Tag-arkiv: touriga nacional

Touriga Nacional er en rød druesort, der står bag nogle af de fineste røde vine i Portugal. Druen er mest plantet i  Portugals nordlige Dão og Douro regioner og anvendes både til tørre rødvine og portvine.

Mange kalder Touriga Nacional for Portugals svar på Frankrigs Cabernet Sauvignon og er nærmest landet røde nationaldrue. Den har som den franske sammenligning mørk frugtsmag, ofte med nogle antydninger af krydderier, læder og violer … faste tanniner samt et stort lagringspotentiale.

I Douro er Touriga Nacional ekstremt vigtig i produktionen af ​​portvine, selvom den kun udgør en lille brøkdel af de druer, der dyrkes der … og faktisk kan druen blandes med op til 80 andre sorter til portvinene. De vigtigste druer er dog udover Touriga Nacional også Touriga Franca, Tinto Cao og Tinta Roriz aka Tempranillo.

Før phylloxera ødelagde vinmarkerne på den iberiske halvø, var Touriga Nacional meget mere udbredt og det siges, at druen på et tidspunkt har dækket omkring 90% af alle vinmarker i Dão. I dag er druen erstattet af mere produktive sorter, men forbedrede teknikker har bidraget til Touriga Nacionals stabilitet.

Vinstokkene er usædvanligt lavtydende og bærer tilmed kun meget små druer. Derfor indeholder vine på Touriga Nacional temmelig mange tanniner, som er med til at give den endelige vin struktur og rygrad. Smagsmæssigt kan Touriga Nacional give meget intensive og koncentrerede vine præget af mørke bær.

Udenfor Portugal findes druen mest i Californien og Australien.

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalDen nyeste årgang af de 3 Vintage Port fra portvinshuset Rozès’ gaveæske med Vintage Selection var årgang 2017 … og klart den mest friske i trioen.

Vinen er også lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Mere frisk frugt, mere parfumeret, mere krydret og der er også masser af eg, læder, en gammel hvilestol, stærk tobak, frugten ikke helt så definerbar, men det er mørk frugt, blommer, svesker … og så brænder den faktisk lidt i næsen.

Smagen er også som de forrige fed, olieret og cremet, masser af sødme, men også friskhed, brændende alkohol, måske endda mere brændende end hos 2016’eren og dermed også 2015’eren. Vinen smager sgu virkelig, men smagt sammen med de andre, så mangler den faktisk mere modenhed … men det kan jo løses med en smule tålmodighed.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalFra den lille, spændende gaveæske fra portvinshuset Rozès med de 3 årgange af deres Vintage Port – alle smagt ved siden af hinanden –  så får I her mine noter på 2016’eren.

Selvfølgelig lavet som 2015’eren, altså på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen er gæret på ståltanke med gæring sammen med skind og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Modenheden er her klart mindre, men i stedet fanger man først både blæk, læder, eg og røg. Næsen er klart mere hård, frugten dyb, solbær, blåbær, svesker, lidt tobak … virker mere koncentreret end 2015’eren, men på ingen måder så eksplosiv.

Smagen har klart nogle af de samme elementer som 2015’eren, blot med flere tanniner, som sætter sig specielt på fortænderne. Smagen er også cremet, men alkoholen er her ikke så stærk, smagen klart mere rå og lige på, direkte og powerfuld.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalRozès er et portvinshus, som oprindelig blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès, som var en en god vinforhandler, som også startede med at importere og markedsføre portvin. Jeg smager her en lille sjov gaveæske med tre Vintage Port fra Rozès i årgangene 2017, 2016 og 2015. Men hvilken årgang er bedst?

Det var dog Ostendes søn Edmond Rozès, som i 1930’erne virkelig fik handlen af de importerede portvine i gang via etablering af deres eget brand Porto Rozès og en meget karakteristisk flaske i gammel portugisisk stil, indpakket i svovlholdigt papir op til halsen og en prop forseglet med voks.

Dermed markerede portvinene sig med en egen identitet og de fik hurtigt status som kvalitetsvine. Den store succes medførte også, at Edmon i 1938 og selv blev producent med købet af deres vingård i Vila Nova de Gaia i Douro dalen.

Rozès familien drev vinhuset i sammenlagt 4 generation – kun afbrudt af en pause under anden verdenskrig, men i 1974 solgte familien hele foretagendet til Pedro Domecq, som igen i 1977 solgte aktiviteterne til Moet Hennesy koncernen.

Siden 1999 har Rozès dog været en dele af den store Vranken Pommery Monopole. De har derefter købt en del quintaer herunder Quinta de Grifo samt São Pedro das Águias. Det er med andre ord i dag et stort portvinshus, hvis vine nu eksporteres til mere end 40 lande i hele verden.

Vinen er sjovt nok lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Moden frugt, svesker, blommer, hasselnødder, sød tobak, læder, noget mynte og eukalyptus, nogle brændte elementer, eg, gamle aviser … lettere bedaget og samtidig dragende. Til at starte med tænkte jeg, at det var lidt for modent til mig, men den vinder med mere tid og luft i glasset.

I munden fed, sød med lidt brændende alkohol, men egentlig på en ganske behagelig måde. Vinen har en cremet, oliefed og stærk smag, appelsinskal, mynte, men smagen er nok alligevel den bedste af alle de smagte 3 årgange … alderen gør klart nogen godt for vinen. Det er ubetinget 4,5 portvinsrøde fingre med stor pil op.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, Spanien

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, SpanienI det lille spanske tyreløb fortsatte vi med denne 2014 Venta la Ossa TNT fra vinhuset Bodegas Mano a Mano, der ligger i Ciudad Real området af Castilla-La Mancha,

Bodegas Mano a Mano er en forholdsvis nyere vingård, som er etableret for omkring 10 år siden, hvor der også blev bygget et stort og moderne vineri. Det er ejet af den store koncern Terraselecta, der ligger midt i Madrid og har investeret i en lang række vinhuse i Spanien og således også Bodegas Mano a Mano.

Terraselecta er ejet af Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán. Han tjente sin formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne.

Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Han er da også via Terraselecta vinhuse som Dominio de Atauta, Atalayas de Golbán, Viñas del Cenit, Obalo,Naia, Viña Nora, Pazos del Rey, Álvaro Domeq samt Quesería 1605 … et par af dem er vi også tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Mano a Mano har samlet 330 hektar vinmarker, hvoraf hovedparten ligger ved Finca La Dehesa i Alhambra, mens 30 hektar ligger ved Finca Sierra de La Solana in Herencia.

Der laves 4 vine på vingården, hvilket er lagt i hænderne på vinmagerne José Carlos García, Joana Caldeira og Asunción Yébenes. Men vinene laves til gengæld i store mængder, da den samlede produktion er på 500.000 flasker.

Denne Venta la Ossa TNT er lavet på 85% Touriga Nacional og 15% Tempranillo. Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade.

Egentlig en god mælket, gæret og mørk frugt i næsen, solbær, blåbær, hindbær, eg, vanilje, kanel, ganske sødbrændte noter, masser af tør eg. I munden stor tørhed, stærk peber, en fin krydret syre, lidt blomster og fin lang eftersmag. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Spanien koster vinen 14,40€ … svarende til 107 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Quinta de Carapeços, Eira dos Mouros Rosé, Minho, Portugal

2018 Quinta de Carapeços, Eira dos Mouros Rosé, Minho, PortugalDen sidste vin i Vinho Verde seksløberen blev også den eneste med lidt farve, nemlig en 2018 Eira dos Mouros Rosé fra vinhuset Quinta de Carapeços.

Quinta De Carapeços – Sociedade Vitivinícola Lda. ligger lidt nord for byen Carreira og Moinhos i Amarante området i Minho. Vingården har rødder langt tilbage i tiden og er første gang nævnt i 1838 hvor datteren af Martim Carvalho – en ædel ridder af Basto – giftede sig med João de Carapeços, som var herre på den daværende ejendom på stedet.

Derefter var ejendommen overtaget af klosteret San Salvador de Travanca, som var drevet af benediktinermunkene, som ejede stedet gennem mange århundreder. Det er først i 1834 – hvor nogle af de religiøse ordener bliver udryddet – at ejendommen kommer tilbage på private hænder hos en efterkommer af Martim Carvalho.

I 1954 blev ejendommen købt af advokaten Miguel Pereira de Abreu fra Porto. Han havde altid haft en lidenskab for vin og samtidig nogle familiære bånd til området.  Han startede en større vinproduktion og reformerede de metoder, som blev anvendt i området.

Han satsede først og fremmest på produktion af druer af høj kvalitet i stedet for kvantitet. Han omdannede vinmarkerne med platform eller terrasser til plantning af vinstokke i rækker og indførte nye druesorter, som langt bedre var tilpasset det lokale terroir. Han blev således også en slags pioner for indførelsen af Alvarinho druen uden for Melgaço-Monção regionen i Minho.

Han opbyggede også et moderne vineri med de nyeste teknologier og stod også bag en massiv markedsføring af sine vine under navnet Quinta de Carapeços navnet og en serie af billigere vine kaldt Eira dos Mouros.

Og det er netop en Eira dos Mouros vin, som vi slutter den lille Vinho Verde rundtur med … deres rosévin, som er lavet på et blend af de to druer Espadeiro og Touriga Nacional. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, har 4,2 gram restsukker pr. liter. Drik.

Duftmæssigt er det en tør vin, let krydret med masser af jordbær og hyben. Den er lidt perlende i munden, godt med sødme og i min bog også alt for sød, men lige til at hælde ned i svælget, hvis man kan lide søde, tørstslukkende vine. Det er røde bær og citroner … men det bliver altså lidt saftevandsagtigt.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster en flaske 4,95€ .., svarende til 37 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, Portugal

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, PortugalVi slutter det lille juleagtige portvinsintermezzo på toppen med endnu en portvin fra Quinta do Pégo, nemlig deres skønne 2011 Colheita Port.

Quinta do Pégo har kun lavet Colheita 3 gange … nemlig 2003, 2007 og så denne 2011.

Som med den foregående er denne lavet af Quinta do Pégos normale vinkonsulent Wouter Pienaar, men her sammen med Rozès’ vinmager Manuel Henrique og på et skønt mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Roriz.

Druerne kommer fra de ældste vinstokke og er efter høst fodtrådt i de traditionelle granit lagars og er efter endt fermentering  lagret på 600 liters egetræsfade i omkring 8 år.

For dem, som ikke er så skarp i portvinens verden, så er en Colheita egentlig blot en Tawny – langtidslagret portvin af meget fin kvalitet – fra én bestemt årgang og den skal være lagret i mindst 7 år på fad inden aftapning.

Sikke en duft … vildt lækker med moden lys frugt, blommer, lyse rosiner, amaretto kirsebær, karamel, appelsinskal, honning, nødder, egefade, lidt brændte mandler, en årtier gammel balsamico, sirup og brun sukker og så alligevel en lille friskhed. Nam.

Smagen er silkeblød med en varm efterbrænder, men gud hvor smager det godt. Det er modne bær, blommer, sødme, nødder, lidt honning, en smule tanniner, men alt i zen flot balance og virkelig smukt balanceret. Det smager jættegodt.

Den ville jeg godt ha’ til min risalamande, men jeg har sgu drukket flasken … så god er den. Men det er der jo råd for ;o)

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på omkring 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Quinta do Pégo, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Quinta do Pégo, Vintage Port, Douro, PortugalI denne søde juletid, så er det vel meget relevant at smage lidt portvin? Jeg skal i hvert fald selv ha’ et glas til risalamanden og det kunne sagtens være denne 2017 Vintage Port fra Quinta do Pégo.

Den har i hvert fald nogle af de kvaliteter, som der kræves af en god portvin, men den er også – for første gang nogensinde på Quinta do Pégos – lavet 3 år i træk på grund af tårnhøj kvalitet af druerne i årgangen, selvom mængderne var små.

Vinen er lavet af Quinta do Pégos normale vinkonsulent Wouter Pienaar, men her sammen med Rozès’ vinmager Manuel Henrique. Portvinen er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão fra nogle af de bedste parceller hos Quinta do Pégo, hvor vinstokkene er fra 30 til 100 år gamle.

Næsen er fyldt med frugt, blommer, sorte kirsebær og portvinen er langt mere frisk i frugten end forventet. Derudover er der en smule eukalyptus, ristede noter, balsamico og mørk chokolade. Samtidig dufter den virkelig også meget af almindelig rødvin, da sødmen duftmæssigt ikke virker så fremtrædende.

Men i smagen er der langt mere dybde end hos foregående portvin, og er heller ikke så sød. Der er langt mere power, smag og sindssyg flot balance … fortsat med et bid fra alkoholen og tanninerne. Den virker tør, cremet og smager vildt godt.

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på omkring 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, Portugal

2014 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, PortugalDet omkring en måneds tid siden, at jeg smagte en 2015 Grande Reserva rødvin fra danskejede Quinta do Pégo i Portugal. Vingården er gode til at lave rødvin, men når det gælder portvin – som nu denne 2014 Port LBV Unfiltered – så er de virkelig på hjemmebane.

Nu smager jeg endda 3 af husets portvine i streg. Denne er en late bottled Vintage, som er lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på fad i minimum 4 år inden aftapning på flaske. Det betyder, at denne Port LBV Unfiltered først flasket i 2018 … hvilket også står på etiketten.

Port LBV Unfiltered er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Den har en sødlig, mørk og kraftig næse med krydderier, nødder, jern, eg, blæk, våde fade. Frugten er blommer, sorte kirsebær, lidt modenhed i frugten og meget intens.

Smagen er blød og rund … men også en kende til den stærke side, hvor alkoholen brænder godt igennem sammen med sødme, fed, lækker frugt med blommer og kirsebær. Det er skam ikke nødvendigvis skidt, for det giver vinen et spark, som delvis opvejes af sødmen. God start i det lille portvins ræs.

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 159,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, Portugal

2015 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, PortugalNæste vin i bloggerens glas er en 2015 Grande Reserva fra det portugisiske vinhus Quinta do Pégo, som ejes af importøren AMKA.

Vingården ligger på vejen fra Regua til Pinhao,  omkring 138 meter over Douro floden og vinmarkerne er beliggende op til 350 meters højde. Quinta do Pégo har produceret vin siden før 1548 ifølge de historiske dokumenter. Deraf kan man også udlede, at der – efter al sandsynlighed – har været dyrket vin på gårdens marker siden den romerske besættelse.

Siden september 2003 har Quinta do Pégo været 100% ejet af AMKA. Quinta do Pégo projektet indebærer – udover naturligvis produktion af nogle af de fineste og bedste portvine – en total renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården.

Efter denne totale renovering åbnede vingården Quinta do Pégo i foråret 2009 i en helt ny form med hotel. Quinta do Pégo råder i dag over omkring 33 hektar vinmarker, hvoraf 30 hektar er beplantet i 2002. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Quinta do Pégos formål er at producere vine af ypperste kvalitet.

Quinta do Pégo Grande Reserva 2015 er resultatet af en omhyggelig udvælgelse af druer og en dygtig vinmager, som hedder Wouter Pienaar. Druerne er dyrket på Quinta do Pégo ejendommen, som er beliggende på venstre side af Douro floden i Douro dalen i Portugal.

Høstudbyttet er lavt, og kun de allerbedste druer er brugt til vinen. Druerne er høstet ved den optimale modenhed – og der er kun brugt specielt udvalgt gær til fermenteringen.

Vinen er produceret af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er blevet fodtrampet på traditionel portugisisk vis i granit lagars. Derefter har vinen været lagret i 12 måneder på franske egetræsfade efterfulgt af en periode  på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt en tæt vin … har noget gammel kælder, nogle våde fade, sort te, røg, aske, kakaopulver, mørk chokolade samt en frugt af sorte kirsebær og nogle lysere og mere syrlige bær af ribs, hindbær og boysenbær, hvilket gør vinen lettere samt ganske levende. Dertil kommer lidt krydderier, koks, kul og en snert lakrids.

Smagsmæssigt er det en mørk, kraftig og fyldig vin, der har en rank og frisk smag, hvor der er salte mineraler, en frisk balsamisk syre og en frugt af brombær, kirsebær og syrlig ribs, nogen tørhed, et stramt og frisk tanninbid, der får vinen til at hænge lang tid i munden med en lille mineralsk kant. 90 point,.

Vinen koster189 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Tinto, Alentejo, PortugalSå er vi tilbage hos vinhuset Espaço Rural, som reelt drives af Herdade do Rocim, som jeg har skrevet om en del gange. Jeg har tidligere smagt Origens Vinho som både hvid og rosé, men denne gang er det altså deres røde … Origens Vinho Tinto.

Vinen er lavet på 50% Aragonez, 30% Touriga Nacional og 20% Alicante Bouschet, der er dyrket i Alentejo i Portugal. Vinen har være lagret omkring 6 måneder på franske egetræsfade.

Næsen er krydret, har mørk frugt, sorte kirsebær, lidt kaktus, eukalyptus, er lidt rustik og byder ellers på lidt nelliker, kanel, jern og virker pænt tør. Smagen har fin fylde, pænt sødme og sort tæt frugt, ikke kompleks, men bare så nem at drikke. En vin som klart appellerer til mange danskere. Det er 3,5 med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 65 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7