Tag-arkiv: malbec

Malbec er en gammel, fransk, rød druesort, der kommer fra det det sydvestlige Frankrig og specielt området omkring Cahors, hvor druen også er kendt som Côt.

Malbec druen har dog fået sin helt store succes som den ikoniske nationaldrue i Argentina, hvor man især i Mendoza producerer vine, som får international berømmelse.

I Frankrig skal Malbec udgøre mindst 70 procent af enhver AOC Cahors vin suppleret med rig, rund Merlot og rustik, tannisk Tannat. Den har også været en del af mange Bordeaux vine, men det var været nedadgående i mange år.

Betydningen i Bordeaux blev markant reduceret efter den store frost i 1956, som dræbte mange af regionens ældste vinstokke. I årene efter dette valgte de fleste vinbønder at genplante deres vinmarker ikke med Malbec, men med mere pålidelige, økonomisk levedygtige sorter som Merlot.

Malbec findes også i mere beskedens omfang i Loire, hvor den blandes med Cabernet Franc og Gamay … undertiden endda som en del af en mousserende Saumur vin.

Malbecs store kommercielle gennembrud i Argentina skyldes bl.a., at druen der dyrkes i højderne på Andesbjergenes skråninger, hvor Malbec udvikler et tykkere skind og giver en dybere koncentreret smag. Vine fra højderne over 1.000 meter er mere aromatiske og har intens, levende farve og rangerer blandt de mest respekterede af alle sydamerikanske vine.

Argentinas allerhøjeste vinmarker i Salta provinsen ligger i næsten 3.050 meters højde og er blandt de allerhøjeste beliggende vinmarker i verden. Disse er typisk plantet med Malbec sammen med nationens ikoniske hvidvinsort Torrontes.

Malbec modnes typisk midtvejs i vækstsæsonen og producerer små, intens farvede druer. Den giver oftest en middel til kraftig og frugtig rødvin med bløde tanniner og en stor dybde med masser af brombær og krydderier.

Druen er også god i blandinger med fx Cabernet Sauvignon og får mere dybde og flere tanniner, hvis den fadlagres. Der laves ofte ukomplicerede rosévine på Malbec. Disse er ofte karakteriseret ved masser af røde hindbær og jordbær i duft og smag.

Udover Frankrig og Argentina, så findes der også Malbec i Californien i USA, Australien og New Zealand.

2007 Raka Wines, Quinary, Overberg, Sydafrika

2007 Raka Wines, Quinary, Overberg, SydafrikaDen sidste vin … og aftenens madvin … til Randers Vinlaughs Sydafrika smagning blev denne Quinary fra Raka Wines.

Som jeg skrev ved aftenens første vin fra Raka Wines, så ejes gården af Piet Dreyer, men han har stor hjælp fra resten af familien.

Piet og hustruen Elna Dreyer er nemlig velsignet med tre sønner og en datter. Gerhard, den ældste, fulgte også i faderens fodspor, men gik ind i fiskebranchen indenfor blækspruttefiskeri. Dermed varetages driften af vingården af Piet selv samt sønnen Josef, som er uddannet ønolog fra Elsenburg ved udgangen af ​​2006, og han er nu vinmager på Raka. Derudover er han ansvarlig for bogføring.

Den yngste søn Pieter er imidlertid også under uddannelse som ønolog på Elsenburg, men hjælper i fritiden med levering og markedsføring på vingården. Datteren Jorika går fortsat i skole, men hjælper ofte til i vinsmage lokalet. Så ja, der er rigtigt nok tale om et vaskeægte lille familie vinbrug.

Gårdens 62 hektar vinmarker er tilplantet med Shiraz, Cabernet Sauvignon, Merlot, Mouvedre, Pinotage, Viognier, Pinotage, Sauvignon Blanc, Malbec, Cabernet Franc, Petit Verdot og Sangiovese.

Vinen her – som nævnt lavet på et Bordeaux blend – har navnet Quinary, hvilket jo betyder “bestående af fem”, hvilket jo også er rigtigt, da vinen er lavet på 5 forskellige druer, 37% Cabernet Sauvignon, 19% Cabernet Franc, 32% Merlot, 5% Malbec samt 7% Petit Verdot.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt lidt peber, sorte oliven, solbær, vanilje. Smagsmæssigt er der langt mere balance i denne vin end “søsteren” på Merlot. Her er der sødme, fylde, solbær, men fortsat med lidt syre. En mere komplet vin på én aller anden måde. Smager ganske godt.

Fås hos Valuewine til pris på 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Finca Las Moras, Black Label Malbec, San Juan, Argentina

2010 Finca Las Moras, Black Label Malbec, San Juan, ArgentinaMed næste vin fortsatte vi turen rundt i Sydamerika. Her er vi hos den store vingård Finca Las Moras i Argentina.

Vi er i regionen San Juan, og her finder vi også San Juan-floden, som lige fra de øverste tinder af Andesbjergene svinger sig ned gennem Las Moras’ vinmarker. Den vigtige flod beriger det enorme vinareal med krystalklart smeltevand oppe fra bjergene. Her, for foden af de prægtige Andesbjerge og 630 meter over havets overflade, råder Las Moras over 1.100 hektar vinmarker. Flodens fuldstændige renhed, de mange soltimer og det ekstremt tørre vejr gør al form for kemisk pleje unødvendig. På den måde er der skabt de mest fantastiske betingelser for naturlig og ikke mindst økologisk vækst af druerne.

Megen sol, hård vind og kolde vintre er betingelserne på markerne. Derfor har man plantet en masse brombærbuske, for at beskytte vinplanterne mod det hensynsløse klima. Finca Las Moras har sit navn fra disse brombærbuske, idet Moras betyder brombær. Finca Las Moras kan derfor vel nærmest oversættes til “Brombærgården”.

Med det er nu vinen, som er den store vare hos Finca Las Moras. Vinhuset har deres marker 3 steder, Pedernal Valley (hvorfra denne Black Label kommer fra), Zonda Valley samt Tulum Valley. Vinmager hos Las Moras er Eduardo Casademont, men selve Finca Las Moras tilhører det kæmpe vinfirma Grupo Peñaflor, som omfatter Trapiche, Finca Las Moras, Bodegas El Esteco, Bodegas Santa Ana, Michel Torino og Andes Viñas vinhusene. Dermed ikke noget romantisk bavl om en lille vinbonde, som laver sine egne vine med hjertet. Her er det big business og en produktion på mange millioner liter vin om året.

Las Moras Black Label Malbec, kommer – som nævnt – fra Perdenal Valley regionen, der først blevet taget i brug som vinområde i 1993 og anses derfor som et nyt område i Argentinas vinhistorie. Pedernal Valley består af rester af sten og grus som istiden har bragt til området fra bjergene. Da ismasserne flyttedes sig er stenene blevet kvadret og med friktionen har det giver mørke, flade sten i hele området, hvorfor navnet Pedernal Valley (Dalen med sted) og ikke som Zonda Valley med skærver. Pedernal er også synonym med flintesten, der blive brugt i stenalderen i området til skarpe redskaber og som til at lave ild med. Området har blot 1.400 hektar og er derfor et lille unikt vinområde. Dalen ligger mellem Pedernal og Pampeanas bjergkæderne med druedyrkning på begge skråninger. Det bevirker at druerne udvikler sig forskelligt, som derved giver vinmageren perfekte muligheder for at lave et korrekt blend.

I glasset en næse af mørk frugt, sødme, blommer, kaffe og power. Smagsmæssigt også mørke bær, chokolade, men også meget stram i betrækket. En okay vin, som dog ikke vælter mig ned af stolen.

Købt hos Glud Vin til 129 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7   

2010 Viña Cobos, Bramare Malbec Luján De Cuyo, Mendoza, Argentina

2010 Viña Cobos, Bramare Malbec Luján De Cuyo, Mendoza, ArgentinaNå, men den fabelagtige PlumpJack skulle da også lige ha’ følge af en amerikaner mere, dog blot en sydamerikaner i form af denne Viña Cobos, Bramare Malbec Lujan De Cuyo, som er lillesøster til den vin, som jeg skrev om for en uge siden, nemlig storesøsteren 2008 Viña Cobos, Bramare VD Malbec Marchiori Vineyard, Mendoza, Argentina. I blogindlægget for en uge siden skrev jeg også flittigt om vinhuset, så det vil jeg spare jer for i denne omgang.

Vinen her er 100% Malbec, og druerne kommer fra Luján de Cuyo, som er et kendt som værende et af de bedste steder for vindyrkning i Mendoza. Markernes høje placering i omkring  3.000-3.500 fod i kombination med et semi-ørken klima, lave næringsstoffer og stenet jord giver ideelle betingelser for dyrkning af druer i høj kvalitet.

I glasset fremstår vinen mørk med et violet skær. Duften består af en blyant i næsen … lyder voldsomt og blodigt, men I kender helt sikkert duften, når man spidser en blyant. Det er lige præcis dén. Derudover er der modne brombær, blommer, vanilje, lidt kaffe og måske også en anelse lavendel. Smagen meget til den kraftige side, der er igen de mørke bær, tror det er lidt blåbær-agtigt, blommer, der er lidt sødt krydderi, også lidt bitterhed, men er meget fløjsblød og fylder munden med en fin balance mellem lidt sødme, fylde og tannin. Meget flot struktur og vedvarende i eftersmagen. Smager da skidegodt.

Købt i Tyskland for ca. 200 kr. I Danmark fås den hos Philipson Wine til 199,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2003 Domaine Jacques & François Lurton, Chacayes, Mendoza, Argentina

2003 Domaine Jacques & François Lurton, Chacayes, Mendoza, ArgentinaLidt sjovt, så var Jans finalenummer også en vin fra Argentina … et land, som vi normalt ikke drikker så mange vine fra. Og som Cobos har denne vinmager også tidligere samarbejdet med Catena. Vi er med aftenens sidste vin hos vinmager François Lurton.

François Lurton er søn af den kendte vinmager André Lurton, som bl.a. ejede Chateau Bonnel, La Louviere, Dauzac 5. Cru Margaux og mange andre slotte. En fætter leder Yquem og Cheval-Blanc, en anden Brane-Cantenac, 2. Cru. François er derfor helt bogstaveligt født ind i vinbranchen, ja nærmest en ætling af et af Bordeaux’ mest celebre vindynastier, som har produceret Bordeaux vine mange, mange år.

Efter at ha’ arbejdet for hans far i mange år, så etablerede Francois og hans bror deres eget firma, Jacques & François Lurton SA. Over en periode på 8 år købte de to brødre en række vingårde i både Languedoc, Spanien, Chile, Portugal og Argentina. I hvert land ansatte de så et team af ønologer og indgik også købsaftaler for druer fra nabogårde i de respektive lande. I 2007 overtog François hans brors andel i virksomheden, og den skiftede navn til Domaine François Lurton.

I Argentina har François arbejdet sammen med CATENA siden 1992, i første omgang for at producere en vin til salg lokalt i landet, men i 1996 købte man to vingårde med det mål, at lave vin for det internationale marked. Den ene vingård Chacayes, ligger i Vista Flores i Uco Valley i Mendoza, mens den anden Finca Barrancas ligger i Maipu Valley. François Burton har således i dag mere end 250 hektar jord i Argentina, hvoraf de 200 hektar er vinmarker. Af de 200 ligger 136 hektar ved Chacayes vingården, mens der ligger 65 hektar ved Finca Barrancas vingården. Sammenlagt lidt af en stor historie.

Markudbyttet holdes lavt, typisk omkring 30 hl/ha. Udover Malbec er der 20% Cabernet Sauvignon. Vinmarkerne drives organisk og ligger højt, 1200 meter over havet, som nabo til Tupungato, med 6.550 meter det højeste bjerg i Sydamerika. Han har slået sig ned for alvor – kælderen er endog sikret mod jordskælv! Vinene laves efter de mest avancerede metoder. Målet er at forene kvalitet med indbydende smag.

Chacayes vinen … deres ikonvin, som bærer bodegaens navn, er et blend med primært Malbec, lagret 18 måneder på franske egetræsfade. En interessant sag, her fra årgang 2003, hvor Jacques stadig var med i foretagendet … lad os se nærmere på den.

I glasset også en mærk fætter. Duftmæssigt læder, mørke bær, blåbær, tobak, blommer, ko, egetræ, peber. Meget kopulent og intens. Smagen overrasker … som på Cobos ved at være elegant, stram tannin og en lidt grøn smag. Man fornemmer klart anerne fra Bordeaux. Fin afslutning på en forrygende aften.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Erik Sørensen Vin til 284,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Viña Cobos, Bramare Malbec Marchiori Vineyard, Mendoza, Argentina

2008 Viña Cobos, Bramare Malbec Marchiori Vineyard, Mendoza, ArgentinaNæste vin havde jeg med, og glædet mig til at smage. Vi er i Argentina hos vinhuset Viña Cobos. Viña Cobos er sammen med Nicolas Catena toppen af kransekagen inden for argentinsk vin. Cobos er et joint venture mellem den californiske superwinemaker, Paul Hobbs, Marchiori-familen, der ejer vinmarkerne og Luis Barraud, en fransk ønolog.

Paul Hobbs er kendt som pioner inden for californisk og argentinsk vinproduktion, og er blandt de få vinmagere, der har oplevet at blive belønnet med de magiske 100 point hos Robert Parker. Paul Hobbs’ far er æbleproducent og vist også afholdsmand, men det har ikke afskrækket sønnen for at lave vin.

Paul Hobbs er ønolog og startede sin vinkarriere hos Robert Mondavi i starten af 1980erne. Det er almindelig kendt at mange der startede hos de store huse i 80’erne senere har haft stor succes efter de fandt andre vinmarker. Stags Leap, Caymus m.v. bare for at nævne nogle få.

Senere fik Paul ansættelse hos Catena i Argentina inden han senere startede sin egne vingård i Californien. Hobbs har altid bevaret kærligheden til Argentina, bl.a. via sit kendskab til området gennem Catena og ja, så mødte han også sin kone dernede. Ud over sine egne huse er han også konsulent for en del vinhuse i Argentina, pt. har han konsulentopgaver for 14 argentinske vinfirmaer, foruden at han er den ene tredjedel af Viña Cobos.

Lige en sjov historie, som jeg har fundet om Hobbs tid hos Catena. Det var nemlig hos Catena, at Hobbs lærte at lave Malbec, men det var slet ikke meningen. Catena havde slet ikke fidus til den lokale drue og ville hellere lave vin af de internationalt mere givtige druer Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Men en dag opdagede Hobbs nogle gamle vinstokke med Malbec på en lokalitet ved navn Lunlunta ved Rio Mendoza. Han fik overtalt Catenas viticulturist Pedro Marchevski til at skrue drastisk ned for drypvandingen, så druerne kunne blive mere koncentrerede, og endelig tog han mod til sig og spurgte Nicolás Catena, om de ikke skulle lave en Malbec af de gamle druer, men nej.

Året efter gjorde Hobbs det alligevel i tys-tys samarbejde med Marchevski og sin vinmager kollega José Galante. De smuglede vinen ind i en større pressesmagning, som Nicolás Catena skulle have med amerikanske vinskribenter i 1993, især for at lancere sin første Chardonnay i USA, og Hobbs’ Malbec gjorde så stor lykke hos journalisterne, at Catena satte den i produktion fra den kommende årgang under navnet ”Alamos”.

Marchiori – hvorfra denne vin kommer fra – er en af Mendozas bedste vinmarker, er på 52 hektar og beplantet med vinstokke op til 90 år gamle, primært med Malbec, men også Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Merlot.

Vinmarken ligger ved byen Pedriel i Luján de Cuyo regionen i Mendoza, der er Argentinas vinøse centrum. Normalt er argentinske vinhuses besiddelser spredt meget ud rent geografisk, men Cobos laver fortrinsvis vin fra Marchiori i Lujan de Cuyo, men også i Valle de Uco på marker op til 1.400 m over havets overflade. Vinstokkene er upodede, og der kunstvandes ikke. Hobbs har indført natteplukning af druer i Argentina, og det medvirker til at holde druerne kølige og intakte.

Efterspørgslen på de unikke dråber Cobos laver og som Robert Parker har vurderet op til 98 point er meget stor, så vinene fra Viña Cobos er ikke blot de bedste (sammen med Catenas), men samtidig nogle af de mest sjældne, feterede og eksklusive fra Sydamerika.

Vingården har sit navn Cobos efter navnet på de lokale dværgugler, som bygger rede i jorden omkring Viña Cobos. Andre siger, at navnet Cobos er valgt for at hædre Juan Francisco Cobos, der fandt på noget så værdifuldt som at plante poppeltræer i Mendoza for at holde på det kostbare vand. Man må bestandigt huske, at uden kunstvanding var hele vindistriktet Mendoza én stor ørken!

Bramare er et italiensk ord, der betyder “længes” … som i længes efter at drikke god vin. Så godt som alle andre vinproducenter i Argentina ville være stolte af at have en vin som Bramare Malbec Machiori som deres topvin. Det er også en topvin, men hos Viña Cobos er der en serie over denne Bramare og det kan ikke engang en rating på 95 point af Robert Parker for denne årgang 2008 ændre på. Det siger meget om Viña Cobos Bramare Malbec.

I glasset en sort bandit. Har taget dette foto, hvor man måske kan skelne forskellen mellem Baroloen og denne sorte forfører.

Duften er læder, bulderbasse marmelade, blommer, bær, tobak, men smagen er langt fra bulderbasse. Den er meget elegant med pæn sødme, og der er ligesom en slags balance mellem fed og tynd på én gang. Der er fint tannin fastholdelse, og vinen fylder munden massivt, men igen på en meget elegant måde. Der er lidt vanilje og lys chokolade, og det er sgu egentlig ret godt. Jeg er normalt ikke til de helt fede vine, men dette er altså ret elegant … på den fede måde.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Vinen kan købes hos Philipson til 579,95 kr. for én flaske, 449,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk. Jeg købte min i Tyskland i forbindelse med en Cobos smagning til ca. 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7