Tag-arkiv: Frankrig

2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDe lette rødvine varede ikke ved hele aften, for Paul D’s næste bud blev en 2015 Vignes de L’Hospice Saint-Joseph fra det store rhônehus E. Guigal … en vin, som jeg sidst smagte i årgang 2005.

Dengang var det faktisk også til en af vore vinaftenener, men der var det Jan, som havde taget vinen med.

Den er lavet med druer fra to af de bedste Saint-Joseph marker, som Guigal nu ejer eller kontrollerer gennem købet af to vingårde Domaine Vallouit og Domaine Grippat.

Den ene af de to marker er Vignes de L’Hospice, som er en lille, stejl vinmark, som ligger højt over byen Tournon. Selve marken ejes af det lokale hospice og er lejet på langtidskontrakt af Guigal.

Til denne vin har Guigal også tilføjet en del af produktionen fra vingården Les Anges, som tidligere havde tilhørt Domaine Vallouit. Denne vingård ligger over samme hospice, og når jeg skriver over, så er det fordi, at vinmarken er en ekstraordinært stejl skråning, beliggende over byen.

Vinstokkene er mellem 20 og 80 år gamle og er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar. Guigal vinificerer denne 100% Syrah vin på samme måde som hans Cru Côte Rôties. Efter gæring lagres vinen i 30 måneder på 100% nye fade, og flaskes ufiltreret. Produktionen er meget begrænset.

Duftmæssigt er der det mørke bær, blåbær, brombær, sorte blommer, dyb sort lakrids, tobak, tjære, brændte noter, ristede fade, peber og lakridskonfekt. Det er en fed og mægtig aroma, hvor sorte oliven, ribs og røg også dukker frem sammen med en stenet og granitagtig mineralitet.

I munden virker frugten mere frisk … men fortsat i det mørke univers med brombær, blåbær, hindbær og ribs samt peber, der brænder lidt og suppleres af mørkbitter chokolade, masser af tanniner, der både er kraftige og runde. Det er tungt, imponerende og lækkert med denne mineralske, stenede nordrhônske jernnæve. 95 point.

Købt i Føtex, hvor vinen koster 535 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Laurent Godard, Ôpalan Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Ôpalan Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigForleden smagte jeg en ganske herlig Non Vintage Helgé Brut fra champagnehuset Laurent Godard i  Verneui og nu har jeg fået deres Ôpalan Blanc de Blancs Brut i glasset.

Selvfølgelig er Ôpalan Blanc de Blancs Brut er selvfølgelig lavet på ren 100% Chardonnay, hvor alle druerne kommer fra husets egne marker i hjertet af Marne-dalen.

Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltank og efter andengæring på flaske får vinen ekstra fine bobler og brødagtig kompleksitet fra 40 måneders modning sur lie med gærresterne. Ved degorgeringen er der tilført 9,6 gram dosage, som i øvrigt er hjemmelavet på domænet. Champagnen er tør, men ikke knastør.

Duftmæssigt er champagnen let, luftig og virker meget gæret i udtrykket, gærede sure æbler, syltede æbler, lidt nedfaldsæbler og hybenrose … alt med en vis modenhed. Det er nærmest sådan en lidt maskulin og grov syre med et meget gæret udtryk.

Smagen er meget saftet … der masser af æbler, æblemost, syrligsød grapefrugt, sødbitter lemon, har en vis sødme, frugtsødme og så lidt melonagtige noter. Boblerne er ikke vilde, men giver vinen friskhed med brutal og maskulin krop på en ganske overbevisende måde og dermed giver en flot champagne med karakter. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 499,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Château de Ribebon, Bordeaux Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2018 Château de Ribebon, Bordeaux Supérieur, Bordeaux, FrankrigChâteau de Ribebon ligger nær byen Pessac ved floden Dordogne i det smukt bakkede landskab i Bordeaux og derfra smager jeg nu en 2018 Bordeaux Supérieur.

Slottet er ejet af Alain Aubert, som står bag Vignobles Alain Aubert og er også med i Vignobles Aubert … familiens vinfirma.

Alain ejer selv slottene Château de Macard, Château Hyot, Château Haut-Gravet og så dette Château de Ribebon.

Derudover ejer familien via Vignobles Aubert yderligere 8 Bordeaux slotte, nemlig Château Saint Antoine, Fleur Saint Antoine, Château Labesse, Château Lagrave-Aubert, Château Messile-Aubert, Château Jean de Gué, Château Saint Hubert og Château La Couspaude.

Det er med andre ord en stor vinfamilie … og et pænt stort foretagende. Familien har dog også lavet vin i Bordeaux i over 250 år, og det startede oprindeligt med Château Labesse, som er det historiske hjemsted for familien. Det blev sammen med Château Lagrave-Aubert opkøbt af Alains oldefar Joseph Aubert før den franske revolution.

Og siden har familien altså opkøbt vinslotte i Bordeaux, primært på den højre bred. Château de Ribebon er tilkøbt i 1996.

Til Château de Ribebon hører 70 hektar jord hvoraf 24 hektar er vinmarker. Resten er plantet med kiwitræer og skov. Jordbunden består af ler, kalksten og grus og er beplantet med Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 30 år, hvilket giver perfekt balance mellem ydeevne og kvalitet.

Selve slottet er oprindelig bygget som en jagthytte for Louis XIV i 1700tallet, men familien Aubert har restaureret bygningen, så den fremstår med tidligere tiders storhed, og med mange af de originale historiske træk bevaret.

Château de Ribebon drives af Alain Aubert sammen med hustruen Bernadette samt parrets 3 døtre samt en svigersøn. Det er dog især datteren og ønologen Amelie Aubert, som står for vinene på Château de Ribebon.

Denne Bordeaux Supérieur er i årgang 2018 lavet på 60% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc og har lagret 12 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt pænt med træ, cedertræ, bagepulver, kanel, kardemomme, en sødbitter frugt med tranebær, brombær samt en smule kirsebær, men også nogle jordagtige noter … egentlig ganske okay Bordeaux i næsen.

Smagen er lidt mere kantet … skarp med bitter sort te, frugten er igen tranebær, ribs og sure kirsebær og syren er skrap, kantet, stram og tanninerne knastørre, småsure og småvilde. Det er en vin, som jeg vil anbefale, at man tager sammen med noget mad … skriger med sin strenge syre på noget fedt, mad og modspil. 87 point.

Vejledende udsalgspris er på 55 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, FrankrigVi skal da smage mer’ mousserende vin og næste blev skam en vaskeægte champagne … en Non Vintage Helgé Brut, der også er en af Laurent Godard champagnehusets bedste champagner.

Champagnehuset Laurent Godard ligger på Rue André Brion i byen Verneuil og  drives af Laurent Godard, men det er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Helgé er lavet på et blend af 60% Chardonnay, 20% Meunier og 20% Pinot Noir, som kommer fra nogle af ghusets bedste parceller på flere marker i Verneuil, nærmere bestemt fra Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Der er ikke så vildt mange oplysninger om produktionen af selve basisvinen, men det kunne dufte som om, at der er lagret på egefade inden flaskning og andengæringen, så er sket over 40 måneder inden degorgering med en dossage på 7,2 gram.

Meget ædel duft … sådan nærmest med overmodne æbler, kandiseret citron, gær, hævet dej, ristede nødder og en virkelig luftig og let blomsterduft, der gør champagnen feminin, fin og spændende. Der er lidt sandeltræ, mandler, marcipan og en smule honning og ellers bare rålækker.

Smagen er også fin, sart og feminin, hvor boblerne hurtigt fader og afslører en saftig, læskende og venlig champagne. Det er kandiseret grapefrugt, en sødbitter lemon og friske æbler, frisk, saftigt bid på en cremet og blød facon, der vil tiltale rigtig mange … herunder altså også denne flittige vinblogger. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, FrankrigDen næste mousserende vin var dog ægte champagne og var ret specielt lagret på havbunden i omkring 60 meters dybde. Det er denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru fra huset M. Hostomme.

Sidst vi holdt byggemøde hos Flemming, da serverede han sgu også en vin fra Hostomme i form af deres 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru.

M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.

Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.

Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om  bæredygtig vinbrug.

Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.

Denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru er kun lavet i sølle 500 eksemplarer. Det er ren Chardonnay fra Grand Cru marker ved Chouilly.

Vinen har gæret på en kombination af stål og franske fade fra Bourgogne for derefter at være lagret hele 48 måneder sur lie på gærresterne med andengæringen på på havbunden i omkring 60 meters dybde. Ståltråden omkring proppen er da også rusten på grund af årene i det salte hav.

I næsen har champagnen den skønneste og landlige aroma, som egentlig er rank, kompleks og en fin kombination af gær, rå dej med modne æbler, stikkelsbær, citroner og honningmelon. Den har sart aromatisk duft med dejlig balance, hvor man først ligger mærke til en luftig, kalk- eller kridtagtige lethed suppleret med blomster og smukke blomster.

Smagsmæssigt er der en middel syre … afdæmpet, godt med koncentrerede æbler, abrikos, tørret abrikos endda og syren er samtidig sådan lidt mørk og maskulin, men også frisk og levende. Der kommer noget frugtsødme, godt med stenet og saltet mineralitet og kæmpe dybde. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.849 kr., mens prisen er 1.650 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, FrankrigMed næste vin fra vinkoncernen GCF Groups burgundiske brand Jean Gagnerot stepper vi sgu da lige et par lange skridt op, for det er en 2017 Corton Grand Cru Les Grandes Lolières.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra parcellen Les Grandes Lolières på Grand Cru marken Corton i Côte de Beaune. Parcellen ligger midt på Corton bakken med østvendt orientering og Pinot Noir druerne er selvfølgelig plukket manuelt inden en kølig pre-maceration.

Selve gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, hvor der gøres brug af hyppige overpumpninger af mosten og en pigeage med nedstempling af drueskallerne for at fremme udtrækket af farve, smag og tannin.

Efter endt gæring omstikkes vinen til egetræsfade, hvor den så har lagret i 20 måneder. Der anvendes 60 % nye fransk egefade, men de resterende 40% er brugt 1-2 gange før.

Jeg har før smagt denne fine vin i årgang 2016 og som jeg skrev dengang, så er prisen klart lavere end de fleste andre Corton Grand Cru vine og det skyldes jo, at Jean Gagnerot blot er et brand under den store GCF Group. Den har klart ikke samme prestige som anerkendte små producenter.

Som med 2016’eren har vi åbnet palisanderskabet med tykke teaktrælåger og indenfor finder du en underskov af svampe, våde efterårsblade, en tabt lædersaddel og små fennikelskud. Det dufter dekadent og nobelt, har en frugt af modne kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og oksefond … alt meget velplaceret, velordnet og friseret, således ikke et eneste hår vender forkert i frisuren med pagehår.

I munden smelter vinen nærmest … med det gør den samtidig med, at den trækker et sneglespor af en syrligbitter frugt af hindbær, ribs, moreller og lyse blommer … frisk midt i alt det bløde, runde, smukke og cremede. Det er blødt, læskende, stramt, velsmagende, elegant, frisk samt vedkommende på én gang. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.299,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, FrankrigJeg har netop smagt et par flotte burgundiske vine fra Jean Gagnerot, som jo ikke er et decideret vinhus, men et brand, som ejes af den megastore vinkoncern GCF Group. Den første blev denne 2017 Pommard 1er Cru La Platière

Det er en vin, som jeg før har smagt … både i årgang 2013 og 2014 … lavet med Pinot Noir druer fra La Platière marken, der ligger som en af de nordøstligste af 1er Cru markerne i Pommard.

Marken har helt usædvanligt en sydvestlig eksponering på La Grande Combe ned mod floden L’Avant Dheune, der løber gennem Pommard og skiller byen i to.

Druerne er høstet nænsomt i de tidlige morgentimer, før de fragtes til vineriet. Her foregår vinifikationen efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen starter i termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Det er umiskendeligt burgundisk vin med en en rank frugt med ribs, hindbær og granatæbler og så kan fadlagringen også klar duftes med både nyt og gammelt træværk, cedertræk og cigarkasser. Et kraftigt  slyng af glasset afslører også, at frugten dufter mere moden end lige først antaget og endda meget svagt oxyderet. Det giver lidt umami suppleret af bagepulver og svagt lidt mørk chokolade.

Smagen er let, saftet, maskulin syrlig og alligevel cremet, fin og utrolig vedvarende i munden. Den minder på mange måder om vinen i årgang 2014 … ung, stram og helt uden de mindste tegn på alder, da tanninerne er tørre, lyse og vilde. Det er lys og lidt skinger Pommard, men hænger sgu vildt lang tid i munden. Det suppleres af hindbær og ribs … lidt lemon med en lys bitterhed, saltlakrids og fennikel … igen klart en vin, som bør dekanteres i god tid. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 645 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Vincent d’Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

2015 Vincent d'Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigTrip, trap, træsko kunne man nærmest sige med de 3 smagte champagner fra kooperativet Vincent d’Astrée. De første havde lagret 3 og 5 år i husets kælder, mens denne 2015 Blanc de Blancs Brut har lagret 7 år.

Det er en årgangschampagne, der selvfølgelig – som navnet siger – er lavet på Chardonnay, der er høstet med håndkraft, presset og så ellers gæret på temperaturstyrende ståltanke. Der sker – som hos de foregående 3 champagner – selvfølgelig ingen malolaktisk gæring.

Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 7 år inden degorgering i oktober 2022 med 5 gram dossage.

Duftmæssigt virker den sidste hvide og rene søster en tak mere rolig og blid, har denne lidt kridt- og kalkagtige uskyld, virker meget luftig, har både ristede hasselnødder, fersken, pærer og en duft af nyvasket sengetøj, bløde blomsterdufte og et strejf af citroner.

I munden er bruset det samme … har et godt angreb, men smagen er slet ikke så tør som medsøstrene, for champagnen er blød, blid, rund, cremet og en lille sødme sniger sig også ind. Det er igen æbler, pærer og fersken, men derudover kommer der en smule syrlige citroner og bitre lemons med i eftersmagen, men samlet en dejlig, venlig samt velsmagende champagne. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, FrankrigDen næste champagne fra kooperativet Vincent d’Astrée var også på Pinot Meunier og Chardonnay, men det var deres mere tørre Assemblage Extra Brut.

Her skulle forholdet mellem de to druesorter vistnok 50% Pinot Meunier og 50% Chardonnay, der er høstet med håndkraft og er gæret i temperaturstyrende ståltanke. Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativets gamle kælder over 5 år inden degorgering i december 2022 med 3 gram dossage.

Duftmæssigt er Assemblage Extra Brut mere landlig og animalsk end den knap så tørre lillesøster. Frugten er endda også en kende mere tropisk med fersken, abrikos, ananas og pærer, der suppleres med toast, nødder, kringle og tørrede blomster.

Der er fortsat et godt brus og ellers er smagen mere stram med umodne grønne æbler, kvæde, grillet citroner og kandiseret lemon, men samlet en tæt og citronsur syre, der med en kalket mineralitet gør vinen skarp, præcis og frisk … flere var mere til denne end den forrige knap så tørre lillesøster, men jeg synes, at niveauet her er nogenlunde det samme, så dermed 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Brut, Champagne, FrankrigMaison Vincent d’Astrée er et champagnehus eller måske rettere champagnekooperativ, der ligger i byen Pierry lige syd for Epernay og ejes i dag af 220 vinavlere. Jeg smager nu 3 champagner fra dem startende med denne basis Assemblage Brut.

Kooperativet blev grundlagt i 1956 af en håndfuld vinbønder, der ønskede at producere og promovere vine på deres druer, men dengang hed foretagendet blot Coopérative de Pierry.

Det var først efter 60 år, at man besluttede at ændre navnet til Vincent d’Astrée med et håb om beskyttelse fra stjernerne og Sankt Vincents vilje …  skytshelgenen for vinproducenter i Frankrig.

I dag er der 220 vinavlere tilknyttet Vincent d’Astrée og de har sammenlagt 85 hektar vinmarker i Coteaux Sud d’Épernay med de 3 traditionelle druer Chardonnay, Meunier og Pinots Noir. Alle vinene laves i en 200 år gammel vinkælder i Pierry.

Kooperativet støtter og opmuntrer deres medlemmer til bæredygtig vindyrkning, så i dag kommer 31 % af druerne fra vinavlere, der er certificeret som High Environmental Value eller Sustainable Viticulture i Champagne.

Siden 2002 er vinene blevet lavet af vinmageren Sébastien Lapierre, der ønsker at lave friske champagner, der udtrykker terroirets lokale mineralitet. Han kombinerer lidenskab, tålmodighed og knowhow for at forbedre karakteristikaene ved hvert plot.

Denne Non Vintage Assemblage Brut er lavet på Pinot Meunier og Chardonnay … vistnok med 70% Pinot Meunier og 30% Chardonnay, som alle er høstet med håndkraft og er gæret i ståltanke. Vinen er så lavet med andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 3 år inden degorgering i oktober 2022 med 7 gram dossage.

Det dufter sgu ganske spot-on … dej, gær, toast og den har en dejlig luftig og nærmest kalket aroma, hvor der også kommer frugt af lidt grønne æbler, citrus … og dertil en smule blomster, hvilket gør duften ganske frisk, let og elegant.

I munden er der først et stort brus, mens champagnen i smagen har en smule med lidt faxe Kondi og marcipanbrød – god kombi – pærer, lemon og citroner, flot balance og i det hele taget en venlig, rund og meget kapabel champagne, der bare leverer varen. 93 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7