Tag-arkiv: New Zealand

2017 Blank Canvas, Abstract Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2017 Blank Canvas, Abstract Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandLad os smage en mer’ Sauvignon Blanc vin fra Blank Canvas, nemlig deres 2017 Abstract Sauvignon Blanc, som – i modsætning til foregående – her er lavet på egefade.

Druerne kommer her også fra marken Holdaway Vineyard ved Dillons Point i Wairau Valley ejet af vinavlerne Alan og Janette Holdaway.

Vinen er lavet ved, at druerne presses, hvorefter mosten overføres til 500 liters egefade, hvor vinen gærer og så efterfølgende lagrer i 15 måneder sur lie.

Næsen er mere varm og blid end den forrige Sauvignon Blanc … lidt mere straight-on, en mindre iøjefaldende karakterskuespiller, men byder fortsat på ægte Sauvignon Blanc dufte som højt græs, grape, lidt astronaut-is, salvie og karamel. Vinen er klart mere blid, sart, forsigtig og luftig.

Det gælder såmænd også smagsmæssigt, hvor der er en let, luftig og elegant vin, hvor der er fin sødme/syre balance, lemon, syltede citroner, svag grape. Det er en rindende flod, stille og smuk. For pokker det er lækkert, blødt … ren zen.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 236,25 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Blank Canvas, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2018 Blank Canvas, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandBlank Canvas Wines er et nyere vinhus i Marlborough. Det drives af ægteparret Matt og Sophie Parker-Thomson. Vi starter her med at smage deres Sauvignon Blanc.

Matt Thomson viste allerede som ung 16-årig, at han ville være vinmager, mens hustruen egentlig var advokat, men droppede paragrafferne og tog en uddannelse som Master of Wine. Deres vinhus er opstået i forlængelse af Matts arbejde som selvstændig vinkonsulent med hans vinfirma Kiwi-Oeno. Der har han arbejdet med mange af de vinhuse, som er skudt op i Marlborough.

Blank Canvas Wines er ikke et traditionelt vinhus, men nærmere en negociantforretning, idet Thomson parret ikke selv ejer marker, men køber deres druer hos en håndfuld udvalgte vinavlere i området.

Det betyder, at parret i dag får deres druerne fra 6 forskellige familier, som de arbejder sammen med … 5 i Marlborough samt en enkelt i Hawkes Bay.

Det er markerne Holdaway Vineyard ved Dillons Point, Escaroth Vineyard i Taylor Pass, Reed Vineyard i Waihopai , Berekah Estate Vineyard i Rapaura, Upton Downs Vineyard i Upper Awatere og Element Vineyard ved Gimblett Gravels.

Vi starter her med at smage deres almindelige Sauvignon Blanc, som der dog ikke er noget almindeligt ved. Druerne kommer fra marken Holdaway Vineyard ved Dillons Point i Wairau Valley. Marken er ejet af vinavlerne Alan og Janette Holdaway.

Vinen er lavet ved, at druerne presses og mosten overføres til rustfrie ståltanke hurtigt muligt for at undgå skindkontakt. Hele fermenteringen og lagring sker i stålfadene.

I næsen dufter vinen virkelig af ærketypisk Sauvignon Blanc, en masse grønt græs, hø, asparges, sved, grape, citrongræs, salt, mynte, grønne grene, hakkede blade, salvie, æterisk urtet og nærmest stærk i duften … men for pokker, hvor dufter det godt.

Smagsmæssigt er der også masser af grønt, men det ikke en helt syleskarp og sur Sauvignon Blanc, men er en anelse mere blid, sagte, tilbageholdende og forsigtig, selvom det stadig er rent og stramt. Der er masser af lemon, multifrugt juice, papaya, svagt lidt grape og vinen er virkelig lækker, blød og cremet.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Rock Ferry Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2014 Rock Ferry Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandRock Ferry Wines ligger ved byen Blenheim tæt ved Cloudy Bay bugten i Marlborough på den nordligste del af Sydøen i New Zealand og  vi smager her deres Sauvignon Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 2005 af Tom Hutchison og Fiona Harvey. De havde mødt hinanden i starten af 1990’erne, hvor Tom startede med at dyrker druer på kontrakt fra andre vinproducenter. I 2000 købte de sammen en vingård ved Blenheim og allerede 5 år senere sendte de deres første vin på markedet under navnet Rock Ferry Wines.

Allerede året efter omlagde de hele produktionen til økologisk drift, og byggede senere i 2009 et nyt og moderne vineri. Derudover har de også siden 2011 drevet den lille bistro Rock Ferry Cellar Door & Café, som Fiona har ansvaret for.

Samlet har parret 42 hektar vinmarker fordelt på markerne Corners Vineyard, Orchard Vineyard samt Trig Hill Vineyards, Der dyrker de både Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Riesling, Pinot Blanc, Grüner Veltliner, Viognier, Pinot Noir, Tempranillo og Nebbiolo.

Her er det husets almindelige Sauvignon Blanc, som er lavet både i rustfrie ståltanke samt egefade. Druerne kommer fra forskellige marker og spontangærer alene med druernes naturlige gærceller, hvoraf en del sker i egefade for at give ekstra dybde.

Næsen er urtet og grøn … helt klassisk med masser af hø, græs, stikkelsbær, grønne æbler, grape, en lille snert katteurt samt nogle mineralske elementer.

I munden er vinen stringent med meget ren frugt, lemon, grape, multijuice og der er pænt med citronsyre. Det er klassisk Sauvignon Blanc fra New Zealand, men vinen er ikke syleskarp, men en tand mere omgængelige og rund i udtrykket.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Staete Landt, State of Grace Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2016 Staete Landt, State of Grace Pinot Noir, Marlborough, New ZealandSidste Staete Landt vin blev denne State of Grace Pinot Noir, hvor druerne kommer fra alle husets 12 parceller med Pinot Noir.

Ja faktisk kommer druerne faktisk fra 4 forskellige Pinot Noir kloner … klonerne 114, 115, 777 og 5, som er plantet på forskellige rødder. Druerne er høstet med håndkraft og derefter afstilket inden de kommer i tank til en kold pre-maceration i 6-10 dage før den endelige alkoholiske gæring, som varer op til 45 dage. Efter endt gæring, blev vinen presset ud, og overført direkte til tønder, for her at gennemgå den malolaktiske gæring.

Vinen lagrer derefter 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade. Derefter aftappes vinen så endelig på flaske.

I glasset er State of Grace Pinot Noir lysere og mere transparent end Map Maker, og næsen er også mere afdæmpet, sart og delikat. Der er ribs, hindbær, tranebær og masser af eg,  Der er en lille modenhed over vinen, men slet ikke så udtalt, som hos Map Maker.

Smagen minder til gengæld på flere måder om Map Maker, lidt grøn, stringent og stram med kirsebær, tranebær, rabarber og let peber, men er samtidig bare mere kompleks og rund. Samtidig er vinen også utrolig tør, der er flere tanniner, har bedre balanceret syre og så sætter smagen sig virkelig i munden.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 222,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2016 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New ZealandDen næste Staete Landt vin er en gammel kending … Map Maker Pinot Noir og her i seneste årgang 2016.

Sidst jeg smagte vinen tilbage i 2012 var det i en årgang 2010 og siden er i hvert fald etiketten ændret en smule.

Navnet Map Maker hentyder – ligesom Staete Landt – til den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, som i 1642 opdagede og kortlagde New Zealand og landets kyster.

Druerne til Map Maker Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller på marker mellem Rapaura og Wairau i Marlborough .. og samtidig fra 4 forskellige Pinot Noir kloner.

Druerne er håndhøstet, afstilket og har derefter ligget på koldt i temperaturkontrollerede stålkar i de første 6-10 dage før den endelige alkoholiske gæring, som varer op til 40 dage. Efter endt gæring, blev vinen presset ud, og overført direkte til tønder, for her at gennemgå den malolaktiske gæring. I alt tilbringer vinen 18 måneder i tønder for at tilføre struktur og kompleksitet

Næsen er overraskende, for den er langt mere moden i duften end forventet, næsten lidt overmoden lys frugt med herlig læder, ganske forførisk … kaktus, lidt blyant, violer, cedertræ samt lidt urter.

Smagen har en krydret syre, og samtidig fornemmer man, at alderen har langt et blødt slør henover, hvilket dæmper tingene. Syren er lidt rustik og der blander sig lidt peber i festen, så vinen virker en kende stærk, men uden den Pinot Noirske karakter forsvinder.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 162,50 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Staete Landt, Annabel Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2018 Staete Landt, Annabel Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandStroll down memory lane … nemlig med en vin fra vinhuset Staete Landt, som jeg er stødt på tidligere. Vinene blev oprindelig importeret af Estwine og senere Jysk Vin, men denne Annabel Sauvignon Blanc, Marlborough kommer fra den nuværende importør Winelovers.

Staete Landt ligger i Rapaura området i Marlborough. Huset er grundlagt i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas, der opkøbte 52 hektar jord i Rapaura … i den del af området som kaldes den gyldne trekant. Det er på den oprindelige del af Wairau sletten i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet Staete Landt var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelte Maasdam de 21 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene. Hver enkelt parcel plejes og høstes forskelligt, nogle parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Her starter vi en lille Staete Landt tur med husets Annabel Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra 6 forskellige parceller, som huset så vinificerer separet.

Der anvendes forskellige gærceller afhængig til hver batch og gæringen sker i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen så efterfølgende lagrer, en del i ståltanke og resten i store 2.500 liter egefade sur lie – altså på bærmen – i 5 måneder.

En lille procentdel gærer og lagres på 6-10 år gamle barriques, hvorefter den endelig vin sammenstikkes. Den er med andre ord lavet i en skøn sammenblanding.

Og hvor er det ærketypisk Sauvignon Blanc, dejlig grøn, masser af grape, lemon og citronskal, et stort bundt grønne urter, grønne æbler, stikkelsbær, græs, animalsk, bondsk … virkelig stram og dragende Sauvignon Blanc næse. Nice inderlighed.

Smagen er både stram, bitter og samtidig cremet. Det er citrus, lemon og grape … virkelig et syrehovede i ordets bedste betydning, for syren fylder munden, stram, bitter og fyldig. Det er en typisk og god udgave af Sauvignon Blanc og ikke for de syreforstrækkede.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 162,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Supernatural Wine Co., Pétillant Naturel The-Super-Nat, Hawkes Bay, New Zealand

2017 Supernatural Wine Co, Pétillant Naturel The-Super-Nat, Hawkes Bay, New ZealandGrumset, uklar, beskidt og djævelsk boblesaft. Et tatoveret dødningehoved på etiketten advarer dig om, at dette ikke er for børn eller stokkonservative vinfolk. Det er Pétillant Naturel The-Super-Nat fra vinhuset Supernatural Wine Co. Av!

Det supernaturlige lille vinhus Supernatural Wine Co. og den visionære Gregory Collinge er vi tidligere stødt på her på vinbloggen. Det ligger helt 6-8 kilometer øst for byen Hastings lige ud til Hawkes Bay på Nordøen i New Zealand.

Vinhuset ligger sammen med det lille ferieresort Millar Road, som ejes af Ginny og Jeremy Collinge sammen med deres søn Gregory. Det var den initiativrige Gregory, som – på en af sine rejser til London – fik idéen om at lave en kombineret vingård og ferieresort i Hawkes Bay.

Det blev til det nybyggede og moderne resort Millar Road, som åbnede i 2004. Samme år gik Gregory også i gang med til at tilplante markerne omkring ejendommen og stiftede så i 2009 vinhuset Supernatural Wine Co. sammen med vinmageren Gabrielle Simmers.

I dag er Simmers dog vinmager på Salmanazar … et andet økologisk og biodynamisk vinhus i New Zealand, så til at hjælpe med vinproduktionen har Gregory Collinge i dag vinmageren Hayden Penny, som tidligere har været flying winemaker i både USA, Spanien, Australien, Bulgarien og New Zealand.

Supernatural Wine Co. er et certificeret økologisk vinhus, som producerer naturlige, skinfermenterede hvidvine samt orangevine med lavt indhold af svovl.

Familien har samlet 19,4 hektar vinmarker, som er certificeret økologisk via BioGro i 2015 og derefter er man gået i gang med processen for også at blive biodynamisk certificeret. Jordbunden er kendetegnet ved god portion af kalk, mergel og ler med vulkanske rester, fossile sandsten og kulholdige sten.

Supernatural Wine Co. laver samlet flere spændende vine og jeg har tidligere smagt deres fantastiske hvide The Supernatural, som jeg var totalt oppe at ringe over. Men denne gang er det altså deres Pétillant Naturel The-Super-Nat.

Den er lavet på øko-certificerede Sauvignon Blanc druer fra Hawkes Bay og marker med hældningsprocent helt op til 30 grader samt en jordbund med mergel- og lerholdig jord med vulkansk karakter.

Den er lavet alene med den naturlige gær fra druerne og ved at den primære gæring afbrydes inden gæren er færdig med at forbruge druernes naturlige sukker. Dermed flaskes vinen inden kuldioxiden – og dermed boblerne – har spredt sig til vinen.

Det betyder også, at boblerne ved den videre naturlige gæring i flasken bliver mindre vedvarende end boblerne i en champagne og at der ofte også ofte er mere restsukker i en Pét-Nat. De mindre aggressive bobler gør også, at flaskerne på Pét-Nat oftest blot lukkes med en kapsel, hvilket også gælder denne.

Næsen er meget frugtrig, men anderledes … det stinker simpelthen bare anderledes og landligt, men fandens let, luftigt, sart og ganske tilbageholdende. Det bruser vildt med hvidt skum, når det hældes i glasset og der breder sig en aroma af kiwi, modne pærer, lemon, salt og kalk.

Det smager af meget af æblesaft med lidt stikkelsbær, men der er også lidt sødme, mens syren slet ikke er særlig fremtrædende … ja faktisk er vinen lidt syrefattig, hvilket gør smagen en kende flad. Det er egentlig en meget ren smag, hvor man næsten kan smage druerne, men bestemt funky, saftigt og lidt vildt.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2013 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2013 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New ZealandNæste vin var også Pinot Noir og også et glædeligt gensyn, nemlig en 2013 Paladin Pinot Noir fra Staete Landt … en vin jeg sidst har smagt i årgangen før, altså 2012.

Staete Landt ligger i Rapaura området i Marlborough. Huset er grundlagt i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas, der opkøbte 52 hektar jord i Rapaura … i den del af området som kaldes den gyldne trekant. Det er på den oprindelige del af Wairau sletten i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet Staete Landt var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelt Maasdam de 52 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene.

Hver parcel plejes og høstes forskelligt, nogle af parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Druerne til denne Paladin Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller og endda fra 4 forskellige Pinot Noir kloner, nemlig klonerne 114, 115, 777 og 5. Alle druerne er høstet med håndkraft.

Druerne fra de enkelte parceller holdes separeret igennem hele fremstillingsprocessen frem til den endelige blanding umiddelbart før aftapningen. Lavet med en kold maceration i 6-10 dage og efterfølgende eftermaceration i op til 35 dage. Derefter lagres vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade.

I næsen er der lidt animalsk kostald … klart let, lys og transparent Pinot Noir væske. Den er lidt mere varm i udtrykket end de to foregående Pinot Noir vine, lidt mere krop, fylde og mer’ jordbær og bolsjer i frugten. Derudover svag fennikel, læder og som med 2012’eren også lidt søde krydderier.

Smagen er også lidt varmere med bl.a. kirsebær og hindbær, måske endda lidt brændt eller svag indkogt i frugten, men heldigvis ikke så meget, så det elegante fortabes. Der er samtidig lidt peber, en tilstrækkelig syre, blide tanniner samt lidt krydderier.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Sacred Hill Vineyards, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2016 Sacred Hill Vineyards, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandVi nupper da endelig en mer’ vin fra Sacred Hill Vineyards, nemlig deres orange label Pinot Noir, hvor druerne ikke kommer fra markerne omkring vingården i Hawkes Bay, men derimod fra Marlborough på den øverste del af Sydøen.

I Marlborough har Sacred Hill Vineyards markerne Hell’s Gate Vineyard i Waihopai Valley tæt på Omaka floden samt Hammond Estate Vineyard i Wairau Valley. Denne orange label Pinot Noir, som i øvrigt i nyeste årgang hedder Origin Range, er lavet med druer, som formentlig kommer fra flere af markerne i Marlborough.

Vinen er lavet med en kort maceration før gæringen med henblik på ekstra udtræk af farve og aroma. Efter endt fermentering laves vinen en kort periode på egefade, men hvor lang tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det en klassisk Pinot Noir … med lidt mere sol, varme og sødme end dens tyske siblinge. Der fanges en anelse af den lille, søde kostald og det duftes også, at der er godt med fad med nogle brændte noter, masser af nelliker, kanel og grønne blade. Frugten er en blanding af søde og syrlige kirsebær,

Det er også en ren og dejlig ligetil vin med varme og en kende til den sødere side. Der er søde kirsebær, jordbær, blomster, sæbe og virkelig let drikbar med masser af sød Pinot Noir kvaliteter. Sødmen fylder pænt i smagen og vil helt klart tiltale mange.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men er pt. på tilbud til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Sacred Hill Vineyards, Chardonnay Reserve, Hawkes Bay, New Zealand

2017 Sacred Hill Vineyards, Chardonnay Reserve, Hawkes Bay, New ZealandDet er alene en måned siden, at jeg smagte en 2017 Sauvignon Blanc Reserve fra vinhuset Sacred Hill Vineyards. Nu har jeg søstervinen i glasset, nemlig husets 2017 Chardonnay Reserve.

Mens vinen på Sauvignon Blanc er lavet på druer fra Marlborough i den nordligste del af Syøen, så er denne Chardonnay Reserve lavet med druer fra marker nær vinhuset i Hawkes Bay altså den sydligste del af Nordøen. Sacred Hill Vineyards har nemlig deres marker i de to områder.

Men der er selvfølgelig først og fremmest omkring vingården i Hawkes Bay, at de har deres marker, bl.a. markerne Dartmoor Vineyard, Rifleman’s Vineyard og Gimblett Gravels Deerstalker’s Vineyards.

Hawkes Bay er en af New Zealands ældste og bedste regioner. Jordbunden varierer meget, og derfor er vinene derfra også meget forskellige. Dog er det karakteristisk, at Hawkes Bay ofte opnår landets højeste antal solskinstimer og derudover hæver landskabet sig op til 1.600 meter. Det betyder, at druerne langsomt modnes og derved opnår modning samtidig med at syren bibeholdes.

Hawkes Bay Chardonnay Reserve er lavet med druer fra marken Rifleman’s Terraces, og vinen er fermenteret i franske egefade, heraf 25% nye fade. Derefter er vinen er også lagret i egefadene sur lie i 7 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Selvom vinen reelt er lavet efter burgundisk forbillede, så er det altså lidt noget andet. Næsen er meget nøddet med både fedme og sødme. Der er klart nogle brændte noter, ristet eg, toast og frugten også mere tropisk med melon, ananas og abrikos.

Smagsmæssigt er vinen ikke helt så dyb, som jeg havde håbet og fiser en smule ud. Der mangler sgu lidt bundtræk, men der er dog heldigvis en fin syre … en grøn og småbitter syre, som jeg er ganske vild med, men samlet er vinen en anelse flad som et punkteret cykeldæk, som jeg dog fortsat gerne vil cykle med.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7