2017 Domaines Ott*, Château Romassan Rosé Coeur de Grain, Bandol, Frankrig

2017 Domaines Ott*, Château Romassan Rosé Coeur de Grain, Bandol, FrankrigMed næste rosé … en blegfis af slagsen – Château Romassan Rosé Coeur de Grain fra Domaines Ott* – tog vi et modulært kvalitetsmæssigt kvantespring, for dette er en rosévin, som virkelig er interessant.

Domaines Ott* er grundlagt tilbage i 1896 af Marcel Ott, en ung nyuddannet teknisk agronom fra Institut National Agronomique i Paris. Han satte sig for at grundlægge en vingård og besøgte efter vinlusens hærgen vingårde i det meste af Frankrig, men valgte at slå sig ned i Provence. Han startede med at  leje en mindre vingård i Cavalaire, hvor han til plantede de første vinmarker.

Dengang var det almindeligt dengang med en lejeperiode på ni år, hvilket var et frustrerede faktum, når man ved at det minimum tager 15 år at få vinstokkene til at yde deres bedste.

Det var først i 1912, at Marcel Ott blev i stand til at købe sin egen vingård, hvilket blev Château de Selle i Tarandeau nær Draguignan. Der kunne han endelig fuldt ud omdanne sine ideer i praksis.

Han ville ikke kun producere gode rød- og hvidvine, for dem fandtes der rigeligt af, så Marcel Ott startede i stedet med at producere flere rosévine, bl.a. denne Rosé Coeur de Grains, som senere blev anerkendt som den bedste rosé i verden.

Fra starten havde Marcel Ott besluttet selv at aftappe, markedsføre og sælge sine vine, hvilket var ret usædvanlig dengang. Men da han erfarede, at det mest af hans vin blev solgt lokalt,  så åbnede han et slagssted for sine vine i Antibes med sin yngste søn René som bestyrer.

Det var i øvrigt René Ott som i begyndelse af 30’erne designede den særlig flaske, som Ott stadig bruger den dag i dag.

Domaines Ott* blev et sandt vineventyr og regnes i dag som det mest prestigefulde vinhus i Provence. Det består i virkeligheden af tre forskellige selvstændige ejendomme, nemlig Château de Selle og Clos Mireille under appellationen AOC Côtes de Provence samt Château Romassan under AOC Bandol.

Det er i dag – over 120 år senere – fortsat familien Ott, som i form af de to fætre Christian and Jean-François Ott driver vinhuset, men vinhuset blev dog i 2004 købt af det store champagnehus Louis Roederer, som siden har postet en del penge i vinhuset.

Hvis vi kigger nærmere på de 3 vingårde i Provence, så har Château de Selle samlet 140 hektar jord, hvoraf 70 hektar er vinmarker. Det er et smukt gammelt gods, som er blevet udvidet med et topmoderne og futuristisk vineri ved slottet,

Det er det vineri, som I kan se på billedet ovenover. Den markante bygning er tegnet af den svenske arkitekt Carl Fredrik Svenstedt, der er kendt for tilbygningen af pyramiden på Louvre i Paris, men bl.a. også har tegnet Delas Frères moderne vineri.

Clos Mireille er en rigtig gammel og charmerende vingård, der ligger ved  La Londe Les Maures, nær Fort of Brégançon og har en smuk udsigt udover Middelhavet. Det blev købt i 1930 af Marcel Ott og har samlet omkring 51 hektar vinmarker.

Det sidste vinslot … Château Romassan, der som eneste af ejendommene ligger i AOC Bandol, er et rigtigt og virkelig smukt slot, som familien Ott købte i 1956 og siden har restaureret. Det har 74 hektar vinmarker, som siden overtagelse er genplantet med 2 hektar hvert år … et arbejde, som strakte sig over 30 år.

Stenmurene mellem de enkelte parceller blev også fjernet for at tillade en nemmere adgang til vinstokkene, og alle vinmarker blev omdannet til kæmpe terrasser – som ikke er for stejle, for at undgå at jorden bliver skyllet væk af vandet under regnbyger.

Alle vinstokke er anlagt som espalier for at sikre en god eksponering mod solen og en god udvikling af rødderne i dybden. Det sidste er afgørende for at tillade planterne at nå vandreserverne i dybden, især i de lange tørkeperioder, som kan ramme området.

Denne Rosé Coeur de Grain er én af de to vine, som Domaines Ott* producerer på Château Romassan. Den er lavet på et blend af 58% Mourvèdre, 32% Cinsault og 10% Grenache … men det er formentlig ikke helt rigtigt, da der også er en ganske lille smule Syrah i vinen.

I foregående årgang var blendet 54% Mourvedre, 22% Grenache, 22% Cinsault og 2% Syrah.

Mourvèdre er jo klassisk for Bandol og giver vinene deres struktur og en ekstremt lang eftersmag. Grenache giver krop og aroma, mens Cinsault bringer friskhed og sarte, bløde nuancer.

Der anvendes kun de bedste druer til denne vin, og de mases let ved ankomsten til vinen via maskiner … justeret således, at de nærmest børster dem frem for at knuse eller mase dem. Efter en nat med kølig maceration bliver druerne presset forsigtig ved lavt tryk, således man undgår bitre nuancer fra stilke, kerner og skind.

Efter presning bliver mosten kølet ned til 14-17 grader og hvilket natten over i store rustfrie ståltanke, hvorefter den så gærer … en del på mindre træfade og resten i tankene.

Den alkoholiske gæring varer 8 dage, og den efterfølges af en malolaktisk gæring, der starter spontant når temperaturen er på omkring  19 grader i tankene eller fadene.

Blandingen af vinen fra forskellige parceller og druesorter foretages i februar efter høsten. Derefter får vinen lov til at hvile nogle uger på tank inden let dekantering, filtrering og tapning på flaske.

I glasset er den blege farve ganske påfaldende, for roséfarvet er vinen vel egentlig ikke helt, mere sådan lidt bleg laksefarvet, men til gengæld dufter den ganske fantastisk. Det er sart, delikat, forsigtigt og pirrer næseboerne. Der er grønne elementer, friske bær, ribs, stikkelsbær, granatæbler, tranebær og citron sammen med kalk, kridt, blomster og virker vibrerende, aromatisk og levende.

Smagsmæssigt en frisk, sprød og præcis vin, som har et lidt kalket udtryk. Alligevel er det pakket blødt og blidt ind, idet vinen nærmest smelter i munden, selvom det aldrig bliver helt dybt. Men det er nok heller ikke meningen, men vinens sprødhed, blødhed og kække mineraler sikrer en virkelig god smag.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske normalt koster 325 kr., men i øjeblikket kan fås til tilbud til 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7