Vinsmagningen sluttede også eksklusivt, nemlig med de to vine fra Dal Forno Romano og vi startede med husets 2012 Valpolicella Superiore.
Denne Valpolicella Superiore har jeg smagt før … dengang i en årgang 2006, men nu er det så bare en 6 år nyere.
Vinene fra Dal Forno bliver ofte også kaldt Dal Porno … nok fordi hans Amaroner er helt vilde og for meget … men på den gode måde. Jeg faldt over et citat fra Jesper Uhrup Jensen fra Euroman, og det fortæller meget rammende om, hvilke vine Dal Forno laver:
Man tager tre flasker vin og propper dem ned i én flaske! Amorone-producenten over dem alle, Dal Forno, laver så kraftige og koncentrerede vine, at man næsten lige så godt kan droppe maden og sige, at vinen i sig selv gør det ud for et måltid.
Der er lakrids, kaffe og tonsvis af frugt i denne her vin, som bliver ved og ved med at smage i munden. Mens banal Amarone ofte blot er tung og sødmefuld, er Dal Fornos Amarone et veritabelt smagekatalog, hvor nye smagsnuancer hele tiden dukker op … en vin, der fortjener at blive mediteret over i fred og ro. Og uden at man er for mange om flasken!
Romano, manden bag kultvinene, roses blandt sine kolleger og konkurrenter som en minutiøs, lidenskabelig og topdedikeret vinmager, som sjældent, om ikke aldrig, tillader sig selv en fridag fra vinkælder og -marker. Vinene fra Dal Forno er blandt kendere de absolut mest efterspurgte vine fra regionen grundet en kompromisløs kvalitet og stil, som ikke findes mage!
Manden, hvis vine næsten er umulige at opdrive, er næsten ligeså umulige at betale. Grundet lutter topkarakterer og lovprisninger fra en enstemmig vinpresse verden over har efterspørgslen medført, at priserne de senere år er braget gennem lydmuren og har opnået et astronomisk højt leje – et prisleje, som man selvfølgelig altid kan diskutere rimeligheden af.
Romano Dal Forno er 3. generation af vinbønder i Dal Forno slægten, som i gamle dage solgte mosten til det lokale kooperativ, indtil Romano i 1983 lancerede sin første årgang. Som 22 årig mødte Romano Valpolicellas Great Master of Amarone – altså Guiseppe Quintarelli, hvilket blev et skelsættende møde … og et venskab, der inspirerede Romano til at satse på det ypperste, hvad angår områdets potentiale.
Som udgangspunkt mente Quintarelli imidlertid ikke at Dal Fornos vinmarker og beliggenhed ved Cellore d’Illasi lidt udenfor Amarone Classico-området havde potentiale nok – et synspunkt den unge og selvstændige Romano ikke delte!
Da Dal Fornos få hektarer vinmarker i mange år alene var blevet brugt til at levere udpræget kvantitet frem for kvalitet, så var første skridt derfor at reducere vinstokkenes produktivitet samtidig med, at vinstokkenes tæthed blev øget for at stresse stokkenes rodnet til at søge længere ned i undergrunden. Herigennem kunne Dal Forno opnå yderligere kompleksitet og intensitet i druematerialet.
Udover vinmarkernes ringe beskaffenhed havde Romano heller ingen erfaring med selve kælderarbejdet, men derimod kun med markarbejdet. Romano lod sig derfor indskrive på Agrarian School, hvor vinfikationsprincipperne blev slået fast.
I 1983 lancerede Romano sin første årgang, som dog langfra levede op til hans skyhøje kvalitetskrav. I 1990 blev der derfor investeret massivt i renovering af kælder samt i nyt vinifikationsudstyr. Som noget helt nyt for området kasserede Romano de store, traditionelle slovenske fade og indførte som noget nyt lagring på små 225 liters barriques.
Herudover var Romano utilfreds med Molinaradruens indflydelse på Amaronen, og Molinara blev derfor helt og holdent kasseret til fordel for den frugtige røde drue Oseleta.
Siden 1990’erne er kvaliteten således steget og steget, hvilket i bund og grund kan tilskrives en nærmest umenneskelig stræben efter det ultimative samt en fordomsfri holdning til håndværket, fri for besnærende traditioner og normer.
Denne almindelige Valpolicella fra Dal Forno er en af de mest usædvanlige vine ikke blot nord for Verona, men i hele Italien. Det var denne vin, som flyttede grænserne for hvad Valpolicella kunne være og hvad den skulle bruges til.
Med et blev dette vinnavn rykket væk fra den joviale pizza og fremstod nu med en koncentration, struktur og kompleksitet og ikke mindst et udviklingspotentiale, som ikke var set tidligere.
Dal Fornos Valpolicella er en blanding af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta. Kun de bedste klaser plukkes og ved ankomst til vingården gennemgår de en stabil tørring i omkring 45 dage i et specielt irum med et ventilationssystem, som er udviklet af Dal Forno.
Efter en yderligere selektering af klaserne i slutningen af tørringen, bliver druerne skånsom mast og gæret på ståltanke med automatisk omrøring i 15 dage. Efter en yderligere maceration i nogle dage, får vinen lov at bundfælde naturligt.
Herefter er vinen lagret 36 måneder i nye barriques. Efter en sammenstikning af vinene fra de forskellige fade og en let filtrering aftappes vinen og gennemgår derefter en flaskemodning i kælderen i 24-36 måneder før den sælges.
I næsen kan de nye barriques fornemmes fra første fløjt … sød lakrids, brændte fade, vanilje, mælkechokolade, hæfteplaster, blæk, jod, bacon, kød, tørrede blommer, blommemarmelade, solbær samt blåbær, mørke kirsebær … vildt koncentreret og så alligevel med en rank, kødfuld og mere stringent side, som er balsamisk med nerve og syre med stor tørhed samt en vis landlighed.
Smagsmæssigt er det også en animalsk og landlig vin … har faktisk ikke en kæmpestor overdone Amarone-feeling, men virker mere ren og stringent, men den er dog – og det er nok vinens downfall – skarp, stærk og alkoholisk element, der brænder lidt i munden. Det er sgu en ordentlig mundfuld, uhyre koncentreret med den mørke frugt, godt med chokolade og masser af træ. Det er en vin, som nok skal have masser af luft – 3-5 timers dekantering inden – og det ved jeg faktisk ikke, om denne fik.
Forhandles af Fionia Vin, hvor en flaske årgang 2010 koster 574 kr.
Vi fortsatte sgu da med mer’ Penfolds, for næste vin blev en rigtig Aussi Shiraz … en 2015 Magill Estate Shiraz.
Madmæssigt var vi foran det vinmæssige, så da vi nåede en dessert, så krævede det også lidt dessertvin, så Brix fandt en Granfather Rare Tawny fra Penfolds frem.
Charles Orban Champagnes ligger i Troissy vest for Épernay og en Cuvée Speciale Millésimé 2008 var første vin til vort lille ekstravagante byggemøde hos Brix.
Næste vin blev også sindssygt spændende, for det var nemlig en beaujolaisvin … en Fleurie-Poncié fra vinhuset Domaine Le Grappin, der drives vinmageren med det danskklingende navn Andrew Nielsen.
Xavier Weisskopf driver sit lille vinhus Le Rocher des Violettes i Montlouis-sur-Loire lidt øst for Tours i Loire og det er derfra, at jeg nu smager denne Négrette i årgang 2015.
Weingut Thomas Harteneck er biowinzer og han holder til på Brezelstraße i Schliengen by i bunden af Baden lige op til den store Schwarzwald skov. Her smager vi en 2019 Jurakalk Auxerrois fra ham.
Skal vi ikke nappe en Rioja vin mere fra det innovative vinhus, der laver vildt spændende vine på Grenache? Her bliver det så en Phinca El Vedao Garnacha Edición Limitada fra Bodegas Bhilar.
Næste vin i glasset er – herligt – igen lidt burgundisk, nemlig en Chassagne-Montrachet fra det lille vinhus Domaine Gabriel & Paul Jouard, der ligger i den østlige del af selve Chassagne-Montrachet med Château de Chassagne-Montrachet som nabo.
Med Steffens næste vin er vi hos Weingut Klumpp, der ligger lige mellem Heidelberg og Karlsruhe i landsbyen Bruchsal i området Kraichgau. Det er en 2018 Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder.