Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

1997 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Clerc Milon, Pauillac Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVidere til næste vin i den store Mouton Rothchild smagning. Château Clerc Milon er den vin man normalt smager lige før selveste Mouton-Rothschild, og det er en maskulin, kølig og defineret vin.

Clerc Milon er endnu et slot som ejes af kredsen bag Château Mouton Rothschild. Château Clerc Milon er på 44 hektar og drue sammensætningen er en smule utraditionel for Pauillac. Kun 46 % er Cabernet Sauvignon. 39 % er Merlot, 12 % er Cabernet Frac, 2 % er Petit Verdot, medens Carmenère udgør den sidste del (1 %).

Vinstokkene er 40 år gamle og vinen lagres på fade i 16 til 18 måneder. Château Clerc Milon beskrives som nuanceret med et stænk af mørke frugter som giver en varm og krydret karakter, men en balanceret garvesyre. Den årlige produktion er på 170.000 flasker.

Som med Château d’Armailhac er der tale om et 5. cru slot.

Vinen her er fra 1997, og det ses også i glasset, hvor kanten er begyndt at være svag orange. Duftmæssigt fortsat jord, elegance, champignon, blød lakrids, blyant, tobak. Smagsmæssigt er det ren eleksir, der er blødhed, norske brystdråber, lakrids, en smule vingummi og en fabelagtig blødhed.  Bløde tanniner og lang eftersmag. Selvom 1997 ikke var en stor årgang i Bordeaux, så smager denne vin simpelthen fremragende.

Kan købes flere steder, men normalt kun i de nyere årgang, fx årgang, som pt. handler til omkring 545 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2008 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2008 Château d'Armailhac, Pauillac Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMouton smagningens anden vin, og eftermiddagens første rødvin kommer fra Moutons Château d’Armailhac.

Det oprindelige Mouton d’Armailhac blev i 1933 købt af Baron Philippe de Rothschild. I 1956 blev navnet døbt om til Mouton Baron-Philippe, og i 1974 fik det så endnu engang nyt navn til Mouton Baronne-Philippe efter baronesse Pauline. Hun døde i 1976, hvilket siden da er markeret på etiketten “til minde om Pauline”.

I 1989 efter sin fars død gendøbte Baronesse Philippine slottet dets oprindelige navn. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur.

Slottet er et 5. cru slot, og ejendommen er på næsten 50 hektar og vinen er sammensat af 57 % Cabernet Sauvignon, 23 % Merlot, 18 % Cabernet Franc og 2 % Petit Verdot. Vinen dyrkes på næsten 50 år gamle stokke og lagres 15 til 16 måneder på egetræsfade. Den årlige produktion er på 220.000 flasker og Château d’Armailhac profiterer virkeligt af slægtskabet med Château Mouton Rothschild.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt tørhed, lerjord, lidt blyant/grafit, sure sokker, alkohol, blomster og solbær. Smagsmæssigt meget frugtren, klassisk Bordeaux, ung, syrerig, tanniner ikke voldsomme, men bestemt til stede.

Fås hos Philipson Wine til 639,95 kr. ved køb af en enkelt flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Château Troupian, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2010 Château Troupian, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigMed Cru Bourgeois smagningens sidste vin, som også var aftenens madvin, så kommer vi igen omkring den danske kældermester Merete Løwig Larsen, som jo – som tidligere nævnt – i dag bl.a. er ansvarlig for driften på Chateau Lestage Simon, hvor netop Château Troupian hører ind under.

Vi er i kommunen Saint-Seurin-de-Cadourne, 13 km nordvest for Pauillac. Château Troupians vinmarker strækker sig over et areal på 32 hektar, hvor jordbunden er varieret. Ned mod Gironde-floden er der et stort indhold af grus, den vestlige del af markerne er hovedsagelig ler og kalkholdig.

Slottets jorder er beplantet med en meget sjælden cépage i Haut-Médoc, nemlig druerne Merlot 68%, Cabernet Sauvignon 22% og Cabernet Franc 10%. Vinen er vinificeret traditionelt og lagres på træfade af amerikansk eg.

I glasset giver den en duft af lavendler, grafit, tobak og mørke bær. Smagsmæssigt krydderier, sol og lidt skarp. Eftersmagen er ikke så lang.

Købt i Fakta til 65 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2009 Château Picque Caillou, Pessac-Léognan La Réserve, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Picque Caillou, Pessac-Léognan La Réserve, Bordeaux, Frankrig Château Picque Caillou blev bygget i 1780 af en kendt fransk arkitekt ved navn Jean La Clotte. Det smukke slot er beliggende i Graves, kun nogle få hundrede meter fra Château Haut Brion og Château Pape Clement. Vinene fra slottet var blandt Napoléon den førstes favoritter.

Senere gjorde hans søn Etienne Laclotte slottet til sin sommerresidens, og sådan fungerede slottet frem til Etienne Laclottes død i 1812. Herefter var slottet i en lang periode under skiftende ejere, og vinproduktionen blev i den periode ikke bedre. I 1947 blev slottet så købt af Etienne Denis, en Bordeaux iværksætter bosiddende i Indo-Kina, og han overlod driften af vingården til kompetente vinmagere.

Herefter overtog hans søn, Alphonse Denis slottet, og det var Alphonses grand-datter Isabelle, som sammen med hendes mand Paulin Calvet, sluttelig overtog Château Picque Caillou i 1997. I 2006 kvittede Paulin sit gode job hos Moueix for 100% at koncentrere sig om Château Picque Caillou, og puste nyt liv i ejendommen.

Det gav hurtigt resultater i form at højere kvalitet og ensartethed. Dette arbejde blev yderligere intensiveret i 2007 ved tilknytning af konsulenterne og ønologerne Professor Denis Dubourdieu og Valérie Lavigne til produktionen.

Vinmarkerne dækker et samlet areal på 21 hektar (20 hektar tilplantet med røde druer og 1 hektar med hvide druer). Den årlige produktion af Château Picque Caillou er på 65.000 til 75.000 flasker.

Derudover produceres der også 5.000 til 6.000 flasker hvidvin under samme nav, samt 30.000 til 45.000 flasker af deres 2. vin under navnet La Réserve de Picque Caillou, og det er netop denne vin, som vi denne aften har fået i glasset. 2, vinen her laves på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot og fadlagres i 12 måneder, hvoraf 30% er nye egetræsfade.

Lad os smage 2. vinen fra dette slot. Duften er bly og lidt mejeri, røde bær. Smagsmæssigt har jeg noteret solbær, zink/bly … sådan lidt metallisk i smagen, kølighed og fin tannin.

Købt hos Salling til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

2007 Château Belgrave, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Belgrave, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigSå nåede vi til vin nr. 8 i Cru Bourgeois løbet, og vi er denne gang hos Château Belgrave.

Slottet hed oprindeligt Château Contenceau, men ændrede navnet, da en englænder fra Belgravia i London overtog slottet. Den 55 hektar store ejendom blev overtaget af Vin et Vignobles Dourthe i 1980, som genrejste vinproduktion på Château Belgrave.

Château Belgrave er laveste Grand Cru Classe klassificeret vin, den ligger derfor i bunden af 5. cru kategorien. Det betyder dog ikke, at der er tale om en dårlig vin, alene det at den er klassificeret som Grand Cru Classe.

Vinslottet har endda også haft et dansk islæt, idet den danskfødte Merete Løwig Larsen tidligere har været kældermester på Château Belgrave. Her fik hun forbedret kvaliteten så markant, at slottets nedslidte omdømme blev genoprettet, og vinen steg i pris.

Merete blev administrerende direktør for slottet og var ansvarlig for dets vinfremstilling i mange år. Senere blev Merete headhuntet og hun er fortsat i området og er ansvarlig for driften af tre vinslotte: Chateau Cantin Grand Cru i St. Emilion, Chateau Lestage Simon og Chateau du Cartillon, begge i Haut-Médoc.

Druerne som dyrkes på Château Belgrave er de traditionelle, dvs. 50 % af druerne er Cabernet Sauvignon, Merlot udgør 42 %. De resterende 8 % fordeler sig på 5 % Cabernet Franc og 3 % Petit Verdot. Vinen lagres på egetræsfade i 12 til 15 måneder. Den årlige produktion er på 255.000 flasker.

I glasset fin rubinrød farve. Duften er solbær, blomme … men ellers forholdsvis anonym … måske en smule animalsk. Smagsmæssigt er der til gengæld mere at komme efter, for der er enebær, brombær, blødhed og stilhed i mørket. Der er lidt kaffe og vanilje og en meget fast eftersmag med pæn tannin. Fint glas vin, absolut.

Købt i Føtex på tilbud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Château D’Agassac, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2008 Château D'Agassac, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau D’Agassac er et Haut-Médoc vinslot beliggende i landsbyen Ludon-Médoc i Médoc, kun 15 minutter fra byen Bordeaux. Selve slottets historie går mere end 800 år tilbage, og nogle af de første ejere var Gaillard de Gassac familien, som drev slottet med 800 hektar jorder.

Det nuværende Château D’Agassac er bygget i det 13. århundrede, men fik først i det 16. århundrede sine to karakteristiske tårne, som i dag er et af kendetegnene for Château D’Agassac.

I 1996 blev Château D’Agassac købt af den international forsikringskoncern Groupama, som efterfølgende igangsatte et stort renoveringsarbejde for at gøre af slottet til et af de smukkeste vinslotte i Haut-Médoc.

Vinproduktionen er også moderniseret og Château D’Agassac er i dag ét af de vinslotte i Haut-Médoc, som har opnået de bedste anmeldelser, bl.a. blev slottes årgang 2000 medtages på Wine Spectators top 10-liste over bedste vine. Slottet har 43 hektar vinmarker og producerer 5 forskellige vine, hvor denne Château D’Agassac er slottets 1. vin.

I næsen er der bly, blæk, og en skøn blanding af hindbær og solbær. Smagsmæssigt meget frugtrig, lidt krydderi, en lidt grov tannin, frugttærter og en lidt off eftersmag, som er lidt i retning af candyfloss eller lidt kemisk i det. Ellers en ganske okay vin.

Købt hos Dansk Vinlager til 130 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2004 Château Phélan Ségur, Saint-Estèphe, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Phélan Ségur, Saint-Estèphe, Bordeaux, FrankrigVi stormer videre med anmeldelserne af Cru Bourgeois vinene, og næste vin er fra det smukke og imponerende vinslot Château Phélan Ségur, som ligger i Saint-Estèphe og producerer nogle af de bedste vine i området.

Phelan Segur grænser op til de to berømte Cru Classé slotte Château Montrose 2. Cru og Château Calon Ségur 3. Cru. Château Phélan Ségur har altid været kendt for at lave kraftige vine med en bemærkelsesværdig fylde og smidighed, der fint lever op til betegnelsen Cru Bourgeois.

Hovedbygning fra det 19. århundrede er majestætisk og ejendommen er med sine 90 hektar større end de fleste i området.

Siden 1985 har vinslottet været ejet af Xavier Gardinier, og han driver i dag fortsat slottet, godt hjulpet godt på vej af hans sønner Thierry, Stéphane og Laurent. Der er siden overtagelse sket et enormt restaureringsarbejde for at bringe ejendommen tilbage sin fordums glans.

Bygningerne er totalt renoveret i samme ånd som stifterne i sin tid ønskede. Slottets vinkælder er udstyret ud fra et ønske om, at gøre det muligt for terroir’et at udtrykke sig i al sin kompleksitet. Med brug af den nyeste teknologi har  Gardinier bragt den tidligere lidt ligegyldige vin op på et helt andet niveau.

Vinen her er en ægte Saint-Estèphe og 51% af vinen er produceret på Merlot, mens Cabernet Sauvignon udgør 47%. De resterende druesorter er Cabernet Franc og Petit Verdot. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år og vinen lagres på egetræsfade i 14 til 18 måneder. Årlig produktion er 168.000 flasker.

Duftmæssigt er der lakrids, bræk eller sure sokker, hvilket måske kan lyde lidt ulækkert, men egentligt er ganske interessant. Der er skovbær, cigarkasse, røg og lidt blyant.

Smagsmæssigt en meget forfinet og elegant vin med fornem balance. Der er megen tørhed, og vinen sidder “lidt grumset” på fortænderne med nogle modne tanniner. Rigtig dejlig vin, og nok aftenens bedste.

Købt til 230 kr. hos Fleggaard.

Vinanmeldelse 5/7   

2008 Château Gloria, Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Gloria, Saint-Julien, Bordeaux, FrankrigVidere til næste vin fra Château Gloria.

Château Gloria er en relativt ny ejendom, som blev grundlagt da Henri Martin købte de første 6 hektar i 1942.

I dag er slottet på 48 hektar sammenstykket af parceller fra blandt andet Grand Cru Classé-slottene Beychevelle, Léoville-Poyferré, Gruaud-Larose, Léoville-Barton, Ducru-Beaucaillou, Lagrange og fra Duhart-Milons Saint-Julien besiddelser.

Domaines Henri Marin består i dag af Château Saint-Pierre, Château Gloria, Château Bel-Air, Château Haut-Bey-Chevelle Gloria samt Château Peymartin.

Henri Martin, som er tidligere borgmester i Saint-Julien, kan nu efter at have overladt driften til svigersønnen Jean-Louis Triaud, se tilbage på etableringen af en moderne Saint-Julie-ejendom.

Château Gloria er beplantet med 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 5% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot, hvilket også er sammensætningen i vinen. Den årlige produktion er på 20.000 kasser.

Duftmæssigt en mørk og tæt fætter, der er mørke bær, tobak, blæk og læder … næsten helt oversøisk. I smagen også meget tæt i frugten, der er brombær, ristet toast, blæk, bly samt søde tanniner, som fylder hele munden og hænger på tænderne. En vin med masser af power.

Købt i Metro til 261 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Château La Tour de Bessan, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2009 Château La Tour de Bessan, Margaux, Bordeaux, FrankrigCru Bourgeios vin nr. 4 fra Randers Vinlaughs store smagning er denne 2009 Château La Tour de Bessan, Margaux.

Château La Tour de Bessan er ejet af det store vinfirma Vignobles Marie-Laure Lurton. Lurton-familien er den måske mest indflydelsesrige familie i Bordeaux. Den ene søn er administrerende direktør for Château Cheval Blanc og Château d’Yquem, den anden er arkitekten bag den succesfulde udskillelse af Pessac-Léognan, og familien er samlet set er den familie i Bordeaux, der ejer flest vinslotte, her iblandt Château Climens i Sauternes.

Château la Tour de Bessan ledes i dag af Marie Laure, som i 1992 overtog det fra sin far, der oprindeligt købte det i 1972. Slottet består af 25 ha vinmarker, der hovedsageligt er tilplantet med Cabernet Sauvignon.

Jordbunden består primært af grus, tilsat lidt ler, hvilket giver en ualmindelig god dræning, samtidig med at grusets evne til at holde rødderne varme giver vinstokken nærmest optimale vækstvilkår.

Vinen er lavet på 57% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 13% Cabernet Franc.

Duftmæssigt lidt jordslået duft, der er også tobak, lidt bær … men virker også en smule sprittet i næsen. Smagsmæssigt lidt snerpet med lakrids, eg, solbær, fylde og stram tannin. Virker lidt skarp og sprittet.

Købt i Vinspecialisten til 225 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Château Citran, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Citran, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigNå, videre med næste vin, fra Château Citran … et slot med en lang historie.

Château Citran kan nemlig dateres tilbage til omkring højmiddelalderen. Det var oprindeligt sæde for Marquis de Donnissan, som i det 13. århundrede byggede en fæstning, som dog forlængst er blevet erstattet af et langt mere moderne slot, som stammer fra det 18. århundrede. I over 600 år var Château Citran ejet af Donnissan familien, faktisk helt frem til 1832, hvor det blev købt af Clauzel familien. Herfter gik det stødt ned af bakke, og godsets 90 hektar vinmarker blev løbende solgt og vinstokkene forsvandt næsten helt.

I 1945 havde godset alene 4 hektar jord, da Château Citran blev købt af brødrene Edouard og Louis Miailhe. Deres far, Frédéric var mægler og negociant, og hans sønner ville følge i faderens fodspor, og det skete via opkøb af vingårde, bl.a. ved køb af Château Coufran, Château Verdignan og så dette Château Citran. Brødene begyndte at bygge Citran op igen, og slottet var herefter i familiens eje i flere årtier, indtil Louis’ datter i 1987 solgte slottet til en japansk koncern.

I 1997 blev slottet igen solgt, denne gang til Groupe Taillan, ledet af Jacques Merlaut, som i forvejen ejer en række større Bordeaux slotte, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue og Haut-Bages-Liberal. Claire Villars er ansvarlig for vinfremstilling på mange af dem, men på Château Citran er det Céline Villars, der holder tøjlerne. Siden købet i 1997 er der investeret massivt i slottet, og kvaliteten i vinene er samtidig øget markant.

Selve godset er placeret i Avensan, vest for Margaux. Citrans vinmarker er opdelt i to. Ét jordstykke støder op til Margaux appellationen og ligger meget tæt på slottet. Det anden ligger meget tæt på byen Avensan, i hjertet af Haut-Medoc appellation. Den første jordstykke er det mest spektakulære og ligger med en svag hældning ned mod slottet og de træbevoksede arealer. Der er i dag igen 90 hektar vinmarker til slottet, og på 58% af markerne dyrkes der Cabernet Sauvignon og på de resterene 42% dyrkes der Merlot.

Høsten i markerne sker manuelt. Gæring sker på rustfrit stål med temperaturkontrol og en tre-ugers cuvaison. Derefter lagres vinen et år i tønder, hvoraf 40% er udskiftes hvert år. Der laves 2 vine på Château Citran, denne deres 1. vin, som der produceres 25.000 kasser af årligt, og så deres 2. vin, Moulins de Citran, hvor der produceres 16.000 kasser af årligt.

Nå, nok snak, lad os komme til smagsnoterne. Duftmæssigt meget animalsk, uhmmm, grønne blade, tobak, vanilje, eg, tørhed. Smagsmæssigt fin blødhed, lidt krydret, tanninerne fylder godt i munden. Vinen er mere frugtdrevet end den forrige. Der er bærsmag og igen lidt vanilje og eg, men måske ikke så lang eftersmag, men en rigtig dejlig vin.

Købt hos Dansk Vinlager til 110 kr..

Vinanmeldelse 4/7