N.V. Mont-Ferrant Cavas, L’Americano Brut Nature Organic, Penedès, Spanien

N.V. Mont-Ferrant Cavas, L'Americano Brut Nature Organic, Penedès, SpanienBobler er altid godt … champagne, spumante, crémant eller cava og nu har jeg så fået lidt cava i glasset i form af en L’Americano Brut Nature Organic fra Mont-Ferrant Cavas.

Mont Ferrant er verdens ældste cavahus. Stiftet i 1865 af Agustí Vilaret i Blanes omkring 30 kilomenter nord for Barcelona. Han var vendt tilbage til sit hjemland efter 30 år i Puerto Rico i Sydamerika.

Han investerede alle sine sparepenge, entusiasme og talent på at lave ​​champagnelignende vine og blev kaldt L’Americano de Blanes qua han kom fra Sydamerika, selvom han jo egentlig reelt set stammede fra Spanien.

Cavas Mont-Ferrant er ikke længere aktiv i Blanes, men mærket sælges fortsat. I dag produceres vinene af Parxet Gleva huset, der ejes af familien Suñol, der ejer flere vinhuse i Spanien. De laver bl.a. også cavaer under navnet Parxet.

Her smager vi så deres Mont-Ferrant Cavas L’Americano Brut Nature Organic, der er lavet på en blend af 5% Chardonnay, 33% Macabeu, 25% Parellada og 37% Xarello. Gæring er sket i ståltanke og andengæring i flaske med lagring minimum 24 måneder inden endelig degorgering.

Duftmæssigt er det omgående ferskner og abrikoser … har en lidt støvet og jernagtig aroma. Derudover er der nogle grønne pærer og lemon, men virker samlet set pænt tør … der kommer lige en ganske kort brise af lidt nødder, men det er meget lidt.

Det er godt kraftig brus, som dog ebber ud forholdsvis hurtigt og smagen er mest lemon med lidt sødbitterhed, småsure æbler samt grønne pærer. Lemon suppleret med lidt citron giver en fin syre, men der kommer også ganske svagt lidt sødme, tørre noter, lidt kvæde og kandiseret grape. 89 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb