Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2017 Alain Graillot, Crozes-Hermitage La Guiraude, Rhône, Frankrig

2017 Alain Graillot, Crozes-Hermitage La Guiraude, Rhône, FrankrigDer var mere Nordrhône i vente, for næste glas var en 2017 Crozes-Hermitage La Guiraude fra vinhuset Alain Graillot, der jo netop er god eksponent for, hvordan man laver Crozes-Hermitage.

Domaine Alain Graillot ligger lidt nord for den lille by Pont-de-l’Isère omkring 4 kilometer nord for Valence. Alain startede selv vingården i 1985 efter en karriere inden for landbruget.

Herefter studerede Graillot dog vinproduktion i Bourgogne og fik ved starten af sin vingård også vejledning fra Jacques Seysses fra Domaine Dujac. Han blev hurtigt en af de allermest efterspurgte producenter i nordlige Rhone for sine sprudlende, robuste og komplette Syrah-baserede vine.

Alain ejer lidt over 18 hektar med 30-årige Crozes-Hermitage vinstokke på et fladt område mellem floderne Rhône og Isère, hvor jordbunden er præget af sand, grus og sten. Han har også to små parceller i Saint-Joseph, hvorfra han laver en lidt friskere vin end de Crozes-Hermitage vine, der udgør hovedparten af hans produktion.

Graillot opnår sine kvaliteter via bl.a. lave udbytter, sen høst, koldmaceration før gæring for at udtrække ekstra frugt og farve, moderat modning af vinene på små brugte burgundiske egefade og er ellers næsten hysterisk omkring hygiejnen i hele processen.

I dag laves vinen dog af Alains søn Maxime Graillot, som overtog produktionen i 2008 …. ,men selvfølgelig fortsat får lidt hjælp af og til fra faderen. Produktionsmetoderne er selvfølgelig også de samme, selvom de måske er blevet en anelse mere varme og frugtrige i udtrykket.

Anders fra Bichel Vine har tidligere fortalt, at vinene fra Graillot er ekstremt efterspurgte, og de får få flasker til Danmark, dengang blot sølle 60 flasker af henholdsvis Crozes-Hermitage og Saint-Joseph og endnu færre af denne topvin.

Det betyder også, at Graillot i princippet kunne forlange langt højere priser for vinene, men der holder han fast i, at vinene skal sælges til vinelskere og dermed ikke blive for dyre. I dag sælges denne Crozes-Hermitage La Guiraude på allokation fra Bichel Vine, så de får formentlig et ganske beskedent antal flasker.

Duftmæssigt er der samme aroma af mørke, indkogte bær eller indkogt sovs med brombær og kirsebærmarmelade, som der var, da jeg smagt 2012’eren, men her er det tilsat en smule appelsin, engelsk lakrids, lakridskonfekt, flæsk, røget kød, læder, sorte oliven, grønne urter … herlig fed, frugtrig, men har både en anelse sødme, men der fornemmes herudover også en syrlig, kølig, let og stringent kant. Meget elegant.

Jeg husker altid Graillots vine, som værende en kende til den lidt hårde og lidt uforsonende side … vine som normalt kræver mange år i kælderen, men det er bestemt ikke tilfældet for 2017 La Guiraude, for i munden er den både blød, tyk og indbydende. Der er struktur, kompleksitet, silkefine tanniner, langt mere blød end forventet, og hold nu kæft, hvor den smager godt. Der er kirsebær, oliven, peber, masser af friskhed og voldsom lang eftersmag.

Forhandles hos Bichel Vine, men sælges alene via allokation, så prisen kender jeg ikke. Da jeg smagte vinen i årgang 2012 lå prisen på 350 kr., men det er formentlig dyrere i dag.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, Italien

2010 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, Italien Fourisolco er en ren Cabernet Franc baseret vin og en af de to topvine fra vinhuset Azienda Agricola I Luoghi beliggende i Castagneto Carducci i Bolgheri i Toscana. Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2009, men her er det altså årgangen nyere.

I Luoghi er et ganske ungt vinhus, som er grundlagt i 2000 af Stefano Granata og hans kone Paola de Fusco. Stefano var selv oprindeligt uddannet ingeniør indenfor elektronik og strømr, men havde længe haft et ønske om at lave vin i sin hjemegn. Og da hans hustru Paola de Fusco samtidig var uddannet ønolog fra Pisa, så havde parret også en baggrund for at begive sig ud i projektet.

Deres ønske var, at føle sig helt tæt på naturen og processen, så de startede helt fra bunden med etableringen af vingården helt fra de spæde nyplantninger til der var vin i flaskerne, dog med hjælp fra vinkonsulenten og ønologen Gioia Cresti.

Vingården har omkring 5 hektar jord, hvoraf 3,5 hektar er vinmarker, mens der på 1 hektar er oliventræer. De primære marker er Pineta di Carolo og Ristorti. De er meget kompromisløse, hvilket også kan ses i vinmarkerne, hvor sprøjtemidler er bandlyst og gødning kun bruges i meget begrænset omfang.

De beskærer drueklaserne for at mindske udbyttet, men tror i øvrigt på at vinstokkene trives  bedst i naturens egen balance. Høsten sker udelukkende med håndkraft i september/oktober og alle parceller holdes separeret i hele vinifikationsprocessen.

Målet på I Luoghi er enkelt og helt kompromisløst  – kun det bedste er godt nok. De laver derfor heller ikke mange vine … faktisk alene 4 rødvine og alle af ekstrem høj kvalitet, nemlig Podere Ritori, som vel er deres basisvin, så derefter Campo al Fico og de to special-/topvine Sassosolo på ren Cabernet Sauvignogn og denne Fourisolco  på ren Cabernet Franc.

Denne vin kommer fra det bedste fad med Cabernet Franc fra marken Ritorti. Druerne er håndplukket og håndsorteret og bragt til vineriet i små kurve. Gæringen sker spontant alene på druernes helt egne naturlige gærceller og sker over 20-30 dage. Efter omstikning til små fade af fransk eg lagrer vinen her i mindst 24 måneder og efter tapning yderligere i 6 måneder på flaske, inden den frigives.

I næsen – uha – dufter vinen bare godt, nærmest med lidt bedaget dekadence, en dyb gæret og alligevel frisk frugt, blåbær, kirsebær, lidt svulstig med masser af blæk, peber, mentol og så noter fra sødbrændte fade, kanel, røg, tobak og svag sødme.

Og hvor er vinen dog af frugtrig … masser af modne kirsebær samt lyse blommer, en fin, let og rank syre, lidt grønne urter, ganske lette og skarpe tanniner, lidt peber … og hvor smager vinen dog ualmindelig godt. Igen bliver far glad.

Forhandles i dag af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske i den noget nyere årgang 2015 koster 789 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Vincent Dauvissat, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2012 Vincent Dauvissat, Chablis, Bourgogne, FrankrigDer ventede endnu en hvidvin, som vi fik som indledning til et stort bord med Arla Unika oste. Vinen var en superfin Chablis fra Domaine Vincent Dauvissat, der ligger midt inde i Chablis by.

Vinhuset er grundlagt i 1920’erne af Robert Dauvissat og er gået fra far til søn i nu tre generationer. Det var specielt Roberts søn René, som var med til at sikre Domaine Vincent Dauvissat som en af de bedste producenter i Chablis, og den arv viderefører Vincent Dauvissat nu som 3. generation. Han starter selv med at arbejde på familiens vingård i 1970’erne.

Vincent har lidt over 12 hektar vinmarker, hvor der både er lidt Premier Cru marker og lidt Grand Cru marker, som drives totalt biodynamisk. Vincent Dauvissat ejer ikke selv alle markerne, da nogle ejes af andre familiemedlemmer.

De bedste marker er Grand Cru Les Clos og Les Preuses og Premier Vru La Forest, Sechet, Vaillons og Montmains.

Dauvissat høster maksimalt 50 hektoliter pr. hektar, mens han i kælderen giver sig også god tid med lang gæring på både egefade og ståltanke samt en efterfølgende lagring på minimum 1 år på franske Nevers egefade, ofte med en andel nye fade.

Vincent laver vine,  som udtrykker deres oprindelse og variationer i årgangene meget præcis. Vinene er meget klassiske i udtrykket med et lille brug af nye fade og gennemsnitsalder på fadene på  omkring 10 år.

Fælles for vinene er et meget mineralske udtryk med noter af østerskaller og flint kombineret med grønne æbler og citrus. Disse elementer og fylde forstærkes jo højere op i hierarkiet man kommer, men samtidig stiller de større vine krav om lang tids lagring, hvor fx Premier Cru vinene helst skal have en 5-8 år i kælderen for at vise det fulde potentiale, mens Grand Cru vinen skal være over 10 år.

Dette her er Dauvissats entry-level Chablis, der kommer fra marker med omkring 30 år gamle vinstokke, og nogle af druerne endda fra den mindre gode del af La Forest. Druerne og dyrket biodynamisk, mens vinen er vinificeret helt klassisk med brug af gamle fade.

Den biodynamiske drift kommer virkelig frem i duften … sved, prut, meget animalsk næse med brugt vaskeklud, skocreme, mørk kælder og derudover klart en nøddet duft, ristede noter, skaldyr, funky og lidt reduktiv, men også helt æterisk og dufter vildt lækker. Der er umodne æbler, blomster og salte mineraler.

Smagen er virkelig barberbladsskærende skarp med ren, fin, stram, kølig og syrlig livlighed. Der er både citronsyre, mineraler, sten, salt, umodne æbler, frisk og spændstig vin, men absolut samtidig let, lys med blot et lille strejf af nogen sødme. Der er slet ingen Chardonnay fedme at spore … what-so-ever. Det er en vildt smuk, stram, let og balanceret Chablis, så det bliver lige mellem 5,5 og 6 fingre.

Forhandles af Bichel Vine, men sælges alene på allokation og jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Highliner Pinot Noir Santa Barbara County, Californien, USA

2016 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Highliner Pinot Noir Santa Barbara County, Californien, USAHighliner Pinot Noir Santa Barbara County fra Hartley-Ostini Hitching Post Winery har tidligere imponeret mig … og nu gør den det faktisk igen.

Hartley-Ostini Hitching Post Winery er jeg stødt på en del gange. Det er jo det vin, som fik deres gennembrud efter filmen Sideways om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post. Jeg har tidligere smagt denne Pinot Noir Highliner i to årgange, nemlig 2007 og 2008, men her har vi altså vinen i en nyere årgang 2016.

The Hitching Post Highliner Pinot Noir er vinhusets top-of-the-line aftapning, en blanding af deres bedste fade fra de bedste vinmarker. Deres mål er at opnå balance og kompleksitet, men jeg har slet ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet.

Hartley-Ostini har kaldt vinen Highliner, som også er øgenavnet på den bedste fisker i flåden, og  da Gray Hartley jo er gammel fisker, så vil han med vinen gerne ære de store mænd i Alaskas fiskerflåde.

Næsen har masser af blød, varm kirsebær, tranebær, hindbær … og nærmest lidt Cherry Coke, masser af fadpræg med vanilje og kanel, men også en lidt mere hård kant, hvor der fanges lidt blæk, røg og fugtig skovbund.

Smagen er fint blød og cremet, meget elegant, blød, saftig og rund med en ren frugt, kirsebær, hindbær, jordbær, ribs, fennikel, peber, nelliker, vanilje og fin balance. Tanninerne er bløde og mærkes stort set ikke, men det er fint, elegant og meget tilgængeligt. Houlberg ligger sådan lige mellem 5,5 og 6 Thumbs Up.

Forhandles både hos Husted Vin og Smalle Vine, hvor prisen er 385 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, Italien

2015 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, ItalienDen første Barolo i glasset blev Giulias Barolo La Tartufaia … en af de mest klassiske af hendes vine, som jeg smagte for et par uger siden i en ældre årgang 2010, men her er det altså i en ung årgang 2015.

Drruerne kommer fra flere marker … både fra parcellen La Tartufaia  på Serradenari samt druer fra Brunate marken, begge beliggende i La Morra kommunen i omkring 460 meters højde. Barolo La Tartufaia er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store kegleformede egekar på 60 hektoliter med omkring 40 dages maceration. Efter endt gæring er vinen lagret 24 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade.

Duftmæssigt har vi nu øget spændstigheden … uha, hvor dufter det godt med violer, roser, mentol, læder, champignon, ribs, hindbær, eg, fennikel, nærmest helt parfumeret og utrolig balanceret. Det dufter vildt godt af arketypisk Barolo og man fornemmer en stringent og sylespids, balsamisk syre.

Smagen er tør og elegant, tanninerne markante og sætter sig bemægtigende i munden, hvor en balsamisk syre giver et godt bid, mens frugten er sådan lidt sød/syrlig. Der er ribs, tranebær … lyse, lette og lidt diskrete, men skaber en lethed i vinen, som smager virkelig godt.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2018 Giulia Negri, Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, Piemonte, Italien

2018 Giulia Negri, Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, Piemonte, ItalienDen første Nebbiolo vin i den virtuelle online vinsmagning med Giulia Negri var hendes Langhe Nebbiolo Pian delle Mole … en sikke da et vildt højt niveau for denne vin. Det smager smager sgu bare monstergodt. WAUW.

Vinen er lavet med Nebbiolo druer fra parcellen Pian delle Mole nederst på Serradenari tæt ved skoven. Det er dog fortsat i omkring 500 meters højde. Langhe Nebbiolo Pian delle Mole er lavet efter helt oldschool principper, dvs, fortsat med spontangæring i ståltanke over 16 dage, hvorefter vinen lagres … 80% på ståltanke og de sidste 20% på store 25 hektoliter fade af slavonsk eg.

Allerede da jeg hældte vinen i glasset blev jeg glad … meget lys og transparent, næsten som om, at der var tale om en Pinot Noir, så jeg måtte lige dobbelttjekke, at jeg ikke havde taget den forkerte flaske, Og i duften kommer der allerede burgundiske Pinot Noir elementer frem med masser af søde noter fra fadene, vanilje, kanel, virkelig let og imødekommende duft. Frugten er lys, kirsebær, brombær med balsamisk syre, mentol … det dufter vildt godt.

Smagen er helt klart i samme superliga, hvor tanninerne er noget blødere end hos Giulias Barolo vine, blidere og rundere, men syren som er lettere balsamisk og gør vinen frisk suppleret med blomster. Den er også – indrømmet – meget letløbende og drikkevenlig, men den tager sgu røven på vinbloggeren … langt mere elegant, livlig og luftig end forventet … og så smager den altså drøngodt. Til prisen er Langhe Nebbiolo Pian delle Mole sgu et af årets bedste køb. Så Houlberg udbryder igen et WAUW.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 189 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut, Languedoc, FrankrigEn Blanquette de Limoux er en lille specialitet i Limoux … og er en mousserende vin lavet efter Méthode Traditionnelle og er baseret på den lokale druesort Mauzac, der også lokalt kaldes Blanquette. Den næste vin fra Calmel & Joseph er netop sådan én … vinen Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut.

Det siges, at Blanquette de Limoux vinene er de allerførste producerede mousserende vine i hele Frankrig og således ældre end de første champagner. De første omtaler af Blanquette de Limoux er allerede fra de benediktinske munke i et kloster i Saint-Hilaire i 1531.

De lokale historier fortæller endda, at Dom Pérignon netop lærte, hvordan man producerer mousserende hvidvin, mens han arbejdede i klosteret i Saint-Hilaire, før han flyttede til Champagne og blev forfader til den i dag langt mere kendt champagne.

Blanquette de Limoux blev selv først en officiel AOC appellation i 1938 og sidenhed har man lempet på reglerne, så producenterne kan øge anvendelse af internationale druesorter i vinen.

Denne Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut fra Calmel & Joseph er lavet på 90% Mauzac og 10% Chardonnay høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet efter den Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken. Vinifikationen er sket helt traditionelt som til klassisk hvidvin i rustfrie ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær. Vinen lagrer så i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule lidt sød likør … vin og sukker.

WAUW det dufter godt … vi læner os med hele vægten mod højklasse ægte champagne. Næsen er berusende og bebrusende med nødder, rugbrød, pærer, æbler, fersken, ganske gæret i frugten, hvide blomster, sommermarker, et skvis citrus samt nogle salte mineraler. WAUW igen. Det dufter vildt godt.

Smagsmæssigt har vinen først en lidt bitter note, masser af trutmund med citronsyre, kalket, tør mineralitet og flintsten, mens boblerne er små, tætte, sarte og intense, selvom de aldrig bliver helt aggressive. Der er sure, umodne æbler, lemon, citron, citronskal, frisk, stram, stenet og mundrensende med lang finish. Denne Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut er en lille genistreg og måske et af de bedste boblekøb i landet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Marchesi Antinori, Tignanello IGT, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Tignanello IGT, Toscana, ItalienDet er omkring et halvt år siden, at jeg sidst drak Tignanello … og da var det i årgangen 2014, men nu smager Houlberg atter den store supertoscaner, blot i den nyere årgang 2015.

Derfor skriver jeg heller ikke noget om vinhuset … det kan du læse om i de tidligere indlæg, men kigger blot på Tignanello, der som i forrige årgang er lavet på et blend af 80% Sangiovese, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Der anvendes alene de bedste druer til vinen, som gærer i store koniske rustfrie ståltanke … hver sort selvfølgelig vinificeret separat.

Efter endt fermentering, så sker den malolaktiske gæring i egetræsfade, hvorefter vinen lagrer på franske og ungarske barriques i 12-14 måneder … både nye og brugte fade. Først derefter sker det endelige blend og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det – som forrige vin – en mørk fætter med en sortmørk, dyb intensitet, flæsk, tonsvis lakrids, blåbær, brombær, kirsebær, blommer … egentlig meget frisk i frugten, en fin stringent frugtsyre og samtidig også lidt noter fra fadene som vanilje, kanel og mælkechokolade samt lidt salte mineraler. Dufter virkelig godt.

I munden er Tignanello bare fløjsblød, vedkommende og utrolig elegant. Den virker mere rund og knap så syrerig som 2014’eren, for der er både blæk, grafit, solbær, fylde, tobak, kaffe … men så dukker der alligevel også en meget elegant syre frem, direkte, frisk og så måske endda spændstig. Dermed bliver det igen en meget smuk, elegant mundfuld vin, som bare er superbalanceret, så atter 6 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles flere steder herhjemme og prisen ligger på 845 kr. hos Løgismose.

Vinanmeldelse 6/7  

2004 Barone Ricasoli, Castello di Brolio Chianti Classico Gran Selezione, Toscana, Italien

2004 Barone Ricasoli, Castello di Brolio Chianti Classico Gran Selezione, Toscana, ItalienDenne 2004 Castello di Brolio Chianti Classico Gran Selezione fra Barone Ricasoli blev denne aftens oldtimer. Det er samtidig en af vinhusets topvine og en Chianti med skrald på.

Barone Ricasoli er samtidig et vinhus, som har en histotie, der særlig er en del af Chianti og er samtidig et af verdens ældste privatejede vinhuse, grundlagt tilbage i 1141. Barone Roicasoli er nærmest grundlægger af Chianti vine og drives i dag af Baron Francesco Ricasoli, som er ikke mindre end 32. generation af familien på vingården. Det må siges at være imponerende.

Og Francesco Ricasoli har over 1.000 hektar jord til den gamle borg aka slotbygning, men heraf er 200 hektar dog vinmarker og de ligger faktisk rundt om slottet Castello di Brolio på Madonna a Brolio i Gaiole in Chianti.

Udover i dag at være vineri, så er slottet Castello di Brolio også en turistattraktion, som hvert år besøges af turister fra både fra Italien og resten af verden. Med sine gamle rustninger, våben fra de gamle slag og endda skudhuller i murene, så har stedet en spændende historie.

Castello di Brolio var indblandet i de mange krige, der var mellem provinserne Firenze og Siena. Den adelige Ricasoli familie støttede Firenze. Faktisk ligger Castello di Brolio på grænsen mellem de to provinser, og da det største slag fandt sted i 1348, så blev slottet delvist ødelagt af soldaterne fra Siena. Slottet klarede dog de voldsomme angreb, og Firenze vandt slaget.

Men igennem århundreder har navnet Brolio og Barone Ricasoli været indbegrebet med vinfremstilling og har altid stået bag nogle af Toscanas mest eftertragtede vine.

I 1800-tallet iværksatte den farverige forfader, storhertugen Barone Bettino Ricasoli – også kaldet jernbaronen – de første regler for at producere Chianti. Han var egentlig ikke en særlig god til at drive vingården, var en dårlig forretningsmand, men til gengæld meget involveret i politik.

Han havde en fremtrædende rolle som indenrigsminister i den toscanske regering. Han blev kaldt jernbaronen på grund af sin ufravigelige sparsommelighed … men uden hans iver for at skabe regler for en moderne Chianti, som var baseret på Sangiovese, så havde der måske slet ikke været noget, som hed Chianti i dag.

I dag er der over 1.000 hektar jord til den gamle borg Castello di Brolio, men heraf er 200 hektar dog vinmarker og de ligger faktisk rundt om slottet på adressen Madonna a Brolio i Gaiole in Chianti.

Barone Ricasoli Spa Società Agricola driver også en lille restaurant i den gamle borg, hvor man helt sikkert kan smage nogle af de 15 forskellige vin, som der laves på vingården … altså foruden lidt grappa og olivenolie.

Barone Ricasoli blev i 2001 kåret som årets vingård i Italien af Gambero Rosso og i 2002 blev vingårdens ansvarlige vinmager Carlo Ferrini også valgt som årets ønolog af Gambero Rosso.

Han er den konsulent i Italien, som står bag flest 3 røde glas vine i hele Italien, idet han har ansvaret for produktionen af nogle af de fineste vine i Toscana. Carlo Ferrini blev ansat på Barone Ricasoli i 1991 for at forbedre kvaliteten af vinene. Han foretog en del ændringer i marker og kælder.

Castello di Brolio Chianti Classico Gran Selezione er en af husets bedste vine … en ikonvin, som kun laves i de bedste år og alene med druer fra husets bedste marker. Den laves i dag på Sangiovese og en lille andel Abrusco, men i denne årgang 2004 er den lavet på Sangiovese tilsat en lille smule Cabernet Sauvignon.

Vinen har gæret ved 28-31 grader efterfulgt af en postmaceration over 19 dage. Efterfølgende er vinen lagret 18 måneder på franske tonneaux fade, heraf 2/3-dele nye fade. Vinen er så flasket i juli måned 2006.

Og det er – som nævnt indledningsvis – en Chianti med skrald på og allerede i næsen byder vinen på fed, mørk og moden frugt, engelsk samt finsk blød lakrids, vild dybde, blæk, chokolade, solbær, sorte kirsebær, blommer, brun farin, sød tobak og nogen sødme.

Der er også skrald på smagen … mørk frugt, stærk engelsk lakrids, mens alderen på ingen måder synes at trykke. Vinen er således fin og levende, god balance, sød og syrlig kirsebærfrugt, tanninerne bløde, fyldig og moden, lidt nødder, harmonisk og fortsat fuld af energi, så samlet set en meget imponerende vin.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Nervi, Gattinara, Piemonte, Italien

2015 Nervi, Gattinara, Piemonte, ItalienVi skulle ha’ mere vino fra Conterno, nemlig fra Nervi vinhuset, som Roberto købte 90% af i april 2018. Nu sælges de nye Nervi vine også med et etiket, hvor det tydeligt fremgår, at det er Conterno, der står bag vinene, hvilket også har betydet en pæn stigning i priserne på 30-40%.

Men det er også megalækker vin, men det vender jeg tilbage til om lidt. Lad os først lige kigge lidt nærmere på Azienda Vitivinicola Nervi, der ligger midt i byen Gattinara lige overfor Ufficio Postale Poste Italiane … det lokale postkontor.

Nervo er oprindelig grundlagt af Nervi familien i 1906 og de ejede det i 85 år indtil 1991, hvor det blev solgt til familien Bocciolone, som havde tjent deres penge på stålhandel.

Men dårlig ledelse og administration gjorde, at vingården i 2011 gik konkurs, selvom kælderen egentlig bugnede af masser usolgte vine … både i tønder og på flaske. I stedet blev Nervi så købte af norske bank- og investeringsmand Erling Astrup sammen med en flok investorer.

Han genansatte samtidig Enrico Fileppo, der siden 1982 havde fungeret som vinmager på Nervi og stået bag alle vinene. Og dermed holdte Nervi – også efter overtagelsen – fast i de gamle, traditionelle produktionsmetoder, som man havde fulgt på gården i over 100 år.

Efter overtagelsen af Nervi blev Erling Astrup og Roberto Conterno gode venner. Hvordan det skete ved jeg ikke, men det tætte venskab gjorde, at Roberto blev rådgivende konsulent for Nervi og dermed ofte havde sin gang på gården og blev fascineret af den helt specielle vulkanske og lerholdige jord omkring Gattinara og den smukke beliggenhed af gården ved foden af Monte Rosa.

Roberto kunne se, at jorden og den nordligere placering var perfekt og kunne bidrage til at lave ranke og elegante vine, med et flot lagringspotentiale. Mod nord beskytter Monte Rosa mod de kolde vinde, og garanterer passende nedbør og en konstant brise.

Kvaliteten af leret i jorden er meget høj og kun sammenlignelig med jorden i Serralunga d’Alba … et af de bedste steder for Barolo. Den vulkanske klippejord og fraværet af kalk bidrager til områets karakteristiske og vigtige syre.

Hele appelationen for Gattinara er blot på 120 hektar. Den altovervejende del er beplantet med Nebbiolo, som lokalt kaldes Spanna, samt en lille smule Vespolina og Uva Rara.

Nervi ejer 27 hektar vinmaker, bl.a. markerne Casacce, Caravoglie, Valferana og Molsino. Vinstokkene er mellem 10–40 år gamle og beliggende i 290-420 meters højde. Nervi producerer i dag godt 120.000 flasker årligt.

Vinkældrene er fra det det 19. århundrede og har en konstant og naturlig temperatur. Nervi bruger kun store fade med en størrelse mellem 750 liter og 7600 liter.

Til stabilisering af vinen benyttes store cementfade, og til gæringen benyttes en naturlig gær udvalgt fra egne marker. Den malolaktiske gæring sker spontant i løbet af foråret.

Til gæringen af  de fleste af vinene på Nervi benyttes gæringsfade af træ. Den officielle minimumslagring fra konsortiets side angiver en obligatorisk lagring på tre år, heraf to på fad.

I erkendelse af deres vines ranke struktur, vælger Nervi at lagre deres Gattinara minimum tre år på fade, mens vinene Valferanas og Molsino lagrer hele 4 år.

Årgang 2014 – som jeg tidligere har skrevet om – blev frigivet i 2017, altså lige året før Roberto Conterno købte sig ind i foretagendet, så denne 2015 er første frigivelse under Conterno og med den nye udformning af etiketten på vinen.

Duftmæssigt byder vinen på en buket af nuancer … og specielt de blomsterrige fylder i buketten … en smuk bouquet. Det dufter vildt godt med ribs, hyben, tranebær og nærmest som en lys frugtbombe, der lige er detorneret. Den virker også langt mere lys, let og direkte i forhold til 2014’eren, selvom der også kommer nogle klassiske noter med roser, læder, tør jord og balsamico.

Smagsmæssigt er vinen både intens, lys, stram og streng Nebbiolo med en feminin lethed, men næsten alt for ung … lidt som en bumset teenager, der stadig er fyldt med selvtillid, lidt flabet, stopfyldt med livsmod, men ingen erfaring. Der er syrlighed, stramme tanniner, bitre urter samt lidt blomstrede elementer. WAUW.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster en flaske nu et sted mellem 549 og 599 kr., mens prisen på 2014’eren – uden Conterno på etiketten – var 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7