Dirk Vermeersch er en tidligere racerkører, som med fuld fart og sus i vinden har kastet sig over vinproduktion. Fra hans vinhus LePlan-Vermeersch smager vi en GT vin … GT-Viognier og tester om han når det ternede flag ved målstregen.
Historien om Dirk Vermeersch, der uden eksamen startede som taxachauffør, men drømte om en karriere indenfor bilsport. Han startede lokalt og vandt i 1977 et 24-timers løb i Zolder i sin brors VW Polo og fik samme år et job som reservekører hos den sejrende bil i 24 timers løbet på Spa-Francorchamps … og så var han professionel racerkører.
Imidlertid satte en rallyulykke i 1986 en stopper for hans karriere, så han købte i stedet en benzinstation, hvor han samtidig handlede lidt med brugte biler. Men de hurtige og vilde biler trak fortsat, så Dirk blev 3 år senere officiel forhandler af Lancia og Maserati forhandler i Schilde nær Antwerpen.
Men i 1999 solgte han forretningen for en god pris, men kunne ikke sidde stille, så han købte en gammel ruin i Sydfrankrig. Han startede også et byggefirma, så han kunne renovere den gamle bygning og omdanne den til en charmerende bolig.
Ved siden af ejendomme var der en lille mark med nogle Carignan vinstokke, som Dirk samtidig begyndte at pleje helt autodidakt, og inden længe begyndte han at lave vine og er nu blevet vinproducent på fuld tid. Hans første vin – en 2003 LePlan-Vermeersch GT-S – opnåede 2 stjerner i Hachette Guide des Vins.
Siden har datteren Ann også studere til ønolog i Châteauneuf-du-Pape og har sammen med hendes mand – den tidligere rugbyspiller, biker og rockmusker Sebastien Barbara – også sprunget med i projektet.
I 2010 solgte familien den gamle ejendom og byggede i stedet et LePlan-Vermeersch ultramoderne og stort vineri i Suze-la-Rousse med 25 tilhørende hektar vinmarker.
Fra deres egne marker laver familien en række vine i GT serien, samlet omkring 80.000 flasker årligt, men derudover laver de også omkring 150.000 flasker LePlan Classic vine, hvor druerne opkøbes fra andre vinavlere. Derudover laves lidt bobler og såmænd også alkohol i form af en gin, som de kalder LePlan Belgica Gin.
Denne 2018 GT-Viognier er lavet med druer fra husets egne marker og består af 99% Viognier samt 1% Roussanne høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.
Druerne afstilkes, og vinen er fermenteret med halvdelen i ståltanke og den anden halvdel i nye franske egefade. Derefter er vinen lagret 3 måneder i de rustfrie ståltanke.
Næsen er urtet, aromatisk, parfumeret med en animalsk landlighed samt en lidt skæv, funky side. Der er sgu også smæk på drengen med eksotiske frugter, modne pærer, fylde, power, blomster og en lille ultrasvag oxideret side.
I munden er vinen cremet og fyldig, ja vel nærmest opulent og sød, men med en vis elegance, æbler, pærer og alkoholen på hele 14% er pænt integreret. Man fornemmer nærmest lidt tanniner, mens syren er svag. Houlberg svinger det ternede flag med 4½ lynhurtige fingre og endda med pil op.
Forhandles af Emilie Vin, hvor en flaske koster 120 kr.