Bodegas Garmón Continental er Mariano Mauro seneste projekt i Ribera del Duero dalen … et ganske lille projekt, hvor han sammen med sine sønner Eduardo og Alberto Garcia Montaña alene laver denne Garmón vin fra forskellige små parceller med gamle Tempranillo stokke.
Vinen er lavet første gang i årgang 2014, så denne er alene tredje årgang, hvor druerne kommer fra 30-80 år gamle vinstokke på små parceller ved byerne Baños, Tubilla og La Aguilera på højre bred af Duero floden samt Moradillo på venstre side i den østlige del af Ribera del Duero.
Markerne er beliggende i 850-1000 meters højde, og det giver vinene et strejf af kølighed i et ellers ekstremt varmt område. Og det har netop været et ønske fra Mariano Mauro at skabe en vin, der i højere grad udtrykker den traditionelle stil i området uden overdreven modenhed og med et lidt køligere præg.
Vinen er lavet med 12 dages gæring og maceration ved 28 grader … spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og daglig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på franske egefade, heraf er halvdelen nye fade. Der er i denne årgang 2016 lavet 50.590 flasker af vinen.
Duftmæssigt er Garmón en smule mere lukket end forrige vine … ikke helt så åben og modtagelig, men byder dog på lidt mørk frugt, solbær, enebær, dadler, sorte oliven, blæk, engelsk lakrids, salte mineraler, blomster samt en kølig elegance. Tæt, pakket og fyldig med kølig nerve.
Smagen er mere frisk end lige forventet, blød og harmonisk, syren meget beskeden eller flad, men hvor er det cremet, blødt, rundt med moden mørk frugt, mørk chokolade, stor tørhed og så alligevel denne elegante friskhed. Det er mørk, tæt, frisk og kølig.
Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.