Lad os for en stund returnere til Cortina Sulla Strada del Vino i Sydtyrol omkring 15 kilometer syd for Bolzao i Alto Adige, for jeg har nemlig smagt flere vine fra Castelfeder og en af dem er denne 2019 Lagrein Rieder.
Lagrein er jo en af de lokale druesorter i Sydtyrol og er i familie med de andre lokale sorter Teroldego og Trollinger. Den er frostresistent og egner sig til dyrkning i højderne.
Castelfeder har deres Lagrein marker nær Bolzano og Egna … denne Lagrein Rieder er en enkeltmarksvin lavet med druer fra vinmarken Rieder i Bolzano.
Vinen er lavet med gæring i cementtanke med maceration over 8-12 dage og efter efter endt fermentering er vinen blot lagret 6 måneder sur lie på cementtankene.
Duftmæssigt en meget mørk, men frisk vin … frugten er sådan nærmest lidt krydret, vamset med violer, blommer, kirsebær samt chokolade, trøffelkugler eller studenterbrød, skovbund, spagnum, våd muldjord, jod, kamfer og lidt mint.
Smagen er lidt i samme boldgade med mørke bær, jod, blød, flommet med en nærmest flad og sødkrydret smag. Det er bløde, blå blommer og kirsebær, nærmest blækagtigt, balsamisk og sådan lidt i en sådan beaujolaisagtig stil, bondsk, landlig og munter.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 108 kr.