2022 Ewald Theodor Drathen, Königsmosel Riesling Medium Sweet, Mosel, Tyskland

2022 Ewald Theodor Drathen, Königsmosel Riesling Medium Sweet, Mosel, TysklandEwald Theodor Drathen GmbH er et tysk selskab beliggende tæt ved Zell i et af Mosel flodens mange sving, men det ejes i dag af den store franske vinkoncern Les Grand Chais de France … men det er derfra, at jeg nu smager en 2022 Königsmosel Riesling Medium Sweet.

Les Grands Chais de France aka Le Groupe GCF har jeg skrevet om før, men i 2023 overtog de også det store meget firma Zimmermann-Graeff & Müller, der selv i 1992 havde overtaget Ewald Theodor Drathen.

Der laves fortsat vine under Ewald Theodor Drathen navnet og således også denne Königsmosel Riesling Medium Sweet, som jeg dog ikke har megen information om udover, den har beskedne 8,5% alkohol og et pænt sødmeniveau, men fås både i bag-in-a-box samt på flaske.

Duftmæssigt er det en fyldig vin med en erotisk og eksotisk duft, bløde dåsepærer, fersken, mango, ananas og saftige nektariner. Der er ikke megen syre, men bare velduft suppleret med lidt nødder … men alt er poleret og stikker ikke særligt dybt, for samtidig kommer der nogle tørre noter som fra papkasser og mandelessense.

I munden er det en meget sød vin, som alle vil kunne li’ … det er multifrugtjuice og pæresaft, tropisk fed frugt og atter er der ikke så megen syre, så dermed bliver det bare en sød vin, der mest vil egne sig som aperitif på terrassen med et frossent jordbær i glasset og dermed klar til partytime. 86 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7