Og minsandten om jeg ikke også smagte en anteprima udgave af den herlige Giampaolo Tabarrinis Montefalco Sagrantino Colle Grimaldesco, endnu en af hans 3 enkeltmarksvine.
Det er samtidig vel hans signaturvin, da det var den første Sagrantino di Montefalco vin han producerede og den vin, som for alvor fik anmeldernes øjne op for vinhuset. Den skulle efter sigende stilmæssigt ligge mellem Cerqua og Macchie. Knap så powerfuld som Macchie og knap så elegant som Cerqua.
Den er lavet på akkurat på samme måde som Campo alla Cerqua, altså med over en måneds maceration samt en lagring i mindst 4 år inden frigivelse.
Og den er på mange måder lidt et tanninmonster, som søsteren, så det er en vin, som reelt først bør drikkes om mange år … skal gennem mindst 5 år. Næsen byder på lidt af samme noter som søsteren, blommer, sorte kirsebær, urter, eg, læder, bitter mørk chokolade samt en smule mynte og vanilje. Er måske lidt mere tæt i aromaen.
Tanninerne napper dig helt ned i knæhaserne og indikerer, at vinen skal ha’ luft og helst dekanteres timer før den drikkes. Og det skal helst være om mange år. Mellem tanninernes sadomasokistiske og tørre parringsdans finder man dog blommer, chokolade, jord og en slat mineraler. Men en powerfuld satan.
Forhandles herhjemme af BB Vinimport, hvor en flaske årgang 2012 koster 269 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.