2018 Domaine du Petit Pérou, Morgon Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine du Petit Pérou, Morgon Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigNæste Beaujolais blev denne Morgon Vieilles Vignes 2018 fra Domaine du Petit Pérou, et lille vinhus beliggende lidt øst for den lille by Villié-Morgon.

Domaine du Petit Pérou er grundlagt før første verdenskrig af Jean Thévenet, som havde 4 hektar vinmaker i Morgon samt 4,5 hektar i Brouilly, men alle de dyrkede druer blev solgt til en række vingrossister.

Under sønnen Henri Thévenet voksede ejendommen til 12 hektar, men det blev dog Henris søn Roger Henri Thévenet, der arvede 3,5 hektar og egentlig i 1970’erne startede Domaine du Petit Pérou og ved siden af salget af druer også lavede egne vine, som bl.a. blev solgt til de bedste vinbarer i Paris.

Sammen med sønnen Laurent ekspanderede Roger, således de i 1985 samlet havde 10 hektar og siden 1995 har familien Thévenet selv brugt alle druer til deres egne vine.

I dag er det dog 5. generation i form af Hugo Thévenet, som langsomt er begyndt at overtage en del af produktionen fra sin far Laurent og nu fuldstændig står for hele markarbejdet. Hugo blev i 2015 færdige med sine studier indenfor vin og økonomi.

Her er det husets Morgon Vieilles Vignes, som er lavet på Gamay druer fra lavtydende 80 år gamle vinstokke. Den er lavet med en 8-14 dages semi-carbonic maceration, hvorefter vinen hurtigt køles ned til 20 grader, hvorefter den er lagret 12 måneder på egefade.

WAUW for en smukt, let, luftig og elegant duft, har et touch af fadene med lidt vaniljesødme, men afdæmpet og fint. Der er friske kirsebær, rabarber, jordbær, brombær, ribs, jern, pænt med blomster og pollenstøv, lyserøde blomster fra et japanske kirsebærtræ, jod og samtidig spillevende, ekspressiv, vibrerende og ren.

Smagsmæssigt er det en virkelig elegant vin … let med syrlige kirsebær, vilde jordbær, brombær, tranebær, let, smilende og saftig, mostet og med en levende og let syre. Tanninerne er blide, smagen frisk, let bitter med lidt vaniljesødme. Det er på ingen måder en lidt bondsk eller rustik Beaujolais vin, men en elegantier iført lyse gevandter og et frækt smil.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7