Så smagte vi – selvfølgelig – Riesling fra Finger Lakes i form af denne 2020 White Springs Vineyard Dry Riesling fra danske Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars.
Det er et vinhus, som jeg har smagt mange vine fra og skrevet om tidligere, så det gør vi ikke igen.
I stedet kigger vi bare nærmere på denne vin, der er lavet med druer fra den unikke og kalkholdige enkeltmark White Springs Vineyard, der ligger ved søen Seneca Lake.
Druerne er høstet både med maskine og håndkraft … og i vineriet presses de håndplukkede drueklaser hele, så kun den mest friske og delikate druemost finder vej til den færdige vin. Den maskinhøstede del af druerne udblødes med skindkontakt inden presningen, for at opnå en færdig vin med ekstra aromatisk intensitet og kompleksitet.
Vinen gærer køligt på ståltanke og efter gæringen. så omstikkes vinen, inden den overvintrer i kontakt med de fine gærrester frem til aftapningen i april.
Meget klassisk … men ingen petroleum, så i stedet har vinen en meget klar og slank duft med gule æbler og fersken samt lidt moden og varm blomsterpollen, lidt ristede noter, nødder og virker alligevel meget frisk, klar og rigtig elegant.
I munden er det en virkelig blød og moden Riesling … ikke tør, men virkelig elegant med en fyldigere og sødbitter frisk smag, nogle lidt tropiske frugter som fersken, mango og lime samt en behersket mineralitet. Den er fyldigere end forventet, men sidder sgu lige i skabet … 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.