2011 El Escocés Volante, The Cup and Rings Albariño, Rías Baixas, Spanien

Torsdag var der spansk vinsmagning i Randers Vinlaugh med Kristian Ishøy, som er ejer af vinfirmaet og vinbaren D’Wine i Ålborg. Temaet var det anderledes Spanien, og første vin var denne The Cup and Rings Albariño fra vinhuset El Escocés Volante.

Denne vin var første vin i en række af 8 vine. Ikke at jeg var i underskud efter 14 vine sidste lørdag og 8 vine til bestyrelsesmøde mandag. Enkelte har faktisk kommenteret, at har mange indlæg og dermed smager mange vine. Nu kan man selvfølgelig spørge, om det er sundt med så meget vin? Mit svar er et klart ja.

Jeg mener dog godt, at man kan bevare en god sundhed, selvom man elsker vin og smager en del. Men alt med måde selvfølgelig. Og under forudsætning af, at man ellers har en række sunde vaner. Måske jeg en dag skulle lave et indlæg om vin og sund i kombo med livet som vinblogger. God idé Houlberg!

Nå, men det var nu vinhuset El Escocés Volante, som vi kom fra. El Escocés Volante ligger i byen Calatayud. Navnet El Escocés Volante betyder den flyvende skotte og referer således til ejeren, nemlig skotten Norrel Robertson. Sammen med sin familie flyttede han til Spanien i 2003 for etablere sin egen vinproduktion.

Hele eventyret startede da Norrel gennem sit arbejde rejste verden rundt bl.a. i Spanien for at finde vin til de britiske supermarkeder. I 1990 besluttede han sig for at lære vinverdenen at kende fra kælderarbejdet og op. Det betød at han bl.a. arbejdede i anerkendte vinlande såsom Italien, Portugal, Australien, Frankrig og Chile.

I 1998 startede Norrel på uddannelsen Master of Wine, hvorfra han dimitterede i 2000. Dernæst studerede han i 2002 og 2003 ønologi på Lincoln University i New Zealand, hvormed han fik sin kandidatgrad i ønologi.

Med al sin erfaring i bagagen flyttede Norrel og familien til Spanien i 2003, hvor særligt området omkring Calatayud havde en speciel plads i hans vinhjerte. Potentialet med de mange marker med gamle Garnacha stokke udgør et stort potentiale som Norrel ønskede at udnytte.

I 2004 havde Norrel fået stablet sin egen produktion på benene og sidenhen er projektet kun vokset. Det betyder blandt andet også, at den flyvende skotte også producerer vin i andre områder i Spanien (Calatayud, Bullas og Galicien). Ligesom han også fungerer som rådgiver på flere vinhuse. Dette har givet ham kaldenavnet ”den kørende vindyrker”.

Filosofien bag El Escocés Volante er altid at maksimere udbyttet af de fantastiske råmaterialer, der er tilgængelige i Spanien. Norrel ønsker, at fremstille intense vine, som beholder en bid af Spanien i sig. Han ejer ikke selv vinmarker, men køber druer og lejer sig ind hos forskellige producenter.

Dette har han nu gjort i over 10 år, hvor vinene kun er blevet bedre og bedre. Bl.a. omtales Norrel Robertson som ”quality leader” inden for Calatayud af Robert Parkers Wine Advocate.

Her har vi Norrel Robertsons hvidvin The Cup and Rings Albariño fra området Rías Baixas i det nordvestlige hjørne af Spanien. Vinen er på 100% Albariño, en drue jeg tidligere har smagt og været ganske begejstret for.

Albariño er en af spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier. Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet “Alba-Riño” betyder den hvide (vin) fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

I Norrel Robertsons hånd har druen fået lov at lagre 17 måneder sammen med sine skaller.

I glasset er vinen klar og til den grønne side. Duftmæssigt en frisk fætter … virker næsten sprudlende med fersken, stikkelsbær, grønne ananas, og blomster. Ganske indbydende. Der er fint syrebid og friskhed i smagen, hvor jeg også har meget grønne æbler, stikkelsbær, natron og godt med grapefrugt. Fint.

Forhandles hos D’Wine, pris 149 kr.

Rating 4,5/7    

Skriv et svar