen af druerne til selve vinifikationen.

Cacheux laver en fremragende “almindelig” Bourgogne på druer fra parceller lige uden for appellationen Vosne-Romanée, samt Vosne-Romanée Village og to af de bedste 1’er Cru’er: Les Beaux-Monts og flagskibet Les Suchots. Og det er netop sidstnævnte vin, som afslutter vores frankofile torsdag. Lavet selvfølgelig på ren Pinot Noir, lagret 18 måneder på 7o% nye franske egetræsfade, resten 1. og 2. års fade.

Duftmæssigt meget grøn med kirsebær, blåbær, jordbær, læder, pelsfrakke og egetoner. Smagen er knastør med kirsebær, mirabeller, ribs og godt med eg … rank med faste tanniner, men jeg finder den knap så indbydende som fx forrige vin fra Mischief and Mayhem. Vinen er cremet, men egen dominerer måske en smule for meget, men godt smager det altså … bestemt en fremragende glas vin.

Købt i Frankrig, men forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor pris for en årgang 2007 er 529,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7