2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, FrankrigForleden smagte jeg en lækker 2022 Morgon Cuvée Château-Gaillard fra Domaine Anita. Nu smager jeg atter en Gamay baseret beaujolaisvin fra huset i form af denne 2022 Chénas Les Brureaux.

Vinen er lavet på Gamay druer fra den lille og mergelholdige lieu-dit Les Brureaux, hvor stokkene 50-70 år gamle buskvinstokke i Chénas appellationen og ligger i 265 meters højde.

Vinen er lavet med 100% afstilkede druer. Gæring og maceration sker over 13 dage med pigeage som længere oppe i Bourgogne. Efter endt gæring er der sket skånsom presning, hvorefter vinen er lagret 6 måneder på betontanke og efter aftapning yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … duftmæssigt en virkelig mineralsk og kalket aroma, hvor der ligeledes kommer noget aske, jod og noget røget samt tørret kød samt en frugt med både sorte og røde kirsebær, kirsebærsauce samt tørrede solbær, tørredde krydderurter og tørrede svampe. Læg også dertil lidt tulipaner, noget lakrids og bondsk landlighed … lidt støvet, tæt og intens.

Smagen er tør, men blød, cremet og virkelig præget af kirsebær, lidt tranebær samt saltede citroner, lemon og saltlakrids. Der er masser af saft, levende syre og bløde tanniner … og selvom det fortsat er en bondsk beaujolaisvin, så er det en elegant beaujolais, der samtidig er proppet med frugt og smag, så derfor 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Casa Marín, Riesling Miramar, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marín, Riesling Miramar, San Antonio Valley, ChileCasa Marín er et klokkeklart eksempel på, at oversøiske vine kan være vildt ranke og syrerige og her bekræftes dette atter med et glas af deres 2022 Riesling Miramar.

Vinen er lavet ved, at en lille procentdel af druerne ved høsten har fået botrytis aka den ædle rådenskab, hvilket bidrager med ekstra fylde og kompleksitet.

Efter langsom og nænsom presning, så har vinen gæret ved 12 grader over 17-18 dage. Der sker en kort lagring på ståltanke og derefter er vinen blot aftappet på flaske  uden klaring og uden
syrejustering.

Allerede i næsen afslører en anelse petroleum, linolie og terpentin, at der er kommet Riesling i glasset. Der er godt med umodne, grønne æbler, kiwi, stikkelsbær og asparges … meget slank og rank med flot, flot kompleksitet samt en bedårende olieret fornemmelse, der bare spiller max.

Smagsmæssigt mærker du virkelig Riesling druens friske og syrerige karakte,r … er total dugfrisk, vital og sammensnerpende med lemon, presset citronsaft, grape,  og grønne umodne æbler, hvor det isner i alle dine tænder, ætser og hyler. Der er sgu syre på drengen med masser af lækker emaljekrakelerende bid … sådan for pokker. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7