Tag-arkiv: 5½

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, Italien

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, ItalienAgricola Fratelli Broccardo har vi mødt før her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg husets 2020 Barolo San Pietro.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstikke på Bricco San Pietro marken i Monforte d’Alba i 380 meters højde og har en syd- til sydvestvendt orientering, hvor solen giver frugten ekstra pondus og smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke ved 28 grader. Efter malolaktisk gæring i ståltankene har vinen lagret 24 måneder i op til 10 år gamle slavonske samt franske 60 hektoliter egetræsfade. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.

Duftsmæssigt er der godt med blomster … tørrede rosenblade, violer, grønne plantestængler, kamfer, medicinkasser, hæfteplaster, læder og tobaksblade. Frugten er arketypisk Nebbiolo med kirsebær samt ribs, blåbær og tranebær med en balsamisk nerve, cedertræ, røg, marcipan og lidt saltlakrids, kaffe og mørk chokolade.

I munden er det en tør vin … men har en fin ren, klar, cool og kølig frugtsødme, masser af lys frugt, syrlige drops, ribs, sure kirsebær og tranebær. Der er en frisk og stram syre med masser af citroner samt lemon, en meget let Campari bitterhed og vilde, knastørre tanniner, som dog aldrig bliver ustyrlige … men giver lækkert bid. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, FrankrigNu smager jeg den sidste ud af 4 vine fra Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil. Reelt set har jeg nok smagt dem i forkert rækkefølge, for jeg startede med 1er Cru vinene og slutter nu med denne billigere 2022 Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra nogle forholdsvis højt beliggende vinmarker, som nyder  godt af et lidt køligere klima end vinmarkerne på de lavere skråninger.

Jordbunden i Hautes-Côtes de Beaune er varieret med en blanding af kalksten og mergel blandet med ler og kridt. Mangfoldigheden er med til at bidrage til kompleksitet i vinene derfra.

Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur. Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over 8 måneder inden aftapning på flaske.

Hvem sagde, at man ikke kan få god bourgognevin til billige penge? Denne vin modbeviser denne påstand, for duftmæssigt er det bare fremragende med lidt umamiagtige noter, nødder, nøddekerner og cedertræ … våde fade og virker en tak mørkere end den foregående Savigny-lès-Beaune. Det er fortsat ualmindelig dragende og frugten er også jordbær, hindbær samt lyse og søde kirsebær.

I munden er det også virkelig lækker burgundisk druesaft … måske en anelse mere rustik end de forrige fra Dubreuil, men fortsat med en fin, feminin og frisk frugt, hvor det igen er kirsebær, jordbær samt ribs og lemon med en dejlig rund bitterhed. God syre, lidt sødme, lidt kant og runde tanniner … det er fandeme god vin … pardon my french og jeg hoster gladelig op med 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, TysklandMed næste vin begyndte det at blive alvorligt … det var Weingut J. Neus ‘s 2021 Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, hvor druerne kommer fra 60-80 år gamle vinstokke.

Vinen er en Orswein, men druerne kommer egentlig fra gamle vinstokke på en Erste Lage parcel lige nedenfor topmarken Horn.

Parcellen udmærker sig ved at have 60-80 år gamle vinstokke og marken har sin helt egen identitet, fremelsket gennem arbejdet med planteavl på vingården gennem årene.

Toni Frank har lavet vinen med spontangæring i åbne egekar som foregående vin og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 12 måneders på gamle træfade.

Allerede fra start kommer der et fint fadpræg frem og i modsætning til de ældre årgange af vinen, er den slet ikke så reduktiv, men har en lille sødme fra fadene, vanilje, lakridskonfekt, mælkechokolade, sød finsk lakrids, mens frugten er hindbær, jordbær, drikkeyoghurt, frisk, ren, vibrerende og landlig med økoagtige og landlige noter.

Blød og alligevel syrlig kunne overskriften hedde, for i munden er vinenvildt syrligsaftig, har tranebærjuice, umodne kirsebær, tonsvis af friskhed, som eksploderer ustyrligt i munden som et syrligt drop med ekstra syrlig saft indeni. Alt er på overfladen blødt og med en rå kraft, en stringent syre, masser af rabarber, granatæbler, tranebær og ribs suppleret med lidt peber …. WAUW og 94 store point.

Prisen ligger på 29€ på vingården … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Frühburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Frühburgunder, Rheinhessen, TysklandNår vi nu allerede var ovre i de lidt mørkere og maskuline Spätburgunder vine fra Weingut J. Neus, så nappede vi næst en 2022 Ingelheimer Frühburgunder.

Vi havde forinden lige set, hvordan druerne fra den netop høstede årgang 2024 spontant på egne gærceller var gået i gang med at gære i store åbne egekar … her var det så den færdige og lagrede vin fra årgangen 2022.

Det er en Ortswein, hvor Frühburgunder druerne er høstet med håndkraft fra husets marker omkring Ingelheim … alle drives helt økologisk. Både i mark og efterfølgende i i vineriet er druerne først selekteret og der anvendes en stor del hele klaser.

Gæringen samt maceration sker – som anført – spontant i store egekar og efter endt fermentering er vinen så lagret mindst i 12 måneder på 600 liter egefade lavet af tysk eg. Derefter aftappes vinen fuldstændig ufiltreret.

Uhhh … animalsk, let reduktiv … har en smule svovl og akrylmaling, lakrids, kanel og ellers saftige jordbær og søde kirsebær, masser af blomster, nøddekerner og skal lige have tid til at åbne. Men er lidt vamset og kærlig på en letfed måde.

Smagen er frisk … let men alligevel til den kraftigere side, frugten er hindbær, jordbær og sure kirsebærsuppleret med jernet mineralitet, lidt citrus, lemon samt en uhæmmet og småvild syre, som dog rundes af med noget frugtsødme. Det smelter næsten helt i munden, men på en syrlig, livlig og læskende facon … smager sgu vildt godt. 94 point.

Prisen ligger på 17€ på vingården … svarende til 127 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay, Rheinhessen, TysklandVi kravlede med næste vin længere op af den fedtede Chardonnay stige hos Weingut J. Neus, for den næste vin var et Ortswein … 2022 Ingelheimer Chardonnay.

Her kommer druerne fra husets marker ved Ingenheim og mest fra de to marker Ingelheimer Schlossberg i den nordøstlige del af Westerberg og så ellers Ingelheimer Horn.

Vinen er lavet ved, at druerne spontangærer alene med druernes egne gærceller, halvdelen på 500 liters træfade og den anden del i ståltanke og sådan er vinen også lagret sur lie … 8 måneder med halvdelen på egefade og den anden i ståltanke.

I næsen er Ingelheimer Chardonnay noget anderledes end den foregående, for her er smørfrakken ikke så fed, men i stedet kommer der lidt flint, popcorn og virker lettere reduktiv. Den er mere grøn og samtidig flot luftig, mens frugten er grønne æbler, fersken, lidt gær samt nødder, vanilje og en anelse karamel.

Smagen er også mere rank og mere grøn end Muschelkalk Chardonnay, har nogle krydrede elementer, men ellers er det igen æbler, fersken, pærer … meget ren, rank og præcis i munden, så det bliver samlet set en rigtig fin, særegen og karakterfuld vin, som jeg rater til 94 point.

Prisen ligger på 29€ på vingården … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune, Bourgogne, FrankrigEfter at have smagt 2 fantastiske Savigny-lès-Beaune 1er Cru vine fra Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, så smager jeg også deres almindelige røde Savigny-lès-Beaune og i årgang 2021.

Med denne vin er Pinot Noir druerne fra forskellige marker omkring deres vinhus i Savigny-lès-Beaune. Efter høsten er alle  druerne sorteret på et stort vibrerende sorteringsbord.

Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur. Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over omkring 8 måneder.

WAUW for pokker … minder duftmæssigt meget om husets 1er Cru vine … er ualmindelig lys og transparent i glasset og har samme fine, sarte og feminine duft med jordbær, hindbær og lyse, søde kirsebær. Derudover har den også denne umami- og træagtige duft af nødder, nøddeskaller, cedertræ, tørre mandler, mahogni, teaktræsolie og aftryk fra fadlagringen med vanilje og mælkechokolade.

Smagen er fin … måske ikke helt som 1er Cru’erne, for virker måske lidt tyndere og mere vandet, men CHRIST det smager fortsat ganske fremragende. Den har samme lyse, lette, sarte og feminine smag af jordbær, hindbær, tranebær, citron og lemon og er svag sødbitter. Syren er måske en anelse mere rustik, men det er fortsat på en ret delikat, forsigtig og fin måde … der kommer lidt hvid peber og ellers bare ren, klar, juicy og smukt balanceret med vibrerende sjæl … vitterlig fabelagtig burgundisk vin til menneskepenge … 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 315 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandNæste Spätburgunder fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg var så søstervinen Spätburgunder vom Granit og ligeledes i årgang 2022.

Spätburgunder vom Granit kommer selvfølgelig fra marker rig på store mængder granit i undergrunden og fra vinstokke med gamle franske Dijon kloner. Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården,. hvor 50% så afstilkes og resten anvendes i klaser.

Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 10% er nye, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Duftmæssigt virker vom Granit mørkere, mere tæt og helt klart mere burgundiske end vom Löss … nærmest som lidt Pommard med en lidt ædel og aristokratisk note af valnødder, gammel mahogni og teaktræ, tobaksblade, godt med cedertræ samt en frugt af jordbær, kirsebær og hindbær, biscotti mandelkager, let vanilje … klart mere seriøs end vom Löss … it means business.

I munden er vinen dog lysere og klart mere syrlig … faktisk er den temmelig syrlig og frisk. Der er stram rabarber, tranebær, ribs, lidt bitter lemon med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant. Frugten nærmest stritter af sitrende, barsk og pivsur saftperler, der giver gys igennem krop, sjæl, lever samt hjerte … pivfrisk. 94 point

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, TysklandDerefter stod den på 3 x Spätburgunder vine fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg og jeg startede med deres 2022 Spätburgunder vom Löss.

Vinen er lavet på den tyske Spätburgunder klon Auer 2107, der er fremavlet af Martin Auer og godkendt i 1964 som egen klon. Druen er særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot.

På Weingut Schloss Schönberg vokser vinstokkene på Auer klonen typisk på deres lavt beliggende marker. I dalene er det ofte eroderet jordbund, der dominerer og især sandarten Löss, som er en meget finkornet sandart bundet sammen af fugt. Löss giver typisk en let karakter til vinen.

Spätburgunder vom Löss er lavet med 50% afstilkning og derefter er alle druerne overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Man bliver sgu glad, når man dufter til vinen … dejlig lys, ren, frisk og spændstig syre … har en anelse dejlig akrylmaling, syrlige drops, ribs, rabarber, hindbær, lemon og lidt fennikel. Der kommer dog også lidt vaniljesødme, karamel og mælkechokolade, som er med til at rive vinen lidt over i mere forsonende lejr.

Vinen smager næsten, som den dufter … meget ren, lys, let og ligeledes med denne friske, syrlig frugt af rabarber, ribs, hindbær samt lemon med en lille bitterhed. Vinen er frisk, spændstig, adræt, livlig og rørig … let krydret, stikkende og satans rank … det er vitterlig vildt, syrlig og fint … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandJeg iler videre med endnu en vin fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg fra deres serie Terroirwein og det er en 2022 Weißburgunder vom Ranker.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Denne vin har gæret spontant på brugte 500 liters egetræsfade og ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen så også lagret i 12 måneder på egefade og ståltanke …. og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fed, vild, animalsk og ekspressiv vin … der er lidt ristede nødder, popcorn, krudt, skocreme og solcreme, en ret saltet mineralitet og tyk eksotisk frugt af  fersken, æble, mango, citroner og godt med røg. Det er ingen fimset dame, men en rejekælling, der har godt med muskler, maskulin feminisme og alligevel knaldrøde blondetrusser og luftighed.

Smagsmæssigt er det også en maskulin, fed, saltet og røget vin, der har en svulstig frugt som mest er lemon … frisk, grillet og kandiseret lemon, syltede og saltede citroner og grape … godt med  bitterhed og salt. Det er frugt med modne pigeonæbler, lidt ananas, kvæde samt umodne ferskner … saftig, fed og fast i kødet … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, FrankrigPå Rue Pejot i Savigny-lès-Beaune finder vi Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, som jeg i den næste periode skal smage en række vine fra og jeg starter med et glas af denne 2022 Savigny-lès-Beaune 1er Cru Les Vergelesses.

Vinhuset er brundlagt af Paul Dubreuil i slutningen af ​​1940’erne, men senere i 1973  grundlagde en af hans sønner Philippe sit eget vinhus i centrum af Savigny-les-Beaune, men da Paul pludselig døde i 1989 blev de 2 vinhuse sammenlagt.

Siden 2000 kom Phlippes søn Arnaud, med i driften og siden 2010 har han fået hele ansvaret og driver vinhuset, men fortsat med hjælp farmand Philippe.

Siden Arnauds overtagelse har han øget med flere vinmarker … er gået fra 10 hektar til i dag 12,5 hektar, bl.a. har Arnaud købt parcel på Grand Cru marken Les Grandes Lolières i Corton, hvor han har vinstokke med Chardonnay.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra 1er Cru marken Les Vergelesses og efter høst sorteres alle druerne på et vibrerende sorteringsbord. Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur.

Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over 8 til 14 måneder … 1er Cru vinene lagres længst.

Duftmæssigt skal vinen lige have tid til at åbne sig … giv den en rusketur i flasken. Det lokker herlighederne langt mere frem og det er en lidt nøddet aroma … tørre peanut, mandler og valnødder, lidt tørre papkasser og er eller rank, kølig og frisk i frugten med hindbær, tranebær, grønne jordbær, noget blæk og stiftsblyanter … levende, livlig  og med en vis alvorlig rynke i panden … stoisk og flot aroma.

Smagen er très élégant … tør, let og med denne kølige, ranke og stilfulde frugt, hvor der er syrlige kirsebær, hindbær og nogle ikke så modne jordbær … det giver friskhed, livlighed og bid. Syren virker en smule mørk og robust, men det holder alting på rette plads … der er røg, sorte og bitre teblade, let peber og alligevel fornemmer man nogen saftighed … smager rigtigt godt. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 425 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7