Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, FrankrigDomaine Frédéric Esmonin er jeg stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det er et negocianthus, som vi denne aften smagte vi en 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques fra.

Familien Esmonin driver både eget vinhus, som er kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin og negocianthuset Domaine Frédéric Esmonin, hvor de laver vin på opkøbte druer.

Les Estournelles råder over omkring 6,5 hektar vinmarker, hvorfra man laver husets egne vine. Indtil 1987 solgte familien dog alle egne druer til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques er således lavet med opkøbte druer, som kommer fra den meget kendte 1er Cru mark, Estournelles Saint-Jacques i Gevrey-Chambertin. Den er lavet med gæring i åbne gæringskar og lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er det en lidt bondsk og landlig vin … igen fornemmer man Gevrey-Chambertins lidt mørke og fyldige siden, selvom det fortsat er en let og luftrig burgundisk vin med det lille grønne islæt. Frugten er jordbær, blommer, skovbær og mørke hindbær, men fadene giver også noget nødder, lakridskonfekt og vanilje.

Smagen er smooth, cremet og overraskende sødlig blød. Til at starte med er det cremet, venlig og fyldigt, men frugten er stram og præcis med jordbær, ribs og lemon, der lige bider og knurrer. Tanninerne er ranke og mægtige, men smelter sammen med en fin, sart, grøn samt delikat syre, som giver vinen god balance. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine og Meny supermarked  … og i Meny kan vinen fås til 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, Italien

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, ItalienJesper store forkærlighed til vinene fra Giulia Negri skulle vi også ha’ en smagsprøve på, så vi smagte derfor også den seneste udgave af hendes Langhe Pinot Nero La Tartufaia i årgang 2020.

Druerne til denne vin kommer fra La Tartufaia parcellen i 520 meters højde på Serradenari i La Morra.

Tartufaia betyder trøffeljæger og marken har dette navn, da området lige dér er meget rig  på trøfler, som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde. De fleste af alle Pinot Noir stokkene på La Tartufaia er plantet tilbage i 2004 af hendes far.

Vinstokkene er består af de to burgundiske kloner Dijon 777 og Dijon 837 samt klon 131 fra Trentino. Som nævnt i forrige indlæg, så afstilker hun alle druerne og arbejder alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store 60 hektoliters kegleformede fade over 25 dage.

Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.

Jeg elsker bare duften, som vitterlig er en kombination af noget burgundisk og noget barolosk … der er violer, læder, mynte, grønne blade, cedertræ, masser af strenghed, som kun en kvinde kan få frem og så en frugt, der er helt balsamisk med kirsebær, jordbær og ribs, blomster, let peber, finsk lakrids og en snas kanel.

Den smager lidt på samme nåde, flyder gennem munden som den stille flod … bare med mere bid. Det er som tidligere smuk, feminin og danseglad hybrid mellem Bourgogne og Barolo, hvor man finder tanniner, som ellers vil gøre mange Barolo vine misundelig. Smagen er både rank, balsamisk, lemon og grapeagtig bitter, men fadpræget er også tydelig med lidt vanilje og mælkechokolade. Den har en fin og juicy smag samt en let, fin og en balanceret syre … samt en skarp tunge. 96 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 479 kr., men der kommer ikke mange flasker til Danmark og er hurtigt udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Duckhorn Vineyards, Migration Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2021 Duckhorn Vineyards, Migration Pinot Noir, Californien, USADuckhorn Vineyards er jeg før stødt på og er en vingård, der er beliggende ved Silverado Trail ved Saint Helena i Napa Valley. Fra deres Migration serie var næste vin en 2021 Migration Sonoma Coast Pinot Noir.

Duckhorn Vineyards er grundlagt tilbage i 1976 af Dan og Margaret Duckhorn, hvor målet fra ægteparret fra første fløjt var Bordeaux inspirerede vine. Første årgang var 1978, hvor parret lavede små 800 kasser Cabernet Sauvignon vine og 800 kasser vine på Merlot. Først i 1982 startede de med lidt hvidvine, nemlig lidt Sauvignon Blanc.

Vingården har i dag 243 hektar vinmarker, fordelt på markerne Three Palms Vineyard, Marlee’s Vineyard, Stout Vineyard, Monitor Ledge Vineyard, Rector Creek Vineyard, Patzimaro Vineyard og Cork Tree Vineyard.

Der har siden starten været 4 forskellige ansatte vinmagere på Duckhorn Vineyards, men siden 2014 er det den yndige Renée Ary, som har haft ansvaret for produktionen. Hun har nu imidlertid arbejdet på vingården siden 2003 og arbejdet under den tidligere ansvarlige vinmager Mark Beringer.

Renée Ary er uddannet ønolog fra Mary’s College, UC Davis samt Napa Valley College og har derudover arbejdet i laboratoriet hos det store Robert Mondavi Winery. I kan se Renée på billedet ovenover … lidt af en rap and … for nu at blive i vinhusets termologier ;o)

Duckhorn Vineyards laver vine i forskellige serier, nemlig Duckhorn Vineyards, Canvasback, Paraduxx, Goldeneye, Migration og Decoy og her er det altså deres 2021 MigrationSonoma Coast Pinot Noir, som vi alle har fået i glasset.

Vinen er lavet med Pinot Noir og det er klonerne Pommard, 115, 667 og 113 samt Calera 777 og 828 fra vinstokke på vinmarkerne Running Creek, Thomas, Ross, Marshall og Goff Vineyards.

Gæringen og macertion er  sket i åbne gæringskar med 4 dages kølig pre-maceration og under gæringen med løbende punch downs. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på franske barriques, heraf 36% nye fade og de kommer fra François Frères, Rousseau, Gillet, Damy og Boutes.

Duftmæssigt er det en blød, varm og omfavnende Pinot Noir … det er pænt fadpræg med brændte og ristede noter, noget sød røg, frugt af søde kirsebær, jordbær og en smule hindbær. De lidt søde frugter burde måske ha’  ledt en på sporet af noget amerikansk Pinot. Der er også nogle lidt landlige, animalske noter af kostald supplere t med kanel, samt lidt tørret appelsinskal.

Det er blødt, lækkert og smelter helt i munden, blød, rund og har lige denne beskedne lille varme sødme, men har samtidig en frisk syre og en vis saftighed. Frugten er igen jordbær og søde kirsebær, tranebær og på en eller anden måde, så har vinen en kølig elegance … bare lige med denne lidt småsøde slagside. Dejlig vin, 95 point.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 419 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Knipser, Grosskarlbacher Burgweg Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Knipser, Grosskarlbacher Burgweg Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandFørste rødvin blev så denne 2017 Grosskarlbacher Burgweg Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Knipser og det er en vin, der som nævnt på etiketten også kaldes Im Großen Garten.

Weingut Knipser har vi mødt før på Houlbergs Vinblog og sidst jeg smagte vin derfra – en 2012 Syrah Réserve – skrev jeg da også masse om vinhuset, så det gør jeg ikke denne gang.

Im Großen Garten er lavet med Spätburgunder fra den lille parcel Großkarlbacher Burgweg, som er en Große Lage mark, der ligger på en beskyttet og relativstejl sydskråning i Eckbachtal.

Det er en vinmarker med tung lerjord blandet med utallige kalksten og jorden kan minde om kalkstensjorden på Cote d’Or. På marken er der vinstokke, der er plantet tilbage i 1993 og 1994 … og siden 2015 har Knipser brugt betegnelsen Im Großen Garten på deres mark på Grosskarlbacher Burgweg.

Vinen er lavet ved, at druerne først  presses nænsomt i druepresse, og derefter gærer vinen med skind udelukkende med egen gær og efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder på nye franske egetræsbarriques.

Duftmæssigt er der sgu skrald på fra første snif … der er godt med fadpræg supplerede med den karakteristiske kostald, så det samlet næsten skriger tysk Spätburgunder …. og det er det. Der er vanilje, mælkechokolade, karamel og karamelliserede hasselnødder samt nogle røgede noter. Frugten er kirsebær, næsten karamelliserede kirsebær, jordbær, skovbund og svagt lidt peber … det dufter sgu rasende godt.

Smagen er i samme boldgade … røget, cremet og drønlækker. Den har en moden frugt, der er harmonisk og næsten smelter i munden, virker endda helt saftig, har let peber, sorte kirsebær, brombær og tørre urter og blomster. Syren er også saftig og fast, tanninerne er bløde om end faste. Der kommer lidt skovbund, svampe og samlet fremstår vinen komplet med flot syrebid. 95 point.

Forhandles herhjemme af Sigurd Müller Vinhandel, men jeg kender ikke prisen på denne.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Fattoria Mancini, Impero Blanc de Pinot Noir, Marche, Italien

2019 Fattoria Mancini, Impero Blanc de Pinot Noir, Marche, ItalienByggeaftenen omfattede alene én enkelt hvidvin, men den var så lavet på den røde Pinot Noir drue og det var denne 2019 Impero Blanc de Pinot Noir fra vinhuset Fattoria Mancini.

Vinhuset ligger ved de spektakulære klipper i Focara et par kilometer syd for havnebyen Pesaro helt ud til Adriaterhavet, tæt ved naturparken Monte San Bartolo. Det er en familiedrevet vingård, der er grundlagt i 1861.

Det er i dag seneste generation i form af Luigi Mancini, som står driften af deres i alt 20 hektar vinmarker, der – selvom de ligger helt ud mod kysten – ligger i 350 meters højde og har et kølig mikroklima og en kalkholdig sandstensjord tillader produktion af langlivede vine med en god balance mellem struktur, dybde, friskhed og elegance.

Den vigtigste druesort af Fattoria Mancini er Pinot Noir, som blev  introduceret i dette område i begyndelsen af det 19. århundrede af Napoleons administration og bevaret af familien i fem generationer af vinbønder.

Efter to århundreder med udvikling og tilpasning er denne særlige Pinot Noir nu med rette betragtet som en lokal drue. Men derudover dyrker familien også andre typiske lokale sorter som Sangiovese, Ancellotta og den helt lokale hvide druesort Albanella.

Denne Impero Blanc de Pinot Noir er lavet ved, at de hele klaser først presses nænsomt for at minimere skindkontakten mest muligt og samtidig undgå farveudtræk til vinen.

Druerne presses til, at de har mistet omkring 50% af deres vægt og derefter gærer vinen på fad ved ca. 18 grader og gennemgår så fuld malolaktisk gæring. Efter endt fermentering har den så lagret sur lie 12 måneder på 228 liter barriques.

Det er en vin, hvor du både får duftmæssig fedme og smagsmæssigt masser af stram syre. Næsen er fadfed med vanilje, karamel, fløde og smør,  crème brûlée, lemoncurd,  lakridskonfekt, nødder og virker da egentlig ganske parfumeret. Der er en frugt af bløde pærer, fersken suppleret af en distinkt kalket mineralitet.

Smagen er langt mere slank, for der er sgu godt med syre, hvilket vi jo virkelig godt kan lide. Der er sure citroner, lemon og grape, så det lige snerper i munden på skønneste vis, men det hele ender med en smule sødme, der binder tingene godt sammen. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyeste årgang koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Veuve Clicquot, La Grande Dame, Champagne, Frankrig

2012 Veuve Clicquot, La Grande Dame, Champagne, FrankrigChampagnehuset Veuve Clicquot har jeg vist ikke skrevet om tidligere her på vinbloggen, men det er i dag ejet af den store LVMH Group, men denne flotte 2012 La Grande Dame som velkomstbobler var netop derfra.

Veuve Clicquot Ponsardin har lavet champagner i over 250 år og er grundlagt i 1772, men er primært mest kendt for den kvindelige ejer Barbe Nicole Clicquot Ponsardin, der i en alder af 27 blev enke efter sin mand Francois Clicquot, der drev vin-, uldhandel- og bankforretninger, men hun overtog så driften af det champagnehus, som hendes svigerfar oprindelig havde grundlagt.

Hun blev en af de første kvindelige moderne iværksættere i en tid, hvor kvinder ellers var udelukket fra erhvervslivet. Men hun vovede at påtage sig ledelsen af Veuve Clicquot med passion samt stor beslutsomhed.

Hun var selv datter af en tekstilfabrikant i Reims, men i front for champagnehuset førte hendes kreativitet og innovationslyst til flere mange førstepladser i Champagne, bl.a. blev hun prist for den første kendte årgangschampagne,  opfindelsen af foregængeren af pupitre bordet og den første kendte blendet roséchampagne.

Madame Clicquot gjorde i det hele taget sit navn og champagnerne til et brand kendt for kvalitet og ekspertise. Hendes store bidrag gav hende også tilnavnet la grande dame de Champagne og senere blev champagnet den gule enke også opkaldt efter hende. Men dette er husets bedste champagne faktisk også og det er netop denne La Grande Dame.

I 1986 blev champagnehuset købt af store LVMH Group – Möet-Hennessy-Louis-Vuitton og de ejer i dag fortsat huset. LVMH er jo et  fransk multinationalt konglomerat af luksusvarer med hovedkvarter i Paris og ejer i alt 75 huse og indenfor vin og spiritus 26 vinhuse som bl.a. Château d’Yquem, Ruinart, Möet & Chandon, Dom Pérignon, Krug, Hennessy, Ardberg, Château Cheval Blanc, Cloudy Bay og mange, mange flere.

Veuve Clicquot får både deres druer fra egne marker samt fra et partnerskab med en lang række planteavlere, men primært fra nogle af de bedste marker, for 95% af anvendte druer kommer fra marker, der er klassificeret som Grands eller Premiers Crus. Samlet udgør markerne  47% Chardonnay, 36% Pinot Noir og 17% Meunier.

Jesper havde for alle sine sparepenge købt denne 2012 La Grande Dame, der er lavet på 90% Pinot Noir og 10% Chardonnay, der alle kommer fra 6 historiske Grand Cru marker. Der er ikke så mange informationer om vinen, men der er ved degorgeringen tilsat en dossage på 6 gram pr. liter.

I næsen kan man allerede fornemme, at der er godt med syre i den gamle dame, for der er sure æbler, ribs, kvæde, masser af gærnoter, nødder, mandler, marcipan, tørre papkasser, blomster … alt stramt og stringent holdt i skarpe nuancer.

Smagsmæssigt viser den gamle dame også tænder … godt med syre samt bitterhed, så der kommer først og fremmest masser af citroner og grape frem med en markant stor tørhed. Langsomt dukker der så også en smule lidt mere umamiagtig frugt frem, tørret abrikos, godt med bid, rustik kant, mens en meget lille honningagtig sødme også bidrager til en rigtig fin balance. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos VildMedVin, hvor den i øjeblikket kan købes til 1.199 kr. mod en normalpris på 1.499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Hay Shed Hill Wines, Block 2 Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien

2020 Hay Shed Hill Wines, Block 2 Cabernet Sauvignon, Western Australia, AustralienOgså Hay Shed Hill Wines var repræsenteret to gange i vor lille smagning og den anden vin var fra deres Block Series og det var denne 2020 Block 2 Cabernet Sauvignon.

Som navnet siger, så kommer Cabernet Sauvignon druerne fra block 2 på Hay Shed Hill marken og der er stokkene af Houghton-klonen plantet i 1975. De står på en nordlig skråning, som sikrer perfekte modning.

Efter høsten er all eCabernet Sauvignon stilket inden gæring i åbne gæringskar med traditionel pump over og efter endt gæring lå vinen på med drueskindet i yderligere 10 dage for at giver mere modne tanniner. Derefter er vinen så fadlagret 18 måneder på franske barriques og efterfølgende 6 måneder på flaske.

Duftmæssigt er denne vin klart mere Muhammed Ali end Tyson, for der er klart mere elegance. Det starter med oksefond, cedertræ og blyanter samt frugt med solbær, kirsebær, ribs, skovbund, muldjord og virker endda lidt støvet, mens fadpræget er pænt fremme med mørk chokolade, vanilje og samlet både styret elegance samt god dybde, så klart aftenens bedste vin.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor der både er elegance, power og samtidig meget bordeauxfil. Smagen er godt koncentreret, cremet og samtidig kølig og rank, mens syren er ren, fin og nærværende. Frugten er mest solbær, brombær, hindbær og så lidt lemon. Her sidder alt, hvor det skal sidde og stilen er faktisk pænt europæiske, skarp og slet ikke opulent. 95 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay “SJ”, Baden, Tyskland

2019 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay "SJ", Baden, TysklandKarl Heinz Jophner har et højt og hjertelig skraldgrin, som bare smitter og når jeg smager hans 2019 Chardonnay “SJ”, så får jeg også et lille veltilfreds grin frem, for det smager tossegodt.

Den store og altid muntre Karl Heinz har jeg selv oplevet på et besøg på vingården. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Derfor kigger jeg så alene videre på denne Chardonnay “SJ”, som er lavet fra gamle Chardonnay stokke, der er plantet i 1990 og vokser på den vulkanske forvitrede jord på topplaceringen Bischoffinger Steinbuck og Enselberg.

Med SJ har Patrick reduceret udbyttet til én drue pr. skud. Blid presning af hele druer foregår i kælderen, hvorefter gæringen er sket i 50 % i nye og 50 % brugte 500 liters egefade og der er vinen også efterfølgende lagret.

Det er sgu dejlig fadpræget Chardonnay med masser af nødder i brunet smør, tropisk velduftende frugt, næsten kandiseret i næsen. Der er er tørret ananas. mango, dåsepærer, grillet grapefrugt, noget fennikel, lakridskonfekt, marcipan og vaniljekranse samt voluminøs og lidt mørk syre, der dog fint balanceret. Men det er Chardonnay i bjerggear og turboen sat til, så alt brummer, spiller og den viser alle hestekræfterne.

Smagen er blød, cremet, olieret, smøret og velfriseret … eller sagt med andre ord, som smager det drøngodt. Der er en blød, mushy og alligevel frisk frugt af pærer, fersken, ananas og mango. Det er blød, comfy og dyb sofa af riflet fløjl, har små trænoter, vanilje, karamel suppleret med en lidt krydret eftersmag … men damm … vi letter overjordisk, lykkelig og alligevel med en vis tyngde. 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 368 kr. og det er endda ikke engang dyrt.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Quinta das Marias, Out of the Bottle Vinho do Ovo, Dão, Portugal

2020 Quinta das Marias, Out of the Bottle Vinho do Ovo, Dão, PortugalJeg sluttede smagningen af de 4 vine fra Quinta das Marias med en af deres røde topvine og det er denne 2020 Out of the Bottle Vinho do Ovo, der som den foregående er lavet på ren Alfrocheiro.

Quinta das Marias’ Out of the Bottle serie er en samling af vine, som de har lanceret med det formål at vise den uovertrufne renhed i Dão regionen.

Det er vine, der er resultatet af forsøg og overvejelser med en ærlig og detaljeret tilgang til dyrkningsprocesser, druesorter eller praksis, som fremhæver sortens, regionens og producentens profil, her orkestreret af vinmageren Luís Lopes.

Out of the Bottle Vinho do Ovo er således lavet på husets bedste Alfrocheiro druer, som høstet og afstilket, men herefter er druerne holdt hele og gennemgår kold maceration i tre dage, hvorefter de spontangærer i et betonæg.

Ægget tillader begrænsede mængder ilt at interagere med vinen, som ligger med en efterfølgende maceration i 5 måneder. Først derefter er vinen presset og så lagret i ægge indtil aftapning. Der er alene lavet 1.291 flasker af vinen og denne er nummer 680.

I næsen er der nogle røgede og ristede noter … som god flis på en varm grill, meget kødfuld, eksplosiv og alligevel moden intens. Der er både blommer, sorte kirsebær og solbær, godt med nødder, vanilje og sødristede noter og blomsterpollen. Den har en insisterende og kompleks frugtsødme, der er enormt elegant.

Hvor er det blødt, cremet, saftig, fedt og mundsmeltende … bare formidabelt godt skruet sammen. Der er søde lakridspastiller samt en frugt af sorte kirsebær, bagte blommer, tranebær, jordbær, godt med frugtsmag og alt så tilbagelænet og komfortabelt. Det er smuk, fint og harmonisk, har denne flotte sødme, tørre tanniner med noget syltet lemon og en smule peber i syren. Hvor er der flot … virkelig en god vin, der smager freaking godt. Højt niveau. 95 point.

Forhandles af Portugalore, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Quinta das Marias, Out of the Bottle Encruzado, Dão, Portugal

2021 Quinta das Marias, Out of the Bottle Encruzado, Dão, PortugalNæste vin fra Quinta das Marias var denne 2021 Out of the Bottle Encruzado … en vin, som i tidligere årgange hed Crudus, men fortsat er lavet på druen Encruzado.

Encruzado er – som med forrige vin – en drue, som vi vist ikke tidligere har stiftet bekendtskab med tidligere her på Houlbergs Vinblog, men det er en  hvid portugisisk drue, der primært hovedsageligt er plantet i Dãos granitbakker i centrum af Portugal,

Encruzado giver normalt rige og fyldige vine med aromaer af citron, træagtige urter, stenfrugt og melon … ofte med blomstertoner. Disse vine er værdsat for deres voksagtige og fyldig tekstur. De kan endda normalt gemmes i mange år.

Encruzado klarer sig også godt i vinmarkerne, spirer relativt tidligt og giver druerne en fin balance mellem sukker og syre. Det gælder især i Dão, hvor de højtbeliggende og granitholdige jord giver druen et gunstigt terroir med en daglig temperaturvariation, der er med til at bremse modningen i Portugals ellers varme klima.

På varmere steder tættere på kysten, kæmper druer med at opretholde gode niveauer af syre og kan som sådan lave slaskede vine, der mangler struktur.

Encruzado giver også lidt hovedpine i kælderen, da vine på druen har en tendens til at oxidere hurtigt, hvis den ikke håndteres omhyggeligt.

Vine fremstillet af sorten reagerer dog godt på lagring på bærmen og fadmodning, som begge er med til at tilføje kompleksitet til de færdige vine. Lagring på egefade hjælper især med at tæmme nogle af Encruzados uønskede noter og tilføjer blødhed og nøddeagtige, ristede karakterer til de færdige vine.

I Dão er hvidvine lavet på Encruzado begyndt at vinde indpas på det internationale marked. I øjeblikket findes der meget lidt af sorten udenfor Portugal, men det regner man med vil ændre sig grundet den store popularitet i øjeblikket.

Denne 2021 Out of the Bottle Encruzado er lavet druer, der er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og presset efterfulgt af dekantering. Gæringen er sket spontant alene med druerne egne gærceller i østrigske 500 liter egefade over 37 dage.

Efter endt gæring er vinen så lagret 20 måneder sur lie inden en aftapning på flaske … helt uden filtrering. Der er kun lavet små 1.403 flasker og denne er nummer 1.006.

WAUW … min første tanke var lidt burgundisk pænt fadlagret Chardonnay og det dufter sgu fremragende. Den har også noget helt andet, nærmest som med en gæret og svagt oxideret note, virker ret inderlig, dyb, olieret og kompleks. Der er gul frugt, gule pærer, syltet citron, honningmelon, smør, gule blomster og diskrete fadnoter med noget lakridskonfekt, vanilje, varme krydderier og samtidig et ganske luftigt udtryk.

Det smager endda lige så godt, som det dufter … lækker, blød og cremet med en smøragtig struktur. Men mærker også omgående faglagringen, som  giver fedme, fed viskositet med denne nærmest olierede fornemmelse. Frugten virker moden, blød og endda saftig med krydrede elementer, mest dåsepærer, fersken, abrikos, syltet citron, en mørk og alligevel intens syre, men understøtter bare helt direkte smagen og samlet giver det et ultra elegant vin. Hva’ fanden skal vi med burgundiske vine, når men kan få sådan en fabelagtig portugisisk vin, der vil overraske de fleste. 96 point.

Forhandles af Portugalore, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 6/7