Tag-arkiv: malbec

Malbec er en gammel, fransk, rød druesort, der kommer fra det det sydvestlige Frankrig og specielt området omkring Cahors, hvor druen også er kendt som Côt.

Malbec druen har dog fået sin helt store succes som den ikoniske nationaldrue i Argentina, hvor man især i Mendoza producerer vine, som får international berømmelse.

I Frankrig skal Malbec udgøre mindst 70 procent af enhver AOC Cahors vin suppleret med rig, rund Merlot og rustik, tannisk Tannat. Den har også været en del af mange Bordeaux vine, men det var været nedadgående i mange år.

Betydningen i Bordeaux blev markant reduceret efter den store frost i 1956, som dræbte mange af regionens ældste vinstokke. I årene efter dette valgte de fleste vinbønder at genplante deres vinmarker ikke med Malbec, men med mere pålidelige, økonomisk levedygtige sorter som Merlot.

Malbec findes også i mere beskedens omfang i Loire, hvor den blandes med Cabernet Franc og Gamay … undertiden endda som en del af en mousserende Saumur vin.

Malbecs store kommercielle gennembrud i Argentina skyldes bl.a., at druen der dyrkes i højderne på Andesbjergenes skråninger, hvor Malbec udvikler et tykkere skind og giver en dybere koncentreret smag. Vine fra højderne over 1.000 meter er mere aromatiske og har intens, levende farve og rangerer blandt de mest respekterede af alle sydamerikanske vine.

Argentinas allerhøjeste vinmarker i Salta provinsen ligger i næsten 3.050 meters højde og er blandt de allerhøjeste beliggende vinmarker i verden. Disse er typisk plantet med Malbec sammen med nationens ikoniske hvidvinsort Torrontes.

Malbec modnes typisk midtvejs i vækstsæsonen og producerer små, intens farvede druer. Den giver oftest en middel til kraftig og frugtig rødvin med bløde tanniner og en stor dybde med masser af brombær og krydderier.

Druen er også god i blandinger med fx Cabernet Sauvignon og får mere dybde og flere tanniner, hvis den fadlagres. Der laves ofte ukomplicerede rosévine på Malbec. Disse er ofte karakteriseret ved masser af røde hindbær og jordbær i duft og smag.

Udover Frankrig og Argentina, så findes der også Malbec i Californien i USA, Australien og New Zealand.

2014 Riglos Wines, Gran Corte, Mendoza, Argentina

2014 Riglos Wines, Gran Corte, Mendoza, ArgentinaSidste vin i den tætpressede Riglos trio blev deres topvin, som blot kaldes Gran Corte.

Gran Corte er en vin, som er et mix med de 3 druer, som Riglos laver deres 3 enkeltdruevine på, altså 33% Cabernet Sauvignon, 33% Cabernet Franc samt 34% Malbec. Igen er der begrænsede oplysninger om produktionen, men vinen er lagret 21 måneder på franske fade og der er lavet 7.106 flasker af vinen.

Duftmæssigt lidt bordeauxfil næse, cedertræ, tør eg og i det hele taget er fadpræget her lidt mere tydeligt med vanilje, kanel, søde krydderier, lidt røg og brombær, granatæbler, tørrede roser,

Smagen er meget ren, virkelig fint balanceret med en en fin, let og stringent syrlighed, en vis tørhed, pænt med tanniner, men polerede og stjæler ikke billedet. Det er en komplet vin, som leverer varen både cremet, blødt med en kølig elegance. Hænger vildt lang tid i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 279,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Riglos Wines, Gran Malbec, Mendoza, Argentina

2016 Riglos Wines, Gran Malbec, Mendoza, ArgentinaRiglos Wines nummer to vin blev deres 2016 Gran Malbec fra de højstbeliggende marker i Valle de Uco i Mendoza i Argentina.

Som med den foregående vin er der begrænsede oplysninger om produktionen, men vinen er dog lavet helt traditionelt og så efter endt fermentering lagret hele 19 måneder på franske fade og der er produceret 20.485 flasker af vinen.

Næsen er mere blækagtig og røget end foregående Cabernet Sauvignon. Der er cedertræ, blåbær, svesker og blommer, nelliker og samtid en langt mere kødfuld næse, nærmest med tørret lidt kød, Beef Jerky, læder og igen med en koket sødme, pæn friskhed i frugten, tør tobak og næsten lidt støvet i udtrykket.

I munden er vinen langt mere tanninrig end den foregående. Den sætter sig i munden med stor tørhed, men byder derudover på en stærk kraft, peber, enebærrøget bacon, brombær, tør kakaopulver, fin balance mellem sødme og syre samt lidt efterbrænder i eftersmagen. Tænker den lige skal modnes et par år mere.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Malbec, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Malbec, Languedoc, FrankrigJeg har tidligere her på Houlbergs Vinblog smagt vine fra de to ønologer og créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon Laurent Calmel og Jerome Joseph aka Calmel & Joseph. Nu smager jeg atter en vin fra de to herrer, nemlig deres 2018 Villa Blanche Malbec.

De laver bl.a. en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I denne serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje. Vinene i Villa Blanche serien er Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table.

Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on. Her bruges betegnelsen Indication Géographique Protégée Pay d’Oc, som også er en nyere betegnelse for Vin de Pay. Ved en IGP vin accepteres der fx også et meget højere markudbytte end ved en AOC vin.

Denne Villa Blanche Malbec er selvfølgelig lavet på ren Malbec og lavet med traditionel vinificering med gæring over 3 uger ved 25 til 28 grader. Herefter følger en malolaktisk fermentering hvor syren omdannes til mælkesyre. Afslutningsvis ligger vinen 4 måneder på fade, før den tappes på flaske.

Hvor er det sjovt at dufte sådan en fransk Malbec, hvor mange af de karakteristiske træk fra druen virkelig kommer frem, når de ikke er pakket ind i Argentinas sol. Der er en dyb, kantet aroma med masser af røg, noget brændt gummi, nelliker, blåbær, blommer, tør engelsk lakrids, tobak, cedertræ, mælkede noter og måske lidt sveskegrød. Der fornemmes også svagt mentol samt sødme. Dragende.

Smagen er både tør og sød … lidt til den akavede side og samtidig med tonsvis af taninner, som sætter sig både på dit gebis, men også længere inde i munden. Der er nogle bitre elementer, nærmest som stenene i druerne, masser af tørstoffer, blåbær, tobaksblade og har nærmest et uforsonlig væsen. Det er en vin, som kræver mandsmod, tålmodighed og en stor bøf, for alene – uden mad – bliver det lidt af en rå og stor mundfuld.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Pertaringa, Lakeside Red Meritage, McLaren Vale, Australien

2017 Pertaringa, Lakeside Red Meritage, McLaren Vale, AustralienNæste vin fra Pertaringa er også fra Lakeside serien, nemlig Geoffs 2017 Lakeside Red Meritage.

Vinen er inspireret af den gamle verden, som Pertaringa selv skriver. Det er et blend på druerne Petit Verdot, Malbec og Merlot, men igen er der nærmest inden oplysninger om produktion … udover 1,2 gram restsukker pr. liter.

Her er næsen langt mere interessant … en kende dybere og en smule animalsk, og selvom blandingen af Petit Verdot, Malbec og Merlot måske er en kende mærkelig, så fungerer det duftmæssigt. Der er solbær, blåbær, kirsebær og endda lidt fed, suppleret med cigarkasser, blyanter og det er faktisk fint balanceret.

Smagen er tør … meget tør med en fed, kraftig frugt, nærmest lidt blåbær. Tørheden følges op med stramme og uforsonlige tanniner, peber og en lille bitterhed. Det bliver ikke en fed, overdone australsk vin, men klart en ren, frisk og stringent vin med masser af syrlig frugt og et nærmest europæisk snit.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Benguela Cove, Estate Malbec, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Malbec, Walker Bay, SydafrikaHu hej hvor det kører derudaf med vinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate. Vi snupper da bare én mer’ … husets 2017 Estate Malbec.

Det er 100% Malbec fra stokke plantet i 2008 og høstet med håndkraft og kun delvis afstilket derefter. Inden gæring ligger druerne i blød i 4 dage, og efter den alkoholiske gæring så får de også en malolaktisk gæring og lagrer derefter 18 måneder på franske egefade, heraf 30% nye fade. Derefter sker der så aftapning på flaske og frigivelse. Der er lavet 11 fade af denne vin.

Igen er det i glasset en totalt mørk, dybsort fætter med en næse, som både er flæsket, har bacon, mørk frugt, blåbær, solbær, blommer, engelsk lakrids og lakridskonfekt, fedme, blæk, vanilje, kanel og et bundt tørrede krydderier og tørrede røde roser.

Smagsmæssigt er det en powervin med en elegant, stærk og frugtrig tørhed, fedme masser af tanniner, som virkelig sætter sig på fortænderne. Frugtmæssigt er det blåbær og kirsebær, tæt og kompakt … med en krydret note i eftersmagen. Igen snakker vi 4 fede fingre og denne gang med pil op.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, SydafrikaEstate Collage Red Blend er et Bordeaux inspireret blend på Cabernet Sauvignon, Malbec, Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc, men hos Benguela Cove Lagoon Wine Estate rammer man ikke referencen helt spot on.

Det er helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 23% Malbec, 16%Merlot, 13% Petit Verdot og 13% Cabernet Franc, som er kommet i blendet. Det er fra vinstokke, der er plantet i perioden fra 2004 til 2008. Hver enkelt druesort er også vinificeret separat. Efter fermentering er vinen så sammenstukket og har lagret 20 måneder på franske egefade. Der er produceret 18 fade af vinen.

Mørk, krydret næse … lakridskonfekt, solbær, blåbær, egetræ, masser af tørhed, kanel, mælkechokolade samt en del sol. Der er også blomster, håndsæbe, kamfer, nogen syrlighed og stærke krydderurter. Samlet er det bestemt ikke en lettilgængelig vin.

Egentlig starter vinen smagsmæssigt blød og rund, men har en stor syrlig tørhed, som får vinen til at virke utrolig kantet. Der er syrlige kirsebær, ribs og umodne blåbær, lidt mentol og samlet bliver det stramt, surt, bittert og på ingen måder nem at danse med.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2014 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, Argentina

2014 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, ArgentinaSidst jeg smagte denne vin, så var det i en årgang 2009, som jeg gav 6 fede houlbergske fingre. Nu smager jeg vinen igen … blot i en nyere årgang 2014. Jeg snakker om vinen Catena Alta Malbec fra det store, legendariske argentinske vinhus Bodegas Catena Zapata.

Flere gange er Catena udnævnt som værende det førende argentinske vinhus. Parker har selv udtalt; Catena Zapata is the argentine winery of reference, the standard of excellence for comparing all other, mens Wine Spectator hele 6 gange har givet vinhuset 100 point.

Catena laver vildt mange vine, og flere serier. De øverste, eksklusive og dyreste vine laves under Catena Zapata serien, men derudover findes der serierne Catena Alta, Catena, Catena Apellation og BV Catena.

Denne Catena Alta Malbec eller Catena Alta Historic Rows Malbec er en del af serien Catena Alta vinene, altså et niveau under de helt sindssygt dyre topvine hos Catena.

Catena Alta Malbec laves fra de 5 bedste Malbec parceller af Catena-familiens højtbeliggende marker i både Luján de Cuyo og Valle de Uco, nemlig blok 18 på marken Angélica i Lunlunta, blok 4 på La Pirámide marken i Agrelo, blok 1 på Nicasia marker samt blok 3 og 9 fra Adrianna markerne i Gualtallary.

Hver parcel er vinificeret separat i 225-500 liters egefade ned spontangæring og maceration i 10-35 dage efterfulgt af en kold maceration for 30% af vinen.

Gæringen sker således alene med druernes naturlige gærceller. Derefter sker en malolaktisk gæring inden vinen lagres 18 måneder på franske egefade og så tappes på flaske uden filtrering.

Duften er fyldt med dyb og mørk frugt, engelsk lakrids, en syrlig fedme og så alligevel samtidig med stor tørhed, solbær, brombær, svesker, enebær … sort og dyb, lidt mælkede noter, blæk, kaffe, vanilje og godt med fad.

Smagen er våd og tung, virkelig fylde, dyb, varm, fed og sødlig krydret med stor power. Der er kraft, mælkechokolade, kakao, kaffe og alt leveret i silkebløde lagner. Der er rund, pænt og ordentligt, velkomponeret og struktureret og smager altså godt.

Forhandles af Philipson Wine, pris 359,95 kr. ved køb af 1 flaske og 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Cavas de Weinert Gran Vino, Mendoza, Argentina

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Gran Vino, Mendoza, ArgentinaNæste vin hos Jan var en 22-årig vin fra Luján de Cuyo området i Mendoza i Argentina … 1997 Cavas de Weinert Gran Vino fra Bodega y Cavas de Weinert.

Den argentinske vingård er etableret i 1975 af den tyskfødte brasilianer Don Bernardo Carlos Weinert. Han var fascineret af vinens verden, havde tjent en formue i transportindustrien og besluttede sig for at lave sin egen vingård i Argentina med et klart filosofi om at producere vine af ubetinget høj kvalitet og med klar inspiration fra Bordeaux.

Bernardo Weinert foretog en ganske omfattende undersøgelse af klima, jord og vinstokke i Mendoza og fandt det perfekt sted. Det var i Luján de Cuyo, hvor han fandt en vingård, som tidligere havde været drevet af Otero-familien.

Alt var dog blevet forladt omkring 1920, så stedet og huset var forfaldent og markerne i sølle tilstand. Men Bernardo satsede alle sine sparepenge på projektet.

Efter en besværlig restaurering af vingården, så investerede Bernardo i den nyeste teknologi og hyrede Raúl de La Mota, som allerede var anerkendt som en af de bedste vinmagere i Argentina … og så gik de ellers i gang med at producere vin.

Bodega y Cavas de Weinert fik deres internationale gennembrud i 1980’erne, hvor da den amerikanske vinjournalist besøgte Mendoza og smagte sig igennem en lang række vine. I sin anmeldelse af vinene fra Bodega y Cavas de Weinert kaldte Parker dem som outstanding og sine personlige favoritter … og så reagerede markedet med det samme og pengene strømmede ind.

Det gjorde også, at Bernardo kunne fortsætte udviklingen af Bodega y Cavas de Weinert, og siden er deres ikonvin 1977 Estrella Malbec lagret i 19 år blevet en legendarisk vin, som også kaldes en af Argentinas store stjerner!

I dag drives vinhuset af Bernardos søn Andre Weinert, mens Raúl de La Mota i 1996 blev erstattet af den schweiziske vinmager Hubert Weber. Andre har fortalt, at faderen slet ikke vidste, hvem Robert Parker var. Da han bad om nogle prøver, så sendte han dem uvidende om den betydning som det kunne få for vinhuset.

Samlet har Bodega y Cavas de Weinert 40 hektar vinmarker i Luján de Cuyo og Maipú, men derudover 20 hektar i Patagonien. De fleste marker omkring vingården ligger i 850-1.100 meters højde med en undergrund, der er stenet og rig på sand. Selvom der falder meget begrænset vand der, så begrænset kunstvandingen.

Weinert er også én af de få producenter, der arbejder meget gammeldags med store, gamle fade og lang lagring. De anvender ikke ståltanke til gæringen, hvilket i stedet sker i store epoxy belagte cementtanke, men lagringen sker i store, gamle franske egefade på 2.000-6.000 liter.

De yngste fade er 60 år gamle, nogle har rundet et århundrede, og de ældste er 120 år eller ældre. Topvinene lagrer længst, således lagrede ikonvinen Estrella 12 år på tønder og så 7 år på flaske.

Denne 1997 Cavas de Weinert Gran Vino er et blend af 40% Malbec, 40% Cabernet Sauvignon samt 20% Merlot. Det er den første årgang, som Hubert Weber lavede på Bodega y Cavas de Weinert.

Druesorterne er gæret hver for sig, inden de enkelte vine er blandet til den færdige model. Vinen er lagret 36 måneder på store fade … resten af tiden er vinen lagret på flaske, altså indtil flasken så blev åbnet og vinen nu er havnet i Houlbergs vinglas.

Næsen byder da også på moden frugt, modne solbær, lidt blomster, søde krydderier, noget engelsk lakrids, men noget afdæmpet, blæk, cigaræsker, medicinskab, likør, karamel og skocreme. Der er noget dekadent modenhed over vinen, men den klarer alderen rigtigt flot og inspirationen fra Bordeaux er også fortsat meget tydelig. Det dufter faktisk som en moden Bordeaux.

Smagsmæssigt mangler vinen måske en anelse Bordeaux dybde, men hvor er det dog cremet og fløjlsblødt med en herlig let, lys og moden frugt … og hvor smager det godt. Jeg elsker, når man opnår kombinationen af lys, let og moden frugt, så det er bestemt en dejlig vin, som fortsat har masser vild lækker drikkeglæde i sig.

Herhjemme forhandles Weinert vinene af Vinslottet, men denne er ikke i sortimentet. En storesøster Weinert Malbec kan fås i årgang 1995 til 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Mimosa Wines, Natus MMX Reserve, Western Cape, Sydafrika

2015 Mimosa Wines, Natus MMX Reserve, Western Cape, SydafrikaEn lille sydafrikansk smagning bød også på et gensyn med Mimosa Wines aka Mimosa Lodge & Wines, og Hans fra importørfirmaet Lesedi Wines serverede denne 2015 Natus MMX Reserve blindt.

Det er et bordeauxblend lavet på 44% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot, 11% Petit Verdot samt 11% Malbec … alle fra flere små parceller ved foden af Langeberg Mountains og selvfølgelig høstet med håndkraft. Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen har lavet vinen i et meget begrænset antal, alene 380 kasser med 6 flasker svarende til 2.280 flasker, men langt de fleste bruger Bernhard Hess selv i sin egen restaurant.

Næsen har også klare Bordeaux referencer, masser af solbær, blæk, muldjord, lakrids, vanilje og krydderier …. samt en lidt animalsk og landlig side.  Der er skam også en smule cigaræsker, så dér er de bordeauxfile referencer også spot on.

I munden bliver vinen ikke overfed, men den har i stedet en god, syrlig frugt, klart fadpræg og stor tørhed. Det giver vinen en klar og fin rygrad. Derudover er tanninerne bløde og godt integrerede.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Plaisir de Merle, Cellarmaster’s Selection 2nd Edition, Western Cape, Sydafrika

2017 Plaisir de Merle, Cellarmaster's Selection 2nd Edition, Western Cape, SydafrikaPlaisir de Merle var min gamle chef yndlingsvinhus og han kaldte altid vinene for kult. Så langt vil jeg nok ikke gå, men mindre kan jo også gøre det. Nu smager jeg et glas af deres 2017 Cellarmaster’s Selection 2nd Edition.

Vingården Plaisir de Merles historie går helt tilbage til 1687, hvor huguenotten Charles Marais og hans familie forlod Frankrig af frygt for religiøs forfølgelse og sejlede til Cape of Good Hope for at begynde et nyt liv. I december 1693 blev Charles Marais den første ejer af vingården, som er beliggende ved Drakenstein bjergene.

For at ære sit fødested kaldte Charles Marais gården Le Plessis Marly … dette er gradvist blevet ændret til Plaisir de Merle.  Efter hans død blev ansvaret overtaget af hans søn Claude, som førte sin fars traditioner videre og sådan fortsatte det i mange generationer, selvom ejerskabet via ægteskaber i 1800-tallet overgik til familien Hugo.

De solgte imidlertid vingården til Stellenbosch Farmers’ Winery i 1964 og dette foretagende – som nu hedder Distell Group Limited – driver fortsat i dag vingården.

De har dog investeret i en modernisering, bl.a. i 1993 en ny vinkælder, som betragtes som lidt af et arkitektonisk mesterværk samtidig med, at den er harmonisk og særdeles funktionel.

Man har bestræbt sig på at bygge en ny og moderne kælder, som samtidig ikke måtte skille sig for meget ud fra de øvrige bygninger på vingården, fx den gamle kælder, som er bygget i 1831 og hovedbygningen, som er fra 1823. Det har resulteret i, at Plaisir de Merle i dag fremstår som en utrolig flot og harmonisk vingård.

Distell Group Limited er et kæmpestort foretagende, som ejer en lang række vingårde, bryggerier og destillerier. Blandt deres vinhuse hører bl.a. Drostdy-Hof, Nederburg, Zonnebloem Wines og mange andre. Jeg har i alt optalt 19 vinhuse, 14 destillerier af whiskey, cognac og meget andre godt samt 3 bryggerier af øl og cider.

Plaisir de Merle er selv en ganske stor historie, da der ejes 974 hektar jord, hvoraf dog kun 400 hektar er vinmarker. Der dyrkes der sorterne Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Cabernet Franc, Shiraz og Malbec.

Det moderne Plaisir de Merle er beliggende på de sydøstvendte skråninger af Simonsberg bjergene. Vingårdens højeste punkt ligger 500 meter over havoverfladen og det laveste punkt ligger 140 meter over.

Vinmager på stedet i dag er Neil Bester, som er ønolog fra University of Stellenbosch, hvorefter han arbejdede nogle år for Stellenbosch Farmers’ Winery efterfulgt af 3 år hos Nederburg samt et ophold hos Dr. Paul Pontallier på Chateau Margaux inden han fik arbejde hos Plaisir de Merle.

Her smager vi Neils Cellarmaster’s Selection 2nd Edition, som er lavet på et blend af 54% Cabernet Sauvignon, 28% Shiraz, 9% Cabernet Franc, 5% Malbec og 4% Petit Verdot. Vinen er efter endt fermentering lagret 16 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

Næsen er dyb, engelsk lakrids med blomsterstøv og krydderier oveni. Det er fed, mørk frugt, solbær, brombær, blommer, tobak, chokolade, vanilje, masser af træ, fade og cigarkasser. Der er klare bordeauxfile referencer og på en overbevisende måde, men så samtidig en lille snert eukalyptus.

I munden er det en rank, slank og tør vin, godt med tanniner, som aldrig bliver for dominerende, meget ren og direkte frugt, brombær, kirsebær, blommer, lækker syre, masser af fennikel, vanilje og fin balance. Det er klart 4,5 gode houlbergske fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7