2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, Tyskland

2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, TysklandNæste tyske vinhus er også biodynamisk, nemlig Weingut Brüder Dr. Becker, der ligger i Ludwigshöhe et par kilometer syd for Oppenheim i det store og dejlige Rheinhessen. Det er husets almindelige Riesling Trocken vi smager.

Weingut Brüder Dr. Becker drives i dag af ægteparret Hans Müller og Lotte Pfeffer-Müller, men vinhuset er dog grundlagt i midten af det 19. århundrede af mureren Franz Becker og hans broder Johann Becker. De startede vingården, mens Franz samtidig arbejdede på Katharinen kirken i Oppenheim og broder Johann arbejdede som advokat for administrationen af storhertugdømmet Hesse.

Det var dog Franz to sønner – og dermed igen to brødre – Dr. Johann Becker og Dr. Jakob Becker, som dannede baggrunden for vingården ved opkøb af marker og en større produktion af vin. Imidlertid var det nu først efter 2. verdenskrig, at Becker familien sådan rigtigt fokuserede 100% på vinproduktion på den gamle gård midt i Ludwigshöhe.

Selve vingården, der ligger på adressen Mainzer Straße 3-7 i Ludwigshöhe, er en flot gammel ejendom opført i 1830 og senere ombygget i 1896. Der er  klassificeret som kulturminde for det lokale samfund i Rheinland-Pfalz.

I dag drives vingården fortsat af familien, hvor Lotte Pfeffer-Müller er direktør, mens Hans Müller står for vinproduktionen fra deres i alt 11 hektar vinmarker, der allerede siden 1970’erne har været drevet økologisk og siden 2008 også biodynamisk, så vinhuset er således både certificeret af Ecovin samt Demeter.

Derudover besluttede de for nogle år tilbage også, at de ville fjerne brugen af svovl i en lang række af deres vine, så fx er nyere årgange af denne Gutsriesling således lavet uden brug af sulfitter.

Vinhusets bedste marker er de to Erste Lage marker Gundheim og Guntersblum samt de to Grosse Lage marker Dienheimer Tafelstein  og Falkenberg. Derudover tæller det også gode marker som Dienheimer Paterhof og Ludwigshöher Teufelskopf.

Den samlede produktion ligger årligt på 70.000 flasker vin. Siden 1971 har Weingut Brüder Dr. Becker og været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Vi smager her deres Gutsriesling i en årgang 2015, hvor vinhuset dog fortsat anvendte svovl i vinen. Der er ikke så mange oplysninger som selve produktionen, men restsukkerniveauet ligger på under 4 gram pr. liter.

Næsen afslører med det samme den biodynamiske drift med en urtet og meget landlig aroma. Der er grøntsagsfond, masser af lyse, grønne noter, krudt, brændenælder, en grønthøster i fart samt en lys syre, meget frisk og duften næsten strutter af naturlige vitaminer. Det er frugt med æbler, stikkelsbær og fersken.

I munden er vinen også både frisk, grøn og meget saftig … der er faktisk rigtigt meget saft over vinen, men samtidig ført an af en grøn, syrlig syre, masser af grønne urter og estragon. I forhold til den forrige Alsace Riesling, så har denne et meget lettere og mere umiddelbar udtryk, men stikker heller ikke så dybt.

Forhandles hos Rosforth & Rosforth, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7