Og vi fortsætter såmænd med de gode Jean og Gilles Lafouge, men nu med rød bourgogne fra far og søn, nemlig en 1er Cru fra marken Les Duresses i appellationen Auxey-Duresses … højborgen for netop Domaine Lafouge.
Under appellationen Auxey-Duresses findes der faktisk 9 1er Cru marker, nemlig Bas des Duresses, Climat du Val, Clos du Val, La Chapelle, Les Bréterins, Les Ecussaux, Les Grands Champs, Reugne og så netop Les Duresses. Og Lafouge har parceller på en del af disse marker, bl.a. La Chapelle, Les Ecussaux og selvfølgelig Les Duresses.
Vinen er vinificeret og lagret på egefade, og som med de hvide anvendes der en andel nye barriques ved lagringen. For denne Auxey-Duresses 1er Cru Les Duresses er det lidt over 20% nye fade.
Den dufter sindssygt godt … animalsk, hvilket jeg elsker. Der er krudt, blæk, babybræk, våde fade, svag vanilje, hindbær, syrlige kirsebær. røde bolsjer, eg og noget jord.
Smagsmæssigt meget ren frugt, streng syre, lækker syrlighed, koncentrerede og umiddelbare tanniner, friskhed og samtidig god balance mellem friskhed, frugtrigdom og syrlighed.
Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 179 kr.
Rating 5/7