2017 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Belleruche, Rhône, Frankrig

2017 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Belleruche, Rhône, FrankrigCôtes-du-Rhône Belleruche er søstervin til den foregående Collection Bio fra M. Chapoutier, men hvor den første vinder på duften, så vinder denne på smagen.

Det er også primært Grenache tilsat noget Syrah og druerne kommer fra forskellige marker i Drôme, Vaucluse, Gard og Ardèche. Efter høst, så afstilkes alle klaserne og gæring sker udelukkende i rustfrie ståltanke med en gæringstid på 15 dage. Vinen er også lagret på ståltankene, men hvor lang tid fremgår ikke rigtigt.

Duftmæssigt er det også en lækker vin med nogle af de samme indtryk som foregående søstervin … dog knap som mange af de animalske bio aromaer, men fortsat med flæsk, blæk, blåbær, solbær, lidt lakrids og ganske let peber.

I munden er vinen også dejlig blød, har lidt mere kant end søstervinen, men også lidt mere dybde. Den er mere tør, tanninerne tydeligere, der er mere peber og generelt mere smag, så denne Côtes-du-Rhône Belleruche vinder på smagen, mens Collection Bio vinder på duften.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7