Styver er eneste vin fra Vejrhøj Vingård, som jeg har smagt før mit lille raid med de 6 vine. Det var dengang i årgang 2018, men nu har jeg smagt 2022’eren.
Denne Styver er lavet på ren Solaris, vinificeret i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en kortere periode.
Styver er en dansk/norsk to-skilling fra 1600- og 1700-tallet, hvor selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, som er en gammel nederlandsk møntenhed.
Duftmæssigt snakker vi absolut sommervin, som er blomstret og parfumeret, mens frugten nærmest er blanding af danske kendinge som æbler, stikkelsbær og hyldeblomst samt mere tropisk ananas og virker måske endda også lidt grøn og græsset.
I munden kommer det grønne også mere frem … stikkelsbær, pæn tørhed og har også citroner og lemon med et frisk bid. Er klart slet ikke så sød som 2018’eren og det gør faktisk vinen bedre end sidst jeg smagte den. Her er tingene mere sammenhængende. 90 point.
Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 185 kr.