Tag-arkiv: touriga nacional

Touriga Nacional er en rød druesort, der står bag nogle af de fineste røde vine i Portugal. Druen er mest plantet i  Portugals nordlige Dão og Douro regioner og anvendes både til tørre rødvine og portvine.

Mange kalder Touriga Nacional for Portugals svar på Frankrigs Cabernet Sauvignon og er nærmest landet røde nationaldrue. Den har som den franske sammenligning mørk frugtsmag, ofte med nogle antydninger af krydderier, læder og violer … faste tanniner samt et stort lagringspotentiale.

I Douro er Touriga Nacional ekstremt vigtig i produktionen af ​​portvine, selvom den kun udgør en lille brøkdel af de druer, der dyrkes der … og faktisk kan druen blandes med op til 80 andre sorter til portvinene. De vigtigste druer er dog udover Touriga Nacional også Touriga Franca, Tinto Cao og Tinta Roriz aka Tempranillo.

Før phylloxera ødelagde vinmarkerne på den iberiske halvø, var Touriga Nacional meget mere udbredt og det siges, at druen på et tidspunkt har dækket omkring 90% af alle vinmarker i Dão. I dag er druen erstattet af mere produktive sorter, men forbedrede teknikker har bidraget til Touriga Nacionals stabilitet.

Vinstokkene er usædvanligt lavtydende og bærer tilmed kun meget små druer. Derfor indeholder vine på Touriga Nacional temmelig mange tanniner, som er med til at give den endelige vin struktur og rygrad. Smagsmæssigt kan Touriga Nacional give meget intensive og koncentrerede vine præget af mørke bær.

Udenfor Portugal findes druen mest i Californien og Australien.

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, Portugal

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, PortugalVi slipper kvinderne et øjeblik med denne signaturvin fra vingården Quinta do Mouro, som ligger ved byen Estremoz i Alentejo regionen … en vin lavet på Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional samt lidt Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Miguel Louro, … eller helt præcist Miguel de Orduna Viegas Louro, men havde i mange år ellers været ejet af Zagalo familien, som havde anvendt vingården som sommerbolig. Men Miguel så et potentiale og startede en vinproduktion, hvor den første vin kom på markedet i 1994.

I dag er det imidlertid sønnen Luis Louro, som står for vinproduktionen, dog med hjælp fra konsulenten Luis Duarte. De laver årligt omkring 70.000 flasker vin fra de 22 hektar vinmarker, som hører til Quinta do Mouro. Faren – som fortsat ejer vingården – blander sig dog også en gang imellem.

De laver samlet 8 forskellige vine på Quinta do Mouro og denne her har blot samme navn som vingården. Den er lavet på 45% Aragonez, 30% Alicante Bouschet, 15% Touriga Nacional og 10% Cabernet Sauvignon og lagret 14 måneder på store 300 liter franske egefade, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt er der masser af frisk frugt … dyb, mørk frugt, solbær, sorte kirsebær, vanilje, kanel, tobak … fyldig og rund fætter. Smagen er virkelig cremet, blød, rund med solbær, modne tanniner … tyk, fed og charmerende.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 289 kr. for en flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal Vi ræser videre med de portugisiske vine … eller måske skulle vi hellere sige flyver videre på eventyr med denne røde Aventura, som er lavet af den kvindelige vinmager Susana Esteban.

Aventura er nemlig spansk for eventyr, og den gode Susana er da også født i Tui i den nordlige del af Spanien.

Der er hun oprindelig uddannet kemiker fra Santiago de Compostela universitetet og derudover uddannet ønolog fra universitetet La Rioja.

Hun startede egentlig sin karriere indenfor vin i 1999, hvor hun fik arbejde som vinmager på Quinta do Côtto i Douro i Portugal. Og siden er hun blevet hængende i Portugal og har bl.a. arbejdet på flere vinerier i Alentejo området, bl.a. vinhuse som Tiago Cabaço, Herdade do Barrocal, Monte dos Cabaços og Monte da Raposinha.

De mange erfaringer gav Susana mod på at starte sit eget projekt, og allerede i 2009 begyndte hun at lede efter marker rundt om i Alentejo. Men først i 2011 fandt hun to marker, som passede til hendes ønsker.

Den ene mark lå ved byen Évora var hovedsageligt tilplantet med gamle Alicante Bouschet vinstokke, som gav et meget lille udbytte. Den anden mark fandt hun ved Portalegre ved bjerget Saint Mamede og med flere forskellige sorter.

Fra de to marker lavede Susana sin første vin Procura, som netop på portugisisk betyder at søge. Siden har Susana opkøbt flere marker, således hun i dag laver 4 vine, nemlig Procura og Aventura i både røde og hvide udgaver.

Susana har etableret sin vingård Quinta Seca da Boavista lidt øst for byen Mora i Portalegra området, som er den køligste del af Alentejo.

Men udover hendes egne vine, så er Susana voldsomt aktiv i nye projekter. Således har hun også skabt projektet Sidecar, hvor hun hvert år udfordrer en ven til at skabe en vin sammen med hende i vinkælderen … men først efter de har været rundt i området med Susana i hendes cykel med sidevogn.

Derudover har den foretagsomme kvinde også etableret et joint-venture hendes gode ven og vinmager Sandra Tavares, hvor de to laver vinene  Crochet og Tricot sammen fra Douro området.

Og hun har siden etableringen gjort det ganske godt … og det er også blevet bemærket. Således modtog Susana Esteban i 2012 prisen som årets bedste vinmager af Revista dos Vinhos, endda som eneste kvindelig vinmager nogensinde. I januar 2016 fik hun også prisen, som den mest nyskabende vinmager af det anerkendte magasin Essência do Vinho.

Denne røde Aventura er lavet på 40% Aragonês og 40% Touriga Nacional, mens de sidste 20% består af forskellige lokale sorter fra Portalegre området. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt vinen er lagret på eg, men der laves årligt 12.000 flasker af vinen. Ud fra smagen kunne det dog godt tyde på en vis fadlagring.

Næsen er nemlig præget af kanel, eg, våde fade, blåbær, brombær, sorte kirsebær og lidt brændt varme, varm jord, asfalt, gummi, lidt sæbe … men også nogle syrlige noter. I smagen er der godt med mørke bær, blåbær, krydret syre, jern og en vis sødme, som dog heldigvis aldrig kammer over. Der er også rigtig god og lang eftersmag. Fyldig blødt, behageligt … tanninerne er bløde og generelt en venlig vin.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 129 kr. for en flaske og 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2006 Terras de Tavares, Vinho Tinto, Dão, Portugal

2006 Terras de Tavares, Vinho Tinto, Dão, Portugal Portugal har i dag 55 vinregioner, hvoraf de 19 har status som Denominação de Origem Controlada. Dão er et af de gamle områder og havde på et tidspunkt ikke det bedste ry herhjemme og det er en skam, for der laves spændende og rustikke vine i Dão og det er denne 10 år gamle rødvin fra Terras de Tavares et godt eksempel på.

Vinhuset Terras de Tavares drives fra vingården Quinta da Boavista, som ejes af João Tavares de Pina. Vingården ligger i Penalva do Castelo i Beira Alta regionen under den gamle DOC Dão appellation. Ejendommen har været i familiens eje gennem generationer og de 7 hektar vinmarker ligger i 450 meters højde med en undergrund bestående af skifer, granit og den typiske regionale lerholdig jord.

Udover vinproduktionen opdrætter familien også de berømte Lusitano springheste og driver samtidig lidt agriturismo med udlejning af 8 værelser på den gamle gård.

João går sine egne veje når han skal producere. Der bliver ikke gået på kompromis eller taget lette løsninger, når han målbevidst går efter at lave nogle af Dãos bedste vine.

Han er uddannet ønolog fra universet i Bordeaux og har derudover studeret på Villa Real, hvor han igennem et 3-årigt projekt forskede i udvikling af gær fra Vinho Verde druen med henblik på kommerciel salg i hele verdenen.

Det betyder også, at Joãos vine skiller sig ud fra mange andre Dão vine … bl.a. stor brug af druen Jaen og dernæst ved en virkelig lang lagring af vinene … langt længere end typisk i appellationen.

Druen Jaen menes at være en klon af den spanske drue Mencia, som igen menes at være beslægtet med den franske Cabernet Franc, João bruger druen … ofte sammen med den mere udbredte Turiga Nacional og mener, at Jaen er med til at give vinene mere kompleksitet og elegance.

Derudover frigiver João først sine vine, når de er modnet på fade og i flaskerne. Det betyder, at hans vine starter med 24-36 måneder på Barrique, hvorefter vinene flaskes og lagres 3-7 år i kælderen før de frigives.

Det giver forbrugeren den unikke mulighed at smage en vin, der har været igennem en naturlig udvikling. Det er – udover sjældent – selvfølgelig en voldsom fordyrende proces at frigive signe vine så sent, men som sagt; João går ikke på kompromis … sådan skal Dão vine smage, siger han.

Denne Vinho Tinto er hans introvin blandt de sent frigivne vine. Den er lavet på 50% Jaen og 50% Touriga Nacional. Vinen er lageret i 36 måneder på barrique før den flaskelagres i minimum 5 år før frigivelse.

Og hold da op for en næse … syrlig og animalsk med mentol, mørke bær, nærmest gærede bær, stærk lakrids, stor tørhed, eg … virkelig moden næse. Den dufter virkelig godt. Smagen er også meget moden i udtrykket, virkelig blød og cremet med røde bær og nærmest blommer. Den virker faktisk ikke overdone, selvom det til sidst bliver lidt fluffy, men den er samtidig nem at drikke og smager rigtig, rigtig godt. 4½ fede fingre op og endda tæt på de 5.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 199 kr. for en flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, Portugal

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, PortugalLige sidste vin fra weekenden … en rød Herdade do Rocim fra vinhuset med samme navn. Det er et nyere vinhus beliggende mellem Vidigueira og Cuba i den sydligste del af Alentejo området i Portugal.

Vingården er grundlagt i 2000 og ejes af det store portugisiske selskab Movicortes, som er beskæftiget indenfor alt med entreprenørmaskiner, aviser, boghandler, forhandling af luksusbiler og meget mere. Movicortes ejes af José Ribeiro Vieira og investeringen i Herdade do Rocim skyldes måske primært hans datter Catarina Vieira, som er sat til at forvalte vingården.

Catarina er nemlig vinmager og er både uddannet agronom og ønolog og har derudover studeret vinproduktion i Italien inden hun gik i gang med projektet Herdade do Rocim.

VIngården er på samlet 110 hektar, hvoraf 70 hektar er vinmarker – 53 hektar røde druer og 17 hektar hvide druer – og de fleste af markerne er tilplantet efter overtagelsen i 2000, hvor familien startede opførelsen af en arkitektonisk moderne vingård.

De røde sorter består primært af Aragonez, Trincadeira, Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot, Tannat, Carmerene og Cabernet Sauvignon, mens de hvide druesorter er lokale sorter som Antao Vaz, Viosinho og Arinto.

Denne Herdade do Rocim Tinto er husets introvin … entrylevel vin og er lavet på 20% Alicante Bouschet, 35% Aragonez, 15% Syrah, 30% Touriga Nacional og en smule Trincadeira. Vinen har lagret 8 måneder på franske fade.

I næsen har vinen et herligt animalsk udtryk … lidt stald sammen med krydderier, kakao, jord, modne blommer, mørk frugt og fin dybde i frugten. Smagen er frisk og syrlig med en tydelig krydret note, brombær, tørhed … frisk og syrlig.

Forhandles af Nordentoft Wine, pris 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, PortugalDer er efterhånden langt imellem de portugisiske vine her på bloggen … men det er egentlig en skam, for der laves rigtig mange gode vine i Portugal. Denne Douro Tinto fra Quinta Vale D. Maria er formentlig den bedste portugisiske vin, som jeg har smagt siden oktober 2012, hvor jeg smagte vinen Xisto fra Roquette E Cazes.

Så det var et godt valg fra Steffen … et direkte uppercut til byggesjakket og en fornem start på vingutternes 4 skarpslebne projektiler. Og … need I say more … dén gættede hverken Byggemand Bob eller resten af hans crew.

Quinta Vale D. Maria er grundlagt i 1996 af Cristiano van Zeller, som overtog vingården, der havde tilhørt hustruens Joanas familie. Vingården ligger midt i Rio Torto dalen omkring 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Christiano havde tidligere ejet en anden vingård, nemlig Quinta do Noval i Pinhao-dalen, men han måtte dog i 1993 sælge gården efter en brand og en større familiekrise. Derefter lavede han i en periode vine, hvor han opkøbte druer fra andre vingårde og så producerede både hvidvine, rødvine og portvine i lejede vinkældre.

Så derfor var det også naturligt, at han drømte om en ny start på egen vingård. Da Christiano overtog Quinta Vale D. Maria var der samlet 19 hektar vinmarker, hvor 10 hektar var med 50 år gamle vinstokke, bl.a. med druesorterne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Touriga Francesa, Touriga Nacional, Sousão og en del flere.

Efterfølgende har Christiano dog opkøbt yderligere marker, således gården i dag råder over 31 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er C.V., Vinha do Rio og Vinha Francisca. Der er ligeledes bygget nye vinkælder og investeret i moderne udstyr til vinfremstillingen, bl.a. nye store rustfrie ståltanke med temperaturstyring.

På Vale Dona Maria har han et køligere terroir til rådighed end i fx Pinhao-dalen. Derfor er druerne yderst velegnede til at lave røde vine. Fra områdets bedste marker med meget gamle stokke plantet i traditionelle “field blends” skaber han vine af verdensformat.

I flere marker har man identificeret mere end 50 forskellige druesorter, som alle bidrager til at give vinene kompleksitet, men som også giver store udfordringer under høsten, hvor man prøver at høste hver eneste klase ved optimal modenhed. I kælderen vinificeres alle parceller separat, og den endelig blanding sker ofte først en måned før, at den endelige vin aftappes. På denne måde lærer Cristiano van Zeller sit terroir bedre at kende og kan forbedre vinene helt ned til mindste detalje.

Med hjælp fra Sandra Tavares da Silva og vinmageren Joana Pinhão laver vinhuset 1 hvidvine, 6 forskellige rødvine samt 3 forskellige portvine. Topvinene er de røde enkeltmarksvine Curriculum Vitae, Vinha do Rio og Vinha Francisca. Denne Douro Tinto kommer fra flere af husets marker og er lavet på ikke mindre end 40 forskellige druer.

Det er bl.a. druerne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Roriz, Tinta Francisca, Touriga Franca, Touriga Nacional, Sousão og mange flere … de fleste fra 60 år gamle vinstokke. Druerne trædes helt gammeldags med fødderne i store kar, hvorefter macerationen varer 7-10 dage. Derefter lagres vinen i både 225 liter og 300 liter franske egetræsfade i 21 måneder … her 75% nye fade og 25% brugte fade. Parker har givet vinen 95 point … men hvem er interesseret i Parker?

Duftmæssigt en ganske fyldig og blød vin. Vi snakker kirsebær, søde solbær, blæk, blød og sød engelsk lakrids, blomster, vanilje … men samtidig en lidt kølighed eller stringent mineralitet i næsen … meget elegant, nærmest let og moderne i stilen.

I munden er vinen fløjlsblød med kraft, sødme … nærmest lidt småkager, vanilje og afrundede tanniner. Det er silke med lethed og kraft … ganske flot. Jeg er imponeret. Thumbs Up.

Købt hos Atomwine, hvor prisen er 399 kr.

Rating 6/7

2011 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalFortsat et par vine bagud fra sidste uge … og én af disse er denne Meandro Tinto fra det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo, som ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området, og i perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form. Desværre var glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården, og han begyndte den lange og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt og andre medejere af ejendommen. I 1994 blev han og hans børn de eneste ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne vinifikationsudstyr samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 (som var et fremragende år Portugal) kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 Point.

Vinen her “Meandro Tinto” er vingårdens 2. vin og er lavet på de lokale druer 30% Touriga Franca, 35% Touriga National, 27% Tinta Roriz, 3% Tinta Barocca, 3% Sousão og 2% Tinta Cao.

Duftmæssigt fornemmes det øjeblikkeligt, at vinen har fået godt med sol, fyldig, mørk, moden med solbær, en smule grønt samt krydderier. Smagsmæssigt masser af sødme, igen sol og varme, mørke og modne bær … nærmest frugtekstrakt og koncentreret frugtsaft og lakrids. Meget venlig og letdrikkelig.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., men beskedne 99 kr., såfremt der købes 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2012 Clos des Fous, Cauquenina, Maule Valley, Chile

2012 Clos des Fous, Cauquenina, Maule Valley, ChileMed denne vin tog Steffen sgu røven på os … vi gættede, at det var klart europæisk. Det var den ikke, for vinen Cauquenina fra vinhuset med det flotte franske navn Clos de Fous er nemlig oversøiske og fra Chile.

Clos des Fous opstod oprindelig som en skør idé blandt 4 venner, som var trætte af at høre på, at der ikke kunne laves god vin i Chile. De var selv alle født i Chile og troede meget på mere ukendte områder som Bio Bio, Itata og Cauquenes, så i 2008 startede de projektet Clos des Fous.

De 4 venner er Pedro Parra, Paco Leyton, Francois Massoc og Albert Cussen. Pedro kaldes ofte Dr. Terroir … et navn, han dog selv frabeder sig. Med en universitetsudannelse i terroir fra Institute Agronomique Nationale i Paris er han den eneste terroir-specialist, der arbejder uden for Frankrig, og han har haft en enorm indflydelse på kvalitetsudviklingen i Chilensk vin.

Han har konsulteret for Montes, De Martino, Concha y Toro, Matetic, Errazuriz, Koyle og Mont Gras samt en række fremtrædende Argentinske producenter. Han siger, at terroir handler mere om fornemmelse end om videnskab, men at det har taget ham en universitetsudannelse at finde ud af det.

Pedro har også tidligere arbejdet som terroir-konsulent Pierre Becheler i Bordeaux og har også arbejdet sammen med Louis-Michel Liger-Belair i Vosne-Romanée i Bourgogne … Pedros absolutte reference i dag. Han var nu egentlig oprindelig jazzsaxofonist inden han startede sin vinøse levevej, som han i dag deler mellem arbejdet hos Clos des Fous samt arbejdet som terroir-specialist for vinmagere i Chile, Argentina, USA, Italien, Canada, Frankrig og Armenien.

Det er således også Pedro, som står bag Clos des Fous valg af marker, som netop ligger i nogle mere ukendte områder. Det er exceptionelle terroirs, hvor jordbund, topografi og klima spiller optimalt sammen med udvalgte druesorter, hvor der kan skabes vine, der opnår personlighed og naturlig balance med mindst mulig indgriben.

Udover Clos des Fous projektet deltager Pedro også i andre projekter, bl.a. Altos las Hormigas og Aristos i Chile, sidstnævnte sammen med Louis-Michel Liger-Belair fra Château de Vosne-Romanée.

Så er der Francois Massoc, som er uddannet ønolog i Beaune i Bourgogne, hvor han også – som Pedro – har arbejdet sammen med bl.a. Louis Michel Liger-Belair og Munir Saouma. Han regnes i dag for en af Chiles bedste ønologer, og har udover uddannelsen som vinmager også en kandidatgrad indenfor økonomi og vin. Ved siden af Clos des Fous projektet arbejder han i dag som konsulterende ønolog, primært i Chile.

Paco Leyton er også ønolog og vinavler. Han tog hans ønologiske uddannelse på Pontificia Universidad Católica i Chile og har siden arbejdet som vinavler og konsulent i Chiles sydligste vinregion Malleco, hvor han har lavet banebrydende arbejde med Pinot Noir.

Sluttelig er der Albert Cussen, som vel kan kaldes projektets administrator. Albert har involveret sig i Clos des Fous med sit hjerteblod efter en strålende karriere i den chilenske forretningsverden, hvor han var administrerende direktør for mange chilenske virksomheder og direktør i mere end 7 år i for vinimperiet Concha y Toro. Derudover ejer Albert den større vinmark Pucalán Vineyard i Aconcagua, hvor han har plantet Pinot Noir.

Og netop Pucalán Vineyard indgår i de marker, som de fire venner anvender til Clos des Fous vinene. De har samlet fundet 41,5 hektar vinmarker spredt udover områderne Aconcagua, Cachapoal, Bio Bio, Itata og Malleco, nemlig markerne Pucalán Vineyard, Grillos Cantores Vineyard, Bio Bio Coast Vineyard, Tato Vineyard, 1914 Vineyard og Traiguen Vineyard.

Clos des Fous lavede deres første vine i 2010 og vinene laver og flasker de hos MDA Wines, som ligger i Santiago. Det er et firma, som har specialiseret sig i at producere og sælge vin for andre vinbønder, men ellers findes der ikke de store oplysninger om dette selskab.

Denne Cauquenina er et blend, lavet på et sjovt mix af druerne Malbec, som udgør næsten halvdelen, Carignan, Paìs, Carmenère og Syrah, Cinsault samt en ganske lille del Touriga Nacional, alle fra gamle upodede vinstokke … omkring 80-100 år gamle og plantet uden opbinding, som en slags vilde buske. Vinstokkene har aldrig været kunstvandet. Druerne er høstet i hånden og gæret i cementtank uden tilsætning af gær, hvorefter en smule af vinen – formentlig kun omkring 7% – er lagret et år på hovedsageligt brugte fade af fransk eg.

Og det er bestemt en charmerende vin, som i næsen byder på frugtsødme, nærmest lidt saftevand, kirsebær, lakrids, mint, mynte, egefade, urter, blomster og noget hyld eller kamillete eller noget i den retning. I munden er det også kirsebær, frugtsaft … let med sødme, godt med urter, mineraler … og iltet godt med syre, som sender tankerne imod det europæiske fastland. Spændende og overraskende vin. Thumbs Up.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 658,50 kr. for 6 flasker, dvs. 109,75 kr. pr. flaske … og det er billigt.

Rating 5,5/7   

2008 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

Det siges, at Portugal er én af verdens fredeligste nationer, hvilket sammen med godt vejr, dejlige badestrande og en historie som mægtig søfartsnation gør landet tillokkende. Læg dertil produktion af portvine … mens de almindelige vine bare bliver bedre og bedre.

Her har vi et godt eksemplar af god portugisisk vin, nemlig topvinen fra vinhuset Quinta Do Vale Meão, som ligger i den lille by Vila Nova de Foz Côa ganske tæt på Rio Douro … Douro floden, som også har givet navn til dette vinområde.

Vingården stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord omkring byen Vila Nova de Foz Côa på auktion fra kommunen, hvor økonomien ikke havde det for godt.

Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området, og i perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form. Desværre var glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira. Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje.

I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården, og han begyndte den lange og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt og andre medejere af ejendommen. I 1994 blev han og hans børn de eneste ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne vinifikationsudstyr samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdenskortet, da de i 2004 (som var et fremragende år i Portugal) kom Wine Spectators liste med netop denne deres topvin, som fik hele 97 point.

Der laves 4 vine på Quinta do Vale Meão, en rød og en hvis Meandro, en Monte Meão Touriga Nacional og så denne Quinta do Vale Meão, som altså er 1. vinen aka. topvinen. Derudover laver de selvfølgelig også en portvin, Quinta do Vale Meão Porto Vintage.

Denne Quinta do Vale Meão er i årgang 2008 lavet på 55% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 10% Tinta Roriz og 5% Tinta Barroca. Efter druerne er knust, så køles de ned og fodtrædes i 4 timer i store granitkar, der kaldet Lagares. Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på franske Alier barriques i 8-9 måneder, heraf 80% nye fade og 20% fade, som en anvendt én gang tidligere.

I næsen er her godt med våde fade, sødkrydrede noter, kanel, nelliker, mørk frugt … sådan lidt med blommer, chokolade, lidt earl-grey te, ristede noter og måske en smule sødtobak. I munden er vinen kraftig, fyldig med sødme, søde krydderier, lakrids, solbær, blommer … men også lidt kant og skarphed. Flot portugisisk vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 399 kr.

Rating 5/7 

2010 Seis Quintas Martúe, Reserva, Douro, Portugal

Som sædvanlig er jeg lidt bagefter med opdateringerne … så denne vin er fra jobbet sidste tirsdag … en portugiser, en Reserva fra vinhuset Seis Quintas Martue, som ligger i byen Torre de Moncorvo i det nordlige Portugal. Jeg har tidligere smagt vinen Dois Vales fra samme hus … og den var jeg mildest talt ikke særlig vild med … sølle 1 Thumbs Up … eller vel nærmere en Thumbs Down.

Vingården Seis Quintas Martúe består reelt af 3 vinhuse, nemlig husene Seis Quintas, Martúe Pago Campo de La Guardia samt Viñedos de Nieva. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1990 af Fausto González, som er hovedaktionær i selskabet, formand, direktør og vinmager. Han søgte i to år efter de bedste vinmarker , før han fandt dem fem kilometer fra det kendte vinhus Quinta Vale Meao i den øverste isolerede del af Douro.

Det var ejendommen Campo Martuela, og her producerede Fausto de første vine under navnet Martúe.

Det er et område, som ligger totalt afsides … som Vinspecialisten skriver; Seis Quintas ligger ved verdens ende – eller næsten! Flyv til Porto og tag derfra en af verdens smukkeste togture til Douroflodens udspring. Eller flyv til Madrid, kør tre timer gennem Spanien til den portugisiske grænse, og slut turen af med en times sejlads på Douro. Så er man endelig fremme ved Seis Quintas.

Det er Portugals nye hotspot … hvert fald rent vinmæssigt, idet flere af de store huse også er ved at etablere sig her, bl.a. – Prats & Symington, som det måske mest prestigefyldte.

Martúe Pago Campo de La Guardia ejer i alt 81 hektar vinmarker, fordelt med 30 hektar på ejendommen Campo Martuela og 51 hektar på ejendommen El Casar. Seis Quintas Martúe har 65 hektar vinmarker i Alto Douro, mens der til Viñedos de Nieva hører 56 hektar marker. I øvrigt betyder Seis Quintas “seks vingårde” … og referer til, at vinhuset består af 6 vingårde.

Det hele er dog i dag samlet i en topmoderne vingård, state of the art, bygget i 2011. Vinmarkerne ligger i terrasser udgravet i bjergsiden med op til 400 meter i højdeforskel. Jorden i Douro indeholder “xisto” eller skifer, som giver et mineral udtryk i vinene og gør dem både anderledes og meget værdsat.

Denne Reserva er produceret på en selektion af druer fra ejendommens bedste parceller. Vinen er lavet på 60% Touriga Nacional, 35% Tinta Roriz og 5% Touriga Franca.

I forhold til den almindelige udgave har man i Reserva-udgaven øget indholdet af Touriga National – en drue, der regnes for at være Dourodalens mest kvalitative druesort, og som samtidig er kendetegnet ved at give et ekstremt lille udbytte af en meget tæt, aromatisk most. Grundet druens høje indhold af tanniner lægges vinen på nye franske medium toastede egetræsfade i 14 måneder. Dette får tanninerne til at polymisere, hvilket giver en mere afrundet og imødekommende vin. Tappes ufiltreret.

I næsen er der solbær, kirsebær, mynte, eucalyptus, krydderier, tørre buske, blæk og en smule røgede toner. I munden dejlig tørhed, sødme og samtidig frisk og frugtrig. En elegant tone i vinen, hvor syren, tanninerne og frugten er i god balance. Måske en anelse tynd i det, men – som sagt – en fin balance.

Købt i Vinspecialisten, pris 150 kr.

Rating 4/7  

2010 Quinta do Pégo, Cerro do Santo Reserva, Douro, Portugal

Endnu en vin fra mandagens bestyrelsesmøde … nemlig 2. vinen på Quinta do Pégo, den danskejede vingård, som ligger mellem Regua og Pinhao i Douro i Porgutal. Vinen hedder Cerro do Santo Reserva.

Quinta do Pégo har produceret vin siden før 1548 – ifølge diverse historiske dokumenter. Deraf kan man udlede, at der efter al sandsynlighed har været dyrket vin på gårdens jorde siden den romerske besættelse.

Siden september 2003 har Quinta do Pégo været 100% ejet af AMKA. Quinta do Pégo projektet indebærer – udover naturligvis produktion af nogle af de fineste og bedste portvine – en total renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården. Efter denne totale renovering åbnede vingården Quinta do Pégo i foråret 2009 i en helt ny form med hotel.

Quinta do Pégo råder i dag over ca. 33 hektar jord, hvoraf ca. 30 hektar er beplantet i 2002. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Quinta do Pégos formål er at producere vine af ypperste kvalitet. Selve vingården ligger 138 meter over Dourofloden, mens vinmarkerne er beliggende op til 350 meters højde.

Denne Cerro do Santo Reserva er ligesom 1. vinen produceret af den sydafrikanske winemaker Wouter Pienaar. Inden han kom til Quinta do Pégo i 2002, så havde han arbejdet 38 år hos Stellenbosch Farmers Winery … SFW og fra 1983 som ansvarlig Cellarmaster.

Cerro do Santo Reserva er produceret af 45% Touriga Nacional, 30% Tinto Cão, 15% Tinta Roriz og 10% Touriga Franca druer. Omkring 75% har været lagret ca. 10 måneder på 1 og 2 år gamle franske egetræsfade – resten har været lagret på ståltanke. Derefter har vinen været lagret på flasken inden frigivelsen.

Duftmæssigt er vinen godt krydret. Herudover er der blæk, solbær, spidskommen og kanel. Smagen er en smule skarp, men der er god tørhed med spidskommen, kanel og godt med sol. Tanninerne er tydelig – men ganske behagelige.

En del af AMKA’s detailprogram, dvs. vinen kan findes i supermarkeder som EuroSpar, hvor pris normalt ligger mellem 90-100 kr.

Rating 4/7