2022 Aux Mages, Aurora, Californien, USA

2022 Aux Mages, Aurora, Californien, USAOprindelig hed Emil Skytte Pedersens Aux Mages Chardonnay  Yúnuage, men her i årgang 2022 er druerne ganske vist fortsat fra Santa Rita Hills, men nu fra en mark, som Emil selv er helt oppe at ringe over.

Her er alle Chardonnay druerne fra vinmarken Zotovich Vineyard i den nordlige del af Santa Rita Hills og Emil siger selv, at druerne også var ret dyre … men at det er en mark, som giver de ypperste druer og at det næsten er som at få lov til at lege med druer fra Batard-Montrachet i Bourgogne.

Hvor Yúnuage var Emils første Chardonnay, som også var fabelagtig, ekstrem og vild syrlig, så virker denne blødere, selvom denne faktisk ifølge tallene er mere syrlig, men virker slet ikke så outreret.

Vinen er lavet reduktiv … har fået lov at oxidere i pressen, så saften var helt brun. Derefter er vinen så gæret i egefade, hvor den ændrer farve nærmest omgående og bliver helt grøn … fuldstændig ren, klar og klingende … er også efterfølgende lagret på brugte fade.

Som også med Yúnuage så skriger duften fadlagret Chardonnay og her endda med burgundiske træk ved mundvigene. Der er således en dejlig smørfedme, men bestemt ikke overdrevet og mere rank, slank, levende, smidig og  spændstig. Der er brunet smør, dåsepærer, søde mandariner, fersken, små citrusperler, ristede nødder, peanuts, lidt lakridskonfekt, vanilje og det lidt  animalske bio-kant, som Yúnuage havde, er her mere afdæmpet og udtrykket mere elegant.

Smagsmæssigt smider Aurora – som også Yúnuage – virkelig sin smørfrakke … eller tager den i hvert fald delvis af, for smagen er ikke helt så grøn, forpint og ekstrem, men virker faktisk blød, cremet, har god balance og virker sgu rund og lækkerfin. Men tag nu ikke fejl, for der er fortsat godt med livlig og sprudlende syre, godt med citroner og lemon samt et godt og rent bid, men tungen bliver ikke lammet og det ætser heller ikke sjælen så hårdt, men er bare stringent, saltet, mineralsk, krystalklar og direkte. Mums for satan. 98 point.

Forhandles hos Bichel Vine, hvor prisen er 525 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Weingut Karl Schaefer, Dürkheimer Michelsberg Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Karl Schaefer, Dürkheimer Michelsberg Riesling GG, Pfalz, TysklandVi fortsatte med tysk Riesling, for den næste vin blev en  2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Karl Schaefer på Weinstraße i byen Bad Dürkheim i Pfalz.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1843 af lægen Dr. Christian Schaefer, men det er hans søn Karl Schaefer, som er ophav til det nuværende navn på vingården.

I dag drives gården af 6. generation i form af ægteparret Marianne – også kaldet Nana – og Job von Nell. De har over 17 hektar marker og blandt dem finder vi klassificerede marker Michelsberg, Spielberg, Pechstein, Gerümpel,  Fuchsmantel, Herrenberg og Weilberg.

Vinhuset har i mere end 100 år været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter og familien har opnået anerkendelse både nationalt og internationalt for deres finesse, kompleksitet og balance.

De fokuserer på at udtrykke det unikke terroir i Pfalz gennem deres vine og anvender bæredygtige dyrkningsmetoder i deres vinmarker.

Her smager vi deres 2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs, hvor druerne kommer fra Grosse Lage delen af Dürkheimer Michelsberg … en af de ældste afgrænsede vinmarker i Pfalz. Den ligger sydligst på Dürkheimer bjergkæden med terrasser, som vender mod syd og har en optimal eksponering mod solen.

Jordbunden består især af smuldrende røde sandsten og aflejringskalk, som sikrer en god dræning i dybden. Druerne her er altid modne før de andre parceller, men bliver høstet relativ tidligt, mens de stadig har friskhed og sprødhed.

Der er ikke så meget info om produktionen, men druerne er økologiske, gæringen er sket spontant i ståltanke og vinen skulle vistnok også være lagret med bærmen i tankene … og så ligger restsukker niveauet omkring 6 gram pr. liter.

I næsen er der også lidt mere fedme end hos den foregående … som fed linolie, petroleum, nødder og har en frugt, der virker en smule til den federe side med tørrede og kandiserede frugter … fersken, pære og ananas, meget dyb og intens med lidt mulle kælder og røg … pænt cremet og olieret.

Sådan smager den også … cremet og småopulent, meget intens med hvid peber, fuldfed kandiseret grape og eksotiske frugter af mango, ananas og grillet lemon … men samtidig perfekt balanceret mellem sødme, syre og den hvide peber. Den har godt med modent bid og nogle nærmest nøddeagtige elementer. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7