2021 Domaine de Fa, Beaujolais en Besset, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine de Fa, Beaujolais en Besset, Bourgogne, FrankrigNæste vin er netop fra det sydligste område i Bourgogne, hvilket jo er Beaujolais og vinen er en 2021 Beaujolais en Besset fra vinhuset Domaine de Fa.

Domaine de Fa er grundlagt i 2013 af brødrene Alain og Antoine Graillot.

Hvis du synes, at Graillot navnet virker bekendt, så har du ret, for de 2 brødre en nemlig sønner af Alain Graillot, som vi jo kender fra hans Crozes-Hermitage og Saint Joseph vine fra det nordlige Rhône.

Maxime er i dag  vinmager på faderens ejendom Alain Graillot, men derudover også vinmager på Domaine des Lises, mens bror Antoine i lang tid havde længe været på udkig efter marker i Beaujolais.

I 2013 købte de så i fællesskab 5 hektar vinmarker med gamle stokke på Côte de Besset ved Saint-Amour. Jordbunden er nærmest pink granit og marken strækker sig over Saint-Amour, Beaujolais Villages og Beaujolais. Senere er det blevet til yderligere marker i Saint-Amour og i Fleurie.

Markes er økologisk certificeret og drives også efter biodynamiske principper og vinene vinificeres helt naturligt på hele klaser og semi-carbonique gæring. Efterfølgende lagring sker på store, brugte fade.

Stilen kan vel bedst betegnes som værende ren og frisk, med elementer af urter og mineralitet, der afslører slægtsskabet til Graillots eftertragtede vine fra Crozes-Hermitage.

Denne 2021 Beaujolais en Besset er lavet på ren Gamay fra En Besset marken og hovedsageligt fra den højest beliggende del af den stejlt eksponerede mark. Vinen er lavet med spontangæring alene  med druernes egne gærceller via semi maceration carbonique gæring og er efter endt fermentering lagret på en blanding af cementtane og store, brugte egefade.

Det er lige før, at man skulle tro, at Alain Graillot lidt hårde og stenede stil fra det nordlige Rhône også præger sønnerne, for det er en rank, kølig og mineralsk beaujolaisvin, men det er med den klassiske bondske landlighed og godt med kirsebær iført en blomsterkrans om hovedet. Der kommer masser af tørhed, støv stenstøv, grannåle og har en svag aroma af nelliker.

Sådan er smagen faktisk også … kirsebær, kirsebærsten, ribs og citroner, godt med landlig syre og virker samtidig lidt hård eller stenet i filten. Det er dog fortsat bondsk, saftigt og læskende med en robust syre og let pebercitron bid. 92 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 175 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2023 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i den burgundiske plovfuge, for næste vin i glasset blev en syrligfrisk 2023 Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux, som jeg også har skrevet om mange gange.

Faktisk har jeg smagt denne vin før … både årgang 2017, 2019, 2020, 2021 og 2022 og den er lavet med druer fra Mâconnais, som vel er det sydligste område i Bourgogne … nærmest nabo til Beaujolais.

Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har lidt af den samme fine undergrund af kalksten, som nærmest er skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte Chardonnay druer, som lige efter høsten kommer i en pneumatisk presse, hvorefter saften så hviler i 24 timer ved 12 grader. Så sker både den alkoholiske og malolaktiske gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 10 måneder sur lie.

Duftmæssigt har vinen virkelig en kompleks aroma, hvor du både får noget meget rent og syrligt, men samtidig har vinen også nødder, lidt tropisk frugt mango, abrikos og bløde pærer. Læg dertil noget vanilje og grønne blade, citronmarmelade og kalket mineralitet.

I munden er det en meget levende vin, hvor syreniveauet er pænt højt med både grape, lemon, citroner og grønne æbler. Citronerne er sure, men de får opmuntring af lidt sødere eksotiske frugter, en lille babyfedme og let sødme, hvilket bidrager med en blød, rund og tæt smag, således du samlet både får syre og blødhed på én gang, hvilket faktisk fungerer ret godt, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7