Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2017 Château de la Charrière, Santenay Les Charmes Dessus, Bourgogne, Frankrig

2017 Château de la Charrière, Santenay Les Charmes Dessus, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig fortsætte med mer’ bourgogne og denne gang med en Santenay Les Charmes Dessus fra vinhuset Château de la Charrière, som ejes og drives af Domaine Yves Girardin.

Girardin familien har været vinbønder i 13 generationer siden 1570, men det var først i 1960’erne, at vinhuset reelt udviklede sig og startede med at flaske og sælge egne vine.

Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar. Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt i 3 mellem hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques, som hver fik 3 hektar vinmarker.

Men Yves havde store ambitioner og udvidede senere huset med køb af marker i både Chassagne-Montrachet og Pommard inden han i 2003 købte Château de la Charrière.

I dag har Yves således sammenlagt 21,5 hektar vinmarker og han nu fået hjælp af sønnen Benoît, som indtil 2011 studerede til vinmager i Beaune og senere arbejdede i Bordeaux.

Men delingen af vingården tilbage i 1981 har medført, at Girardin familien i dag er udbredt i Bourgogne. Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’  bror Jacques og dennes søn Justin.

Derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin, der også er en del af samme familie.

Men her smager vi altså Yves’ Château de la Charrière, Santenay Les Charmes Dessus, der er lavet med druer fra vinmarken Les Charmes Dessus i det sydlige Santenay. Den ligger gunstigt  direkte op ad de to 1er Cru-marker Petit Clos Rousseau og Les Fourneaux.

Vinen er lavet med 5 dages kold maceration, hvorefter vinen så har gæret i gæringskarrene over knap 10 dage med langsomt stigning til 32 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9-11 måneder på franske barriques, heraf 15-20% nye fade.

I næsen er vinen sådan landlig, småbondsk og småparfumeret med lys og moden, lækker frugt, kirsebær, hindbær, tranebær, kul, grafit, let lakrids, sæbe, blomster, roser, cedertræ … og ganske svagt blot lige et lille strejf af fad, kanel og vanilje.

Smagsmæssigt er vinen næsten klassisk grøn bourgogne med masser af syrlighed, men med mere luft i glasset bliver tingene lidt rundere med en frugt af tranebær, jordbær og rabarber, tørre og småskarpe tanniner. Men vi er klart i den syrlige afdeling, så den virker dermed stringent, rank og pivfrisk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Jean Gagnerot, Savigny-Les-Beaune 1er Cru Narbantons, Bourgogne, Frankrig

2014 Jean Gagnerot, Savigny-Les-Beaune 1er Cru Narbantons, Bourgogne, FrankrigJeg har tidligere testet en røvfuld Jean Gagnerot vine og den sidste var en Savigny-Les-Beaune 1er Cru Narbantons i en årgang 2013. Nu smager jeg den igen … blot i årgang 2014.

Som jeg også skrev sidst, så hører Savigny-lès-Beaune ikke til de dyreste områder og selve marken Les Narbantons er en af disse undtagelser. Den er en 1er Cru mark på samlet 9,5 hektar og ligger på skråningen under Mont Battois i den sektor af Savigny, der grænser op til Beaune-appellationen. Jordbunden her er særligt veldrænet og holder perfekt på solvarmen, så der kompenseres for markens kølige orientering mod nordøst.

Druerne høstes i hånden, afstilket og ligger i kølig premaceration inden gæring på rustfrie ståltanke. Vinen omstikkes herefter og har så lagret 15 måneders på burgundiske 228 liter egetræsfade, heraf 40% helt nye samt 60% mellem 1 og 3 år gamle.

Duftmæssigt er vinen langt mere åben, givende og landlig end 2013’eren. Igen er det en frisk, syrlig frugt med både tranebær, hindbær, granatæbler, blomster og masser af roser.  Det suppleres både af mentol, estragon, kul, grafit, svampe, skovbund, grønne blade og man må bare sige; imponerende.

I munden er vinen lidt som 2013’eren småsyrlig, frisk, frugtrig, streng og ganske let. Syren er lidt rustik, frugten lys, granatæbler, ribs, hindbær og tanninerne er lette, luftige og tørre. Der er tynde, bitre elementer, tørhed, slank syre … absolut en rigtig fin og pæn bourgogne, som endnu virker teenagerung.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, Frankrig

2015 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, FrankrigChampagnen vi nød under den overdækkede terrasse – inden de sidste fra Det gode liv teamet dukkede op – var denne 2015 Louis Nicaise Brut Millésimé.

Sidst jeg smagte denne magnumflaske årgangsskum var i den flotte 2008 årgang, men nu var det altså en nyere årgang, men det er fortsat røvlækker champagne.

Denne årgangschampagne er lavet på 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir samt 15% Pinot Meunier og er så vinficeret på små fade med lagring sur lie, hvor 30% af vinen har gennemgået en malolaktisk gæring. Vinen har gennemgået en 2. gæring på flaske over cirka 5 år inden degorgering og yderligere lagring 6 måneder inden frigivelse.

Det er som sidst en lækker champagne, men når dog ikke samme niveau som 2008’eren, men næsen har lidt af samme aromaer med æblekompot, stikkelsbær, grape, citroner, gær, fermenteret dej, en gæret frugt, som måske endda virker lettere kandiseret og meget saftig med most og æblesaft.

Boblerne er sådan medium i styrke … ikke for aggressive eller heller ikke for vage, men fint balancerede. Der er æbler, æblemost, lemon og krydderier, nogen sødme samt en blød cremethed. Det er en vin, der er nem at drikke, så 5 klare tomler med pil op.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske magnum koster 649 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, PortugalTilbage i januar for nogle måneder siden testede jeg et par Rui Roboredo Madeira vine, nemlig den dygtige vinmagers 2018 Beyra Reserva samt 2017 Beyra Grande Reserva. Nu gentager jeg kunststykket blot i en årgang nyere og starter med 2019 Beyra Reserva.

Rui Roboredo Madeira etablerede oprindeligt sit vinhus tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere.

Samtidig startede han også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke i 1986 ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård Quinta da Pedra Escrita for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa lidt syd for den større by Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro 100% og herefter også købt familens gamle vingård Quinta da Pedra Escrita.

Dermed består hans vinhus i dag af følgende vingårde; Quinta da Pedra Escrita på 17 hektar i Freixo de Numão, Quinta do Côa på 14 hektar i Almendra, Quinta de Fafide på 12 hektar i São João da Pesqueira, Quinta da Cassa på 8 hektar i Vale de Figueira og så endelig Vinha da Beyra på 10 hektar i Vermiosa.

Derudover arbejder den flittige vinmager i dag også som konsulent for en række andre vinhuse og kooperativer i Portugal, bl.a. Quinta dos Castelares, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Adega Cooperativa de Vila Real.

Vinha da Beyra er et projekt, som Rui opstartede i 2011 ud fra et ønske om at lave vine på nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke på nogle af landets højeste beliggende vinmarker. Derfor kaldte Rui også projektet for Vinhos de Altitude. Og markerne ligger ved den lille landsby Vermiosa … lige præcis der, hvor Rui startede med at arbejde igen efter hans restitution ovenpå sin ulykke.

Vermiosa ligger i den østligste del af Portugal – 2/3-dele oppe i landet – op mod grænsen til Spanien. Vi er dermed ikke længere i Douro området, men i Beira Interior appellationen … et sted, hvor man kan finde mange vinøse skjulte skatte. Der findes der er barsk klima, som kombineret med højtbeliggende marker og jord med kvarts, skifer og granit giver vine med stor kompleksitet.

Der laves pt 15 forskellige vine i Beyra serien, hvor denne 2019 Beyra Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 5% Mencia … altså et lidt anderledes blend end 2018 årgangen på 80% Tempranillo samt 20% Mencía. Men alle druerne kommer dog fortsat fra markerne i 700 meters højde og selvfølgelig er høstet med håndkraft.

Først afstilkes druerne og så knuses de, hvorefter de køles ned en kort periode. Derefter sker der en gæring og maceration ved 22-26 grader over 7 dage, hvilket så efterfølges af 6 måneder fadlagring på 1/3 del franske og 2/3 dele amerikanske egetræsfade.

I glasset er vinen ret mørk, mens duften også er mørk og blækagtig med nogle svagt flæskede, landlige og smågærede aromaer, hvor der er mørke frugter,  brombær, solbær … solbærmarmelade med noget sødme. Det er er fin kølig stil, som understøttes af lette blomster, sorte oliven, kokos og måske endda lidt mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen – på samme måde som 2018’eren – noget lettere i stilen end forventet. Den er fyldig, men syren er frisk, der er bitterhed og kæmpestor tørhed. Så tager tanninerne over og virker også knastørre … dog kommer der også en let sødme. Det er mørke kirsebær, brombær, grafit, bitterhed, syre og mineralitet i god samspil.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Brut Cuvée Alla Moda, Lombardiet, Italien

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Cuvée Alla Moda, Lombardiet, ItalienAzienda Agricola Monzio Compagnoni ligger i bakkerne ved byen Adro i Lombardiet. Vi er i Franciacorta og smager her en  Franciacorta Brut Cuvée Alla Moda i årgang 2018 fra vinhuset.

Vinhuset er grundlagt i 1987 af den da unge 20-årige Marcello Monzio Compagnoni, der fra sin families ejendom i Cenate Sotto i Bergamasco besluttede sig for at lave vin. Så i 1989 frigav han sine første vine og har så senere i 1995 udvidet driften med leje af marker i Franciacorta og senere med købet af den gamle vingård Loneto fra det 15. århundrede ved byen Adro i Franciacorta.

Vinproduktionen sker i samarbejde med ønologen Donato Lanati og siden etableringen har Marcello haft succes med sine vine … både de almindelig fra Bergamasco og de mousserende Franciacorta vine.

Det er i dag klart klart de mousserende vine, som fylder mest hos Monzio Compagnoni, for ud af husets samlede 17 hektar vinmarker er de 14 beliggende omkring vingården i Adro, hvor Marcello dyrker Chardonnay og Pinot Noir til produktion af Franciacorta vinene.

Derudover har han 3 hektar vinmarker i Cenate og Grumello del Monte ved Bergamasco og der dyrker han både Merlot, Cabernet Sauvigon, Pinot Grigio, Chardonnay og Moscato di Scanzo.

I vinkælderen har Marcello en kapacitet med 5.000 hektoliter rustfrie ståltanke og 100 franske barriques på 225 liter, hvilket kan håndtere en produktion på 170.000 flasker årligt. Hans produktion sker ved hjælp af pneumatiske presser og termostyrede tanke som nyeste teknologi, der kombineres med traditionelle egetønder og barriques.

Her smager vi hans 2018 Franciacorta Cuvée Alla Moda, der er lavet på 80% Chardonnay og 20% ​​Pinot Noir. Det er primært vin fra 2018 årgangen tilsat 2-5% fra tidligere årgange lagret 6 måneder på små barriques. Basisvinen er så flasket og lagret med andengæring i 24 måneder inden tilførsel af dosage på 7 gram pr. liter. Marcello laver årligt 15.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen meget blid, blød, lys og feminin … en sagte aroma med sarte nuancer, hvide blomster, grønne æbler og fersken, toast, franskbrød, vanilje og lemonskal suppleret med kalket mineralitet. Hele duften er sådan smuk,. forsigtig, sart og afdæmpet.

Smagsmæssigt er livremmen dog spændt et eller to huller ind, for der er fine og lettere aggressive bobler og godt med syre, sure æbler, citroner, lemon … masser af bitter lemon samt en kalket samt stenet mineralitet. Det er en sprød, spændstig,  frisk og krisp vin med små buttede dansehåndtag på siden … ikke sådan forfinet,  men okay cremet og har absolut store forcer. Det er en vin, som de fleste vil elske som en start eller slutning på en god aften.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Brandini, Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Brandini, Rocche del Santo Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, ItalienNæste vin fra de energiske, smukke søstre Giovanna og Serena Bagnasco på Brandini er deres eneste Barbera vin, som har navnet Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade inden aftapning på flaske … og så igen med en af disse der miljøvenlige ucharmerende Nomacorc Green Line plantebaserede propper.

Dejlig fed, fyldig og mørk duft … sorte kirsebær, blommer, hindbær samt godt med lakrids, mælkede og flæskede aromaer, tør jord, tør kakaopulver, mynte, bagepulver og hvid peber.

I munden er der mærk og syrlig frugt, blåbær,  sorte kirsebær og knuste kirsebær, virkelig tør og syrlig, men for pokker hvor er der meget frugt, som gør vinen frisk, saltet og småsaftig. Der er ingen tanniner ,,, men syre er der masser af sammen med fin elegance.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 La Maison de Rose, Novelin Savagnin Ouillé, Jura, Frankrig

2019 La Maison de Rose, Novelin Savagnin Ouillé, Jura, FrankrigDet er ikke mange uger siden, at jeg sidst smagte en Crémant du Jura Brut Nature fra Dominique Grand på La Maison de Rose og nu har jeg skænket et glas af Dominiques Novelin Savagnin Ouillé årgang 2019.

Det er rigtig Jura vin på druen Savagnin og her er det Savagnin Ouillé, hvor Ouillé jo betyder, at vinen ved lagring på fade bliver toppet op, altså løbende fyldes helt op med vin, så vinen ikke bliver udsat for kontakt med ilt. Dermed er det modsat Vin Jaune, hvor Savagnin vinene netop laves med kontakt til ilt i fadene, hvilket giver de oxiderede vine, som også har gjort Jura berømt.

Ved denne Novelin Savagnin Ouillé har Dominique Grand lagret vinen 10 måneder med løbende opfyldning, hvorefter vinen så er tappet uden filtrering eller tilsætninger af nogen slags. Og selvom han har toppet op, så har vinen alligevel tydelig Jura spor.

Duften er nemlig sådan herlig røget og småoxideret med moden frugt, godt med nødder, valnødder og hasselnødder, godt med salt, modne pærer, smårådne æbler, figner og tørrede abrikoser samt lidt brugte karklude og sherryagtige noter. Herligt.

I munden er vinen faktisk ganske lækker … har denne lidt selleri, nøddede og mineralsk kalkede smag. Frugten er fersken, abrikos, lemon og virker fed suppleret med saltkaramel, fin syre og lidt grape bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Chardonnay Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Chardonnay Trocken, Pfalz, TysklandKvalitetsniveauet hos Weingut Hanewald-Schwerdt er virkelig højt, hvilket selv denne basisvin aka Gutswein på Chardonnay er et godt eksempel på.

De to  fætre Stephan Schwerdt og Thomas Hanewald kan bare noget særligt … og jeg har også skrevet om dem flere gange her på vinbloggen. De arbejder med naturgær og lang kølig gæring af alle vine for at fremme aromaer i vinen og samtidig det lokale terroir fra deres marker både nord og syd for Bad Dürkheim samt omkring byen Leistadt.

Druerne til denne Chardonnay Trocken klommer fra forskellige marker i Dürkheim og Wachenheim … primært marker med højt indhold af grus og rød sandsten. Vinen er gæret på rustfrie ståltanke. hvor en del også er lagret, mens en lille andel er lagret på nye franske barriques. Vinen har 6,2 gram restsukker pr. liter.

Vinen har duftmæssigt en fyldig, eksplosiv næse med et ordentligt læs af de tropiske frugter som abrikos, mango, melon, banan, kvæde, æblemost, lemon og syltede citroner, lakridskonfekt, vanilje og man fornemmer allerede, at det er en saftig og nærmest læskende vin.

Og i munden er det også en rigtig saftig vin med lækker bællepotentiale. Det er en vin, som både er til fest og relax, for den har både denne saftighed, bløde og småsøde frugt og en syre, der ikke bliver skinger, men er rund, blød og fyldig. Men syren sikrer alligevel friskhed, som klæder vinens lidt småfede frugt. Hvis du ikke kan li’ denne vin, så er der nogen helt galt med dig. Jeg ligger sådan mellem 4,5 og 5 stilsikre fingre.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker. Du kan også nuppe en kasse med 6 flasker til 500 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Krämer, Kaisergarten Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Krämer, Kaisergarten Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter de to Pudelwohl vine fra unge Tobias Kramer i vinhuset Weingut Krämer i byen Gau-Weinheim, så løfter vi niveauet med denne 2018 Kaisergarten Chardonnay.

Kaisergarten marken ligger smukt ved foden af det hvide kalkstens bjerg Wißberg i et ellers fladt landskab. Der har Krämer Chardonnay stokke og druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft og er så derefter sorteret inden presning og gæringen. Fermenteringen er sket i både rustfrie ståltanke og egefade, hvorefter vinen så er lagret nogle måneder på både 900 liter tonneaux fade og barriques.

Der er sgu Chardonnay i luften … fedme, fyldighed med saftige tropiske frugter, abrikos, mango, Cantaloupe melon, kvæde, vanilje, crème brûlée, en krydret syre, lidt ingefærøl, lidt kalkede aromaer og sandeltræ. Det er comfort, omsluttende, behagelig og hyggelig flydende velvære.

Vinen smager også som den dufter … fyldig, cremet, krydret med opulent charme. Frugten er – som duftmæssigt – også eksotisk, men det er med masser af lemon, grillede citroner og en stærk, robust syre og vildt lang eftersmag med fyldige bitre noter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Josef Rosch, Leiwener Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Josef Rosch, Leiwener Riesling Trocken, Mosel, TysklandNæste vin blev et gensyn … et glædeligt gensyn, for det er en fin Leiwener Riesling Trocken i årgang 2019 fra Weingut Josef Rosch i den lille by Leiwen, som ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues i den store sløjfe på Mosel floden mellem Klüsserath og Trittenheim.

Jeg har tidligere skrevet om vingården og den nuværende ejer Werner Rosch, som overtog driften efter sin far Josef Rosch i 1985 og faktisk tidligere berømt fodboldstjerne i tysk fofbold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Denne Leiwener Riesling Trocken er lavet med druer fra forskellige marker og med et lidt højere udbytte hektar end øvrige dyrere vine fra huset. Vinificering sker alene på rustfrie ståltanke, men gæringen sker spontant og efter endt fermenterting er vinen lagret i tankene i 6 måneder.

Vinen har en lækker blid og lettere terpentinsk aroma, hvor der er pænt med petroleum, diesel og benzindampende klude … også langt mere end hos 2018’eren. Derudover er der modne æbler, æblegrød, let abrikos, muskat, lidt sødlige krydderier og svagt antræk til lidt nødder.

Smagsmæssigt minder vinen mere om 2018’eren med god fylde og virker generelt som en moden vin, hvor frugten er tropisk og måske endda lidt kandiseret i stilen med masser af krop. Der er lidt abrikos, papaya, lemon, grillet grape og så lidt Mosel sødme, men heldigvis en frisk og skarp citronsyre, der gør vinen frisk og rank. Det er en fin Riesling til fornuftig pris.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7