Vi fortsætter lige med yderligere et par vine fra Luciano Ercolino på vinhuset Vinosìa i Luogosano i selve Campanien, men fortsat med Primitivo vin fra Puglia, nemlig denne 2019 Est 2004 Primitivo.
Navnet på vinen henviser til årstallet hvor Luciano Ercolino grundlagde vinhuset, nemlig 2004. Vinen er lavet på 100% Primitivo fra 50 år gamle stokke og høstet i september, hvorefter druerne tørres kort efter appassimento metoden, hvilket også er med til at sikre ekstra stor koncentration i frugten.
Vinen er lavet med gæring og maceration over 10 dage med udvalgte gærtyper, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske inden endelig frigivelse.
Nu er næsen mere arketypisk Puglia Primitivo med en tung, mørk frugt, blommer, blåbær, sorte kirsebær … meget fyldig med en snert af noget urtet og grønt, let mentol, våde vaskeklude, chokolade, lidt vanilje og kanel.
Smagsmæssigt er det en tæt, fyldig og sød vin med stor frugtintensitet, jordbær, sorte kirsebær, blommer, en lille bitterhed, pænt med sødme og nok også lidt en tak for meget til mit følsomme sind, men får dog hjælp af en lille friskhed, som dermed redder vinen og giver nogen balance. Der er dermed god arketypisk Primitivo.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.