2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, TysklandVi fortsatte – høje af højskolesangbogens sommervise i hovedet – med endnu en Weingut Wagner Stempel vin på terrassen og det var med en 2022 Rosé Trocken, der ligeledes er en Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet på et skønt mix af Frühburgunder, Merlot, Sankt Laurent og Spätburgunder, som alle kommer fra flere forskellige vinmarker ved Siefersheim med sandet muldjord med noget porfyrsten i undergrunden.

Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret kort inden aftapning på flaske. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Dejlig aromatisk og blomstret aroma, hvor frugten er er sjov kombi af hyben, jordbær og kirsebær, mens blomsterne er hybenroser, men virker samtidig virker ret tør med sødlige krydderier, lidt gær og lidt, der kan minde om papkasser, pap og luftig umami.

I munden er der endda lidt større venlighed … har faktisk en svag mousserende fornemmelse, godt med syrlige kirsebær, moreller og jordbær … alt på en slank, tynd, mager og spinkel facon, men det er jo netop dét, som gør vinen så velegnet til sommersjov på terrassen og populær i glasset. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, TysklandDu danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig … skrev Thøger Larsen engang. Men selvom sommeren har vist sig noget omskiftelig, så kan man jo godt drikke god vin på terrassen, som nu fx denne Riesling fra Weingut Wagner Stempel.

Det er også en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2019 … og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset.

Det er en helt almindelig entrylevel Gutsriesling, som Wagner har lavet med druer fra husets marker ved Sieferheim. Vinen er lavet på både rustfrie ståltanke og 1.200 liter Stückfass fade af tysk eg samt omkring 5,6 gram restsukker pr. liter.

Hvor er duften fin og god … virkelig god faktisk, for der er foruden æbler, fersken og citroner en dyb, kalkede mineraler, en landlig og let nøddet aroma med nougat, let mynte og umiddelbart ville jeg aldrig have gættet på, at dette er en basis aka Gutswein, for kvaliteten er virkelig høj.

I munden er vinen mere stram, men fortsat med en lille sødme. Det betyder konkret en stram, citrusdrevet syre, der virkelig bider fra sig og giver en mundspidsende tør og frisk vin med pænt mineralsk bid. Til at supplere den megen syre og småsure citroner er der også lidt grønne elementer … vildt opkvikkende og frisk vin. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7