2016 Weingut Hammel & Cie, Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hammel & Cie, Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder, Pfalz, TysklandSå stod den derefter på rødvin, hvor første var en klassisk tysk Spätburgunder, nemlig en 2016 Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder fra Weingut Hammel & Cie.

Vinhuset ligger meget passende på Weinstraße Süd i Kirchheim i Pfalz og har været drevet af familien Hammel i nu 8 generationer siden 1723.

Det er i dag de to brødre Martin og Christoph Hammel, der står for driften af vingården og deres i alt 62 hektar vinmarker, hvor de 60% er de hvide sorter Müller-Thurgau samt Pinot Gris, Riesling, Chardonnay, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Grüner Veltliner … de røde druer er Spätburgunder.

Udover produktionen af vinen, så har familien også – som mange andre vinbønder – udlejning af nogle ferieboliger.

Denne vin er lavet med Spätburgunder druer fra 30 år gamle vinstokke på marken Kleinkarlbacher Herrenberg, som ligger på en sydskråning og har undergrund med høj andel af grus. Den er lavet helt klassisk og lagret på både barriques og tonneau fra lokale både lokale bødkere og nogle i Bourgogne.

I næsen er der sød hestestald og virker læskende saftig med modne kirsebær, hindbær, brombær og ribs. Derudover er der grønne urter, blæk, kakao, nelliker, gran, røg, violer og mandler. Der kommer også mælkede og flæskede noter samt fadnoter … godt med fad, cedertræ samt vanilje, kanel og lakridskonfekt.

Smagen har godt med elegance på en noget kødfuld måde, men det leveres fløjlsblødt med saftig frugt, der er sødsyrlig med læskende kraft, krydderier, peber, nelliker og lidt sødme. Det er virkelig en Spätburgunder, som overrasker på bedste vis. 93 point.

Forhandles af Whisky.dk, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7