Tag-arkiv: 4½

2019 Château Maris, l’Autan, Languedoc, Frankrig

2019 Château Maris, l’Autan, Languedoc, FrankrigTotal deja-vu … for igen tester jeg 3 forskellige vine fra samme vinhus … nu Château Maris, som ligger i byen Félines-Minervois. Det er i kommunen La Livinière under appellationen Minervois la Livinière. Først er det husets 2019 l’Autan, som jeg smager.

Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i 1997, hvor Robert Eden og Kevin Parker købte Château Maris med det formål at lave kvalitetsvine i Minervois La Livinière. Robert Eden havde tidligere ejet flere ejendomme i Frankrig, men de blev solgt til fordel for dette nye vinprojekt.

Kevin Parker er pengemanden … har arbejder til dagligt som administrerende direktør og partner i SICM, hvilet er Sustainable Insight Capital Management i New York og derudover har han også tidligere været medlem af Deutsche Banks bestyrelse … og har en stor viden om klimaændringer og bæredygtig vinbrug.

Siden etableringen af vinhuset har over en lang periode på 8 år bygget et moderne 9.000 kvadratmeter stort vineri ved siden af det gamle kapel på deres jord. Selvom det gamle kapel er bygget i store sten, så er det nye vineri lavet helt efter Robert ‘Bertie’ Edens eget verdensbillede.

Det er for det første selvforsynende og opbygget i plantebaserede materialer – store “byggesten” lavet af hamp – der er 100% biologisk nedbrydelige, total i harmoni med naturen og så bygget med mindst mulig brug CO2 … og kan også drives med mindst muligt CO2, ligesom det er kulstofnegativ.

Samme bæredygtige tilgang har vinhuset også til både arbejdet i marken og fremstillingen af vinene. I dag har Château Maris omkring 45 hektar vinmarker, der ligger spredt på små parceller med gamle stengærder omkring og små stenhuse, hvor man kan søge skygge.

Alt drives helt økologisk og biodynamisk … den økologiske drift blev certificeret via Ecocert i 2002, mens den biodynamisk er certificeret af Biodyvin i 2004 og Demeter i 2008.

Robert Eden er ikke i tvivl om, at man kan smage markernes vegetation i hans vine, men når man ser omgivelserne, så forstår man. Dette er terroir i ordets mest vægtige forstand med de små parceller omgivet af stor, livlig vegetation og dyreliv. .

Han er indædt tilhænger af Rudolph Steiners teorier om, at mennesker, dyr og planter er tættere forbundet end vi selv går og tror i dag. Det er ikke lige meget, hvad vi indfører hvor i fødekæden. Det er ikke lige meget, hvor meget vi manipulerer med naturen, og det er ikke lige meget, hvor meget CO2 vi udleder.

Derfor dyrker han sine marker efter biodynamiske principper. I marken anvendes kun homøopatiske gøde- og sprøjtemidler og slet ingen kemi. Det sker ud fra filosofien, at det er jorden, der skaber vinen … og er jorden i live, så er vinen det også.

I vineriet er det lidt det samme, da alle vine laves alene med druernes naturlige gærceller, hvilket sker i specialfremstillede kar af enten træ eller beton samt æggeformede betontanke for at undgå brug af  elektrisk ledende materialer.

De ovale betontanke er lavet med inspiration fra de dolium krukker, som man i Romerriget anvendte i vinfremstillingen. Robert mener, at de giver vinene mere energi og konvektionsstrømme i vinen. Der er jeg så nok lige stået af … men hvis det smager godt, så er jeg absolut tilhænger 🙂

Château Maris er også første europæiske vingård, der har fået EU Kommissionens B Corporation® certificering, der giver til firmaer, der omdanner deres virksomheder til gavn for arbejdere, samfund og miljøet.

Nå, men lad os smage den første af vinene fra Château Maris, nemlig deres 2019 l’Autan på 85% Syrah og 15% Grenache, som har  gæret på store åbne trækar og så lagret 10 måneder på en kombination af ægformet cement og ældre træfade.

Vinen har sit navn Autan efter de vilde Autan vinde, der på ofte blæser vildt henover vinmarkerne på Château Maris efter nogle krystalklare dage. De gamle vinavlere sagde altid efter sådan en periode, at nu vil Autan vindene blæse … hvilket skete med sådan larm, at den tørre vind forårsagede søvnløshed. Derfor blev den også kendt som Vent des Fous … den gale vind.

Duftmæssigt er det en lille krydret bandit … med frisk frugt, der lige skal åbne sig. Det er mest saftige kirsebær, brombær og boysenbær, røg, lejrbål, lavendel og Provence krydderier samt en lille jernagtig, stram note samt svag landlighed.

I munden er vinen overraskende smooth … cremet, blid og blød, mens frugten næsten er helt saftig. Der er jordbær, kirsebær og lidt brombær, en anelse frugtsødme, nogle tanniner, som dog er føjelige og venlige. Det er sgu godt balanceret, produceret og eksekveret, så vinbloggeren bliver sgu helt glad. Det er en pleaser, men fortsat med karakter og balanceret charme. Houlberg ligger sådan nærmest lige mellem 4,5 og 5 gale fingre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, Italien

2019 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, ItalienSå blev det tid til lidt italiensk, hvilket behændigt blev løst med denne Il Vispo Toscana IGT fra vinhuset Fattoria La Magia di Schwarz Fabian, der ligger 5 kilometer syd for Montalcino i Toscana.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1974, men allerede i 1979 købt af Schwarz familien, som forlod deres hjem i Merano i Südtirol aka Alto Adige for at bosætte sig her. Det var Harald Schwarz, hustruen Gabriella Zeitler og Haralds far Herbert Schwarz, der havde sat sig for at blive vinproducenter, selvom de intet vidste om vinfremstilling, men bare elskede Montalcino området og Brunello vinene.

I dag er det Haralds og Gabriellas søn Fabian, som står for driften af Azienda Agricola La Magia. Han startede allerede med at arbejde på vingården i 2005, men overtog i 2011 det fulde ansvar. Han er selv uddannet vinmager fra Istituto Agrario di San Michele all’Adige og driver nu vingården med hjælp fra far Harald samt sin hustru Lisa Tinturini.

Navnet La Magiat kommer fra ordet magione, der betyder hus og vinhuset ligger på en gammel asfalteret romersk vej og resterne af en historisk bygning, der i oprindelig var anvendt som hvilested for pilgrimme på vej til klosteret Sant’Antimo længere nede i dalen.

Der er far Harald, som renoverede ejendommen efter overtagelsen og både designede og byggede vinkælderen … i en ottekantet form, så han nemmere kunne nå alle gæringskarene. Senere er der i 2008 også installerede solcelleanlæg på ejendommen, således vineriet i dag er selvforsynende,

Schwarz familien har samlet 52 hektar jord, men det er alene 15 hektar, som er vinmarker. Til gengæld består det af én samlet stor vinmark beplantet med Sangiovese og klassificeret som Brunello di Montalcino DOCG. Markerne ligger i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og med udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret. Alle marker drives fuldstændig økologisk … certificeret siden 2012.

Her er dog ikke Brunello, som vi smager, men deres Il Vispo Toscana IGT, der dog også er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra deres Brunello mark og vinstokke, der er 14-16 år gamle. Det er en nyere vin hos La Magio og den er lavet anderledes bl.a. med kold carbonic maceration på ståltanke under 26 grader.

Det er jo en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved carbonic maceration gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringstankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.

Duftmæssigt er vinen meget frisk … fint med lysere bær som kirsebær, hindbær, tranebær, blommer, blyanter, banan samt en snert af granatæbler, svagt lidt gran, meget livlig, let og frugtrig. Der er intet, som stikker ud, generer eller er i vejen … det er en fin, slank og frisk vin.

I munden er der godt med balsamisk syre, peber, masser af grønne urter, som vitterlig liver smagen op med grønne, frisk elementer. Der er en frugt, som er syrlig … ribs og sure kirsebær. Tanninerne er ikke så markante, men syren er lidt vildere og giver – sammen med det grønne og den sure frugt – virkelig vinen masser af ungdommelig friskhed. Det er egentligt ret godt og fornøjeligt. Sådan lidt en knuselskevin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese, Nahe, TysklandNæste Riesling er også fra samme mark, men med denne 2015 Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese har vi bare skruet en tand mere op på oechsle sødme skalaen, men til gengæld også proppet det hele ned i en mindre 37,5 cl. flaske.

Vi er nu oppe på 90,1 gram restsüße/restsukker pr. liter, men en Spätlese skal også i Qualitätswein mit Prädikat havde en oechlegrad på mindst 85 for at være Spätlese. Hos Weingut Haack er vinen lavet med spontangæring i ståltanke samt lagring sur lie med bærmen.

Nu kan man allerede i duften fornemme fedmen i vinen … helt tyk, sød nektarvand med både petroleum, diesel, terpentin, nogle modne tropiske frugter, melon og fersken, honning, ristede hasselnødder og gamle støvede egefade.

Smagsmæssigt er vinen også stor, tyk, sød og nærmest nektaragtig, men på en eller anden måde, så virker syren mere rustik, kluntet og rå end foregående Kabinett fra samme mark. Der er krydderier, lidt jern og mineralitet og moden, tyksyrlig frugt, men til lidt ost vil det sgu ikke være helt tosset.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske med 37,5 cl. koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Haack, Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett, Nahe, TysklandNu skruer vi op for sødmen. Jeg er nemlig kommet til Weingut Haacks Prädikatsweine og den første af dem er denne 2018 Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett.

Vinmarken Laubenheimer Vogelsang ligger ved den lille by Laubenheim 1 kilometer sydøst for Dorsheim … og den skal ikke forveksles med den anden lille by Laubenheim i Rheinhessen. Men Vogelsang marken er nu heller ikke en særlig kendt mark, men har altså leveret druerne til denne Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett.

Druerne er høstet ved håndkraft og har derefter ligget i en kold udblødning inden presning og er så efterfølgende spontangæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har omkring 60 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Igen er der fint med smuk petroleum i næsen … lidt dybere, mere rund og forsigtig end hos foregående vin. Der skal virkelig svinges med glasset for at lokke aromaerne frem, for vinen er i starten lidt karrig med at afgive sin identitet. Men efter lidt tid vågner den lige så forsigtig op med pærer og nogle eksotiske frugter, fersken, melon, lidt honning og let sødme. Det emmer mere fra glasset end hos de første vine fra Haack.

Smagsmæssigt er den skruet meget godt sammen. Det er selvfølgelig en vis Kabinett sødme, men der er også nogen friskhed med fersken, grønne pærer, hyld, let lemon, honning og en syre, der er fint integreret med sødmen. Det er endda noget lidt luftigt over vinen, som indtil nu er klart bedste fra Haack. Det er samtidig et godt køb og en vin, som en sommeraften vil fornøje de fleste.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Haack, Burg Layer Riesling, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Burg Layer Riesling, Nahe, TysklandMed denne 2019 Burg Layer Riesling er vi rykket et niveau op hos Weingut Haack, for vinen er en af hans Ortsweine … niveauet lige over basisvinene.

Her kommer alle druerne fra marker tæt ved vingården i Burg Layen … alle er høstet manuelt ved håndkraft og ligger i en kold udblødning inden presning og så efterfølgende spontangæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har 3,9 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Næsen fyldes omgående med herlig petroleumsdufte, men på en blid og nænsom facon. Der kommer lidt olieret smørfedme, tropisk frugt med fersken, papaya og pærer. Der er intet, som stikker ud og vender forkert, selvom dybden måske ikke er vild, så er det alligevel meget fint, rundt og pakket fint ind.

Smagen har mere kant … en grovfin og krydret syre, masser af citroner og sure, grønne æbler. Syren er samtidig småvild, bitter og ætser brutalt din mundhule med skøn intensitet. Det er klart til den rustikke side, men frisk, sur og spændstig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, TysklandNæste Gutswein i rækken fra det lille familedrevne Weingut Haack var denne 2019 Weisser Burgunder og som de forrige med skruelåg lige til hurtig åbning hverdag eller fest.

Der er ikke mange oplysninger om vinen, men Andrup Vin har oplyst, at vinen er lavet i store rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering har lagret sur lie både i ståltankene og på egetræsfade for at give mere struktur til vinen. Hvor lang tid fremgår dog slet ikke. Den har i øvrigt 7,2 gram restsüße aka restsukker pr. liter

Duftmæssigt har vinen en smule fylde og fedme, pærer, blommer, ananas og virker samtidig lidt tør og støvet i udtrykket med en smule landlighed, hyld, safran, nødder … meget rar og fin duft.

I munden har vinen en fin syre og surhed og så fornemmer man også en vis fylde, men den er slet ikke så sød, som de to foregående Haack vine. I stedet er der grape, sure æbler, umodne pærer, bitterhed og syre i god kombination … læskende og virkelig interessant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, Frankrig

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, FrankrigNår vi nu er ved at smage vin fra vinhuset Ampelidae i Poitiers på Château des Roches i Loire, så napper vi endnu en af deres vine fra Marigny-Neuf serien, nemlig Marigny-Neuf Sauvignon på ren Sauvignon Blanc.

Som med den forrige Marigny-Neuf Pinot Noir kommer druerne også fra vinhusets marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … og er selvfølgelig dyrket fuldstændig økologisk. Det er en af de første vine, som Frédéric Brochet lavede og er fortsat en af husets mest sælgende vine.

Der er dog ikke så mange oplysninger om produktion udover, at vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie – altså på bærmen – 6 måneder i ståltankene og har 0,9 gram restsukker pr. liter. Ampelidae laver årligt 250.000 flasker af vinen.

Det er ikke sådan arketypisk ultragrøn Sauvignon Blanc, for vinen har langt mere tropisk frugt som mango, papaya, gule modne æbler, stikkelsbær, grønne blade, mynte samt svag lemon og citron.

I munden er vinen dog mere grøn med lemon, grape, sure umodne grønne æbler, en let fedme, godt med citronsur og ultrafrisk syre og en lidt kalket og mineralsk side, som gør vinen langt mere stringent, rank og ren end duften indikerede.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, Frankrig

2016 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, FrankrigDomaine la Sarabande ligger i Faugéres området i Languedoc og drives af ægteparret Isla og Paul Gordon, der stammer fra New Zealand. Vi smager her en GSM vin fra Sarabande, nemlig vinen Misterioso.

Historien om Domaine La Sarabande startede i 2009 hvor Isla og Paul Gordon rejste fra New Zealand til Frankrig og slog sig ned et par kilometer sydøst for byen Cabrerolles i Faugéres området i Languedoc for at lave vin. Dér fandt de alle de ting, som de ønskede sig for at lave vin og startede med at leje et par vinmarker samt et hos med kælder.

I New Zealand havde parret arbejdet i vinindustrien og Isla havde opnået sine færdigheder hos nogle af landet bedste vinavlere bl.a. Jeremy Hyland på det prestigefulde Astrolabe Winery, mens Paul  stammer fra Australien og havde arbejdet med vin der. Efter endt vinuddannelse har han bl.a. arbejdet for vinhuse som Brokenwood, Domaine Chardon og Hardys. Derudover har han været flydende vinmager i Gard og i Spanien, men faktisk også på Isabel Estate i Marlborough på New Zealand.

Parret mødtes dog i Australien, hvor Isla rejste rundt som backpacker og tog jobs undervejs. En dag efterspurgte en lokal vinavlere nogle til at plukke druer … og der meldte Isla sig og mødte sin kommende mand Paul. Og lige siden har Isla dygtiggjort sig som vinmager og er i dag også den bærende kraft på Domaine la Sarabande … men med god støtte fra Paul.

I dag har parret selv købt marker og har 6,5 hektar fordelt på markerne Mont Gras, Lou Sagnas og Les Rabasses. Alle marker drives fuldstændig økologisk.

Derudover er de i 2020 startet med at bygge deres egen vingård med nyt og moderne vineri … en balancegang i arbejdet med vinene og deres to børn Rory og Peter samt hundene Scarba og Sherpa.

Denne Misterioso er Paul og Islas GSM med druer fra de yngste stokke. Den består primært af Grenache suppleret med en smule Syrah og Mourvèdre. I senere årgange er vinen faktisk kun lavet med 80% Grenache og 20% Syrah. Der er dog begrænsede oplysninger om produktionen, så vi springer hovedkulds ind i mine sirlige smagsnoter.

Nøj, hvor den dufter godt … sådan mørk, gæret, flæsket med et lille mejeri smidt med i puljen. Det er totalt animalsk, landlig, bio bio med sorte kirsebær, brombær og solbær, skovbund, våd kompost, tobak, aske, læder, blæk og en tyk, balsamisk syre med urter som timian og lidt salvie. Det er sgu en ret fint aroma, der strømmer ud af glasset.

Smagen er lidt anderledes … mere ren, direkte og frisk end duften, masser af stramme tanniner, bitterhed og mellemrøde bær som ribs, hindbær og brombær, alle en smule umodne, hvilket giver masser af vitalitet, kant og friskhed. Det bliver dermed også lidt surt, men jeg synes faktisk, at det spiller ret godt og ligger omkring 4,5 tomler samt en kæmpepil op.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Weingut Petra Unger, Grüner Veltliner Ziesel, Kremstal, Østrig

2019 Weingut Petra Unger, Grüner Veltliner Ziesel, Kremstal, ØstrigPå adressen Lindengasse i den lille landsby Furth-Palt tæt ved der schöne blauen Donau finder vi Weingut Petra Unger. Derfra smager jeg nu hendes 2019 Grüner Veltliner Ziesel.

Vingården drives af Petra Unger, som overtog driften fra sin far i 1999. Hun har samlet 11 hektar vinmarker, der ligger på begge sider af Donau floden i den yderste del af Kremstal på vej ind mod Wachau. Hendes bedste marker er Gaisberg, Hinters Kirchl , Oberfeld, Gottschelle, Fuchaberg og Zellerkreuz … stejle, knoldede marker med undergrund af löss.

Der dyrker hun Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc – altså fortrinsvis hvidevine – men også de to røde sorter Zweigelt og Pinot Noir med en årlig produktion på omkring 60.000 flasker vin.

Siden 2010 har Petra Unger startet et samarbejde med Weingut Josef Edlinger for at udnytte synergier, så i dag laves alle Petras vine derfor på Edlingers vingård lige nedenfor berømte Stift Göttweig.

Petra er både medlem af den store forening Traditionsweingüter Österreich samt 11 Frauen und ihre Weine. Og her smager vi altså en af Petras vine, hendes Grüner Veltliner Ziesel, der er en Ortswein lavet med druer fra  marker omkring Furth. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke og også lagret på disse.

I næsen har vinen en lidt animalsk og landlig aroma, hvilket suppleres af pærer, grønne æbler, grøn peber, hyben, lemon, grape … meget tør og sådan lidt olieret med en smule smørfedme.

Smagsmæssigt er der masser af lemon, appelsin og grape på en cremet, fed og småolieret facon suppleret med svag honning, godt med bitterhed, mens syren ikke er så vild, hvilket gør vinen smooth, saftig og næsten læskende.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Asshole Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Asshole Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandPyha jeg tror, at jeg går fri, for jeg er hverken racist, terrorist eller asshole og så må jeg godt drikke denne Sauvignon Blanc 2020 fra Weingut Emil Bauer & Söhne. Jeg tror nu heller ikke, at titlen på vinen vil forhindre nogle i at drikke den.

Men vi nupper netop en vin mere fra de kreative brødre Alexander samt Martin Bauer og den har de netop givet den lange titel; If you are a racist, a terrorist or just an asshole – don`t drink my Sauvignon Blanc! Men bevares … jeg har allerede hældt et glas op med god samvittighed.

Som med forrige No sex, no drugs, no Rock’n Roll, just Riesling for me Thanks er der begrænsede oplysninger om produktionen, men mon ikke, at den også er lavet på ståltanke og kort lagring i samme tanke? Den har i hvert fald 5,1 gram restsukker pr. liter.

Næsen er ikke sådan Sauvignon Blanc ultra-grøn-græs-agtig, men har kiwi, stikkelsbær, melon og samtidig virker aromaerne fyldige, småfede, sødmefulde og runde. Der er måske lidt græs, men det er forlængst tørret og afgiver kun svage aftryk.

I munden er vinen fyldig med en sødmefuld side, men der er – heldigvis – også både lemon og grape, som giver en fin bitterhed, mens syren er forholdsvis blød, men også skubber på i den rigtige retning og dermed bliver det en vidunderlig frisk og ukompliceret Sauvignon Blanc, der har den karakteristiske kant, men her blot soft’net lidt med et venligt håndtryk.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7